A stony path (Prometheus)

Den brogede hoppe fløj uden tøven efter ham, og et hingstet hyl forlod hans bryst. Han nød hoppens ivrighed og lyst til at være i hans nærhed - og hendes møde at følge ham på, fik blot lysten til at vise sig frem for hende til at blomstre. Han hvælvede nakken en anelse, alt imens han øgede sit tempo. Længere fremme anede han snart en sti, en smal, men tydelig vej op af bjergets stejle kant. Han lagde ørerne med den udfordrende mine, inden han nappede muntert efter Zitkala, hvis ben bar hende afsted lige så hurtigt som hans gjorde.
Hans lange ben kunne opnå en langt skridtlængde, og hans muskuløse, men alligevel spinkle krop havde altid beriget den sølvgrå hingst med samme adræthed som de elegante hjorte, som havde levet i hans hjemland. Selvsikkert lod han blikket føres frem foran sig, alt imens et øre stadigt hvilede imod den brogede hoppe - og da han nåede til stien, krængede han smidigt sin krop rundt i svinget i begyndte en hastig klatring op af den smalle sti med løse sten. Han lod vægten falde godt forover, lod sine forben trække ham op, alt imens hans bagben satte så kraftigt af de kunne, uden at slå for mange sten imod Zitkalas feminine skikkelse.
Hans næsebor blev udspilet, endnu mere end de allerede var, og den sølvgrå pels blevet hurtigt mørkglødet på grundt af varmen der steg fra hans muskler. Han fortsatte med nærmest dumdristig fart, indtil han nåede et lille plateau hvor der lige akkurat var plads til dem begge, og med hurtigt hævende flanker stillede han sig pænt til rette, så den brogede ville kunne komme til uden problemer. Et smil sad om hans mørke mule og med let forpustede toner sendte han en hingstet, og lettere triumferende brummen imod hende - hvorefter han vendte blikket ud imod udsigten.

2

Selvom Zitkalas korpusvar en del kraftigere end hingstens, bar hun alligevel sig selv med mere lethed end de fleste kunne forestille sig. Hun var ikke kraftigt bygget, men heller ikke en af de helt spinkle som nogle af de andre hun havde krydset veje med siden hun kom til Andromeda. Hovene gav en dunrende lyd fra sig for hver gang de ramte jorden, når hun kastede sig fremad. Den lange man havde fået sit helt eget liv og blæste i alle mulige retninger på grund af farten, bevægelserne hun selv gjorde for at komme fremad og på grund af vinden fra selve landet.

Som Prometheus drejede af ved stien måtte Zitkala sænke farten en lille smule for at dreje med. Ikke fordi hun ikke var adræt, for hun havde været vant til at reagere og vende på kort tid. det var nødvendigt under en jagt og især når de havde været ude for at finde mad hos Kachada og de blev opdaget. Det skete ikke hver gang, men hun havde oplevet det et par gange. Hun sakkede en smule bagud, men fulgte stadig med. Hun ville følge ham hvorend han bad om, for han var den første hun var stødt på, der var værd at følge. En der besad potentialet som lederen af stammen hun kom fra.

Det tog Zitkala lidt længere tid end hingsten at nå det lille plateau, men hun formåede alligevel at nå derop og standse uden at skubbe til ham - men også kun lige. Det dirrede stadig i kroppen på den brogede Zitkala efter energien hun lige havde fyret op for, men hun forholdt sig alligevel nogenlunde i ro. Hovedet sank hun en anelse mens hun strakte halsen frem og til sidst sendte et nip ud mod Prometheus skulder. Hun tilhørte ham.

Det tog blot et øjeblik fra den sølvtonede hingst havde fundet sig til rette, før den brogede Zitkala med elegante bevægelser indfandt sig ved hans side. Hans egen krop dirrede let af anstrengelsen, men han gjorde hvad han kunne for at holde det inde; også selvom hans selskab havde klatret selv samme tur og vidste hvor hårdt det havde været. Da hun sank hovedet en anelse og lod et nip falde imod hans skulder, rømmede han sig med lokkende toner og lod mulen søge frem imod hendes. Han måtte krænge sig lidt for at nå om til sin egen skulder, men det lykkedes ham uden at han måtte flytte på sig. Han lod den hvile lige ud for hendes, og imens han mærkede hendes åndedrag lod han langsomt sine ører vippes helt frem imod hende. Først efter et lille stykke tid nappede han imod hendes sarte mule, inden han hev hovedet til sig med et hurtigt ryk. Han gumlede ganske kort, inden hans hingstede stemme lød på ny.

