Light Moving

{Gwynn}

Damp stod ud af hans let udspilede, mørke næseborer. Vejret var koldt, og han havde lige netop sat farten ned. Hans skridt var lange, men stadig i godt tempo, som langsomt blev mere afslappet. Han havde varmet kroppen op, og var nået frem over den lange eng, der strakte sig i alle retninger her midt på Enophis. Spredte træer begyndte at dukke op. Himlen var klar, solen stod fremme, selvom der ikke var lang tid til den ville begynde sin tur ned og igen efterlade verden i mørke. Matts mørkebrune ører vippede opmærksomt efter de forskellige, men få lyde som nåede ham i form af bølger, mens konkylien vuggede mod hans varme brystkasse. Der lod ikke til at være nogen i nærheden, havde ikke været det i flere timer, da dette trodsalt var landets største ø. Der var derfor ofte langt mellem sjælene. Ikke at han søgte nogen denne dag, men det lå i hans instinkt altid at være opmærksom. Lyde af flaksende fuglevinger eller underlige dyrs tuden var det eneste som nåede ham nu og da, sammen med vinden som sukkede i grenene på de få træer. Han nød fornemmelsen af musklerne, der havde været i arbejde et stykke tid, opvarmede og summende.

Light Moving
204 words

Att.: Matthew

Alene havde hun vandret i et par uger. Hun havde ikke mødt nogen siden den mørke hingst med de dansende skygger eller den grå skimlede. Det ene møde havde for Gwynn været grænseoverskridende. Smertefuldt og pinagtigt. Han var kommet for tæt på. Det var bestemt ikke tilladt og hun havde i sin egen ensomhed straffet sig selv for dette og facaderne var endnu engang hævet. Som de fleste nok hurtigt ville se, så var det bestemt ikke en ondskabsfuld sjæl, som Gwynn besad. Hun kunne sagtens fordybe sig i andres selskab, men kun hvis de havde noget at sige, som havde en mening. En betydning. Noget, som var fyldestgørende - og det kunne være meget. 
Ganske smidigt bevægede hun sig forbi et par træer, som var placeret foran hendes retning. De mandelformede øre lå let tilbage, for at registrere bagfrakommende lyde. Hun skulle være parat til det uventede, for hun vidste godt, at hun bevægede sig hen i et område, hvor der sagtens kunne være andre levende indvider. 

Underligt var det i grunden ikke, at Gwynn havde trukket sig væk fra omverdenen i den rum tid. Det havde været tiltrængt. Det havde været nødvendigt, men alligevel en byrde for den spraglede hoppe. Hun straffede sig selv - præcis lige som hendes moder, D'zard. Æblet faldt virkelig ikke langt fra stammen. Men Gwynns psyke var stærkere - det var den blevet efter de mange udfordringer hun havde mødt.

Ikke langt fra hvor hun bevægede sig hørte hun noget. Rettere: Nogen. Hendes øre vippede let frem og hun stoppede ganske roligt op, trods hendes hoved opmærksomt blev hævet. Hun fik øje på en hingst. Brunlig i farverne - kunne hun tyde. Hans retning var skråt fra hende og hun blev stående stille. Hverken faretruende eller fuldkomment imødekommende. Ønskede han at opsøge hendes selskab, skulle han være velkommen - men hun gav denne brunfarvede hingst valget. 
Alligevel, så var der noget i hende der nagede hende. For hun vidste, at hun denne gang skulle være mere påpasselig. Han skulle ikke komme tæt på, så hun holdt vagtsomt øje med ham.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

En fremmed fært nåede ham pludselig, nåede ham før hans syn opfangede bevægelse i hans synsfelt. Det fik ham til at standse, ikke brat, men i en fast bevægelse og med hævet hoved, ørerne søgte hurtigt i samme retning som færten kom fra. Og så fik han øje på den, skikkelsen. Den så mørk ud i pelsen, med lyse aftegn. En hoppe. Han virrede en anelse på sine stadig lettere udspilede næseborer, mens hans lydløse vejrtrækning dannede små skyer af damp. Hun stod tydeligvis stille og så i hans retning. De kastanjebrune øjne betragtede et øjeblik blot den fremmede, som om han overvejede. Han havde ikke forventet noget selskab. Måske var det heller ikke det. Men han ville ikke misse chancen for at gøre sig bekendt med en fremmed sjæl, og derfor trådte han snart frem i mørke hoppes retning med rolige, men faste skridt. Han bevægede sig altid med styrke, holdt sig aldrig slapt eller kvabset. Var hun bange for ham? Fremmede hingste var jo nok heller ikke hoppers yndede størrelser at støde på. Han vrinskede ikke, selvom en sådan hilsen måske havde hjulpet lidt på vej. Hun så ikke ud til at ville trække sig, så han fortsatte i tålmodigt tempo - han havde trods alt også lige brændt en del energi af. Han hilste først da han var nogle meter borte med et venligt nik, inden han standsede op, og dermed gav den fremmede plads.

