Sound of Water

Regn. Regnen faldt blødt, men konstant fra den grå himmel. Der havde endnu ikke været nogen tegn på sne, der var simpelthen ikke koldt nok. Ikke på Leventera. Den mørkebrune bevægede sig frem med lange skridt, der var længe siden han havde søgt vej tilbage til Teylars område - den flok, han egentlig var en del af, og derfor på sin vis havde sit ansvar for. Som vogter, som beskytter. Og som simpelt medlem. Men de fleste medlemmer her var vandrere. Ingen var bundede til øen, som han havde hørt rygter om, at dem med sort magi var til vulkanøen.. Nogle af dem, måske. Måske passede det slet ikke. Han drejede opmærksomt ørerne, lyden af regn var en mild trommen af lydbølger, en ganske behagelig én af slagsen. Som samtidig dæmpede lidt på al anden lyd. Den lille, gyldne konkylie vuggede mod hans brede brystkasse mens han var i bevægelse, og dryppede af vand. Her var grotter i nærheden, det vidste han. Men hverken vand eller kulde generede ham, han var i bevægelse, havde lige sat farten ned fra et hårdt ridt selvom han knap var svedig - han var varm. Udover duften af regn lå en blanding af flere dufte af fremmede sjæle, her var tydeligvis ofte nogen til stede. Lederen, den brogede hingst, havde han ikke set i årevis, selvom han var sikker på, at han måtte være her et sted. Han rystede kort sin ravnsorte manke, inden han atter hævede hovedet og fnøs kort i den kolde regn. Ligesom andre vogtere måtte være at finde et sted, såsom den røde Armonia, og deres søn.

Sound of Water
267 words

Den konstante trommen fra regnen lød intenst i den gråskimlede hoppes øregange, da hun skridtede igennem landskabet. Hendes pels var drivvåd, men det generede hende ikke det mindste, selvom det var koldt - hun havde nemlig vigtigere ting at tænke på lige nu. For natten forinden var hendes datter brutalt blevet kidnappet af sin fader, og hun havde en foruroligende fornemmelse af, at han med sikkerhed havde bragt hende til den uhyggelige askeø; den ø, som Silvara havde gjort alt, hvad hun kunne for at holde sin datter væk fra. Hun havde ikke lukket et øje hele natten, og det sås tydeligt på hende. Hendes pels var mat og filtret efter slåskampen med hingsten, hun blødte flere steder på kroppen, hvor han havde boret sine tænder ned i hende, og hendes øjne var tomme og helt røde efter at have grædt så meget. Hendes krop var udmattet og ør, og hendes bevægelser var stavrende og svage. Hun havde vandret rundt i regnen hele dagen og havde ingen anelse om, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var søgt mod Teylar, fordi hun vidste, at hun på en eller anden måde var nødt til at spørge de andre om hjælp - for hun ville under ingen omstændigheder kunne overleve at rejse til Foehn alene. Men hun var sky og tilbageholdende af natur, og det dér med at spørge de andre om hjælp faldt hende derfor ikke naturligt ind. Hun følte i forvejen, at hun havde belemret flokken ved at søge ind for at fole sin datter, der var halv Skyggehest... Så hun ville bare så nødigt være til endnu mere besvær. Derfor vandrede hun blot hvileløst rundt på Teylars område og anede ikke, hvad hun skulle stille op eller gøre af sig selv.

På grund af de mørke skyer, som regnen silede ned fra, var der forholdsvist mørkt på trods af at solen stod højt på himlen et eller andet sted bag skybankerne. Ikke en sjæl lod til at være i nærheden. Hans kastanjebrune blik var en anelse fjernt, alt imens de afsøgte landskabet for liv eller bevægelse, farer eller andre medlemmer. Der var ikke længere så sikkert her, som der tidligere havde været. Flokken var ikke længere en zone, hvor medlemmer kunne føle sig skærmet fra alt ondt, for disse Skygger truede mere end nogensinde før. Hvilket var den anden grund til, at den brune hingst nu var her igen. For at være til stede, for at holde øje, selvom det ganske vidst ikke var ham, der var fører. Men et ansvar hvilede alligevel på hans brede skuldre nu, vogterne af flokken måtte i hans hoved bidrage til at holde det sikkert. Den brune hingst brummede dæmpet for sig selv, i sin typiske dybe bastone. Tænk engang. Han havde stået til at arve en flok, endnu større i antal i end denne. Hele hans opvækst havde været med det 'royale' blod in mente. Og alt dette havde han opgivet. Kun for at indtage en ny plads med ansvar. Han flyttede på ørerne, lyttende til de lydbølger som trommede i hans ører. Det var som om en ny lyd svang sig vej til ham. En lyd af dæmpede skridt?