,,Hvordan var din.. flok?"

Spurgte han, lettere diskret. Emner var sårbart for ham, men hoppen ved hans side havde det vidst lidt på samme måde; følelsen af at vandre alene var ikke særlig rar, og det lod til at hun havde været en del af et større fællesskab, ligesom ham selv. Han rakte på ny mulen en anelse tilbydende imod hende - for selvom han gerne ville lede, bestemme og på nogle punkter dominere, ønskede han også at behandle andre pænt; ja, og denne hoppe ønskede han faktisk også nærhed fra, såfremt hun ville give den.

3

Zitkala var tavs i nogle sekunder, mens hun overvejede hvor hun skulle starte. For ja, hvordan var hendes flok? Hvordan kunne man bedst beskrive den? Hun var godt klar over ikke alle ville forstå det bånd hun havde til den tobenede Kuckunniwi. At ikke alle vidste hvad tobenede var. Alle hun havde mødt havde haft anderledes baggrund end hende. Nogle meget mere højtstående i rang, hvis man da kunne sammenligne de to forskellige liv.

"Som en familie. Hvor jeg kommer fra, er det meget anderledes end her. Uden samarbejde kom man ikke langt. Jovist kunne man sikkert klare sig alene, men der ville være risiko for en tidlig død.

Min flok havde mange ledere. Der var den højeste, Manotopha. Vores... Viho.. Øhm.. Høvding. Og Otaktay som var lederen under jagt. Men jeg fulgte Kuckunniwi. Vi fulgte alle en tobenet. Ohitekah, min bedste ven fulgte Otaktay. Det var en stor ære for ham. De passede på os, ligesom vi passede på dem når vi forlod stammens område."

Det kunne måske godt lyde som om hun intet havde at skulle sige når det kom til hendes gamle hjem. At alle andre bestemte og hun bare fulgte efter. Men det var en stor ære at følge Kuckunniwi selvom det ikke kunne måle sig med æren at følge Otaktay. Krigeren. Den af de tobenede med flest trofæer.

Zitkala kunne ikke undgå at mærke længslen efter sit gamle land. Omgivelserne og ikke mindst sjælene hun var vant til at omgås. Både de andre heste som hende, men også de tobenede. Nok snakkede de ikke samme sprog, men de havde alligevel formået at etablere en form for kommunikation der gjorde det muligt for begge parter at forstå hinanden.

"Man kan vel sige hele stammen.. Flokken.. Var baseret på tillid blandt os selv, men også de tobenede."

Hun lod en saglig brummen glide fra sig, og lod mulen hvile mod hingstens hals.

Langsomt, men galant rettede den sølvgrå hingst sin hals fremad igen og lod de krystalklare øjne spejde ud over horisonten. Imens hans selskab var tavs, søgte han at orientere sig i omgivelserne. De befandt sig rimelig højt oppe - men endnu var der langt til toppen. Foran ham strakte øens varierende landskab sig, og hvis ikke han tog meget fejl, lå der en sø gemt i skovens tætte domæne et par kilometer fra bjergets fod. Han brummede anerkendende for sig selv, inden hoppens ord trak hans opmærksomhed til sig. Kvikt vippede han et øre i hendes retning og lod øjnene følge hurtigt trop. Hun fortalte om hendes flok - eller familie - hvor der fandtes mange ledere. Han studsede lidt over den måde at rangere en flok på, indtil hun i slutningen af sin fortælling nævnte de tobenede. Kortvarigt trak han sine ører i nakken. Han havde før stødt på disse "tobenede" - mennesker - og det havde kostet ham en nat i fangenskab. Han brummede en anelse hingstet, inden han rankede sig en smule. Den måde hun beskrev dem på var noget anderledes end det indtryk han havde fået af dem; men kunne han tillade sig at dømme hende? Hun havde været glad for mennesket, og selvom han selv havde anset dem som sine fjender, kunne det jo være de var anderledes i hendes hjem. Han rømmede sig efter lidt og rakte mulen frem imod hendes sarte lyse.

