Frosty mornings | Ariel

[5]

Saskia nød at opholde sig i flokkens område. Her var rart at være og uanset hvor hun gik hen, så mødte hun venlige ansigter hun kendte, eller venlige ansigter hun snart ville lære at kende. På denne noget grå og kølige efterårsmorgen, havde hun bevæget sig ned imod en lille bæk, der rislede igennem området med en munter klukken. Der var små isflager langs bredden og grene og blade var dækket af et fint lag hvidt rimfrost. Det var første gang Saskia så dette hvide, knasende lag der dækkede alt, og hun undersøgte det nøje. De små sorte ører var spidset meget opmærksomt fremefter. Med mulen nippede hun forsigtet til et par græsstrå og fnøs så med et lille tøset hvin da hendes mule blev helt dækket af det hvide rim. Hun slog legesygt med hovedet og sprang muntert over den lille bæk, over på den anden side hvor hun trådte nærmere kanten. Med stor tørst drak hun af det kolde vand. Der gik et par sekunder før det gik op for hende, hvor koldt det var. Med et hvin trak hun sig tilbage og stak tungen ud af munden. Øv hvor var det koldt! Hun var helt følelseløs! 

Frosty Mornings
204 words

En fugl lettede, og forsvandt hurtigt i det grå vejr, blandt de spredte tågebanker som stadig lå hér og dér efter natten havde gjort sit tilbagetog. Den askegrå havde fundet vej tilbage til sin floks område, en flok hun dog ikke længere vidste så meget om - hun genkendte ikke mange af de dufte af andre levende sjæle som lå svagt i vinden. Men måske ville hendes brogede sjælesøster være her, Jiva! Ariel vendte og drejede sine bløde, små ører og så opmærksomt rundt i omgivelserne, blandt spredte træer og den åbne eng. Og mod den lille bæk, som lå lige i nærheden. Trods frosten kunne hun dufte det kolde vand, eller også var det noget, hun bildte sig ind. Hendes lange, ravnsorte hår hang tungt og varmt over hendes slanke hals, mens hun strakte mulen i smule frem, nu med en nysgerrigt gnist i de ravfarvede øjne. Hun syntes at have fanget bevægelse. Ikke voldsomme, måske var det en mindre skabning. Hun vejrede kort, men der var kun fremmede dufte, ud over de fra landskabet som hun kendte så godt. Stilheden blev også brudt, ikke nogen skærende lyd, ikke engang synderligt høj, men en lyd af liv. Hun smilede svagt, ventede et øjeblik.

[7]

Hun stod lidt og gumlede tænksomt på sin tunge, der var helt frossen. Hun nærstuderede vandet der løb afsted med små isklumper i. Nogle steder lavede det små dæmninger, inden en større klump kom og hev det med sig. Andre steder stak tynd is ud over vandet og dannede små broer for det klukkende vand. Det fascinerede hende meget at vandet kunne blive til denne klumpede, kolde.. masse. Det var vand og alligevel ikke. Spøjst! Med endnu et hvin lavede hun et rejehop frem og landede med alle fire ben i bækken. Hun kunne ikke holde en temmelig tøset og barnlig latter tilbage af ren fryd. Hun sprang op af den lille skråning der omkransede bækken, vendte om og spurtede ned igennem vandet igen og op på den anden side. Dette gjorde hun flere gange, tilsyneladende uden at ænse kulden længere og hele tiden med et bredt grin på der fik hendes blå øjne til at stråle af glæde. Hun kunne underholde sig selv i timevis med det her!

Frosty Mornings
173 words

Flere lyde. Den askegrå satte endelig i bevægelse, først i en kort trippen som snart gled ud i lange skridt. Det knasede let under hendes hove, nogle steder sad frosten i græsset. Heldigvis var hendes pels hurtigt blevet tykkere, den skinnede mindre end om sommeren, men var samtidig silkeblød. Mørk, askegrå. Praktisk i de mørke vinterdøgn. I hvert fald hvis hun gerne ville forblive uset, og Ariel havde udviklet en glæde ved at betragte ting udfolde sig på afstand, tavst, som holdt hun vejret. Men eventyrlysten bestod også stadig. Hun kom nu raskt, men roligt nærmere og fik snart bedre øje på både bæk og den fremmede. Det var ganske rigtig en mindre skabning, et føl! En lille hoppe igang med ivrig leg, præcis ligesom hun selv havde været det engang. Endnu et smil krusede over hendes lyse mund, og da hun ikke ønskede at forskrække den lille ivrige som så helt opslugt ud af sin leg, gav hun venligt en hilsende lyd fra sig i en lys tone mens hun nærmede sig.

