Solitude | N'zall

[1]

Stilheden hævde sænket sig ned over det mørklagte landskab. Natten var over dem med en blank måne hævet højt op på himmelen, omgivet af et tyndt lag skyer, der hastigt blev drevet afsted af den kolde nordenvind. De lod til at drive uden mål og med, men alligevel som ført af en usynlig tråd der trak dem over himmelbuen. På jorden blev det sparsomme græs bøjet og pisket af vinden, og det lagde sig fladt ned under presset. Aske og skarpe lugte blev drevet med vindens dans, hvirvlet op og ned, ind i og ud af. I takt med vindens legesyge sving bølgede Dødningehingstens man og hale, som sorte tråde af skygger. Hans muskuløse krop var ganske ubevægelig, trods hans brødre og søstre, skyggerne, dansede over ham og rundt om ham. Jorden var fyldt med disse væsener, der ivrigt hviskede til hinanden og til ham. Han lyttede nogle gange, andre gange var hans tanker fyldt op af andre ting. Han stod her i ensomhedens kløer, men han lod dem villigt holde ham fast. Han lod dem rive og flå i hans skind. Han havde brug for at få ryddet ud i sine tanker.

Hans øjne var udslukte og uden lys - gabende tomme øjenhuler var hvad man blev mødt med denne nat. Han havde ikke brug for at se. Han vidste at han var i sikkerhed her på Foehn, for hans forlængede sanser ville straks advare ham hvis han skulle blive forstyrret. I hans indre fulgte hans tanker lyden af en dæmpet tromme. En dunkende lyd der var så nem at blive opslugt af. Det var som en trance, der bar ham ned og ned og ned i en endeløs spiral, fyldt med billeder og lyde der alle føltes så ægte. Det var hans eget hjerteslag, livets tromme, der altid var der.

Endnu gang var natten kommet, den kom atlid og snart- forhåbenlig snart, ville det være evig nat. Evig mørke. Skyggerne, skyggebærende nok mere skulle blot på fodfæste igen.
Have styr på sig selv og de egoer der fulgte med. For ikke at snakke om stædigheden. N'zall fornemmede hvor splittede de var, og alligevel ville de snart stå samlet igen som den styrke de var.
Den sorte nat hoppe bevægede sig afsted med udemærkelse, trods vindens ivrige hiven og sliden i hende svigtede i hendes ben hende ej. Hun bevægede sig igennem dem hvirvlende aske med så stor en ynde at det hun fik det hele til at se ud som var det legende let. Hun beskuede sine omgivelser svagt, men lod sig stadig være rank og stolt af holdning. Inden længe faldt hendes blik på blåt lys i mørket. Om den halve mule spredte sig et smil, da hun satte kursen i retning af den broder, der som hende befandt sig i det åbne denne nat.

[2]

Han kunne aldrig finde ud af om denne dunken, denne trommen fra hans hjerte var ægte eller ren indbildning. Han vidste godt at hans krop ikke fungere som før, men havde ikke rigtig styr på hvor meget der havde ændret sig. I bund og grund var han ligeglad, men alligevel spillede tanken i hans underbevidsthed fra tid til anden. Han besluttede sig for at lyden var ægte: at der stadig bankede et hjerte derinde.

Han bevægede sig videre i sit sind, over til tanker omkring flokken. Han så hvert enkelt medlem for sig, selv de ganske små. Hvad mon der ville ske med tvillingerne? Det lod til at kun den ene af dem havde arvet kræfter fra sine forældre. Det gjorde det nemmere at forme hende, men hvad med hingsten? Hvad skulle... Med et stoppede hans tanker. N'zaaaall, hviskede skyggerne omkring ham. De snoede sig ivrigt og nogle klatrede op langs hans ben som forvoksede kryb. Fra hans ryg gav de ham billeder, syn, af hoppen der nærmere sig. Det var først gang han befandt sig i ensomhed med hende. En dæmpet brummen forlod ham, næppe hørlig i vindens tuden. Idet han vendte sig om imod kravlede skyggerne tilbage i hans tomme øjnehuler og gav ham synet tilbage. Hendes forvredne ansigt var nu tydeligt i natten.

Den slanke hoppe bevægede sig helt tæt på den broder hun havde fundet denne nat.; hun bevægede sig så tæt at hun overskred en hver form for personligt rum- det var nu en gang sådan hun var. For hende var der ingen fysiske grænser.

"Godaften Ayin."

Toner var feminine og alt for venlige og sukkersøde til at passe til det udseende hun bar. Tonerne var muntre for ej følte den sorte skygge hoppe nogen grund for gru. Det var mørke og selvom der lige nu var en mur i mellem det sammenhold skyggerne en gang havde, havde den sorte nat hoppe stor tiltro til at denne mur nok skulle nedbrydes og de atter ville stå stærkt sammen igen.
Hun begyndte at bevæge sig omkring den sorte hingst, som et rovdyr ville kredse om sit bytte. Hun havde endnu ikke været i selskab af denne hingst- fra uden forsamlingen, så hun tog sig sin tid til at se ham an. Han var trods alt med til at have skabt hende. Næsten hver og en af brødrene og søstrende havde gjort hende til. Hun var i sandhed nok mere tiltrukket af disse skabninger der havde ofret dele af sig selv til dybet end andre ville være. Uden dem ville hun ej være her.