A stony path (Prometheus)

1

Zitkala havde efterhånden opholdt sig i Andromeda i noget tid. Det var nu ikke fordi det havde hjulpet særlig meget på de bekymringer der først havde lagt sig over hoppen. Kuckunniwi manglede stadig. Og hendes barndomsven af samme race som hende selv – en der ikke var tobenet. Sidst hun havde set ham var det kun bagparten, og det var for fuld fart. I den tid Zitkala havde vandret rundt, havde hun set lidt af hvert. Vand, sand, vand, træer, mere vand og bjerge. Bjergene mindede hende på sin vis om hjem, og alligevel havde hun aldrig boet i bjergene. I stedet for at vandre rundt i bjergene, havde hun slået sig ned ved foden af bjergene, ved en sø og mulighed for at skjule sig mellem træernes stammer. Det lod dog ikke til der ville være ret meget læ og skjul mellem dem jo flere dage der gik, for flere og flere blade faldt af for hver time.

En sølvgrå hingst vandrede med en nærmest utålmodig mine over sig, langs bjerget fod. Længe havde den unge Prometheus forsøgt at overtale sig selv til at tage turen over bjerget, i håb om at genfinde den flok, som han for efterhånden noget tid siden, havde forladt. Han huskede stadigt kun få detaljer omkring hans ankomst til denne side af bjerget - såfremt det var det samme bjerg, som hans flok boede op af - men det der stod tydeligst for ham, var den uhyggelige følelse af frit fald.
Han fnøs sagte for sig selv og en dampsky stod omkring hans mørke mule. Vinterens kulde havde efterhånden sat ind, og frostgrader i dagstimerne var ikke ualmindeligt. Bladende var næsten faldet af træerne, og landskabet synede ganske nøgent - især så tæt på bjergene. Den sølvgrå hingst trampede nærmest afsted, og hans ubeslutsomhed kunne nærmest læses på hans kropssprog. Skulle han, eller skulle han ikke?
Heldigvis rev en fremmed duft ham ud af hans tankemylder - duften af en hoppe. Han standsede op og spidsede sine ører helt, inden han udsendte en søgende, nærmest kaldende brummen. Var det mon en af hopperne fra hans hjemstavn, der var kommet for at finde ham?

[1]

2

Zitkalas ører vrikkede ufrivilligt frem og tilbage et par hurtige små gange, inden de fløj i retningen af en kaldende brummen. Nogen var i nærheden, men hvem? Mulen lod hun søge opad mens øjnene blev lukket, som tillod hun sig selv at lukke nogle a sanserne ude for at gøre andre skarpere. Lugtesandsen. Hørelsen. Hun lod vinden fortælle hende hvilken retning den fremmede kom fra. Var lugten skarp var et i medvind, var der intet var det modvind. Var det en mellemting kunne det vare nemmere at vurdere med ørerne. Hovedet lod hun alligevel søge ned mod jorden for at lade mulen hvile i det halvdøde græs. Der gik ikke mange sekunder før hun trak hovedet op og flyttede blikket i retningen af en fremmed. Resten af kroppen fik hun vendt rundt, så fronten vendte hans vej, og lige så snart hun kunne gå i en lige linje, trådte hun fremad.

Efterårsvinden legede med den lyse og tykke man. Den rev ikke i den, for det var den næsten for tung til, men den pillede ved totter, og især de to små fjer. Feminine toner blev sendt i hans retning, som svar på hans hilsen.

Han spejdede rundt i omgivelserne efter den hoppe, hvis duft vinden havde båret med sig. Han havde en retning imod hende, skråt bagfra, og der gik ikke længe efter at han havde fået øje på hende, til hun smidigt vendte sig imod ham og satte fremad i lige linje imod hans kurs. Han rankede sig automatisk og skød brystet fremad; hoppen, som nærmede sig, var han ikke længe til at se var en 'fremmed' for ham. Der var ingen i hans flok med sås specielle farver, som hun bar på. Hendes man var mælkehvid, lidt samme farve som hoppen Yume havde haft - kroppen rødlig, med hvide aftegn spredt fra hendes ben og op imod hendes bug; som var hun løbet igennem hvid maling. Hendes ansigt var særligt særpræget, og de to farver bugtede sig over hinandens grænser.
En tydelig, markerende brummen steg fra hans bug, og bredte sig i hans omgivelser. Denne 'gestus' var ikke direkte ment imod hoppen, men skulle fungere som advarsel til de, der evt. befandt sig i deres omgivelserne. Fra han lagde øjne på hende, anså han hende som værende 'hans', i den forstand, at han ikke ønskede andre skulle blande sig i deres møde. Kort efter skiftede hans toner til mere lokkende og charmerende, hvorefter han begyndte at samle sig lidt mere i sin skridt, for at vise sig mere frem. Hoppens feminine toner, som vinden førte med sig, fik blot hingstens hormoner til at reagere endnu kraftigere, og med et hingstet hvin, der nærmest blev kvalt af hans egen hidsighed, trippede han helt nær denne fremmede hoppe, med smukke fjer i den tykke man. Med hvælvet hals rakte han mulen frem imod hende, for at snuse til hendes tætte pels, alt imens hans hingstede lyde fortsatte med at bølge omkring dem.