[8]

Hun pjaskede med vandet ved at skrabe sit ene forben op og ned og hen langs den mudrede bund. Høje plask fyldte luften og mudret, iset vand sprøjtede til alle sider. Hendes sorte pels, der var en blanding af følpels og vinterpels, blev ganske beskidt og våd, men hun hyggede sig så meget at hun næsten ikke bemærkede det. Latteren fik hendes øjne til at lyse op med glæde og med ét satte hun frem i en lille, dansende trav ned midt i bækken. Hun travede derpå ned igennem dem indtil hun nåede et lille fald - har sluttede hendes tilladte legeområde og derfor vendte hun om og travede tilbage med påtaget ynde. Hun havde set hvordan hopperne bevægede sig og forsøgte at føre sig frem på samme måde. Det var da besværligt! Men alligevel følte hun en vis tilfredsstillelse ved at danse afsted. Det var lidt som om det lå lige til højrebenet.. som om hendes ben flød af sig selv.
Imens hun travede der i sine egne tanker, hørte hun pludselig en venlig lys lyd. Hun stoppede brat op og så sig om med et smil på læben. Hvem der? Hendes kraftige blå øjne gennemsøgte det frostprægede område og imellem nogle nøgne, sorte stammer så hun en askegrå skikkelse. Hun kendte ikke denne hoppe, men det forhindrede hende ikke i straks at stole på hende. Hun svarede hende i en ligeså lys og imødekommende brummen, stærkt præget af hendes unge alder. Nysgerrigt satte hun frem imod hende, travede op på bredden og rystede sig vildt for at komme af med det mudrede vand der havde sat sig i hendes pels. Hendes blik blev nu for alvor rettet imod den fremmede hoppe, hvis ansigt var præget af en bred hvid blis og gyldne øjne.

Frosty Mornings
177 words

Ariel trådte nærmere, bevægede sig med lette trin der knap syntes at røre den frosne jord. Alligevel var hun særdeles jordnær. Et roligt udtryk prægede hendes ansigt, blandet med hendes uudtømmelige nysgerrighed. De ravfarvede øjne havde først set muntert til, da den lille mørke havde plasket rundt, danset frem og tilbage i det jo nok iskolde vand, den rindende bæk hun selv havde haft sjov med engang. Nu havde hun tiltrukket sig den lille hoppes opmærksomhed, og standsede først op da hun kun stod et par meter borte, med sit lyse hoved sænket en anelse, selvom hun stadig stod rankt. Føllet med den mørke pels, mørk som hun selv, havde nogle usædvanligt blå øjne. Nærmest som det blå hav på en sommerdag... Den grå vrikkede med ørerne og drejede dem helt frem, gengældende den lille hoppes nysgerrighed med et muntert smil.

"Hej med dig! Hvad hedder du mon?"

Hendes stemme var som altid lys og venlig. Hun strakte sin lyse mule en anelse frem. Den lille mørkes ligeså usædvanlige stjerne i panden optog hende også et øjeblik.

[4]

Den fremmede hoppe havde en blid og venlig udstråling, der skabte en atmosfære af velvære. Saskia nærmede sig uden tøven og strakte villigt halsen så langt hun kunne, som om det ville få hende til at nå hoppen hurtigere. Da hun endelig kom tæt nok på, smaskede hun underdanigt og lod mulen strejfe hoppens bringe et kort øjeblik. Det var rent instinktivt, for selvom den fremmede virkede fredelig, så var det bedst at være på den sikre side og sende de helt rigtige signaler fra start.

Nu hvor hun ikke længere var i vandet og holdt igang, bed frrosten om hendes våde ben. Hun skuttede sig et øjeblik. Derpå blev de lange, kluntede ører der stadig var alt for store til hendes krop, spidset imod den mørke hoppe foran hende. Hun talte til hende med en lys stemme. Et smil faldt uvilkårligt om den lille hoppes læber - hvor lød hun bare venlig!

