A void of winter ‡ Lamur

Skovhingstens blik faldt ømt på Chibales jord, hvoraf frosten langsomt gjorde sit indtog på landet. Sne, kulde og frost lå i vendte, og dog kunne den mørkebrune stadig skimte enkelte af efterårets sidste planter tage kampen op imod den fremtidige kulde. De nægtede at dø hen, de nægtede at visne eller vige for den kolde tid, og den natbrune havde kun sympati for sådanne ting.
Han brød sig nemlig heller ikke synderligt om vinteren. Selvom hans tid i Andromeda havde forsynet ham med en tykkere vinterpels end da han først var ankommet, var vinter så fremmed for ham at den næsten blev sammenlignet med en fjende. Når sneen faldt gik Zaahir i krig: mest med sine egne tanker om hvad at lave. For intet gjorde ham mere rastløs en tomhed...

Og vinterens hvide dække, muldne jord og grålige himmel, fyldte ham med en intens følelse af tomhed, som først forsvandt den morgen dagene blev længere end natten. Og der var længe til.

/div]

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Den snehvide hoppe var nu begyndt at trippe let og elegant over jorden. Den før så grønne jord var nu ved at blive frosen, der var begyndt at falde en sne og frosten var også begyndt at sætte ind. Hun nød denne sne, men det fik hende også nærmest til at forsvinde i sneen. Hun brummede mildt og nød at kunne danse rundt lidt for sig selv. De blide blå øjne søgte let sine omgivelser, hun vurderede alle hendes omgivelser og nød at være tilbage hvor hun følte sig en anelse mere tryg.


Hun havde dog stadig mødet med den store sorte skyggehingst i tankerne og hans lille skygge dansede nærmest rundt under hendes manke, den skygge han havde lagt på hende for at beskytte hende sagde han – men hun tvivlede lidt. Hun havde mødt yderligere to hingste på hendes eventyr til den mørke ø og hun havde aldrig nogensinde ønsket at komme så meget tilbage som nu. Hun var nu tilbage på en ø hvor hun følte sig mere tryg og hun nød den frosne jord som nu var under hende.


Hun så en hingst gå stille rundt og hun løftede hovedet en smule undrende, han virkede til bare at trippe rundt og hygge sig alene. Hun løftede let hovedet og sendte et hilsende hvin i hans retning – mon det var en som havde lyst til at nyde en anden selskab eller om det var en som hellere ville hygge sig i sit eget. Hun brummede mildt og sænkede hovedet en smule, hun ønskede ikke at komme op og toppes med endnu en hingst.