Winter's Arrival | Tauriel & Tára

Den gyldne Illana vandrede stilfærdigt under de glimtende snefnug, som var begyndt at dale fra himlen over hende. Solens stråler rakte så langt de kunne over horisonten, og hver gang de kærligt berørte et snefnug, glimtede det som små krystaller. Illana elskede denne tid af året, hvor landskabet blev forvandlet til et vidunderligt snelandskab. De grønne, gule og røde toner, som efteråret havde båret med sig, var endnu at skue i landskabet, men stødt og roligt blev alt mere og mere hvidt.
Omkring Illana's hals hang den klare krystal, der indeholdt Lyset. Den skinnede nærmest i muntre toner, der nuancerede imod det hvide. Det delte Illana's glæde og forundring over vinterens magi, og samtidigt følte det, som altid, på de energier der bugtede sig i omgivelserne. På denne spæde vinterdag - den første dag hvor sneen faldt, opfangede Lyset en ren energi, der stammede fra et ganske ungt medlem af flokken; nemlig det ene af Leonora's tvillingeføl, som ikke var særligt langt fra hvor den gyldne hoppe vandrede.

[1]

Tauriel havde oplevet mange besynderlige og nye ting i sin korte leve tid, men intet som det hun oplevede lige nu. Fra himlen faldt små våde ting. De var som de andre våde ting der faldt fra himlen; disse var hvide og glitrende. Den lille Tauriel gik med mulen i vejret og forsøgte ivrigt at fange de små fnug med tungen, men de forsvandt når de rørte hendes varme skind. Hun vippede undrende med ørene man gav ikke op; hun forsøgte i stedet at hoppe op i luften og gribe dem højere oppe Nu hoppede hun af sted stadig med mulen i vejret og halen vippende ivrigt efter sig, i sin helt egen lille verden. Det var først da hun ramte ind i noget hun kom tilbage til virkeligheden; og hun rystede lidt betuttet på hoved og så forhindringen an; det var en gylden hoppe med en lysende ting om halsen. Tauriel glemte alt om manér og snuste nysgerrigt til det hun havde omkring halsen. Stirrende med facinerende øjne på det flotte lys.

Der gik ikke lang tid, før Lyset for alvor sansede det unge hoppeføl, der legede i mellem de faldende snefnug. Lyset blev meget klart og hvidt, en reaktion på den rene energi, der tilmed havde magisk karakter, der emmede fra de unge sjæl, med aftegn der klart lignede hendes faders. Illana smilede let, imens hun betragtede den unge sjæl, der gradvist nærmede sig mere og mere. Ja, faktisk endte den unge hoppe med at bumpe ind i Illana, og et lille fnis forlod den grå mule. Det lille føl's opmærksomhed blev umiddelbart fanget af krystallen om Illana's hals, der nærmest pulserede af samme nysgerrighed, som føllet besad. Illana tillod sig at ryste halsen ganske let over, inden hun sænkede den grå mule, for at snuse imod det lille føl. Ganske forsigtigt nærmede hun sig, imens hun udsendte nogle små, feminine brum.

,,Goddag lille du. Jeg er Illana, hvad er dit navn?"

Spurgte den gyldne sjæl. Hun talte med lavmeldt stemme, for ikke at forskrække den lille sjæl. Illana smilede let, inden hun tillod sig at vrikke et øre lyttende rundt. Hun havde hidtil kun set de to hoppeføl meget tæt sammen, og gerne med deres mor i nærheden. Denne dag lod det dog til, at dette føl havde valgt at søge lidt ud på egen hov.

[2]

Tauriel blev mindet om de maner hun havde glemt da den gyldne hoppe rystede på halsen og talte til hende. Hun mimrede lidt med mulen og så på den gyldne hoppe med et undskyldende blik; men lyste dog op i et smil; og vippede de store øre fremad.

"Hej. Jeg Tauriel."

Det unge føl udtalte sit navn så godt hun kunne, men ikke helt så flydende som hun kunne ønske sig. Talen var stadig en anelse besværligt, men det blev hele tiden bedre. Specielt med enkelte ord. Hendes blik faldt dog hurtigt igen på lyset omkring hoppens hals; for hun var stadig meget nysgerrig over denne dims hun havde hængene som så fint lyste op.

Den lille sjæl tippede sine ører imod den gyldne skikkelse, og et undskyldende blik ramte hendes blå øjne. Dette gengældte Illana blot med et roligt og accepterende brum; det unge hoppeføl havde intet at undskylde overfor. Den nysgerrighed som kunne omslutte en, når man var i den alder, kunne snildt for en til at glemme tid og sted, og den gyldne Illana synes kun det var dejligt, at den unge sjæl havde den nysgerrige egenskab.
Den lille hoppe præsenterede sig som Tauriel - et navn, der lå rigtig godt til hende. Illana smilede bredt, inden hun tillod sig at puffe ganske let imod den lille sorte krop, inden hun trådte et skridt til siden, for at give mere plads imellem dem.

