Garden of Shadows (Zaahir)

Mørkets frembrud var faldet over landet for længe siden, ofte betød det ro men ikke på Foehn- hvor lyset ikke længere kunne nå ret langt ind i landet; her betød det liv; ofte ikke den slags lov almen sjæle søgte. Skyggerne blev lange, og flere af dem levende og i blandt disse skygger vandrede en hoppe skabt af dem. Hun var en skygge, en nat vandre og hun ville gøre alt i sin magt for at bringe dette mørke videre ud over Foehns grænser- hun vidste endnu ikke præcis hvordan. Lyset der stadig ramte kysten skræmte hende, ak hoppen der levede af andres frygt var selv bange- bange for solens lys, for lyset. Det var smertefuldt. Om denne smerte var fysisk eller phykisk anede hun ikke selv, og hun havde ikke gjort så meget i at finde ud af det. Hun holdt sig her.. for nu i hvert fald.
Netop denne aften travede den sorte nathoppe af sted over det døde jord, hun søgte ikke noget bestemt, men ville glæde sig over de sene timers overraskelser. Mon ikke der ville være nogle her ude, en søster eller broder ville altid være at finde, men måske aften kunne byde på en fremmede. En at lege med.

Den mørke hingst bevægede sig langosmt igennem det askeklædte område. Hans øjne opmærksomme, hans sanser på vagt efter noget der muligvis ikke kunne skimtes på Fohens sorte overflade til at starte med. Nej, siden mødet med den sorte skyggehingst, havde Zaahir erfaret at mørket ikke blot skjulte sig i de naturlige skygger der kom af lyset. Nej, næppe kunne det siges om dette område... beboeet var det, men ikke beboet af almindelige skabninger.
Han havde prøvet at forlade skyggeøen. Den mørkebrune skovhingst længtes efter Chibales frodige egne, der stadig tegnede et klart billede af hvad han ville tilbage til i hans forvirrede sind. Men vejret havde ikke været til det, og uden et mildt vejr var skovhingsten ikke stærk nok til at krydse havet selv. Andromeda kunne let beskrives som et smukt land... men man skulle ikke lade sig narrer af den styrke havet besad. Og skovhingsten havde intet at modstå den styrke med.

Hans ører vippede en anelse irritabelt ned i den ravnsorte man og skovhingsten gjorde holdt. Intet at komme væk fra øen med, men så sandelig ingen grund til at blive. Det ville ikke undrer ham om han stødte på endnu en skyggehingst denne nat... de syntes at færdes i mørket, og den natbrune havde ingen steder at gemme sig på disse åbne enge.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

N'zall havde knap færdig gjort tanken, før en skikkelse i det fjerne blev synlig. ude på de åbne sletter. Det ikke fordi skikkelse havde været nem at spotte i det omklamrende mørke;
men for en som N'zall der bevidst havde søgt efter tegn på liv, var det ikke som sådan et problem at spotte den mørke skikkelse i det fjerne.
Uden tøven satte den sorte nat hoppe kursen idrekte imod den fremmede; for det var ganske tydeligt for hende at dette ikke var en af øens få beboer. N'zall udgød et vrinsk, men lyden var ikke som et typisk vrinsk fra hvem som helst. Nej tonen var mere som et skrig, højlydt og skærende. Hun var ikke bleg for at tilkendegive at hun var her, og det gjorde hende bestemt heller ikke noget hvis lyden af hendes vrinsk ville få det til at løbe koldt ned at ryggen på dem der hørte det. Hun havde dog ikke i sinde at skræmme denne fremmede væk- for hvem skulle ellers blive hendes underholdning i disse timer?

[div style="text-align:center;"Den mørkebrunes ører gled vagtsomt tilbage - en lyd havde tiltrukket hans opmærksomhed der nu fik de mørkebrune øjne til langsomt at scanne det sorte område. Hvad eller hvem kunne det være? Hans spørgsmål blev snart besvaret. for ikke længe gik der inden at en lyd brat brød den stilhed der havde ligget over landet, og en gysen gled igennem Skovhingstens krop. Zaahir brummede vagt, en bekymret stilhed over ham. Fordi forude bevægede en natsort skabning sig frem... og han vidste ikke om flugt var en mulighed i dette mørke.
Desto nærmere skabningen kom, desto tydeligere blev hendes figur i natten. Slank, slank som få og elegant. Denne fremmede mindede på ingen måde om de tidligere beboere af øen - hun så ikke grusom ud, og dog kunne Skovhingsten mærke den samme aura omkring hende - denne følelse af at være bytte der fik det til at sitre i hans ranke statur og næseborene til at vibrere.

Skovhingsten trak sig et skridt bagud idet hun kom nærmere. Hans ravnsorte hale slog et smæld idet en dyb brummen vibrerede fra Zaahirs bryst. Han ønskede hende ikke nærmere... hele hendes aura emmede af alt han undgik, og dog kunne den natbrune ikke bevæge sig længere Derfor stivnede han blot, et overvågent - grænsende til mørkt blik på den natsorte skyggehoppe, der på trods af sit kranieansigt og lysende øjne, bar en mystisk skønhed med sig. Et rovdyr... skovhingsten kendte rovdyr når han så dem.
[/div]

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

[/font]
[/font]

Med god hast nærmede N'zall sig sit udsedte bytte; aftens underholdning, var måske et mere rigtig udtryk, og nu hvor hun var så tæt på var det tydeligt denne skikkelse var en hingst, endnu en hun endnu ikke havde mødt- men sådan var det med størstdelen af befolkningen i dette land. Et stort og alt for venligt smil spredte sig over den halve mule i det hun bevægede sig jelt tæt på, uden nogen respekt for hvilke grænser han kunne have. Hun bevægede sig omkring ham og sturderede ham nøje. Så hver en milimeter af ham an. Hun lod ikke mange centimeter være imellem deres kroppe.

"Godaften fremmeded."

Lød en sukkersød og alt for venlig stemme, til at det virkede naturligt at det ville komme fra en skabning som hende. Hun bevægede sig med lange rolige skridt rundt om ham et par gange før hun stoppede op foran ham; så tæt at hun kunne mærke hans varme ånde.