A promise among brothers(Athal, Chetan & Corvo)

Onyx stod helt stivfrosset et øjeblik; Hvad var det lige der skete? Og hvor fanden var han, hvor var de?
Intet af dette gav mening og Onyx besluttede sig derfor- som mange andre ting, at ignorer det han ikke kunne forklare eller forstå fuldkommen. Lade som der intet var sket og blot forsøge at bevare forstanden.
Han så sig omkring; hans brødre var her stadig med ham. Han så på hver og en af dem, for at sikre sig de var nogen lunde okay- ingen ville være komplet okay efter sådan at miste forstanden delvist- selvom de havde deres uenigheder, så var de stadig hans brødre og de var hans ansvar, efter som han var ældst. Et ansvar Onyx af og til var lidt lige glad med- og andre gange ikke.

[1]

Han kunne ikke forklare hvad der lige var sket. Hvis nogen spurgte ham i dette sekund, ville han ikke kunne få fremstammet et eneste ord. Forvirret så han sig rundt med de blege øjne, der straks efter blev knebet sammen til en smal, mistroisk sprække. Var det en syg joke? Drev de gæk med ham? Et hidsigt fnys forlod hans mule, stadig opildnet efter hans interne stridighed med storebror Onyx, der havde været på sit hedeste for få sekunder siden. Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet. Alt var nyt og uigenkendeligt. Hvor var de?

Hans blik borede sig først ind i nakken på Onyx, der kiggede den anden vej i et forsøg på også at orientere sig. Igennem de smalle sprækker forbandede han ham langt væk i sine tanker, men vendte sig derpå væk fra ham for at se til tvillingerne, Chetan og Corvo. De var her, i god behold. De var her alle fire. Men hvad med de andre 8? En isnende følelse gik igennem hans krop, og hans ansigtsudtryk fik en snert af bekymring. Omkring dem åndede der fred og ro, og landet var sådan set idyllisk nok. Men det her var ikke normalt!

Den plettede hingst stod et øjeblik frosset – det ene øjeblik havde hans brødre været i så hård en kamp at han var sikker på at de ville dræbe hinanden og nu – stod de her, på en fredfyldt eng og manglede 8 af deres brødre. Han så kort fra den ene til den anden og til sidst på Onyx. Han håbede at han ældste bror ville tage en beslutning, prøve at forklare noget om hvad pokker der var sket, men han vidste også at det var grunden til kampen tidligere, men hvorfor var de endt her? Et lidt forvirret prust forlod den store hingst og hans blik faldt nu udover landskabet, det var smukt, grønt og faktisk overraskende stille omkring dem. Var de mon alene på dette sted?


Han lod atter blikket glide på hans brødre, til sidst på Athal – han vidste at hans bror var træt af at være den evige toer i forhold til Onyx, men sådan havde deres liv altid været og det ville ikke ændre sig blot fordi de nu var alle andre steder end hvor de plejede at være. Han sendte hans bror et små skarpt blik, da han stadig nedstirrede Onyx – han ville stille sig igennem dem igen, hvis det kom til det. Han stampede kort en hov i jorden for blot at understrege at det måske ikke var tid for interne stridigheder nu... selv om han vidste at de to nok aldrig ville slippe de stridigheder som lå imellem dem. Han sukkede så kort og så på Chetan... hans tvilling.

Han spærrede overrasket øjnene op og så sig forvirret omkring. Hvad i alverden foregik der? Han missede forundret med øjnene og så skiftevis på sine fire brødre. I det ene øjeblik havde han kastet sig imellem Onyx og Athal for at stoppe deres nærmest dødelige slåskamp, og i det næste stod han her... Midt imellem sine fire brødre i idylliske, rolige omgivelser. De befandt sig midt på en eng, og i horisonten strakte bjergene sig højt op mod himlen. Det lignede ikke et sted, han nogensinde havde været før... Så hvor søren var de?

,,Woaw..."

Han så skiftevis på sine brødre med et vildt fascineret blik i de store, opspærrede øjne. Mon de også havde oplevet den samme følelse af at blive zappet igennem tid og sted, som han havde?

Onyx fornemmede det stirrende blik fra Athal, og han var egentlig et øjeblik klar på at tage kampen op igen; men dette var ikke tid eller stedet for det. Hvad og hvor dette sted nu end var. De så alle forvirret ud, forståeligt nok. Onyx anede ikke hvad han skulle stille op eller forklare til sine brødre hvad der var sket- han anede det jo ikke en gang selv.

"Alle er okay, ser jeg."

Kom han frem til og brød stilheden der havde lagt sig over dem. Han bevægede sig lidt frem og tilbage og lyttede opmærksomt rundt. Det virkede til at være sikkert sted de var endt, men hvem vidste.
Området måtte gennemgåes.

"Hvad der skete, kan jeg ikke forklare. og hvordan vi finder tilbage ved jeg heller ikke.. endnu"

Onyx var overbevidst om de nok skulle finde hjem, hvordan havde så ingen anelse om, men havde ikke tænkt sig at opgive lige nu. Han havde trods alt et ansvar over for alle sine brødre, også dem der ikke var endt med sig- også selvom dette ansvar hvad der nok havde bragt dem her i første omgang. Hvis han nu bare havde gjort som han skulle fra begyndelsen.. Der var dog ingen grund for dvæle i hvad der var sket, mere over hvad der skulle ske. For selvom den plettede nægtede at tro på det der lige var sket; kunne han dog ikke forklare det på andet vis en en gang om vås: Magi. Han fnøs omkring tanken.

