Lost love (Brêgo)

Netop denne dag vandrede den hvide skygge hoppe atter en gang tæt på bjergende. De sorte tomme øjne, der ikke længere viste nogle følelser stirrede tomt op imod bjerget. Selvom den lyse hoppe i lang tid havde benyttet sig at hjælpen fra skyggerne til at holde en hver følelse i skak, kunne skyggerne ikke hjælpe hende mod netop de følelser der fyldte i hendes indre i denne stund. Djange var væk, Lupë var væk. Selvom det for skyggerne og det sande rige var godt, var det for Myth stadig et tab, et tab der stak dybt i hende- og selvom hun udadtil stadig så ud til at være kold og hård- følelses forladt; var hendes indre i et følelsesmæssig kaos af smerte.

1

I lang tid havde Brêgo ikke forladt flokkens område – og hvis han gjorde, var det ikke ret langt væk fra Leventra han befandt sig. Men siden den dag han havde overdraget flokken til Illana, havde en lille følelse a frihed tilladt ham at strejfe rundt i hele Andromeda uden at føle skyld ved dette. En lettelse om man ville.

Enophis. . . Brêgo havde været der før, men det var længe siden. En allieret var faldet. Djange, en vogter som ham selv. Med bjergene vogterløse ville det ikke være nogen dum idé at kigge forbi af og til, for at sikre sig alt var som det skulle være.

Længere fremme og alligevel skråt til siden, fik Brêgo øje på en skikkelse. Så lys at den ikke kunne undgås at ses. Der gik heller ikke lang tid før det gik op for ham det ikke var en fra flokken eller en han kunne tage med til flokken. En strejfende sjæl. Det løb nærmest koldt ned af ryggen på ham, og for en lille stund standsede han og blev stående fuldkommen stille. Aldrig havde Brêgo set en skygge så tæt på. Først da det gik op for ham, at han havde holdt vejret, satte han gang i vejrtrækningen igen. Langsomt begav han sig fremad igen, men denne gang med retning mod den hvide skygge. Blikket veg ikke væk fra hende. Der var noget der virkede forbudt – noget der fik ham til at tænke han burde vende sig om og gå. Hente de andre eller bare iagttage hende fra afstand, og alligevel var der også en del af ham, der ønskede at tage kontakt. Inden tanken overhovedet var tænkt færdigt, hørte han selv den hilsende brummen forlade ham.

Myth havde stået længe ved foden af bjerget. For hende føles det i øjeblikket som den bedste måde at mindes Djange og hendes tabte søn. Hun kunne drage op i bjergende, finde den hule Djange for havde vist hende; det han ville beskytte imod netop det hun var blevet. Det virkede dog ikke rigtig at gøre det sådan.
Kort efter de mange følelsesfulde tanker hun havde haft for sig selv fnøs hun. Hun burde ikke spilde sin tid her, på ham! Han havde forladt hende, og ikke omvendt. Dog blev hun endnu en gang afbrudt i sine tanker, denne gang var det dog ikke af hende selv, eller skyggernes mange tanker og endeløse sange; nej det var en hilsende brummen.
Den hvide skygge hoppe rykkede ørene en anelse ned i nakken, men vendte sig alligevel væk fra bjerget og imod den brogede hingst der havde hilste på hende. Myth nåede knap selv at opdage amuletten om hingstens hals før skyggerne i hende sang omkring det. For første gang i lang tid havde hun ikke svært ved at ignoere dem.
Hun fnøs endnu en gang- for han var trods alt vogter; alligevel gengældte hun hans brummen, dog stadig skeptisk; for hvad ville en vogter hende?

2

Langsomt lagde Brêgo hovedet på skrå. Han sørgede for at holde en pæn lille afstand, for han havde hørt om skyggernes utilregneligheder og mødt mere end en enkelt, der ikke var sluppet helskindet fra et møde med en. Sorgen og vreden var begge til at fornemme – to følelser Brêgo kendte mere til end bare en lille smule.

”Vi har vidst aldrig mødt hinanden”

Et lille smil blev fundet frem. Nok var hun skyggebærer, men det betød ikke man kunne lægge al høflighed fra sig og behandle hende som skidt. Hun var jo, ligesom ham, også et levende væsen. . . Sådan da. Da hovedet igen havde fundet sin vej tilbage til en lodret stilling, trådte Brêgo en anelse nærmere, og stadig med afstand.

”Mit navn er Brêgo……..”

Stemmen var varm som altid, ligeså var blikket. Det eneste der havde ændret sig ved den brogede skikkelse, i den tid han havde været i Andromeda, var hans holdning. Han behøvede ikke vise sig som en ædel hingst. Han havde smidt masken udadtil for i stedet at finde sig selv. Kastet forventningerne fra andre væk og besluttet sig for at være ligeglad med, hvordan andre så på ham.