Light Moving
238 words

Att.: Matthew

Længe varede det ikke før, at den mørke skikkelse også blev grebet af hendes tilstedeværelse. Hun gjorde ingen forsøg på at undslippe det selskab som ville møde hende indenfor ganske kort tid. Der lurede ikke nogen frygt hos hende - derimod blev hun stående med et køligt blik rettet mod den mørke hingst der nærmede sig. De mandelformede øre var rettet i mod hingsten, mens hun opmærksomt lod blikket glide mod de knækkende kviste, som eftergav sig når han betrådte jorden. Der var ikke nogen form for antydning på et smil om hendes mule, for det var sjældent at hun smilede. Ikke fordi at hun ikke kunne, men fordi hun ikke så nogen betinget grund til det. 

De fleste som stødte på den spraglede hoppe ville opfatte hendes meget fraværende, følelsesforladt og afstumpet, men det var blot en del af hendes facade, som hun havde opbygget om sit indre. Hun tøvede ikke et sekund med at lukke andre ude fra hendes sind. Ofte kunne hun efter et møde med et andet individ lade hændelserne gå i glemmebogen og man var derved tilbage ved første stadie: Gennembrydelse. 
I takt med hingsten nærmede sig hævede hun hovedet, mens de isblå øje betragtede hans færd. Godkendende lod hun en brummen lyde, da han stoppede med en vis afstand. Alligevel trådte hun et halvt skridt bagud for at tydeliggøre den grænse, som hun ønskede at sætte op for ham. Hun skulle ikke nyde noget af, at have nogen tæt på sig igen. Hun var endnu ikke færdig med at straffe sig selv for sin sidste fejlagtige møde.

Med blikket rettet stift mod den brune hingst bemærkede hun noget afvigende. Hans farver var ikke komplet brune. Han havde derudover en kæde hængende om halsen. Hendes øjne gennemsøgte ganske kort hans udseende, for at tyde om han kunne have haft en relation til skyggehingsten, men intet tydede på, at de skulle være af samme slægt eller bestand. "Gwynn," bemærkede hun uden nogen videre hilsen eller dybere præsentation. Hendes øjne var endnu stift rettet mod hans.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Den mørke hoppe så ikke helt tilpas ud ved hans tilstedeværelse. Hun anerkendte den, men trådte et skridt tilbage og så på ham med et afventende, opmærksomt blik, stift. Det gjorde som sådan ikke den brune, marmorprægede hingst ukomfortabel, han observerede blot og drejede sine mørke ører frem, da hun præsenterede sig kortfattet. Hendes stemme nåede hans ører i små bølger, der ikke afslørede meget om hende. Gwynn. Hun virkede.. Ny? Men han kunne tage fejl. Også personligheder vant til omgivelserne kunne være mistænksomme. Selv stolede han heller ikke ligefrem på fremmede, men hans kropssprog var mere roligt. Han skulle heller ikke være den, der dømte på omslaget - selv var han fuld af mørke, selvom han bar en glitrende genstand om halsen og havde et vist ansvar her i landet, en lille del vanvid. Ikke i nogen ondskabsfuld form, men til tider destruktiv. For det meste var han dog ganske kontrolleret.

"Matthew. Matt,"

En ære at møde Dem... Han kendte skam alle etiketterne, men de var for ham tomme. Det kom selvfølgelig også an på selskabet, men det var kun et plus for ham, at den mørke hoppe var direkte i sin tale. Af navn foretrak han Matt. Matthew havde for mange.. Konnotationer for ham. Men hans røde Armonia yndede at sige det, og i hendes mund generede det ham ikke. Hans stemme var som altid dyb, og han nikkede kort som en ekstra hilsen. Han var interesseret i den fremmedes selskab nu, han ville se, om han kunne få flere ord ud af hende.

"Er du herfra? Eller som jeg, fra en anden verden?"