[2]

3

Zitkala betragtede meget nøje hingsten. Selv måtte hun overgive sig selv til en energisk trippen. Selvom hingsten ikke lignede noget som helst i nærheden af de andre fra stammen hun var vokset op i, var der alligevel noget mere familiært ved hans opførsel. Noget mere primitivt opførsel end den hos de andre hun havde mødt. Noget der bragte en lille indre glæde frem. Måske var det ikke helt så anderledes alligevel, som hun først havde regnet med. Måske var der rent faktisk andre der ikke var så forskellige fra hende. Halen slog et svirp omkring bagparten og små hvinende lyde der kun lige var hørbare, bar sig med vinden.

Andre havde holdt afstand, hvilket fik Zitkala til at gøre det samme, men ikke denne hingst. Det gav hende en meget bedre mulighed for at se ham an, end hvis hun bare skulle stå og lytte til hans ord. Ord kunne lyve. Ord kunne manipulere og mislede. Lugte og andre sanser fortalte sandheden. Som hun strakte mulen frem for at snuse til ham, opfangede hun en masse dufte. Havde Zitkala kendt området lige så godt som hendes gamle, ville kun kunne fortælle præcis hvor han havde været henne – men de fleste lugte i landet var fremmede.

Ørerne var strakt frem, og selvom hun tillod sig selv at stå stille et lille øjeblik, måtte benene alligevel flytte sig bare en lille smule af og til grundet den store mængde energi der før havde ligget latent og nu var blevet aktiveret. Det var ikke en hingst, men en Hingst. En Zitkala sagtens ville kunne se sig selv følge fremadrettet i det andre havde kaldt Andromeda.

Hoppen reagerede ganske 'roligt' på hans måde at nærme sig på, og hun rakte ligeså mulen frem for at snuse til ham. Et hidsigt hvin forlod ham, inden han langede ud med det udvendige forben, i forhold til hoppen, for at markere sig. Det var ikke fordi, at hun ikke måtte snuse til ham, den unge Prometheus var blot en hingst der var ganske umiddelbar, og så længe hoppen var en fremmed for ham, da lå det i hans instinkter at udvise en form for dominans - en dominans der ligeså skulle fungere som en slags forsikring overfor hoppen om, at han ville kunne beskytte hende. Hans hals forblev hvælvet og hans hale var hævet som en fane bag hans sølvgrå krop. Hans mule forblev hende nær, på trods af hans udfald, og han lod alle hendes særlige dufte trænge ind i hans sind. Da hans sanser var blevet mætte, træk han hovedet lidt til sig med en flehmen; hoppen havde den særlige aroma af brunst over sig - ikke kraftigt - og det var tydeligt at hun endnu ikke var 'klar'. Da hans overlæbe lagde sig ned over hans fortænder igen, gumlede han lidt, inden han med hvælvet nakke lod mulen føres op imod hendes. Hoppen havde stået ganske pænt og stille under hans inspektion af hende, og med et lille puf imod hendes mule, brummede han nu i en accepterende og lidt mere afdæmpet tone. Hans meget klare øjne gav sig til at betragte hendes blå, og et lille smil tegnede sig omkring hans mule.

,,Mit navn er Prometheus. Hvad er dit?"

Sagde han nærmest lavmeldt og med lokkende toner. Hun virkede ganske interessant, og langt mere ærlig i sit kropssprog, end de hopper han ellers havde mødt. Nogle af de hopper, han havde delt flok med, havde nærmest været kunstige i deres fremtræden, men denne tofarvede hoppe virkede til at være meget mere i kontakt med hendes instinkter, og det tiltalte ham.