,,Det lyder.. Rart. Hvilken slags leder var din? Kuckunniwi?"

Hun havde fortalt at den øverste hed Manotopha og lederen af "jagt" var Otaktay - men hun havde ikke fortalt hvem hendes "menneske" var leder af. Han lagde hovedet let på sned, inden han ganske overlegent trådte et lille skridt til siden, imod hende, for at være hende endnu nærmere. Selvom pladsen var trang, var der alligevel en lille afstand imellem dem - og den ville han da gerne mindske, hvis hun gav ham lov.

[1]

1

Prometheus' nærvær var kun velkommen. Hun havde så absolut intet imod den næsten ikke eksisterende afstand. Det betød bare hun ikke var alene, og for hende var det en stor ting. Hans spørgsmål fik hende til at tænke i lidt tid. For ja, hvad var han egentlig for en slags leder? Var han overhovedet leder af noget?

"Jeg tror ikke han var en leder. Manotopha bestemte over ham og engang imellem gjorde Otaktay også. Kuckunniwi bestemte over mig, men alligevel ikke rigtig. Vi var mere som.... Smeltet sammen til én når han var i nærheden. Vi arbejdede sammen om overlevelse. Men hvis han var, var han en god en af slagsen."

Zitkala havde aldrig oplevet ham være sur på hende. Kun på andre, men det skete også kun i sjældne tilfælde. Hvis de tobenede var uenige på en jagt eller når de stødte ind i Kachada, var det 75% sikkert nogen kom galt afsted, og der var ingen der kunne undværes i deres flok. Alle havde hver deres ansvar og job.

Mulen lod hun hvile mod hingstens skuldre, mens hun nussene kørte mulespidsen rundt i må cirkler.

Alt imens han lyttede til den brogede hoppe ved hans side, tippede han af og til det øre, som vendte bort fra hende, rundt efter de lyde der var at høre i omgivelserne. Prometheus var generelt en årvågen sjæl, og det var sjældent noget gik forbi hans øjne og ører.
Han brummede med hingstede toner, da hun fortalte om sin 'leder', som hun ikke helt beskrev som en leder. Det lød meget fascinerende, måtte han indrømme, selvom han ikke helt kunne forstå hvordan de tobenede mennesker kunne samarbejde med en af deres egen slags. Han fnøs sagte, inden han lod overlæben krænges en lille smule op i nydelse - for hoppen var begyndt at lade hendes mule bevæge sig nussende rundt på hans skulder. Han lod sin hals hvælves let, inden han stak sin egen mule ned til hendes lyse. Der snusede han ganske kort til hende, inden et kækt, men på sin vis flirtende, nappede til hende.

,,Disse mennesker som du har boet med lyder langt anderledes end dem jeg stødte på."

Konstaterede han med lave, dybe toner. Han havde ikke åbnet så meget op for det endnu, fordi hans egen fortid var det sidste han ønskede at snakke om, men nu hvor hun havde svaret på så mange af hans spørgsmål, fortjente hun vel at høre blot en anelse om ham også. Han rettede derefter sin hals op igen, så han bedre kunne spejde ud over det kæmpe område, som de kunne beskue fra plateauet, som de på nuværende tidspunkt befandt sig på.

[1]

3

Zitkala nød hingstens selskab. Det var første gang siden hendes ankomst, hendes savn ikke var helt uudholdeligt. Selvom det stadig lå i hende, var det ikke noget der pressede lige så meget på. Hun ønskede ikke lige så meget som ellers, at vende tilbage til sit hjem, sine venner og de tobenede. Hans nap gengældte hun en anelse forsigtigt. Zitkala måtte holde en pause fra sit nusseri for at fortsætte med sin lille fortælling. Ikke fordi der var meget mere at fortælle og på samme tid utroligt meget mere, men fordi hun måske havde fået det til at lyde som om det havde været lutter godbidder og regnbuer.

