MOONS

Lange, mørke skygger kastedes over den næsten frosne jord. De indhyllede den blåsorte skikkelse, pånær de spraglede hvide aftegn på hans bagdel og i hans særprægede ansigt. Blade hvislede i vinden der bestemt ikke var kraftig, men svag og isnende. Månen var på vej op et sted, kravlede langsomt op over sørgeligt bladløse træer og buske og kraft med et tavst og tragisk stivnet smil. Han gik afslappet, bevægede sig i lavt tempo, nærmest behageligt, og man så ham nærmest aldrig i nogen anden fart. Mørket passede ham, den tragikomiske måne ligeså. Kulden knap så meget. Hans pels var nmelig glat som på en hvilken som helst varm sommerdag. Hans udseende ændredes aldrig, ligegyldig hvordan årstiderne end svang sig og teede sig, ligemeget hvor meget de hev og sled i hinanden for at bytte plads, for at dominere.

Han havde ikke Set ét eneste syn i de mange måneder der var gået, siden han var vågnet op her, ført hertil af en besynderlig kraft, en absurd hemmelighed. Det var meget mærkeligt. Meget spøjst. Han havde ventet på det, forventet det, og så alligevel. Noget havde ændret sig radikalt siden han kom hertil fra det gamle land, landet af de brune ynglinge som nu ikke var andet end tomme partikler i luften i den skov, de troede de skulle leve evigt i. Livets gang, månens gang. Men han var her. I dette vanvittige land. Og så alligevel, måske et inderligt almindeligt land. Hvor intet syn smadrede hans kranie med jævne mellemrum. Han kvalte stilheden med sin besynderlige latter i halve toner.



Word count 460

Den gyldne Nzuri havde tilbragt dagen oppe i bjergene på denne ø, som hun havde lært hed Enophis. Hun var stadig ny i dette land, og dette ville blive hendes første døgn på denne ø. Da mørket var begyndt at falde på, havde hun valgt at søge ned fra bjerget. Ikke fordi hun var bange for mørke som sådan, men simpelthen fordi hun ikke var vant til at færdes i bjerge. I hendes hjemland havde hun ikke besteget et bjerg mere end et par få gange i hele sit liv, så hun følte sig ikke sikker nok på benene i dette tærren til at kunne bestige det i mørke.

Hun skridtede derfor igennem en af skovene ved foden af bjerget og søgte efter et sted at søge ly for natten. Mørkets skygger var nu kommet kravlende og havde indhyllet hele landet i komplet mørke. Kun månens lys faldt ned igennem de bladløse træer og lyste skovstien let op. Kulden var intens, og hun kunne godt mærke, at hendes tynde pels ikke var skabt til at leve i et klima som dette. Hun rystede svagt af kulde, mens hendes hovskridt knaste mod den frosne jord, og hendes dampende ånde tydeligt kunne ses i den frostklare luft foran hende.

Der var helt stille i den mørke skov. Hun kunne ikke høre andet end den svage susen fra vinden, raslen fra de få resterende blade og en ugle, der tudede i et træ i nærheden. Men pludselig brød en lyd stilheden. Det var en besynderlig latter, der syntes at komme fra en hingst i nærheden. Hun stivnede og stoppede kort op, mens hun febrilsk så sig omkring. Hvor kom han fra?

Endnu en nat uden lyd. Medmindre han selv lavede den, selvfølgelig. Det var ikke lige hans specialitet, modsat var den ellers mellemtunge blåsorte nærmest lydløs. Han huskede stadig de brune ynglinges ansigter, deres befippethed, når den blåsorte skygge pludselig stod mellem dem... Det var lige før han lo igen. Men hans sanser havde støvet noget op, en fært. Den svage vind kunne ellers ikke føre meget med sig, så denne fært måtte komme fra noget forholdsvist tæt på. Han standsede og studsede, tavs som en grav, som mørket selv, den sørgelige, tåbelige nat. Han dvælede også for meget ved fortiden. Levede i den? Her i dette mærkelige land virkede han i hvert fald mere som et spøgelse. Og dog, havde han været ligeså meget spøgelse dengang... Åh ja, det var nok bare en del af det, andre så fint kaldte hans personlighed.

Men nu var nutiden her, lige her i skoven under nøgne træer som sitrede af kulde. Gamle, så evigt gamle træer. Nutid kunne ikke betyde meget for dem. Den sprang til gengæld op i ansigtet på ham og flagrede, flagrede i form af denne helt igennem fremmede fært. En anden skabning. Måske én der ville kunne svare på nogle af hans mange spørgsmål... På trods af at han ganske vidst ikke havde opsøgt noget væsen i meget lang tid, for at få nogle svar. Han havde ganske enkelt ikke haft noget behov. Hans frihed fra tilfældige syn og knaldende hovedpine var ham faktisk nok. Og så betød tid ikke så meget for den blåsorte. Den var en uformelig og ligegyldig substans.

Såh, ville den fremmede nærme sig eller ville han? Det var spørgsmålet nu, og den blåsorte hævede sit spøgelseshoved en tak. Ventende. Som om han ikke havde opfanget noget som helst. Og så begyndte han afslappet at træde nærmere.



Word count 302

Hun stod stille og ventede; roterede lyttende ørerne rundt. Hovtrinene og latteren var holdt op, som om hingsten også var stoppet op et sted på samme måde som hende. Der gik dog ikke længe, før hun atter kunne høre de dunke hovtrin mod den hårde jord, og snart efter kom hingsten til syne inde imellem træerne. Han var sort som natten selv, men havde dog nogle hvide aftegn, der let lyste op i månens skær. Hun satte gang i bentøjet og skridtede ham afslappet i møde, alt imens hun sendte en imødekommende brummen i hans retning.

,,Godaften Månehingst."