[3]

5

Zitkala kunne ikke lade være med at være en smule imponeret over hingstens fremtræden. Den var så ærlig i forhold til andre hun havde mødt. Godt nok var det ikke mange, men dem hun havde mødt lod til at være helt nede på jorden. Formelle. Høflige. Holdt gerne afstand for ikke at overskride grænser. Men grænser var til for at blive overskredet, så længe det ikke gik alt for langt over stregen. Hans lokkende toner ville have fået hende til at rødme hvis hun kunne.

”Zitkala. Zitkala Aiyana. Det betyder…… Hvis jeg har forstået det korrekt…. Smuk fugl.”

Det lød nærmest dumt at kalde sig selv ”smuk” men det var trods alt ikke hende selv der havde givet hende det navn. Selvom Zitkala havde opfanget sproget allerede, med lidt hjælp fra de mystiske kræfter i landet, kom hun ikke udenom den accent hun havde haft fra sit gamle liv. Ordene og udtalelserne var så meget anderledes at munden og tungen havde svært ved at forme ordene lige så tydeligt som andre kunne.

”Du er…. Anderledes. På den gode måde. Det er som om mange her har glemt……. Jeg ved ikke om man kan sige sig selv. Det er svært at forklare”

Den sølvgrå hingst stod godt nok stille nu, men energien summede stadig omkring ham. Han var altid levende i sin fremtræden og var sjældent en, der hvilede en dyb ro over. Han var observant og altid klar på at reagere, hvis det blev nødvendigt. Han brummede med de dybe, lokkende toner imod hoppen da hun præsenterede sig, og den flirtende aura nåede helt til hans nærmest krystalklare øjne. Hendes navn var langt, men smukt - og havde enddog en smuk betydning. Ztikala Aiyana, den smukke fugl. Han rankede sig en anelse, inden han gjorde sig et galant nik imod den tofarvede hoppe, inden han på ny rakte frem imod hende, for at stryge hende over den fløjlsbløde mule. Den duft der hang over hende tiltrak umådeligt - og selvom han normalt var nærgående, lå der en endnu større trang i ham til at røre, end ellers.

,,Dit navn er smuk - Aiyana. Og ligeså er du."

Der lå, som altid, den pure sandhed bag hans ord. Når han omtalte andre forklædte han aldrig hans mening; og så længe samtalen ikke handlede om ham, var han det man kunne kalde bund ærlig. Han så ingen grund til at sige usandheder, og anså det egentlig som spildt energi. Omvendt, hvis det omhandlede Prometheus selv, hans fortid og skæbne, var han meget privat. Han snakkede gerne udenom, men at lyve var ikke noget han gjorde sig i, med mindre han var tvunget. Han trippede ganske let på stedet, inden han begav sig lidt ned langs hoppen. De små hingstede hvin undslap stadigt hans mule af og til, og med lettere ophidsede bevægelser nappede han imod hoppens flanke. Han forsøgte egentlig at flytte lidt rundt på hende, men indenfor rimelighedens grænser. Herefter vendte han siden til hende, så de ej længere stod front mod front.

,,Anderledes? Hmmm. Jeg tror måske jeg ved hvad du mener, men nu kender jeg ikke så mange på.. Disse kanter."

Han vidste faktisk ikke hvad 'dette sted' hed. Hvis bjerget bag ham, var det bjerg han var født og opvokset ved, så bar det navnet Rannoch Moor, men eftersom han ikke havde spurgt nogen om det, eller taget sig sammen til at krydse det og se, om hans flok var på den anden side, så var han langt fra sikker. Han tippede et øre let i nakken, inden han så direkte imod hende igen - Aiyana.

,,Sig mig, hvor kommer du fra?"

Lynhurtig var han til at fralægge sig selv opmærksomheden og vende den imod hans - i dette tilfælde - vældigt dragende selskab. Han smilede på ny, inden han stak mulen nær hendes fyldige man, for atter at indsnuse hendes vidunderlige duft, der smøg sig om hende som en kærlig elsker.

[4]

7

Zitkala nøjedes med at smile, for hun vidste ikke hvordan hun lige skulle takle hingstens ord. Der var kun en der før havde brugt sådan nogle når han talte til hende. Kuckunniwi. Men han var tobenet og meget anderledes i farverne. Men hvad hvis han også var kommet til landet? Hvad hvis det var Kuckunniwis sjæl i en som hendes slags? En….. hest? Selvom spørgsmålet havde meldt sin ankomst i Zitkalas tanker, holdt hun det alligevel for sig selv – indtil videre. Det var ikke alle der forstod hendes tankegang. Hvis det var, ville hun nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt alligevel.