,,Hvad laver du herude alene, unge Tauriel? Hvor er din mor og søster?"

Illana brummede mildt, inden hun atter sænkede hovedet ned imod føllets spæde krop. Lyset om hendes hals dæmpede sin nuance en anelse, nu hvor det havde hilst på Tauriel, gled en mere afslappet aura over den levende energi. Dog var der stadigt noget dragende over det unge hoppeføl, og efter lidt begyndte ganske klare stråler at brede sig fra krystallen - stråler der rakte ud efter det unge føl, for at mærke på den energi hun bar.

[4]

Tára var endnu engang på søgen efter hendes søster, som havde valgt at smutte fra deres forældre - og dermed også hende. Selv havde Tára været på små eventyr alene, og hun kunne skam godt unde hendes søster at vandre alene; men altid blev hun forfærdelig nysgerrig og bekymret på samme tid, og efter få timer, søgte hun ud for at finde hende. Igen var deres mor og far 'blevet hjemme', for at opfordre de unge til at benytte og træne de egenskaber de efterhånden havde tillært sig, og i flokkens område var det sikkert for dem at færdes på egen hånd. Tára vimsede glædeligt afsted imellem de hvide krystaller, som faldt fra himlen - snefnug, havde hun lært de hed. Lige inden Tára var stavret afsted på sin søgen, havde Leonora forklaret, at det hvide der faldt fra himlen var snefnug, og at det ville lægge sig overalt på jorden; og så hed det sne. Der var så meget at holde styr på, men Tára var sikker på, at hun havde fået fat i det nu.
Uden nogen idé om hvor hun egentlig skulle hen, trissede hun blot afsted, forundret over det der foregik omkring hende. Legesygt nappede hun ud efter de snefnug der passerede tæt ved hendes mule, alt imens hun prøvede at se sig om efter Tauriel. Efter noget tid, hvor hun havde søgt uden held, valgte hun dog at benytte sig af en anden metode, og et højt hvin blev sendt ud over flokkens område!

[2]

Den gyldne Illana talte igen, og spurgte til hvor mor og Tára var. Tauriel smilte. For hun havde efterladt dem hjemme; ikke sådan bevidst, hun havde faktisk bare leget med de sjove hvide ting fra himlen- hun havde glemt hvad det hed, hun var ellers ret sikker på mor havde forklaret det og i sin ivrige leg på at fange det var hun kommet lidt omkring i området- dog stadig inden for grænsen af flokken.

"Hjemme.."

Tauriel nåede knap sige det lille ord før hun hørte sin søsters hvin og hun tøvede ikke et sekund med at svare hende- for det gik op for hende nu at Tára og hende havde været adskilt længe- og hun begyndte at bekymre sig. Hun forsøgte ivrigt at kalde på sin søster via deres evne- ikke at hun forstod det, det skete bare, men hun var vidst for langt væk, for det var ikke som der var nogen forbindelse. Den lille sorte vippede ørene lidt ud på siden.

"Tará. Vi skal finde Tára!"

Sagde Tauriel ivrigt og så på den gyldne med bedende øjne. Hun blev dog hurtigt distraheret for der kom nye lysstråler ud af dimsen om hoppens hals, og Tauriel var lidt ivrig efter at finde ud af hvad det var. Hun kunne virkelig godt lide den. Den var pæn.

Illana kunne næsten ikke andet end at smile over den livlighed og nysgerrighed der lå over den unge Tauriel. Lyset om hendes hals havde samme glæde af at være i selskab med det unge føl, og pulserede fortsat med sine rene stråler. Af og til stak en enkelt stråle af fra krystallens nærhed og bugtede sig ned for at slutte sig til det unge føls energi - for ren magi, det bar hun. Illana studerede hende ganske direkte med blikket, og blev næsten så opslugt af dette, at det lille hoppesføls respons, på et kald der kom ikke så langt borte, forskrækkede den gyldne. Hun slog hovedet let i vejret, inden en mild latter forlod hendes mule. Hun kommenterede ikke yderligere på hvor hoppeføllets forældre var - hun havde fortalt de var derhjemme - og det kald, som havde lydt, stammede åbenbart fra hendes søster; af hvad Illana kunne forstå. Den gylden hoppe trippede et let skridt til siden, inden hun slog med det smalle hoved, og med et smil sprang hun fremad i en rummelig trav, i den retning hvorfra kaldet var kommet.

,,Så lad os finde hende!"

Illana holdt sine bevægelser en anelse tilbage, indtil den unge Tauriel var med hende, og derpå øgede hun tempoet til et friskt et, imod hoppeføllets tvillingesøster.