”Jeg ved hvad jeg er, og jeg ved hvad du er. Jeg ved det måske ikke er så velset at vi taler sammen, men jeg ville ikke bryde mig om mig selv som person, hvis jeg gik min vej uden at høre om du er okay?”

Den fremmede vogter søgte hende, men med afstand som var hun hvilken som helst andet. Dette virkede i sandhed helt forkert, men Myth ønskede næsten at søge ham- som hun havde søgt Djange. Savnet til den let brogede hingst hun før havde haft så kær, var stort, og denne brogede mindede hende svagt ham- kun svagt. Hun holdt dog afstand til hingsten, der nu præsenterede sig selv.

"Deadly Myth."

Hun besvarede ikke på hans kommentar om de aldrig havde mødt. For de havde aldrig mødt. Den hvide skygge hoppe holdt sig helst til Foehn, og yderst sjælden gang forlod hun øen, som nu, og endnu mere sjældent var det at hun lod andre være i hendes selskab.

"Hvad der er velset og ikke er velset kan være lige meget. Jeg befinder mig blot her for at mindes en der ej er blandt os mere."

I virkeligheden mindes hun to, men det kunne være lige gyldig. Et sted havde hun haft lyst til at sige til hingsten at det ikke ragede ham hvad hun lavede her eller hvordan hun havde det.

3

”Det gør mig ondt”

Ordene var oprigtige. Brêgo vidste, lige som så mange andre, og måske mere end mange andre, hvordan det var at miste nogen, og hvordan et savn kunne hænge ved længe. Det var ikke noget han ønskede for nogen – end ikke en fjende. Selvom Brêgo ikke så den hvide hoppe som en direkte fjende, var hun alligevel på den modsatte side. . . . Eller var hun? Et kort øjeblik overvejede Brêgo at tilbyde hoppen at han kunne gå sin vej, hvis hun ønskede det, men alligevel undlod han. I stedet trådte han nærmere, som var hun intet andet end en ganske almindelig hest, som var de begge ganske almindelige. Så længe hun ikke udviste nogen fjendskab havde han jo heller ingen grund til at behandle hende som en der var farlig.

”Det mest smertefulde ved livet er ikke ens egen fysiske smerte, men smerten ved at miste en man har kær. Djange er måske ikke her længere, men hvem ved…. Måske venter han et andet sted ligesom dette?”

Hans medlidenhed var trods alt rart, men den hvide skygge gjorde det ikke tydeligt. Hun lod ikke følelserne vise sig. Hun havde flere års erfaring med at holde igen og lade det blive inden i. Men rustningen hun gemte sig i var slidt og lige nu såbar. Måske der for denne brogede hingst endnu ikke blev afvist- trods han blev ved med at komme nærmere. Hun manglede vel i virkeligheden den omsorg kun en anden sjæl kunne give.

"Måske."

Hun fnøs, hun havde svært ved at se den noble Djange andet sted, lige ledes Lupë. De var væk- og måske for det bedre. Hun ville ikke komme til at stå i det dilema at når tiden var inde at skulle få den fjernet fra livet. De to- lige ledes denne fremmede Brêgo, havde valgt en anden sti i livet end hende- og selvom de i øjeblikket kunne være på ligefod, begge eksistere ville det ikke vare ved.
Hun slog med halen i det hun tog et tøvene skridt nærmere den brogede. Hun søgte hans nærvær- ikke at hun søgte ham som sådan. Hun ignoerede brunsten der hang omkring hende- den påvirkede hende, men ikke som sådan. De mandelformede øre lå stadig i nakken og fik hende til at se bitter ud; trods hun ikke var det i øjeblikket. Hun havde i lang tid været drevet af smerte og vrede, men netop nu var det sorgen der fyldte mest i hende. En følelse hun havde glemt hvordan føltes. I mange år havde dette været en følelse hun ladet skyggerne undertrykke og gemme væk.

6

Et varmt blik fulgte den lyse hoppe. Skyggen. Hans egen sorg var lagt væk for en lille stund, for den bar han trods alt rundt på når han var alene – og det var han størstedelen af tiden. I stedet valgte han at lægge sit fokus over på denne dødelige myte. Måske var der ikke meget han kunne gøre eller stille op, men han ønskede alligevel at hjælpe hende så godt han kunne – om det så betød han måtte stå og lytte i nogle sekunder, minutter eller timer.

Brêgo tillod sig selv at strække halsen frem og dermed lade mulen søge nærmere hoppen. Der var en duft i luften der trak i hans næse, hans opmærksomhed. Han havde duftet den før, vidste godt hvad det var, men alligevel var det som om han var mere påvirket denne gang. Det var aldrig noget der havde påvirket ham førhen, for han havde aldrig stået så tæt på en hoppe i brunst før. En lille halvkvalt, dog maskulin, brummen hørtes fra hans hals som han søgte nærmere hoppen.