Light Moving
266 words

Att.: Matthew

Oftes gjorde det ikke den sølvtonede hoppe noget, at blive omgivet af selskab, men de skulle bare ikke forvente ret meget af hende. I de fleste tilfælde sagde hun blot nødvendighederne - hun følte intet behov for at sige noget, som ikke var brugbart eller fyldstgørende for dem omkring sig. Derfor kunne hun tit opfattes som kortfattet og afstumpet - men hun selekterede blot som et filter i de informationer, som hun havde behov for. Fyldeord var ikke noget som hun brød sig meget om. Det kunne også opfattes som at hun var tør uden indhold, men tværtimod, så havde hun meget at byde på, men ikke alle nåede at opleve den side af hende.
Hendes øre var vendt mod den fremmede, som ganske acceptabelt blev stående ved sin plads. Hun holdte nøje øje med hans bevægelser, da hun ikke skulle ud i samme set-up som hun havde haft med skyggehingsten. Hun forsøgte inderligt at fortrænge mindet om det og alligevel, så var der noget i hende som følte hun havde gjort en god gerning i et svagt øjeblik. En nødvendighed. Gestus. Dette skulle ikke ske foreløbigt - forhåbentligt aldrig, eftersom hendes indre dæmoner jagtede og straffede hende for hendes gerning. Alt sammen noget, som foregik inde i hendes dybeste inderkreds. 

Matthew. Matt. 

Han præsenterede sig selv, kortfattet, som hende selv og hun spidsede det ene øre lidt mere i mod ham, mens hun drejede hovedet på sned. Derefter lod hun blikket glide henover hans nuancer, som changerede på hans korpus. Hans brunlige farver blev brudt af disse lyse plamager. Hun var langt fra fordømmende, så hun udviste ingen tegn på foragtelse eller væmmelse ved hans anderledes udseende. Et let nik gjorde hun med hovedet, efter han sagde sit navn.
Mørket havde lagt sig som en tyk hinde om landet. Natten var bestemt noget hun holdt af - men især lige ved skumringstiden var hendes ypperste yndlingstid. Hvor farverne changerede. Hvor blomsterne lukkede sig sammen, for at forberede sig til at skulle beskytte sig i natten, men hun følte sig selv bedst tilrette i mørket.

I mørket adspurgte den brune, Matt, om hun var herfra dette land, eller om hun var fra en anden verden som han selv. Hun vippede let med ørene, mens hun gjorde antydning til at ville svare på hans spørgsmål. Han var heller ikke selv fra dette land oprindeligt, kunne hun forstå. "Ganske nyankommen," startede hun - igen med et kortfattet svar, men hun var ikke færdig med at tale endnu - så tør var hun trods alt heller ikke. For hun havde også sine spørgsmål, men stillede kun de som var nødvendige og fyldestgørende.
Med et flygtigt blik lod hun øjnene vende ud i mørket, mens hun betragtede mørket som forlængst havde opslugt alt lys omkring landet. "Udfra dit spørgsmål kan jeg forstå, at det er normalt at være fra en anden verden, hm?" Det lød måske mere som en konklusion fremfor et spørgsmål, men sådan talte Gwynn oftes. Det ville man vende sig til ganske hurtigt, når man havde været i hendes selskab i kort tid.

Hun lod blikket glide mod ham i takt med hendes seneste konklusion. De blå øjne fulgte atter hans mørke øjne, tydede hans adfærd og hans næste manøvre. "Det er ikke for at være uhøflig, men jeg bryder mig ikke om nærvær," bemærkede hun, mens hun lod blikket demonstrativt afgrænse den afstand der var mellem dem og dermed også fortælle noget om sig selv, uden at han havde spurgt. Noget, som var vigtigt for den spraglede hoppe at fortælle dem som var om hende. Hun var nysgerrig på hvorfor flere hun havde set havde anderledes, afvigende farver. Det betagede hende inderligt, eftersom hun altid havde været tilhænger af det afvigende. Det anderledes. Det ukendte.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Mørket havde sneget sig ind. Solen var gået ned et sted bag skyerne, og havde taget den smule varme, den havde givet med sig. Den brune kunne ane sit eget åndedræt. Men nu gled han snart i ét med skyggerne, han havde kun én lys plet på sig, en hvid sok på det ene bagben. Gwynn, den fremmede hoppe, var trods hendes mørkere skind lidt tydeligere at se i de lange mørke skygger, på grund af hendes lyse aftegn. Det gav næsten en lidt spøgelsesagtig effekt. Et eller andet sted på himlen var månen stået op, nok var her mørkt, men et blegt skær hvilede ligesom over omgivelserne. Så hun var altså 'ny'. Det var også en omtumlet og forvirrende periode, den første tid her, når man lige var blevet transporteret gennem rum.. Og måske også tid.

