Lost love (Brêgo)

13

Brêgo kastede hovedet op så kroppen måtte følge med og forbenene lige lette en smule over jorde, da halespidsen ramte ham. Hovene forblev ikke længe på jorden da de igen ramte den. Men fik i stedet hingsten til at trippe. Brêgo var lige så civiliseret som de fleste andre Andromedarier, og han ville gerne tænke på sig selv som værende godt opdraget, for selvom de andre i den gamle flok ikke havde lov til at snakke med ham, havde han stadig haft sin mor. Hun havde været der indtil hun blev syg. Men alle havde også deres basale instinkter. Flygt, kæmp – den slags. Mange kunne sikkert sagtens have kunnet modstå og den gamle Brêgo ville helt sikkert også have holdt sig selv i kort snor. Men han havde også sat sig selv på en ny sti. Han ville ikke længere være den han troede andre mente han skulle være. Han ville ikke være en andre på nogen måde skulle se op til, han ville ikke længere ses som den ædle hingst andre så ham for at være – for det var han ikke. Han var en mud. Laveste rang af alle på grund af hans beskidte blod ifølge alle andre end hans mor i den gamle flok. Andromeda var der ingen der kendte til hans fortid. Meget få havde hørt hans historie, men de få havde han ikke set længe, og gik ud fra de, ligesom Antheia, ikke var at finde nogen steder.

I stedet for at bekæmpe sine instinkter lod Brêgo sine trippende hove lede ham om bag hoppen, hvor han sprang op for at bedække hende. Det var først få sekunder efter skammen ramte ham. Det var forkert! Hun var en skygge. Hans ”naturlige fjende” selvom der ikke lod til at være meget fjendtlighed over hende. Men hun tjente mørket og han tjente lyset. Han lod sig selv glide ned og gav hendes side et lille forsigtigt puf.

Det tog ikke den brogede lang tid at blive pirret nok af stemningen; og den hvide skygge lod ham. Hun vidste hun burde at have fundet end anden hingst- for det ville være lidt at gentage sine egne fejl med endnu en vogter. Dog virkede det stadig virkede det ikke som den værste plan. Kun tiden måtte vise.
De sorte øjne gled om på den brogede hingst der gavde givet hendes side et forsigtigt puf.Hun brummede kort; for netop lige nu virkede det ret så vigtig ikke blot at storme afsted; men forholde sig rolig og ikke opføre sig som en skyggebære.
Der gled ingen ord over hendes læber; for der var ikke meget at sige.Ikke ifølge hende, i stedet så hun blot på ham med de tomme øjne der ikke afspejlede nogle af de følelser den hvide skygge rummede. For selvom hun lignede et tomt bære, og havde været sådan længe, var der ej sandheden længere; og inden bar den kolde facade var der flere følelser der kørte rundt. Myth ville ikke lukke dem af lige nu, for disse mangle følelser var det der lige nu hjalp hende med at ignorer skyggerne der så fint sang og bad hende til at stjæle den brogede amulet.

16

At den hvide skygge ikke skyndte sig væk, fik Brêgo til at føle sig en smule lettet. Så havde han nok ikke fuldkommen misforstået hendes signaler – og han følte sig heller ikke helt udnyttet. Men det kunne også stadig kun være for at få chancen for at snuppe halskæden. Alligevel valgte Brêgo at lade tvivlen komme hende til gode, og i stedet vælge at tro på hun ikke havde tænkt sig at stikke af.

Brêgo havde længe ønsket sig en familie, og skulle han pludselig være far til en lille søn eller datter, ville det ikke engang være sikkert han ville se ret meget til ham eller hende. Ikke hvis han eller hun endte med at vokse op på Foehn, for det var et sted Brêgo ikke satte sine hove. Han forstod ikke dem der frivilligt satte sit liv på spil på den måde. Dem der var tiltrukket af mørket og sluttede sig til det, forstod han vel godt søgte mod Foehn, men han havde også mødt dem, der var taget derhen på trods af advarsler for derefter at komme knap så uskadte tilbage og beklage sig over deres situation. Selvom han stod i sin egne tanker og sin egen lille verden, var han alligevel en lille smule opmærksom på sine omgivelser. Et enkelt spørgsmål dukkede op, og Brêgo lod en lille brummen glide fra det bagerste af halsen.

”Hvorfor?”

Den brogede rendte heller ikke sin vej. De stod længe tavst tæt ved hinanden. Myth lod for et øjeblik sin opmærksomhed glide væk fra den brogede vogter og op imod bjergende. Hun savnede ham så inderligt at smerten ikke var til at rumme. Hun havde fundet trøst i denne brogede; blot på grund af enkelte ligheder imellem dem. Alligevel var ikke det samme og selvom det for en stund havde gjort savnet mere udholdeligt plussede det op igen. Det var først da et ord kom fra den brogede Myth forlod sin trance af tanker og atter var opmærksom på ham igen.
For et øjeblik frugtede hun den brogede havde kunne læse hendes tanker; men næppe. Hun troede ikke helt på det, men så på ham for en stund for at afgøre om det nu også var tilfældet.

"Savn."

Blev hendes svar. For det var egentlig det der havde fået hende der til hvor de netop var lige nu.