”Er der noget jeg kan gøre?”

Ørene blev lagt mere fladt i nakken da den brogede strakte mulen nær hende; og trods dette, lod hun ham alligevel søge nærmere. Hun hakkede ikke ud efter ham, som hun normalt ville have gjort. Dagen i dag var dog ikke som andre. For en dag havde den hvide skygge taget fri. Fri fra alt hun normalt var og tillod. I stedet gjorde hun som hun kun havde gjort ved én før- hun strakte mulen frem imod ham og lod deres muler røres kort. Hun fnøs lidt, for det virkede forkert og alligevel så tiltrængende at være nogen nær på samme tid. Det var forkert alt i hende skreg i hver deres retning. Skyggerne kæmpede om at fange den hvides opmærksomhed. Få hende til at sjæle den amulet der hang om hans hals. Gøre ham fortræd. Intet af disse ting ønskede Myth lige i dette øjeblik. Måske en anden dag- men ikke nu.
Hun tog et enkelt skridt nærmere hingsten. Ørene lå stadig fladt i nakken, for alt dette gik imod hendes natur, dog valgte hun alligevel at flytte mulen videre og røre hans hals en en kort bevæelse før hun trak mulen til sig igen.

"Tror jeg næppe."

Ikke i forhold til situationen omkring Djange og Lupë ikke længere var i blandt dem. Og som hun havde konstatere for sig selv- trods savnet, var det nok alligevel for det bedste. Hun skulle i sidste ende sige farvel til de to. Det var noget der gjorde ondt i en moders hjerte- var at vide at hendes søn der var gået bort- skulle gå bort under alle omstændigheder. Hun havde stadig en søn, og trods hans hengivenhed til skyggerne var han stadig en fiasko. Der ramte det den hvide skygge. Hun ønskede at gøre dette om. Begge hendes sønner havde fejlet hende. Den ene mere end den anden.

8

De lagte ører tog Brêgo sig ikke af. Dem havde han stået over for langt flere gange end fremadvendte da han var lille. Selvom han ikke huskede ret meget fra sit gamle liv, var der alligevel ting der sad i hans sind og krop. Muskelhukommelse som en af dem. På en måde var det også et velkomment syn. At det ikke var en der stod og bøjede sig over for ham. At han stod over for en, der ikke viste ham den respekt de troede han fortjente. At en kunne behandle ham som det han var; Absolut intet andet end en fremmed uden rang, ansvar eller baggrund.

Brêgo lukkede øjnene. Ikke længe, men bare for et par få korte sekunder mens deres muler rørte hinanden. Det forstærkede sagnet til den brogede Antheia. Han savnede hende. Savnede det nærvær andre kunne give, men havde heller ikke turde give sig selv hen til en anden siden. Det gjorde ondt. Øjnene blev åbnet igen da mulen forsvandt fra hans hals. Selv lod han sin mule søge hendes hals, og strøg den forsigtigt langs halsen inden han til sidst lod sit hoved søge over på den anden side, som ville han omfavne og trøste hende, men i virkeligheden var det lige så meget for sin egen skyld.

Det var en sjældenhed den hvide skygge tillod denne nærvær fra nogen. Hun havde knap ladet sine sønner få lov til at være tæt på hende uden god grund- som når de skulle die. Det var blevet en mekanisme for den hvide at afvise andre og holde dem på afstand. Specielt fremmede. Alligevel i denne stund lod hun en vild fremmede- og oven i købet en vogter stå helt tæt ved hende, uden så meget at få et hak over trynen. Hun brummede lavmeldt i det han lagde hoved over på den anden side af hendes hals. Myth tillod sig at røre hans brogede pels igen med sin mule i små bevægelser.

Dem der kendte den hvide ville nok næppe af troet på dette ville kunne ske. Hvis ikke de havde været mulige skyggebærer, eller muligt offer havde Myth ikke haft nogen interesse. Hun havde holdt sig mest for sig selv siden hendes yngste søn var blevet stor nok til at klare sig selv- hvilket viste sig han ikke havde været. Hun havde opsøgt Djange en gang siden, det var sidste gang hun havde set ham. Hun kneb øjne hårdt sammen i forsøg på at fortrænge minderne om den let brogede vogter hun før havde haft kær. Hun lod sig hoved hvile ind imod Brêgos hals.

9

Det gik op for Brêgo han spændte op i hele kroppen, og det var som om det hele forsvandt og han kunne slappe af da skyggen tillod ham at være så tæt på. Inderst inde glædede ham det en lille smule, men der var også noget der sagde ham det var forkert. Men hvem kunne bebrejde nogen af dem at bruge hinanden for en lille stund? Han kunne lade som om hun var hans brogede Antheia, ligesom hun kunne lade som om han var hendes vogter.