”De var ikke alle sådan. Men de var sådan i min flok. Jeg har set nogen, og oplevet nogen langt værre. Jeg har mistet venner til dem, ligesom Kuckunniwi. De slåsser om territorium ligesom vi gør, men hos dem er det ikke kun få indblandet. Det er mange.”

Hun havde set ting der var så forfærdelige hun helst ville glemme dem. Sorg hos de tobenede når de måtte bringe deres egne hjem for at give dem en ordentlig begravelse. Selvom hun ikke forstod hvad de sagde altid – kun nogle enkelte ord, kunne hun alligevel fornemme deres sorg. Det var næsten blevet for trist et emne at fokusere på. Der var ikke så meget hun kunne gøre ved det nu, andet end at håbe på Kuckunniwi ikke ville endes om andre af hans slags, og at hendes venner af egen art, ikke ville blive udsat for Kachadas tortur.

Hoppen valgte at ryste de kedelige minder af sig og i stedet lægge sit fokus på hingsten igen. Hun gav ham et lille puf med bagparten, inden hun sendte ham et af de milde smil. Selvom hun ikke havde kendt ham i så lang tid, brød hun sig ganske godt om ham. Hun slog et enkelt smæld med den lyse hale, inden blikket gled ud over udsigten.

Hoppen valgte at ryste de kedelige minder af sig og i stedet lægge sit fokus på hingsten igen. Hun gav ham et lille puf med bagparten, inden hun sendte ham et af de milde smil. Selvom hun ikke havde kendt ham i så lang tid, brød hun sig ganske godt om ham. Hun slog et enkelt smæld med den lyse hale, inden blikket gled ud over udsigten.
En lille drillende "utilfreds" brummen forlod den sølvgrå hingst, da hun ophørte hendes ellers ret så behagelige nusseri, for at snakke videre. Dog lyttede han interesseret til hendes ord, hendes fortælling om de tobenede, som hun havde haft et meget tættere forhold til, end han selv havde haft. Ja, faktisk havde hun haft et meget modsat forhold til dem - for der hvor han anså dem som fjender, anså hun dem som venner, allierede.. Familie? Han brummede dybt, inden han vendte sine næsten isklare øjne imod hende og lod for at øjeblik omgivelserne være.

,,Tobenede lyder meget mere avancerede end jeg lige troede.. "

Konstaterede han. Egentlig lå der ikke så meget i disse ord, for han havde kort forinden tilkendegivet, at hendes fortælling om forholdet til dem, var ham fjern og fremmed - men også interessant. Han stak selv sin mule imod hende på ny, for at begynde at nulre hende. Alt imens han gjorde det, fik han med lavmælt stemme fortsat sine ord.

,,Jeg kender kun til tobenede, der ville fange os og gøre os til slaver. Men jeg kan høre, at de også fandtes i dit land.."

[2]

4

Zitkala kunne kun være enig. De var meget mere avancerede end hun jo også selv havde troet – indtil den dag hun blev introduceret for Kachada. De var ikke ligesom hende og hendes slags. De var ikke ligesom hendes tobenede heller. Når hun var med dem på jagt, dræbte de kun hvad de behøvede for at overleve. Alt fra byttet blev brugt på den ene eller den anden måde og kun meget lidt gik til spilde. Kachada dræbte alt på deres vej, hvis det var i vejen for deres vilje – nogle af dem bare for morskabens skyld. Den slags kunne gøre hende vred, men der var ikke meget at gøre ved det nu. Ikke så længe hun var i dette ukendte, men alligevel ikke helt fremmede land.

”Det er jeg ked af at høre. Og ja. Det gjorde de. Men jeg har hverken set eller hørt en eneste her. Her kan vi være fri for den bekymring. . . Håber jeg”

Der var stadig meget ved landet Zitkala ikke havde udforsket, men hun var ikke en af dem der ønskede at vandre land og rige rundt for at tilfredsstille diverse eventyrlyster. Hun ønskede ikke at vandre rundt alene. Hun ønskede den sikkerhed kun sammenhold kunne give. En erstatning for den familie hun havde haft, selvom det aldrig ville være det samme. Nogen hun kunne følge så hun ikke behøvede være mutters alene, som andre hun havde mødt. Selvom de måske foretrak deres liv på den måde, var det langt fra hvad hun ønskede.