"Ja. Men du vil også møde flere, som er født her. Børn af de som er blevet transporteret hertil. De har selvfølgelig et lidt andet syn på verden,"

Et mere begrænset syn kunne man måske påstå.. Og alligevel ikke helt, for de hørte jo historier om andre verdener. Eller måske var der i virkeligheden ikke mange, som delte sandheden om deres ophav, deres hjemlande. Fortiden hørte ligesom fortiden til her. Man begyndte forfra, og så sig ikke tilbage, for der var ingen mulighed for at vende om. Men de indfødte begik sig med en vis naturlighed, som det tog lang tid for dem fra fremmede lande at opnå.

Ved hendes næste ord trak han på skulderen, og flyttede på sin brede mule, uden at sænke den. Hun havde alligevel nogen del etikette i sig, ved at forklare. Kortfattet, ganske vidst. Men han godtog det, og det generede ham ikke, at han ikke kunne vade tættere på.  Han hørte hendes ord helt tydeligt herfra, hendes unikke lydbølger, alle havde hver deres.

"Nærvær kan også have sin pris. Men jeg må spørge - generelt, eller fordi nogen her har generet dig?"

Ved dette rynkede han ubevidst brynene en anelse, hvilket jo nok ikke var synligt i det voksende mørke. Han spurgte, fordi vogterne nu mere end nogensinde havde Skyggehestes færden og gøren i tankerne. Han regnede egentlig ikke med, at hun ville dele noget med ham. Men det var et forsøg værd.

Light Moving
377 words

Att: Matthew

Med et blik som var fastholdt på den brune, mørke hingst blev hun stående ganske tyst. Med en højde på blot hundredeseksoghalvtreds centimeter i stang var hingsten, Matt, betydeligt højere og bredere bygget. Det var tydeligt at se at han var af de mere ædle gener. Gwynn lagde mærke til alle detaljer ved dem som hun stødte på sin vej. For netop dét var interessant for hende. Hun nød godt af at iagttage, betragte og blive klogere på andre, for hvorfor var man som man nu engang var? Hende selv havde selv vished om hvorfor hun ikke brød sig om at have nogen for tæt på sig. For det var noget, som sad dybt i hende og gjort hende fyldt med fortidens ar.
Matt fortalte hende, at hun ville flere som var født i dette land. Det betød altså, at denne verden havde eksisteret i længere tid. Hun vidste at hendes moder også havde betrådt jorden her. Derfor forestillede hun sig at det ikke var noget nyt som var skabt, men noget som man af en eller anden årsag blev sendt til. Men hvorfor? Hun spekulerede over hvilket formål det tjente, at fremmede sjæle blev sat sammen i en helt ny verden. 

Endnu engang nikkede hun til hans ord. "Ved du hvorfor man kommer hertil dette land?" adspurgte hun med en inder nysgerrighed, for det kunne være at denne mørke hingst kendte svarene. For hende var det et stort mysterie. Hun kunne ikke regne ud om der var et system i udvælgelsen af de som kom hertil. For det var umuligt alle fra hendes tidligere verden var her også. Mon de andre kom fra andre verdenener også? Var hendes tidlige verden og dette ikke de eneste verdenener, som der fandtes? Alle de spørgsmål, men at hun skulle få svar var bestemt ikke sikkert. 
"Jeg mener... Der må være en grund til, at man er blevet sendt hertil," tilføjede hun til sit spørgsmål, mens hun let lod blikket glide henover det mørklagte område. Det var slet ikke sikkert at han kunne svare hende på hendes spørgsmål. Det kunne være alle i denne verden levede i uvisheden om hvorfor de var ført hertil. Livets mange mysterier.

Et eller andet sted, så vidste Gwynn godt at hendes bemærkning om at hun ikke brød sig om nærvær ville give anledning til nogen enten skævede mærkeligt til hende eller spurgte nærmere ind til det. Men det gjorde hende intet, at nogen spurgte. Hun kunne selv vælge hvor meget hun ønskede at udpensle sandheden. Nærvær kan også have sin pris. Men jeg må spørge - generelt, eller fordi nogen her har generet dig? Hans ord hang i luften i nogen tid, før hun igen ville besvare tilbage. 
Den lyse pandelok havde lagt sig ned over hendes pande og gik mere eller mindre i ét med hendes aftegn i hovedet. Hendes mørke pels stod i stor kontrast til den sølvfarvede, lyse man og hale. En sagte brummen lød feminint fra hende.