Indvendigt føltes det som en knude der havde samlet sig omkringhans hjerte. Følelsen af nærværet, trangen til at være tættere på en anden. Som et lille føl der søgte trøst hos sin mor. En følelse der var så overvældende at han med garanti ville have stået og grædt hvis han havde været et lille føl. I stedet nøjedes han med som voksen hingst, at få en lille knude i halsen, der forhindrede ord i at komme frem. Især hvis ikke de skulle være en anelse rystende og skingre. Han ville ikke stole på sin egen stemme hvis han skulle lyde bare nogenlunde sammenfattet og sikker på sig selv. I stedet trak han hovedet til sig i stedet, men ikke for at trække sig væk. Han ønskede ikke at trække sig væk, selvom han burde. I stedet lod han mulen hvile mod hendes skulder, og lod mulespidsen køre rundt i små cirkler, nussende.

Den hvide skygge fornemmede den brogede var anspændt. Hun bebrejdede ham ikke. Hendes opgave var jo i virkeligheden at fjerne ham og hans slags fra Andromeda, stjæle fra dem hvad der var blevet givet. Hun burde ikke stole på ham og han ikke på hende- alligevel stod de to her. Halv forenet i en illusion af hvad de nok begge ønskede, men ikke længere havde eller kunne få.
De mandelformede øre lækkede en anelse fra nakken, men var stadig tilbage vendt i fjentlig position, dog blot lidt mindre nu. Ikke at hun lækkede på sit forsvar- hun lod stadig ikke sin kropsprog udtrykke de følelser hun bar inden i. Selvom rustningen, skjoldet af det hårde ydre var slidt- så kunne hun stadig oprette holde den tomme fassade. Det halp at skyggerne havde lagt sig over hendes øjne, skjulte en hver form få glimt og lys der en gang havde været i dem.

En stille brum kom igen fra den hvide hoppe; imens hun lod mulen glide undersøgende over hans hals- hun ganske bevidst holdt mulen langt fra kæden- han skulle ikke have den opfattelse at det var hvad hun var ude efter netop nu- for lige nu var hun blot Myth. Hun havde taget fri- selvom hun reelt ikke kunne tage helt fri- de var der altid. Måske næste gang- for nu udnyttede hun ham for hvad hun behøvede. Nærværet fra en anden- og hun nød det. Så meget at det næste lille brum der kom fra hende var en anelse mere sagligt.

11

Det ene øre vrikkede bagud. Ikke ned mod nakken, men opmærksomt. Han kunne alligevel ikke helt lade være med lige at skænke halskæden en tanke. Alligevel lod det ikke til den havde særlig meget interesse for skyggehoppen. Måske det kom senere. Måske var hun ude på at få ham til at smide sine parader. Vente til han ikke længere mistænkte hende for at ville stjæle den og bringe den med til Foehn. Men måske var hun ikke frivilligt en skygge? Hun havde jo ikke taget Djanges udrustning. Ganske vidst var den nok ikke lige så nem at tage som en halskæde, men hun ville vel have fundet en vej hvis hun virkelig ville. Men måske var hun lige så meget imod skyggerne som han var?

Brêgo selv måtte give en lille saglig brummen fra sig. Hvordan kunne det føles så rart at være tæt på en anden, og på samme tid så forkert? Den ene følelse var dog kraftigere end den anden, og derfor endte Brêgo med at skubbe de negative følelser væk. De små nussende cirkler blev større, og Brêgo lod mulen søge fra halsen og videre mod skulderen, og ryggen. For ham var det næsten lige meget hvem han var i selskab med. Det føltes bare rart at være sig selv og ikke skulle opretholde en facade.

Duften rev stadig i næsen, og han gjorde sit bedste for at ignorere den, men det var ikke nemt. Det var derfor heller ikke med vilje han lige så stille havde nærmet sig ryggen i stedet for halsen.

Den brogede føltes varm under hendes kølige mule. Hun havde aldrig selv føles lige så varm som en almindelig hest- eller vogter for den sagskyld, siden hun havde sluttet sig til skyggerne. De havde erstattet organet der havde pumpet varmt blod rundt i hendes krop, til et lavet af skygger. Hun havde bemærket før- varme forskellen imellem hende og Djange, men nu bemærkede hun den også mellem hende og den brogede. Hun frøs ikke, alligevel var det en besynderlig følelse.
Myth lod mulen glide over hans skulder da han rakte sit nuseri over hendes ryg. Myth slog et mindre slag med halen, for bevidst at provokere den brogede en anelse, men fik til det at virke som en tilfældighed at hun spredte lugten af brunst mere ud i luften- han bevægede sig trods alt den vej. Den hvide havde jo allerede besluttet sig. Hun ville have en ny chance som moder, og den brogede virkede til at være villig. Hun brummede, mere som et accept- en anelse sagligt.