Prometheus nappen kunne Zitkala sagtens forestille sig ville have sat så mange andre flyvende i vejret fordi den slags gjorde man bare ikke. Det kunne hun i hvert fald fornemme på dem hun havde snakket med indtil videre. Selvom det ikke var mange, havde der alligevel tegnet sig et mønster. Afstand, hensyn og civiliseret. De mindede allermest om Kachada. Zitkala gav i stedet et lille feminint hvin fra sig og tog det der kunne se ud til at være et meget lille sidelæns galopspring. Hun flyttede sig ikke specielt langt, men trippede nærmest kun nogle cm, og slog et smæld med halen.

”South Dakota.. Det er en smule indviklet hvis ikke man kender til det, og har på fornemmelsen af at meget få eller ingen her, kender til noget som helst af det jeg kommer fra. I South Dakota er Sioux Nationen, og den er delt op i 3. Dakota, Nakota og Lakota. Øst, centralt og vest. Jeg kommer fra Dakota stammen, men den er også delt op i……. Tiyospaye….. Jeg ved ikke hvad man ville kalde det her. Men det kan beskrives som mindre grupper. Familie større…. Det er meget anderledes end her. Jeg har aldrig før været så…. Alene.”

Det ene øre var hele tiden rettet mod Prometheus, mens det andet holdt øje med omgivelserne, som hun havde været vant til hele sit liv. Da hans mule kom nærmere hendes man, krængede hun halsen rundt for ligeledes at snue til ham, og sende nogle små nap i hans retning, selvom hun ikke helt kunne nå. I stedet for at stå helt stille trippede hun igen nogle få skridt fremad og lod bevidst halen svirpe i hans retning for at tirre ham.

Den tofarvede hoppe formåede at fastholde hans opmærksomhed ganske godt; for hun stillede ganske diskrete krav til ham. Hun flyttede på sig, hvilket fik den sølvgrå hingst til at hyle en anelse markerende - med toner, der var dominerende, men ikke trynende. Han kunne aldrig finde på at undertrykke andre, men det at være dominerende lå blot i hans hingstede adfærd. Han slog et forben frem i luften mellem dem, ikke for at ramme hende, men atter for at vise sig frem. Den afstand, som blot var øget en smule, gjorde han derpå mindre ved at træde resolut frem imod hende og atter placere sig ganske tæt. Han tippede derpå et øre imod hende, og de nærmest krystalklare øjne betragtede hende direkte, imens hun snakkede.
Han lyttede indgående til hendes forklaring; og det land, hun beskrev, var ikke et han kendte. Han bed sig kort i kinden, for det hoppen forklarede, gjorde det desværre mere klart for den sølvgrå, at bjerget bag ham ikke var Rannoch Moor. Og dermed måtte han befinde sig i et meget fjernt land. Han rømmede sig, og da hun trippede frem og slog med halen, rejste han sig på bagben med et højtrystet hyl. Han sprang frem, med det samme, og lod hans bringe presses op imod hoppens bagpart, vel vidende at et spark kunne falde i hans retning, såfremt han havde fejltolket hendes signaler. Han nappede imod hendes kryds, med en ganske overraskende blidhed over sig. Han ønskede ikke at skade hende, eller kaste sig i voldsom leg - nej, det var en respons på hendes tirren, og en test. Hvor langt ville hun lade ham gå? Derpå nærmest sprang han atter ned langs hendes side, for at lade sin mule finde plads ved hendes hals igen, og med en dyb brummen signalerede han til hende, at han ønskede hun skulle blive stående.

,,Jeg er også vant til at leve med min familie, og følelsen af at være alene må jeg erkende, at jeg også kender til nu.. Men Aiyana, det land du kommer fra, dette South Dakota.. Ligget det i nærheden af bjerget Rannoch Moor?"

Hans spørgsmål var nok naivt, men det var hans sidste håb om at hans familie var i samme .. verden .. som ham selv. Hvis hoppen havde kendt til bjerget, og var vandret hertil, så ville han kunne tage turen tilbage og genfinde sin familie. Han brummede sagte, inden han lod sin overlinje spændes lidt. Han ville ikke fremstå som en unghingst, der søgte at opfylde falske håb - selvom det nok var sådan han havde det inderst inde.