"Den eneste grund til dette er udelukkende én ting. Noget, som både kan blomstre og visne. Kærlighed, er min grund, Matt,"

Hvad den brune hingst ikke vidste, var at det ikke var almindelig kærlighed, som de fleste forventede. Det var ikke forelskelse, men sin kærlighed til hendes moder. Hendes søgen efter hendes forsvundne moder, som aldrig havde gjort forsøg på at finde Gwynn trods den spraglede hoppe havde vandret hvileløst rundt i nattens mulm og mørke for at finde sin mor. Det var først til sidst da hendes hjerte var blevet knust så meget til sidst, at hun ikke kunne mere. Håbet var brændt ud. Håbet for at nogen skulle kunne elske hende. For hvis ikke engang den eneste i verden der er til for at elske sin afkom vil kendes ved dem, hvem skulle så?
Det var en del af de ufortalte historier, som Gwynn meget sjældent indviede nogen i. "Hvad er din historie?" spurgte hun mens hun med mulen forsøgte at pege opmærksomheden mod hans brune korpus som var omsvøbet i lyse plamager og et smykke om hans muskuløse hals. For hun var i sandhed nysgerrig. Han havde vakt hendes interesse. For nu.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Matts kastanjebrune blik forlod ikke den mørke hoppe. Omkring dem var der ganske stille, vinden havde ikke nogen særlig styrke denne nat, så der var kun lave suk og en svag sitren at høre fra de spredte træer og deres sidste, sørgelige blade. Hendes stemme, lysere end hans, men også behagelig i ørerne, havde ingen problemer med at nå ham. Svingende bølger af lyd som formede sig til ord i luften. Usynlige. Men han mærkede dem. Fornemmede uforklarligt svingningerne i luften.. Og konkylien mærkede dem. Han flyttede et øre. Hun spurgte ham, hvorfor man kom hertil, mente at der måtte være en grund. Meget i livet var ikke tilfældigt, det var den brune overbevist om. Men det betød ikke, at alt havde en mening. Eller en grund. Men han kunne måske give hende en smule lys, en smule forklaring at overbevise sig selv om.

"Du får en ny start her. Et nyt liv. Om dét så er ønsket eller ej. Ikke alle glædes. Men de fleste accepterer hurtigt uden spørgsmål, du er en af få, som har spurgt mig om dette,"

Han brummede lidt. Observerede hende, men ikke i noget forsøg på at regne hende ud, eller afsløre nogen bestemte følelser eller reaktioner hos hende. Den Vise havde givet ham en idé om et svar, men han kendte ej hele sandheden, for alt om landet og dets lyse sjæl var indhyllet i mystik.

"Landet har en sjæl, en ånd. Den fører dig hertil. Hvorfor, kan jeg ikke svare dig på. Måske er det forskelligt fra person til person. Måske er det tilfældigt,"

De næste ord den mørke Gwynn havde udtalt, blev mødt af tavshed hos den brune. Han ønskede ikke at bore yderligere, at udfritte, om noget centralt i hendes liv og hendes person. Kærlighed? Eksistensen af en elsket kunne gøre meget ved en sjæl. Både godt og ondt. Han lyttede blot hende. Denne aften var han også overraskende rolig, det trak ikke i hans lemmer efter fysisk udfoldelse, han havde allerede arbejdet det af sig for en tid. Så han stod stille endnu, flyttede nu og da kun på sin ravnsorte hale og drejede ørerne rundt, i de forskellige retninger, oftest Gwynns. Hun havde mønstret til hans udseende, hans forvandlede udseende, spørgende. Hans historie! I mørket smilede han næsten en anelse. Længere tilbage i tiden, noget længere fra nu, havde han været prins. Men det hørte fortiden til, og var ikke den vigtigste del af hans historie, i hans øjne. Selvom det faktum havde været ganske afgørende for hans opvækst.

"Min pels så ganske almindelig ud, da jeg kom hertil. Der er sære kræfter på spil i dette land, Andromeda, som kan være svære at forstå. Både gode og ødelæggende. Jeg blev forvandlet, blev givet et ansvar af den ånd, jeg har nævnt."

Light Moving
464 words

Att: Matthew

Det var ikke første gang at den spraglede hoppe mødte en af anderledes udseende. Hun havde stiftet bekendtskab med skyggehingsten, som hun forsøgte at forglemme eftersom hun havde en idé om, at han ikke længere var. Det var i hvert fald et spørgsmål om tid. Dette gjorde, at hun ikke længere blev forbløffet over, at se hvis nogen havde nogle anderledes farver end det 'normale'. Men hvad var normalt overhovedet? I denne verden var det ganske vidst noget anderledes og det gjorde bestemt ikke den mørk spraglede hoppe noget som helst.
De mandelformede øre var rettet i retningen af den brune hingst, Matt, men vippede stadig opmærksomt efter de lyde, som gjorde sig bemærket rundt omkring. Hendes blå øjne var dog fæstnet mod hingsten og slap ham ikke af syne. Hun vurderede endnu om han kunne være en potentiel fare. For hvem vidste hvad han kunne finde på?