Mulen blev spids og mimrende når hingsten gav sig til at nulre hende. Så snart hun var tavs genoptog hun også sit nusseri af hingsten.

Meget nænsomt bevægede han sin grå mule rundt på den brogede hoppes hals. Hans egentlig hensigt med at røre hende var egentlig at få en følelse af hvordan han var sat sammen; hvordan hendes krop føltes. Dog gemte han det lidt bag en mere "venskabelige", men dog interesseret nussen som han håbede hoppen blot ville føle behagelig. Han brummede hingstet da hun snakkede på ny, men ophørte ikke sine meget bevidste berøringer. Han forblev tavs lidt, og udstødte nærmest lokkende og hingstede toner da Zitkala på ny genoptog hendes nusseri af ham selv; og et meget tilfredst udtryk gled over ham.
Han forblev stående meget nær hoppen i en rum tid og nød blot den fysiske tæthed mellem dem. Han havde efterhånden fået en god fornemmelse af hendes hals og skulder, havde mærket hvordan hendes muskler var formet under hendes tætte pels. Og da han synes han havde mærket "nok", trak han mulen lidt til sig med et skævt smil.

,,Hvis de er her, tager vi bare kampen op."

Det skæve smil nåede hurtigt hans isklare øjne og et glimt af udfordring kunne nu også anes. Han havde aldrig været en, som holdt sig tilbage fra en udfordring, heller ikke en dumdristig en. Han havde efterhånden tilegnet sig en form for sund fornuft; men hans lyst efter eventyr overskyggede den sommetider. Han gav den brogede hoppe et drillende puf ved skulderen, inden han bakkede et par skridt så han kunne vende sig. Han var ikke færdig med at udforske, og efter et hurtigt blik kastede han sig fremad og videre op af bjergets ujævne stier.

[1]

2

Zitkala lod en lille veltilfreds brummen slippe, for hun nød da den opmærksomhed hun fik fra Prometheus. Mulen lod hun mimre en anelse inden hun selv søgte hingsten igen for at gengælde hans berøringer.

Selvom Zitkala ikke havde kendt hingsten i så forfærdelig lang tid, følte hun sig alligevel knyttet til ham på en måde. Han var en hun fandt værdig til at følge, og ligesom hun var vokset op et sted med tobenede, var han også. Andre, der ikke kendte til den race, ville aldrig kunne sætte sig ind i det på samme måde, hverken når det kom til de venlige eller de knap så venlige.

”Jeg står gerne ved din side”

Der lå vel mere mening i ordene end som sådan. Både fordi hun gerne tog kampen op mod Kachada sammen med ham, hvis de var i landet, men også generelt. Hun fulgte ham gerne, hvis han tillod det, i mere end bare en kamp mod en eventuel fjende.

Zitkala var ikke sen til at følge Prometheus længere op af bjergets ujævne stier. Hun var måske ikke lige så adræt bygget som ham, men på trods af hendes lidt tungere statur, var hun alligevel hurtigt med. Bjerge var ikke fremmede for hende.

Han hørte hendes ord - men vigtigst af alt, hørte han også hendes egentlige mening. Prometheus havde altid, trods mange nok ville mene det modsatte, været ret god til at læse andre og fornemme deres hensigter, med mindre de bevidst skjulte dem. Og den brogede Zitkala virkede til at være en af de mest ærlige sjæle, som den unge Prometheus nogensinde havde mødt. Det var også en af de kvaliteter, han allerede havde set i hende, som tiltrak ham. Han var fascineret af hendes åbenhed og ærlighed, og det at hun ikke var bange for at vise hvem hun var. På det punkt var han nok ulig andre hingste, der jagtede det mystiske, jagtede hopper hvis sind skulle låses op; for Prometheus skattede det ærlige. En ærlig sjæl ville altid fange hans opmærksomhed, frem for en han skulle bruge det næste halve år på at lære blot en smule om.

Han hylede hingstet op da hun fulgte trop og et øjeblik skævede han bagud imod hende. Hendes krop bragte hende ikke blot sikkert, men også yndefuldt frem - på sin helt egen måde. Et hingstet smil tegnede sig om hans mørke mule, inden han vendte blikket fremad igen og udså sig den sti, han ville klatre op af - for op ville han. Så langt han overhovedet kunne komme.