[5]

7

Det var helt rart at have fundet en, der ikke var så forskellig fra hende selv. En der kunne være sig selv, ligesom hende. En der var ”in touch” med sine instinkter og anerkendte de basale behov. Endelig en hun ikke behøvede bekymre sig om at skræmme væk med sin lidt mere primitive opførsel end andres. Hans nap resulterede i et lille feminint vrinsk. På trods af hans brummen blev Zitkala ikke stående stille. I stedet trådte hun frem i en lille bue og om mod hans anden side, uden at fjerne sig længere væk fra ham, som var hans mule en magnet hun var klistret fast til.

“Jeg hark un hørt om Odakota, Bear Mountain, Beartown Hill, Storm Hill, Eagle Mountain, Dakota Peak, Unkpapa Peak, Hinhan Kaga og Pahá Sápa – Black Hills. Ingen af dem ligner noget jeg har set her.”

- Eller også var det omvendt. Ingen af de bjerge eller steder Zitkala havde set i den tid hun havde brugt, siden hun vågnede op alene, lignede noget som helst af det hun var vant til og kendte til. Alt var fremmed. Luften, duften, landets kurver og træer. Ja selv vinden føltes anderledes. Sproget var anderledes. Alligevel var det som om hun hurtigt opfangede de andres sprog. Som om landet hjalp hende på vej, ligesom ånderne guidede hende hjemme.

Hans handling kort forinden responderede hoppen på med et vrinsk af ganske feminin karakter. Hun slog ikke ud efter ham, hvilket gjorde det tydeligt for ham, at hun snart var klar. Dog blev hun heller ikke stående, eller gjorde sig yderligere til, og derfor pressede han hende ikke yderligere eller gjorde flere direkte tilnærmelser, der kunne lede op til en bedækning - i hvert fald ikke lige nu. I stedet lagde han sine ører markerende, da hoppen trods hans opfordring, begyndte at bevæge sig omkring. Dog gjorde hun ikke afstanden imellem dem større, hvilket til et vist niveau tilfredsstillede den sølvgrå hingst - men samtidigt pirrede det ham. Han lod sine forben trippe lidt, men forblev på hans 'placering', indtil hendes stemme brød stilheden omkring dem.
Hun fortalte at hun ikke kendte til Rannoch Moor, og det fik momentært den unge Prometheus til at trække et øre til siden. Hun kom ikke fra samme egn som ham selv, og hans håb om at krydse bjerget og gense hans familie famlede en anelse mere.
Han lod dog ikke sin tristhed dvæle over hans krop længe, for hurtigt lod han sine ører tippes frem igen og hans hals hvælvet. Han trådte nu et lille skridt frem, og pressede dermed sin mule ind imod hendes hals. Hendes cirkulerende bevægelser søgte han på en måde at stoppe; ikke fordi han ikke ønskede at hun skulle bevæge sig, og han ville aldrig lægge bånd på en anden sjæl - men han ønskede at vise hende, at han besad de kvaliteter der skulle til for at lede. Han trådte derpå ét skridt frem igen, for at skubbe hende ud af kurs og rette hende lige ud - og derpå brummede han opfordrende til at hun skulle følge ham. Han førte hende ud på en kurs, der fulgte bjergets fod, af den simple grund at han var nysgerrig på, hvad der lå omkring det næste hjørne. Dog havde omgivelserne ej hans fulde opmærksomhed - det havde hoppen fortsat, og med lokkende toner bød han hende at følge sig.

[1]

1

Zitkala var let påvirkelig. Prometheus ønske om at ændre sin kurs reagerede hun derfor også på med det samme, og drejede en smule fra cirklen for i stedet at fortsætte ligeud. Hun havde været vant til at følge hvert eneste lille vink fra Kuckunniwi, og det var noget der sad i både krop og sind, og var ikke noget hun bare lige lagde fra sig, bare fordi han ikke var der. Hun var ikke vant til at lede – hun var vant til at følge, og selvom hun havde mødt andre i dette nye land, var der ingen der havde været værdigere at følge end denne hingst. Selvom hun var en tam-hest, var hun alligevel mere vild end så mange andre. De opførte sig næsten lige som de tobenede. Hun kunne kende Kuckunniwis rolighed i dem.