Trods Matthew endnu ikke havde udgjort nogen form for trussel mod hende, så var hun altid på vagt uanset hvem hun var i nærheden af. Hun turde simpelthen ikke stole på nogen. Ikke før de havde gjort sig berettiget til det og det kunne tage meget lang tid. Han forklarede hende om, at man fik en ny start. At hun var en af de få der rent faktisk stillede spørgsmålstegn ved dette forundrede hende egentligt. Mest af alt fordi hun synes det var interessant at finde ud af hvorfor man var sendt til en ny verden uden begrundelse. Hun lod en mild brummen lyde - lyttende til hans ord.
"Er du glad for at være her?" spurgte hun meget direkte. Hendes øjne fulgte hans reaktion på hendes spørgsmål, samtidigt også hans mulige svar. Hun forventede sjældent at nogen ville besvare hendes spørgsmål, fordi hun vidste at ikke alle spørgsmål var til for at blive besvaret.


"Min mor har været her, har jeg fået af vide. Hun havde brug for det. En ny chance," startede hun ud af kontekst. Hun lod blikket glide længselsfuldt og tænksomt ud mellem træerne. For et eller andet sted havde hun håbet, at hendes eksistens i dette land var et tegn på, at de atter skulle genforenes. Men hun var her ikke. Gwynn havde hverken hørt, at hun skulle være at finde eller selv stødt på hende. Noget, som smertede hende inderst inde i sjælen.
De blå øjne fandt igen vej til den brune hingst, Matt. "Hvordan var din tidligere verden, Matt?" En oprigtig nysgerrighed banede sig vej frem i hendes toneleje. Hun spidsede ørene let i mod ham, mens hun afventende stod tålmodigt og ventede på hans svar. 

At den brune hingst ikke valgte at gennemgranske hendes svar på hvorfor hun ikke brød sig om nærvær passede hende ganske fint. Såfremt, at han ønskede få mere af vide, så svarede hun. Om svaret ville have været fyldestgørende for ham, var bestemt ikke sikkert. Gwynn fortalte udelukkende kun det, som hun fandt sig tilpas med. Det som hun mente ville være i orden for hende selv. 
Alligevel mærkede hun noget inderst inde i hendes sjæl. En varm, knugende smerte. For hver gang hun blev mindet om den kærlighed hun havde til sin moder - blev hun blot endnu mere skuffet. Den eneste som rent faktisk var skabt til at elske, var ikke interesseret i hende. Hun havde end ikke forsøgt at lede efter hende. Hun havde overladt Gwynn til tilfældighederne - og alligevel så kunne den spraglede hoppe med den sølvfarvet man ikke bebrejde sin moder. De havde gjort hende sådan. De havde skræmt livet af hendes moder. Terroriseret hende med dæmoniske tanker og stemmer. 

Hendes tankemylder blev afbrudt af den dybe stemme og hun vendt opmærksomt tilbage til hans fortælling om sin korpus farver. Forvandlet. Gode og onde. Hun vidste allerede at hun havde stiftet bekendskab med det 'onde', som hun bestemt ikke ville kategorisere som ondskabsfuld. Gwynn var overbevist om, at ondskab ikke fandtes som sådan. Det var handlinger, som var skabt af fortidens ar. Nogen eller noget, havde fremprovokeret sider af dem, som kunne gøre onde gerninger. Men komplet ondskab? Hun troede vitterligt ikke på det. 
"Et ansvar. Hvilket?" det ene øre var vendt interesseret i mod Matthews svar. Det andet vippet let til side ved lyden af skrappe fugle mellem træerne. Han behøvede ikke svare, hvis han ikke ønskede, men hun var dog interesseret i at høre mere.

Omkring hendes mule kunne en lys dis tydes. Det var koldt. Hendes korte pelsslag var bestemt ikke varmt nok til at kunne holde hende varm hele tiden, men endnu var det nok til at holde den værste kulde ude. Der var mange spørgsmål og svar, som Gwynn søgte. Dette land. Hendes moders tilstedeværelse. Det onde og det gode. Alt sammen noget, som hun ikke helt forstod, men ønskede flere svar på.

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Matt flyttede på sig. Han brød sig ikke videre om at stå stille i længere tid ad gangen, og var rastløs af natur. Fysisk udfoldelse var et behov for ham ligeså stærkt som mad og vand. Den brune trådte nogle skridt til siden, og fejede kort med halen på trods af, at der ingen insekter var i luften. Men hans bevægelser var rolige, ikke som en, der fandt det stillestående selskab ulideligt.

