Tell me more | Belial

[2]

Det var stadig nyt og skræmmende at være her på Foehn. Hun kendte kun Azula godt nok til at ville kalde hende en hun kunne stole på. Resten.. de skræmte hende. Da hun var Teylar mærkede hun knapt skyggernes tilstedeværelse, men her på Foehn og især i Aljun, hvor skyggehestene havde helliget sig til floklivet, gav nyt liv til hendes indre skygger. Underlige hviskende stemmer fyldte hendes hoved og andre gange var hun helt sikker på at de var omkring hende, ude i naturen - i luften, i jorden, på hendes krop. Det var ækelt og frastødende. Hvad lavede hun dog her? Stadig havde hun ikke fået en forklaring, og hun var inderst inde ved at bryde helt sammen. Men på ydersiden havde hun taget en hård skal på, der hjalp hende igennem hverdagen.

Denne dag var hun blevet ladt alene tilbage i flokkens udkant, da der ikke var tid til at passe hende lige nu. Derfor stod hun ganske mutters alene og nippede til nogle tørre blade på en ellers temmelig nøgen busk. Hun kendte ikke den her plante, men hun kedede sig så frygteligt, at alt gik an!

Belial havde mange ting i sin tid i udkanten, halv smidt ud af flokken, men hans moder havde ladet ham fortælle han igen var velkommen. Han havde i hele sit voksenliv ventet på den omgave der skulle blive ham stillet så han kunne få lov at vende hjem, nu var der ingen opgave og han var velkommen hjem. Måske havde hans prøvelse været den midlertidige forvisning, se om han stadig holdt sig tro eller om han ville vende dem ryggen. Men hvordan kunne han det? Altså vende ryggen. Det her var hans hjem, hans familie- og ærlig talt var den unge hingst stadig utrolig bange og utryg ved verden uden for. Den var simpelthen forkert!
Belial nærmede sig hans hjem. Vulkanen tordnede sig op i det fjerne og han kunne ikke lade være med at føle den mærkelige følelse i maven over endelig at være så tæt på igen. Den unge hingst havde ikke tænkt sig at lade noget forstyrre ham i sin færd hjem, men da han var så tæt på at det ville blive betegnet som broderskabets område, fik han øje på en der for ham var fremmede. Belial rykkede på ørene man nærmede sig alligevel den lille fremmede.

[3]

Bladene smagte ikke ligefrem godt, og de smuldrede imellem hendes tænder som tør bark. Skuffet spyttede hun dem ud igen og så sig om efter noget andet der var spiseligt. Hun savnede rigtig føde og hendes rigtige mors mælk. Hun var blevet vænnet meget tidligt fra og hun var ikke helt tilfreds med det. Hendes blå øjne gled søgende hen over jorden. Dér. Nogle græsstrå strittede op af den ellers golde jord. De var grålige af aske og smagte ligesådan, men det var mad. Hun brugte rigtig lang tid på at plukke hvert eneste strå. Èn. To. Tre. Fire. Fem. Så var de væk, alt for hurtigt, selvom hun havde gjort sig umage.

Hun hævede hovedet for at se sig om efter mere græs, men så i stedet en fremmed ikke så langt fra sig, et stykke nede af skråningen. Hun stivnede. Den fremmede var lys i farven, ikke som de andre hun havde set der alle var sorte. Det var tydeligt en ung hest, men stor og stærk. Hans hvide skind var spættet af brunlige, mørke pletter. Hvem var han? Hun lagde ørerne bagud i en gestus der gerne skulle se stolt og ligeglad ud - men usikkerhedes skinnede igennem fordi hun bakkede væk fra ham.

Tillykke, du har fundet det lyserøde julehjerte!

Belial var forholdsvis hurtig opdaget. Ikke at han havde forsøgt at snige sig ind på denne lille fremmede. Hun virkede ikke besynderlig gammel- men den unge hingst havde ingen idé om hvordan han skulle vurdere hvor hun ca var. Han havde ikke set føl eller plage siden han selv var det- og han havde ærligtalt ingen fornemmelse det. Han vidste dog hun var ung- meget, ellers var hun i hvert fald rigtig uheldig sat sammen- hvilket han tvilede på var tilfældet.
Nysgerrigt rykkede han sig tættere på og jovidst som alle andre gange gik han også alt for tæt på i forhold til hvad var repsektabel. De mandelformede øre blev vippet frem imod den lille mørke for en stund, før de endte tilbage i nakken igen. Dette var ren vane, i sit unge liv havde han iagttaget sin moder og gjort det han opfangede hun gjorde- og det var altså ørene i nakken. Selvom han ud af til kunne se vred ud, var de brune øjne trods alt milde og brændte af nysgerrighed over for hvem denne lille sorte var. Han sagde dog ikke noget Belial havde aldrig brugt ret mange ord; i stedet hilste han hende han; som han hilste alle andre an- han bed hende.