Early Search

Early Search {Illana}
231 words

Det var tidligt. Frosten lå som rim på det, der var tilbage af græs og sølle blade, og gjorde jorden hård og kold. Men for de ravfarvede øjne var landskabet ganske smukt så tidligt om morgenen, inden solen og landet rigtig var vågnet. Spredte skyer dækkede for det begyndende solskin. Hun bevægede sig roligt, men med faste skridt frem fra udkanten af flokkens område mod dens indre. Og så alligevel, der lå noget uroligt i hendes bevægelser, en lille usikkerhed. Hun søgte en bestemt sjæl, hun havde hørt om, men aldrig rigtig mødt ansigt til ansigt. En hoppe af lys. I hendes fantasi virkede den fremmede sjæl næsten overnaturlig, selvom hun vidste, at den anden ganske bestemt eksisterede og var af kød og blod. Den askegrå virrede let på sine følsomme næseborer i kulden. Hendes pels var blevet godt tyk og varm, men hendes lemmer var stadig slanke og hendes skridt lette, stortest altid en smule dansende. Her var stille, men flokken rådede også et forholdsvist stort område - det var ikke altid, man fandt dem man søgte. Og derfor havde hun allerede været her et par gange i samme søgen, efter sit sidste møde med sin brogede sjælesøster. Hun havde ikke givet op, ville ikke gøre det før det lykkedes, selvom hun følte sig på usikker grund. Hendes mod svigtede hende aldrig. Teylars anden leder måtte være her et sted.

Under træets hængende grene havde Illana tilbragt natten. Frostens bidende tag nåede ej helt ind under træets beskyttende kappe, og efterårets farver, som dominerede indersiden af træets kuppel, stod i stor kontrast til rimfrostens klare skær udenfor. Solens stråler var så småt kravlet over horisontens kant, og af og til nåede strålerne jordens overflade, når skyerne gav plads til det.
Illana gabte let, inden hun tillod sig selv at strække sig gyldne krop. Hun trådte et par skridt frem og sænkede sin forpart, så hendes forben blev strukket, hvorefter hun lod hvert bagben strækkes bagud. Slutteligt løftede hun ryggen godt, inden hun rystede hele kroppen over. Kulden var mærkbar, selvom træet beskyttede hende. Det var på tide at starte med dagens gøremål, og med smidige bevægelser trådte Illana ud fra den skjulte hule under træets krone.

Hendes skridt bar hende lydløst frem igennem rimfrostens knitrende lag. Den gyldne hoppe bevægede sig med smidige og elegante bevægelser, og hendes ører blev vrikket lyttende rundt. Så tidligt om morgnen åndende alt som regel fred; men Illana vidste, at farer kunne dukke op når det skulle være, og derfor var hun altid på vagt, når hun patruljerede flokkens område. Denne morgen nåede hun dog ikke at vandre længe i ensomhed, for Lyset fortalte hende snart, at en sjæl nærmede sig, og da den gyldne hoppe hævede sit hoved, spottede hun den askegrå Ariel, en hoppe som havde boet i flokken længe, men som Illana aldrig rigtig havde fået introduceret sig selv til. Illana gjorde sig et lille nik, inden hun ændrede sin retning, så hun begav sig i retningen af den unge hoppe.

[3]

Early Search
268 words

Solen brød nu og da igennem skylaget, og sendte en ganske svag, men umådeligt behagelige følelse af varme med sig, når dens lys strejfede hendes mørke pels. Hun rystede kort sin lange, sorte og næsten lidt tunge man, der heldigvis også var med til at skærme hende mod den voksende kulde. Det ville blive koldere, det syntes hun at kunne mærke i sine lemmer. Den askegrå følte sig ofte forbundet med den natur som omgav hende, dette land som hun følte sig skabt af, med en øm og stærk kærlighed til det siden hun var helt ung. De mange dage hun havde tilbragt alene det sidste stykke tid, uden at se skyggen af de sjæle hun kendte eller tidligere havde mødt, havde trods hendes sociale væsen ikke gjort hende ulykkelig. Hun følte sig aldrig rigtig ensom. Alt var jo levende og åndede af liv, hvorend man tog hen på de vidt forskellige øer.

Ariel løftede sin lyse mule en tak, mens hun afsøgte landskabet med sit ravfarvede blik. Pludselig syntes hun at opfange bevægelse et sted mellem de spredte træer i det grå vejr - her var nogen. Hun standsede et øjeblik, men kun kort, inden hun prompte satte frem igen i den fremmede sjæls retning. Det lignede... Ja, hun var ikke langt borte, faktisk overraskende tæt på, så den andens fært nåede hende også snart - det var en hoppe med gylden pels. Og et lys, et glimt, om halsen... Det måtte være hende. Den askegrås hvide mund foldede sig i et smil. Hjertet syntes næsten at slå lidt hurtigere i hendes bryst. Der var håb endnu.

Den unge askegrå hoppe blev tydeligere og tydeligere jo nærmere de to hopper kom på hinanden. Under solens spæde stråler blev hoppens nuancer nærmest metalliske i de rimfrost-klare omgivelser. Illana brummede mildt, og da hun var nær nok den unge grå, sendte hun et nik i hendes retning. Hun vidste at Ariel var den ældste af Ava's døtre - men hun vidste også, at de to aldrig havde haft familiens nære bånd. I realiteten kunne de nok blot regnes som slægtninge, og ej mere. Illana lod sine ører glide helt frem da hun standsede op i en smidig parade, hvorefter hun udsendte en hilsende brummen imod den yngre hoppe.

,,Godmorgen Ariel. Hvad bringer dig på vandring, så tidligt på dagen?"

Illana lagde hovedet let på sned, imens hun betragtede den yngre sjæl. Hun mimrede let med mulen, i det lysets energi begyndte at rumstere. Lyset havde aldrig hils på den unge grå, men havde sanset hendes tilstedeværelse i flokken. Derfor var Ariel ikke en komplet fremmed for Illana, og Lyset, men alligevel hilste Lyset hende an, som var hun en ganske ny sjæl i landet. Det skinnede i hvide og nærmest pulserende nuancer og sendte sin nysgerrige energi direkte ind i den gyldne hoppes hjerte. Hun rakte mulen en anelse frem imod den unge hoppe, for at afslutte sin hilsen, og for at nærstudere den særlige duft, som omgav den askegrå hoppe.

[5]