"Glad? Jeg foretrækker det her, mit liv her. Mit gamle var der kun stumper tilbage af,"

Han overvejede om han skulle fortsætte sin tale, og oplyse om den familie, han nu havde her. Han havde skam haft en anden familie, dengang. Men de minder smertede mere, end de gjorde godt. Og så alligevel. Han prustede kort, og smilte så selvom det nok var noget nær usynligt i mørket. Så spidsede han yderligere ørerne og drejede dem begge mod hende, den mørkskindede Gwynn, da hun fortalte ham, at hendes mor havde været her i Andromeda.

"Hvem er din mor?"

Sandsynligvis ville den mørkebrune med de sære marmorstriber og mærker, ikke kende hendes moder. Her var mange sjæle, og han kendte kun en brøkdel af dem. Hvilket var noget, han gerne ville lave om på. Den sociale side af ham rumsterede, krævede interessante samtaler, ord. Måske fordi Andromeda var truet af det voksende mørke, måske fordi han på mirakuløs vis havde bygget en familie her. Han var vogter nu, lyd var en del af hans uformelige sjæl. Han havde netop det, han havde sagt til den mørke hoppe, et ansvar. Så han måtte kende mere til landets mange beboere. Men der var mere i det end dét, der var mest af alt hans egen rugende nysgerrighed.

Var hendes mor så bare forsvundet? Eller havde hun krydset grænsen mellem liv og død? For man rejste ikke uden videre tilbage til sin gamle verden. Hendes fortælling undrede den brune, hvilket også afspejledes i hans stemme. Så hun havde på en måde fulgt sine mors fodspor hertil.

Men den mørke havde ikke fortalt mere, i stedet for havde hun spurgt til hans fortid, hans tidligere verden. Det mente han dog, hans ord allerede havde opsummeret tilpas, så hans svar var nærmest kedsommeligt kort:

"Den var uden overnaturlige kræfter og væsener. Nogle gange kan man godt blive i tvivl om, om man blot er blevet vanvittig,"

Han rystede sin ravnsorte manke, og mærkede godt kulden bide lidt i det yderste lag af hans skind. Ellers var han fornuftigt polstret, hans krop stærk og sund. Vinteren ville blive koldere endnu, det var han overbevist om. Snart kom sneen sikkert væltende og dækkede alt i hvidt, gjorde verden et lidt lysere sted. Men betød også, at ens hovspor ville blive noget nemmere at afsløre og opspore.

"Et ansvar som vogter. Vi er nogle få, valgt af denne ånd, til at vogte over forskellige... Aspekter af landet."

Det kunne jo ikke ligefrem forklares nemt eller enkelt. Faktisk kunne meget af det slet ikke forklares.

Light Moving
497 words

Att: Matthew

Kærlighed. Det fandtes i mange størrelser. Nogle, oplevede kun medgang. De fleste oplevede at de gik begge veje, men så var der også dem der udelukkende oplevede modgang. For Gwynns vedkommende var hun ekspert i det sidstnævnte. Hun havde aldrig følt en oprigtig glæde ved nogen tilnærmelser. Hun havde altid været afmålt og tilbageholdende - ualmindeligt skeptisk. For hvem ville ikke være det med hendes erfaringer? Hun havde aldrig tænkt tanken om, at lade nogen komme så tæt på.
Alt i mens den sølvtonede, spraglede hoppe stod i den brune hingst selskab havde hun præcis samme følelse som hun altid havde. En form for afmægtighed. En håbløshedsfølelse. Ikke fordi han som sådan gjorde hende utilpas, for det gjorde han bestemt ikke. Men fordi hun blev mindet om, at hun var stillestående. At hun aldrig kom videre.

Han foretrak sit liv her. Det sagde han i hvert fald. Om det var sandheden kunne den spraglede hoppe ikke bedømme, men hvorfor skulle han tale usandt om dette? En mild brummen lød fra hendes mule, mens hun nikkede accepterende til hans svar. Mere behøvede hun ikke.
Et jag i hendes indre gjorde sig, da han spurgte hvem hendes moder var. Fordi hun blev mindet om, at hun havde været her, men heller ikke her havde gjort opmærksom på at hun manglede noget. Nogen. Gwynn. Igen flyttede de blå øjne sig fra den mørke hingst og ud i det dunkle tusmørke. Det smertede hende et eller andet sted meget i hende, når hun skulle fortælle om sin moder. Men kendte hun hende ret udfra historierne, så var det som oftes at mange ikke havde ænset den sorte hoppe. Nattens datter. "D'zard. Det var hendes navn," og som de fleste ville bide mærke i, så omtalte hun i datid. Fordi hun havde en eller anden fornemmelse at hendes moder ikke længere var her. 