[8]

Hun stod afventende og lyttede. Der var først tavst og kun vindens sagte hvisken kunne høres. Intenst spejdede den unge Tára ud imellem de faldende snefnug, for at se om hun kunne spotte sin søster, og sekunderne før et svar kom hende i møde, føltes nærmest som evigheder. Dog, da hendes søsters stemme skar sig igennem snefnuggene, hylede Tára glædeligt op og sprang ivrigt afsted i den retning, hvorfra hendes søsters stemme kom.
Hendes lange ben bar hende hurtigt, men stadigt lidt kluntet afsted. De var svære at styre, men dag for dag gik det bedre. Hun spurgtede afsted, alt hvad hendes spinkle krop kunne magte, og snart kunne hun skimte sin søster - men ikke alene. Hun kom sammen med en voksen hest, en hest der nærmest skinnede som solen - hun bar faktisk solen omkring sin hals! Den unge Tára blev så forundret og forbavset, at hun i nogle kluntede og bremsende skridt stoppede op, og nærmest stod med åben mund. Derpå udsendte hun nogle små, nærmest usikre kald imod sin søster; for nok var den fremmede smuk, men var hun nu også sikker at være sammen med?

Taruiel, hvem er hun?

Kaldte den unge Tára til sin søster igennem deres tanker. Hvis ikke denne solhoppe var en ven, ville Tára gøre alt hvad hun kunne for at befrie sin søster fra hendes selskab, men efter den sorte Tára var kommet sig lidt over sin forbavselse, så den guldfarvede sol nu egentlig ikke fjendtlig ud.. Så måske hun var en ven?

[6]

Tauriel fulgte ivrigt den store lyse hoppe, dog slet ikke specielt elegant, da den gyldne satte kursen. Tauriel fornemmede hurtigt da forbindelsen til hendes søster var inden for rækkevide- det var en ting den lille hurtigt havde fundet ud af- hvis hun kom for langt væk fra sin søster var det som hun forsvandt inden i hende; men så snart de var i nærheden af hinanden var den der igen og ensomheden forsvandt med det samme. Det bestemt ikke lang tid før Tára var synlig for hende og den lille hoppe lyste helt op.

Illana.

Det var en kort besværelse på sin søsters spørgsmål; for hvem var Illana egentlig helt præcis. Uanset hvad havde den lille hoppe ikke været et sekund i tvivl om at hun var en ven. Der ud over havde de jo også fået at vide at de var sikre her i flokken. Kun venner var her. Så den lille havde ikke stillet nogle spørgsmål omkring den gyldne hoppe eller tænkt over hun kunne være andet end en ven- ikke før Táras spørgsmål i hvert fald. Tauriel omfavnede sin søster på bedste vis; for nu hvor hun var nær var alt meget bedre og hun ville helst ikke være væk fra hende. Selvom hun af og til glemte det i sit ivær på at undersøge og udforske.

Som den lille Tauriel fulgte Illana, og snart var side om side med hende, mærkede Illana magien der flød i de to tvillinger. Lyset om hendes hals blev nærmest hvidt, og af og til udsendte krystallen små stråler ud omkring de to skikkelser, imens de fulgtes ad imod Tauriels søster. Illana vidste at de bar ren magi, og særligt var det, at det føltes som de to var forbundet. Illana brummede muntert og da de nåede den lille sorte, som Illana endnu ikke kendte navnet på, bremsede den gyldne hoppe og beundrede de to små sjæle, der nærmest omfavnede hinanden. Illana mærkede, ganske dybt i hendes hjerte, hvordan ønsket om selv en dag at kunne kalde sig moder voksede på ny, ved synet af de to hoppeføl - og en sagte, længselsfuld brummen forlod hendes bryst, inden hun sænkede hovedet en anelse, for at hilse på Tauriels søster.

[5]

Tára fortsatte imod de to ufortrødent, selvom den gyldne sol fortsat var en fremmed for hende. Dog vidste Tára én ting om solen, inden de to søskende tumlede sammen, for hendes søster gav hende et navn - Illana. Tára smilede bredt og hylede muntert op, da hendes søster omfavnede hende og med det samme nærmest puttede hun sig ind til Tauriels varme krop. Glæden var stor hos den unge Tára der som altid havde savnet sin søster og muntert nappede hun i de sorte lokker med de gyldne spidser. Efter lidt, hvor Tára havde nydt sin søsters nærhed, vendte hun dog blikket imod solen Illana, og med et smil der stadigt var næsten tandløst nikkede hun imod hende.

,,Illana! Jeg er Tára!"

Sagde hun glædeligt og stolt. Hun havde øvet sig meget på sit sprog, for at blive lige så god som sin søster og derefter så hun imod Tauriel, nærmest søgende efter bekræftelse af, at hun havde sagt det flot. Derefter trykkede hun sig atter muntert indtil sin søster, inden hun tillod sig at betragte solen lidt mere. Om halsen på hende hang noget.. sært, men smukt og Tára faldt et øjeblik hen i ganske udiskret beundring af det smykke hoppen bar på.

[4]