Water Water

Water Water
{Bartholomew}
171 words

Stilhed prægede den enorme skov og dens ældgamle, imponerende høje træer. Blade sad stadig og blafrede i nogle af det uendelige antal af grene over hende, de var ikke faldet ned endnu trods kulden som ellers stod ganske skarpt i luften. Sne var nok snart på vej, men det generede ikke den grå. Der var noget med vinteren som gjorde stilheden endnu mere intens og dyb, som var alt i omgivelserne faldet i dyb søvn. I dvale. Og så havde det hvide, men også barske landskab en egen skønhed. Hun flyttede på sine mørke ører, lyttende selvom der ikke var meget at opfange, og fortsatte frem med næsten lidt trippende skridt. Det var et bestemt sted hun søgte, men der var vej endnu, og det var ikke altid lige let at finde på trods af de mange timer hun havde brugt der igennem tiden. Selskab forventede hun ikke at få, det var sjældent hun mødte nogen på disse ture til fodet af de bjerge som ragede op et sted over træerne.

1

Vinterpelsen havde allerede sat sig på kroppen af Barry. Han var ikke tyk, men hans størrelse og vinterpelsen fik ham alligevel til at se meget kompakt ud. Hår havde han masser af. En tyk pandelok, en tyk man, kraftig hale og nu også de små hår der strittede ud til hver sin side, hvor hans krop bøjede. Barry havde ikke opholdt sig længe nok i Andromeda til at have oplevet sommeren, men der havde alligevel været varmt nok i starten, til vinterpelsen ikke havde været nødvendig.

Med det høje humør og med sit nysgerrige væsen, var Barry godt og grundt i gang med at undersøge hele Andromeda. Turen var kommet til Enophis, og selvom øen var stor, havde han alligevel fundet sin vej til den nordlige del. Træerne skjulte midlertidigt bjergene, men de steder træerne stod næsten nøgne, var det stadig muligt at se de majestætiske bakker tårne op længere fremme. Barry havde et mål. Han ville derop. Der op i bjergene, hvor han ville kunne røre skyerne – eller i hvert fald som minimum få et rigtig godt udsyn over Andromeda, eller bare Enophis. Det hele afhang trods alt af vejret, og det var ikke helt nemt at forudsige så langt inde i efteråret.

En fremmed lugt ramte Barrys næsebor. En lugt der fortalte ham en anden var i nærheden. En han ikke havde mødt før. Det ville heller ikke være så svært at rende ind i ukendte ansigter og dufte, for Barry havde ikke mødt mange i sin tid i Andromeda. Han var stadig fremmed over for landets skikke og natur. Fremmed overfor magien i landet – Noget han endnu ikke vidste eksisterede.

Barry standsede for at lytte. Han kunne ikke umiddelbart høre nogle skridt tæt på, men det betød ikke der ikke var nogen. I stedet for at stå og vente på nogen måske ville dukke op i hans synsfelt, besluttede han sig for at sende et vrinsk afsted, søgende efter selskab.