Kulden var stadig ikke til ignorere og det gjorde, at den spinkle hoppe bevægede lidt på sig. De mandelformede øre rettede sig mod Matthew igen, da han kort efter lod stemmen lyde. Den dybe, maskuline stemme, som stod i stor kontrast til hendes feminine, lyse stemme. Han fortalte om hans tidligere verden. At der ikke fandtes noget overnaturligt der og det kunne hun være enig i. Sådan havde hendes tidligere verden heller ikke været. Måske hvis den havde, så havde hendes moder haft en chance. For at blive accepteret.
Det havde gjort livet lettere for Gwynn. For alt hvad hun huskede fra sin tidligere verden var, at hun selv var blevet udstødt. Overladt til tilfældighederne grundet sin moders omdømme. Hun mærkede endnu engang hvordan den bidende kulde omfavne først hendes spinkle ben, og derefter hendes korpus. "Kulden bliver værre. Vil du følge med i min aftenvandring, Matthew?" lød en høflig invitation fra hende, mens hun lod et meget kortvarigt, næsten usynligt smil tegne sig om sin mule. 


Han fortalte noget om vogterne. Var det det modsatte af de skygger, som skulle hærge i landet? Var de til for at beskytte alle andre? "Hvad er din vogtertitel her i landet?" Gwynn bevægede sig afventende frem, mens hun let slog med den sølvfarvede hale. Hendes øre rettede sig ud i mørket, da vindens omfavnelse af grene gav eftergivende lyde i mørket. Noget, som gjorde hende opmærksom på hvad der foregik derude. 

We are all like the bright moon, we still have our darker side

Hun var ikke nogen åben bog, men den brune sansede alligevel, hvordan hans spørgsmål havde vakt nogle negative følelser i hende. Hun udviste en sigende utilpashed, måske sørgmodighed? Over hendes død - som han forstod det, for ingen kom som sagt bare herfra igen, ikke hvad han vidste af - eller over deres forhold? D'zard. Det sagde ikke den brune hingst noget, hvilket et eller andet sted ærgrede ham. Han ville gerne have kunne bidrage til mere klarsyn for hoppen om hendes mor og hvad der var sket med hende. Hvis det havde været nogen hjælp. Han nikkede kort til svar, nærmest tænksomt, og spurgte så ikke mere ind til det. Hvilket også signalerede, at han ikke genkendte navnet.

"Jeg håber, du kan få nogle svar om hendes færden her. Vi er mange, mange flere end jeg ved af, og nogen må hun have mødt,"

Han brummede lidt i dybe toner. Vinden pev og trak i de nøgne grene, som sad på de få træer i nærheden. Og længere borte endnu. For lyd summede altid mod ham i forskellig grad fra alle retninger. Bølgerne lyd bestod af havde åbenbaret sig for ham, han kunne ligefrem udnytte dem til specifikke ting, hvis han ville. Men han havde kun udnyttet sine evner meget lidt, og de havde derfor endnu ikke udviklet sig til mere.

Matt så at den mørke hoppe med de lysende aftegn så ud til at fryse, og løftede opmærksomt mulen en tak, da hun med sin lyse, feminine stemme bad ham følge hende. Det var noget han bestemt var villig til. Hendes selskab var interessant, men mere end det; det var stilfærdigt, men intenst. Og det var sjældent, han fandt sig selv i sådan en sjæls nærhed. Så han prustede i en venlig, nærmest opmuntret tone da hun også havde nævnt kulden, som ganske rigtig var taget til sammen med natten, og flyttede på sine stærke lemmer. Med lange, smidige skridt fulgte han hende og placerede sig nogenlunde på hendes side med for ham passende afstand.

"Stilstand kan også være en smule.... Kvælende. Havde du et specifikt mål i tankerne? Er der allerede et sted, du foretrækker her?"

Hans spørgsmål føltes som mange, nok fordi han sjældent stillede flere ad gangen. At være i bevægelse gav ham både energi og varme. Hans kastanjebrune blik havde lagt sig frem og ud i omgivelserne, ud i mørket som havde samlet sig om dem, lukket sig om dem som et gab. Hans vogtertitel? Titel lød så officielt. Men det var det vel i grunden også. Selvom det egentlig ikke passede hans egen indre natur.

"Jeg er vogter af lyden. Alt det du hører nu, de informationer lyden giver dig. Selvom det virker lidt mærkeligt, så vogter flere af os på nogle lidt abstrakte ting, selvom de skam eksisterer."

Light Moving
464 words