Hans lokkende toner fik hende til at trippe mod hans side, men aldrig foran. Hendes hoved var hele tiden ud for hans skulder. Hun fulgte ham, lod ham føre an, lod ham lede hende. Hun kunne ikke forestille sig ret mange af de andre hun havde mødt, ville finde sig i den slags, men for Zitkala var det meget velkomment. Hun følte sig ikke ordentligt tilpas så længe hun strejfede omkring mutters alene. Hun havde aldrig været alene før nu.

”Hvordan er…. Rannoch Moor?”

Nysgerrigheden havde alligevel sat sig. Hun havde hørt fra andre hvor de kom fra, og det lod til at være meget forskelligt fra hendes hjem. Var der virkelig ikke andre der havde ladet sit liv været fuldkommen i andres hænder? Givet hele sin tillid til sit menneske?

En veltilfreds brummen, som udsprang dybt i hingstens bryst, lød fra hans mule da hoppen føjede hans ønske og ændrede sin retning. Hendes lethed og opmærksomhed var i øjenfaldende og Prometheus følte allerede nu en større trang til at danse med denne hoppe, der læste hans krops tanker førend han selv kendte til dem.
Da hun bragte sin krop nærmere hans hylede den unge hingst tavst. Han slog iltert - men tilfredst - med hovedet, inden han på ny hvælvede den lange, velansatte hals. Han nød hendes tæthed, selvom hun var en fremmed; og hans lokkende toner fortsatte på ny.
Hendes toner blev ændret til ord, og hendes spørgsmål omhandlede det sted, som hingsten savnede mest af alt. Hans lokkende toner ophørte for en stund, og en alvorlig og næsten afvisende mine gled over ham. Han havde aldrig brudt sig om at tale om sig selv, hans meninger og hans liv; men han var heller ikke uhøflig. Hun havde spurgt ham direkte, og et svar skulle hun få. Han jog den alvorlige mine bort og straks kom den charmerende, lokke aura frem i ham på ny.

,,Rannoch Moor ligner meget det område vi befinder os i nu, hvad det så end må hedde. Der er meget liv, mange som du og jeg og et klima der altid kræver at man er forberedt for at kunne overleve. Farer gemte sig mange steder, og fremkom i mange former. Her virker mere.. Stille? Fredeligt. Endnu har jeg ikke mødt noget, som jeg burde løbe fra."

Han tav en anelse eftertænksomt. I takt med han havde udtalt sine egne ord, blev han klar over den undren han egentlig havde følt fra han først vågnede i dette fremmede land. Her var fredeligt.. Så fredeligt, at han helt havde glemt at holde øje med farer, helt glemt at være årvågen. Han fnøs sagte af sig selv, inden han lod sin mule søge frem imod den brogede hoppe. Han sagde ikke flere ord for nu, men krævede ej heller at hun gjorde. Han sendte hende et glimt, som sagde det hele, inden han strøg afsted i hastig galop!

[1]

1

Zitkala lyttede opmærksomt. Hun var nysgerrig af natur. Hun ville gerne vide mere om andre, og havde altid haft stor interesse i andres selskab. Aldrig før havde hun været så alene, som da hun kom til landet. For det første havde hun ikke Kuckunniwi og for det andet havde hun ikke resten af den gruppe heste hun plejede at gå sammen med. Hun kunne ikke andet end at føle sig en lille smule misundelig. Hendes eget hjem var meget mere forskelligt end det sted han kom fra, lød det til. Det måtte være nemmere for ham at tilpasse sig.

"Heller ikke jeg. Men jeg har heller ikke set mange der færdes i flok. Mange alene."

Det var tydeligt nok at høre på hendes tone hun ikke brød sig om det. Selvfølgelig skulle andre have lov til at færdes frit omkring i deres egen selvstændighed og vel til tider også ensomhed, med overfladiske bekendtskaber og ingen venner omkring sig andet end hvis deres veje tilfældigt krydsede hinanden. Nej. Det var i hvert fald ikke noget for Zitkala. Hun havde aldrig været den der traf beslutninger eller på nogen måde bestemte selv. Hun havde altid fulgt andre, og på den måde havde hun det aller bedst.

Der gik kun et splitsekund fra hingsten havde sat farten op til Zitkala fløj efter ham. Ja, fløj, for hun var vant til farten. Vant til at jage bison okser med Kuckunniwi på ryggen, vant til at flyve hen over jorden, når Kuckunniwi og de andre tobenede havde stjålet mad og hvad ellers de kunne få fat i fra Kachada. Hun sørgede dog for ikke at overhale ham. Hun ville langt hellere følge ham.