"Mit navn er Saskia,"

Svarede hun simpelt. Hun kunne endnu ikke sige meget mere end præcis det nødvendige, det var alt for svært at lave længere sætninger der krævede mere overblik. Men hun var blevet bedre, og hun kunne også selv mærke at hun forstod mere omkring sig. Hendes mor kunne ikke længere tale over hovedet på hende, uden at hun ville forstå det meste og frem for alt spørge ind til det. Alt hvad hun så stillede hun spørgsmålstegn ved, for hun var lige i den alder hvor verden var blevet ny igen.

"Hvad hedder du?"

Hun smilede bredt til den askegrå hoppe og strakte mulen op imod hendes ansigt. Hun var højere end mor!

Frosty Mornings
256 words

Den askegrå brummede muntert med et bredt, varmt smil, som dog også afslørede hendes overraskelse over, at hoppeføllet spankulerede helt tæt på. Mon ikke hendes mor var et sted i nærheden? Hun vrikkede med ørerne, lyttende både til den lille fremmede og til omgivelserne, mens hun så nysgerrigt ned på den elegante skabning. Det viste hende den tidlige ungdoms tegn på respekt, men ellers ingen tegn på nervøsitet over, at stå foran en fremmed, hvilket glædede hende. Hun ønskede skam ikke at gøre den lille dame nervøs. Da hun havde præsenteret sig med lys stemme, Saskia, nikkede den askegrå lyttende.

"Ariel. Jeg bor også her i Teylar."

Det var måske lidt af en overdrivelse, selvom hun havde været en del af Teylar i flere år nu, lige siden hun blev født. Hun antog, at Saskia måtte være en del af flokken, når hun legede her på egen hånd. Der var endnu ikke dukket nogen ældre sjæl op, som kunne være hendes forælder, måske var den lille mørke på eventyr. Selv havde den grå været på evigt eventyr. Det var et vidunder, at hun overhovedet havde overlevet. Men landet havde holdt hende i live, givet hende liv og dermed også næret hendes voksende kærlighed for det og alle, hun mødte på sin vej. Ofte havde denne vej ført mange andre steder hen, end Teylars område. Den askegrå boede mere end ét sted.

Hun smilede endnu en gang, da hoppeføllet strakte mulen op mod hendes lyse ansigt, og sænkede selv mulen for at give hende et blødt puf.

[6]

Den lille sorte hopper var helt betaget af den fremmede hoppe. Det var første gang hun så en med næsten samme farve som hende selv. Har var de fleste lyse og gyldne, og selvom hun ikke havde noget imod det, så var det alligevel noget særligt at se en der havde samme sorte skind, omend hoppen her var mere askegrå end rigtig midnatssort. Men det var godt nok!
Saskia opfangede hurtigt at hoppens opmærksomhed var delt imellem hende og omgivelserne. Hun fulgte hendes blik og lyttede lige som hende. Var der noget hun skulle være bekymret for? Hun stirrede intenst på den askegrå, indtil hun konkluderede at hun var ganske rolig og at det nok betød at hun bare lyttede. Et smil formede sig derpå endnu engang om hendes læber da hun endelig præsenterede sig. Ariel.

"Det er et flot navn," næsten hviskede hun betaget.

Hun grinede barnligt da hoppen puffede tilbage. Hun var lykkelig for at hun gad at være med på legen. Men det var også det hun var vant til. Her i Teylar var alle venlige og smilede så varmt til hende. Ja, her følte hun sig godt tilpas. Det eneste hun dog manglede var en rigtig legekammerat, hvilket førte til hendes utallige eventyr på egen hånd. Der var andre føl her, hun havde selv set dem, men det var som om de aldrig havde tid. Nogle gange var de ikke til at finde, og når hun endelig fandt dem så sov de. Det var alt for besværligt at vente på, så hun havde lært sig selv at være sit eget selskab. Det var således ikke første gang hun legede her alene - og hendes stakkels mor havde næsten givet op på at holde hende i ørerne.

"Hvorfor er dine øjne så.. guule?"

Hun spærrede øjnene op imens hun betragtede hoppens øjne. Hun kendte ikke ordet for gylden, så gul var det nærmeste hun kunne komme, hvilken også var næsten rigtigt - hun håbede i hvert fald at hun forstod meningen.