Sound of Water
256 words

Hun gik i lang tid og hørte ikke andet end sine egne hovtrin og den dæmpede lyd af regnen, der slog mod trætoppene. Men pludselig afbryd en anden lyd stilheden omkring hende. En dyb brummen i den klassiske bastone, som var typisk for hingste. Silvara stoppede straks op, hævede hovedet og stivnede. Hendes næsebor vibrerede hurtigt ud i luften, mens hendes ører nervøst flakkede fra side til side. Hun lod øjnene glide ud over landskabet, smældede med halen og var spændt til det yderste. Hun havde efterhånden haft et par dårlige oplevelser med hingste - særligt Kraniehingsten på Foehn - og hun måtte nok med skamme indrømme, at hun var blevet lidt paranoid siden da. Så blot lyden af en hingstet brummen kunne få hende til at freake helt ud...

Hun blev stående sådan dér i et godt stykke tid og kæmpede en indvendig kamp om, hvorvidt hun skulle give sig selv til kende eller forsøge at flygte. Hun tog dog en dyb indånding og blev hurtigt enig med sig selv om, at det måtte være en godhjertet hingst, siden han færdedes her ved flokken. Hun tog derfor et par vaklende skridt fremad, alt imens hun lod en brummen lyde i sine egne lyse og feminine toner.

Den umiskendelige lyd af lette skridt hørte pludselig op. Han stod selv stille, og derfor var der nu kun lyden af den silende regn tilbage. En blød lyd, der på trods af det triste ved regnvejr også gjorde det til noget afslappende. Lyd betød meget. Uden uden ville regnen kun være absolut deprimerende. Han fornemmede en usikkerhed hos den fremmede, som var et sted lige i nærheden, og som jo nok også havde lagt mærke til ham. Snart lød en brummen i en lys tone, bestemt en hoppes stemme - den svang sig vej til hans spidsede ører, og fortalte ham, at den fremmede hoppe også var på vej i hans retning. Men den lød ikke videre tryg. Så Matt valgte at gøre brug af sine overnaturlige, sære evner, hvilket han ellers kun sjældent gjorde, da det godt kunne virke forskrækkende på folk. Men i denne situation følte han et behov for, at gøre den fremmede klar over, at han ingen trussel var. Så mens konkylien glimtede diskret, koncentrerede han sig, og sendte disse ord kun hendes ører ville høre, som stod han lige foran hende:

Jeg vil dig intet ondt.

En simpel besked. Han flyttede på sine hove, vendte sig i den retning, lyden af den fremmedes brummen og skridt kom fra. Og ventede så ellers, så hun selv kunne nærme sig i sit eget tempo.

Sound of Water
226 words

Da hun skridtede igennem den silende regn og forsøgte at spotte hingsten et sted imellem træerne, hørte hun pludselig hans stemme i sine ører. Jeg vil dig intet ondt. Hun så sig febrilsk omkring. Hvor i alverden var han henne? Hun kunne ikke se ham nogen steder - men det havde lydt som om, at han stod lige foran hende! Hun bevægede sig videre ind imellem træerne, og endelig fik hun øje på ham længere fremme. Hun skridtede det sidste stykke hen til ham og stoppede op på høflig afstand, mens hendes øjne betragtede ham lettere opspærret.

,,Hvordan gjorde du dét?"

I sin forundring over, hvordan hans stemme havde kunnet lyde så tydelig og tæt på hende, havde hun helt glemt formaliteten og sine manerer, og sprang derfor bare direkte ud i et spørgsmål uden overhovedet at have tid til at sige hej eller præsentere sig først...