Underlaget var til tider ustabilt, men det generede ham ikke. Nærmest urokkeligt klatrede han opad, hele tiden med opmærksomheden delt mellem bjergenes udfordringer og Zitkala, som var ved hans side. Ofte udsendte han hingstede, lokkende, opfordrende og blot anerkendende toner imod hende, for at fortælle hende, at han så hende - og at han nød at have hende med. Sandheden var blot, at alt blev meget sjovere i godt selskab - og i et selskab som hendes, blev det blot fantastisk. Sveden piplede efterhånden frem på hans sølvgrå skind, men først stoppede han, da han ej længere kunne finde en sti, der førte de to sjæle længere opad - og derpå befandt de sig så højt, som det var muligt på det bjerg de havde valgt at bestige.

[1]

1

Havde de to sjæle befundet sig på et fladt eller knap så risikabelt sted, var hun nok sprunget ud i et par kåde buk ved hans hingstede hyl. Hun brød sig ganske godt om ham. Især fordi hun havde mødt et par andre og i hvert fald en reserveret hingst hun knap nok fik hende til at føle sig velkommen i hans selskab, som om han ønskede at være alene. Men Zitkala var en social sjæl, og andre sociale sjæle følte hun sig ofte meget godt tilpas i nærheden af.

Zitkala måtte sænke farten en lille smule da underlaget blev mere ujævnt, men fulgte stadig godt med. Hun trådte bare i hingstens spor for at være helt sikker. Så snart hun havde muligheden igen søgte hun op mod hans side endnu en gang. Et par nap blev også sendt mod hans skulder. Hendes hals og bringe var allerede blevet en smule mere skinnende og fugtig af sved, men hun fulgte stadig trop. Fulgte ham som hun ville følge en værdig leder.

Det var med en veltilpas brummen hun til sidst stansede på toppen sammen med hingsten. Vejret trak hun en smule hurtigere end normalt på grund af turen opad. Den havde sørget for hendes puls var steget, men den ville uden tvivl falde tilbage i sin egen normale rytme så snart de havde holdt hvil i nogle minutter. Hun betragtede landskabet fra deres udkigspost, inden hun til sidst vendte sin opmærksomhed tilbage mod hingsten med en feminin brummen, og slog et svirp med halen.

Udsigten var nærmest lamslående. De kunne se helt ud til øens kant, se havets glitrende spejl og lige ane den nærliggende ø, som Prometheus ikke kendte navnet på. Et splitsekund tog det spetakulære syn også alt hans opmærksomhed, selvom han ikke var stolt af det – men heldigvis hørtes Aiyana’s feminine brummen snart, og lyden af hendes toner fik pelsen til at rejse sig på hingsten. Han brummede øjeblikkeligt og instinktivt tilbage, og hvis der havde været plads, var han vendt sig, så han havde fronten mod hende, og kunne berøre hende på både hals, skulder og ryg; men pladsen var trang og i stedet hævede han sin slanke hals og drejede hovedet tilpas, til at han kunne røre hendes mule. Hans dybe, hingstede toner var lidt tid om at ophøre, men lidt efter lidt faldt der en saglig ro over hingsten. Han kunne ganske enkelt ikke gøre for, at han blev opstemt i hopper selskab; og når det var hopper, som Aiyana, så blev det ekstra svært for ham at forholde sig ”roligt”. Et skævt smil fandt vej til hans mørke mule, inden han drejede de klare blå øjne ud mod udsigten igen.

,,Sikke et syn, hva’?”

Faktisk mente han det ganske reelt. Mange ville nok tolke det som en måde at ”small-talke” på, men Prometheus var ikke bange for stilheden, og sagde derfor kun dét han egentlig følte for. I sit hjemland havde han aldrig mødt sådan et syn, og selvom det stadig skræmte ham fra vid og sans, at han ikke kendte dette område – dette land – han vandrede i, så skabte det alligevel også en glæde i ham, at naturen bød på så fantastiske oplevelser.

Engang skulle han nok vende hjem.. Det var han overbevist om.

[1]