[2]

Han bemærkede godt alle de blikke hans brødre gav ham. Han hævede hovedet med en fornærmet grimasse. Var det her måske hans skyld? Var det hans skyld at ogginokken derovre ikke levede op til sit ansvar? Hans kastede igen et blik på hans storebror. Så fnøs han en sidste gang, som for at få det sidste ord.
Nå nå.. nu prøvede hans rigtig at være den leder han burde have været for længe siden. Men han orkede ikke skændes mere om det nu - de var havnet dette nye sted, hvor ingen kunne vide hvad der lurede. Hans blege, gletcherblå øjne spejdede rundt i området. Det første han bemærkede var nogle vældige bjerge der hævede sig i en lang kam bag dem. De gav en sikker følelse af at have noget urokkeligt i ryggen. Derfra gled hans blik hele vejen rundt i en rundkreds. Træer. Græs. Flere træer. Intet liv, udover fugle der gladeligt slog triller over deres hoveder. Her var mistænkeligt idyllisk.

"Lad os da håbe at du er geni nok til at redde os ud af den her suppedas, oh store leder,"

sagde han sarkastisk til Onyx, uden at se på ham. Hans øjne var fikseret på et glimt imellem nogle træer langt ude over en eng. Var det.. vand? Han bekymrede sig ikke om de andres reaktion; han var ofte bitter og urimelig - men han var ganske ligeglad. Som en sidste gestus vendte han blikket imod Onyx med en mine der sagde "dette er ikke slut." Men for nu ville han føje ham.

Tillykke, du har fundet det mørkelilla julehjerte!

Han og Chetan var de yngste, men han måtte indrømme at lige nu var det ikke dem som opførte sig som de yngste i denne forsamling. Han ville gerne irettesætte Athel lige nu, men han forstod godt hvorfor han var en smule bitter – han havde altid været nummer to, deres far havde altid trænet dem alle, men Onyx lidt mere end alle de andre. Det havde gjort at de lidt yngre kunne slappe en smule mere af og derved var Corvo også blevet en smule mere legesyg og hæmningsløs end Onyx. Han brummede lidt og lod de blålige øjne let spejde over deres nye omgivelser, han vippede ørerne i nærheden af Onyx som atter snakkede og fortalte at han ikke vidste hvordan de kom tilbage. Hans tanker faldt først ned over hans yngre brødre derhjemme, mon de stadig var derhjemme? Var de sammen med hans større brødre eller var alle blevet splittet?


Han rystede let på hovedet blot ved tanken og ønskede bestemt ikke at tænke på det, han ville hade hvis han vidste noget som helst om at de mindste var selv. Han vælvede let i nakken og brummede så en smule eventyrligt.


”Hvis vi alligevel er her og vi ikke ved hvordan vi kommer tilbage, burde vi så ikke gemme vores stridigheder og undersøge dette nye land?”


Han vippede ørerne nysgerrigt frem og det dirrede i den store krop for at komme ud og undersøge hele denne nye verden. Han var en eventyrer og han elskede alt nyt og spændende, så for ham var dette ikke det værste som kunne ske.

Han lyttede til Onyx' ord og nikkede anerkendende. Ja, han var okay - og det var de andre tre gudskelov også. Men hvad med de resterende seks derhjemme? Var der mon sket dem noget?
Onyx brød nu stilheden med sine ord igen, og Chetan vippede opmærksomt ørerne mod ham. Hvad der var sket, kunne han ikke forklare, og hvordan de fandt tilbage, vidste han heller ikke... endnu. Chetan nikkede let med hovedet. Han havde heller ingen anelse, men han var glad for, at han ikke var den eneste, der ikke anede, hvad der var sket - for det måtte jo betyde, at hans brødre havde haft den samme zap-fornemmelse som ham.
Athals sarkastiske ord lød nu i hans ører og fik ham til kort at lægge dem ned i nakken. Det her var ikke tidspunktet til at fortsætte deres stridigheder! Han skulle lige til at sige noget til Athal, da Corvo dog kom han i forkøbet. Han lyttede til sin fornuftige brors ord og nikkede samtykkende.

,,Jeg er enig. Dette er ikke tidspunktet til stridigheder... Vi bør holde sammen og finde en måde at overleve på i dette land - og sammen er vi stærkest."

[font face="verdana"Onyx var lige på nippet til at genoptage der hvor de havde sluppet da Athal talte nedværdigende til ham- det var ikke noget nyt at han var sådan over for ham, men lige nu var Onyx stadig påvirket over tabet af deres forældre og nu her uden forklaring på hvorfor de var her og hvordan de i det hele taget var endt her; men en fornuftig stemme kom fra den yngre Corvo og fik Onyx til at stoppe det anspring der lå lige på nippet af ham.

"Ganske fornuftigt Corvo; vi bør ja undersøge området; finde af hvor vi er; og om der er andre. Måske der ligger svar på et par spørgsmål lige rundt om hjørnet." eller ikke, for dette var i virkeligheden komplet latterligt
"Jeg forslår vi gør dette område til et tilholds sted. Bjegende i baggrunde og skoven tæt på, giver os nok læ og tilpas lukket område til vi ikke er udsatte for alle sider."

Han sendte Athal et hurtigt blik der tydeligt sagde- vi er ikke færdige vi to! Men han lod det ligge ved det.

[/font][/div][/div][/div]

Han vendte modstræbende opmærksomheden imod sine brødre igen. Måske havde han været lidt for strid... men han nægtede at undskylde, ikke nu. Især ikke fordi han havde konfronteret Onyx med et ganske vigtigt og rigtigt anliggende, der stadig skulle diskuteres. Han havde ikke i sinde at bøje sig i det anliggende, og hvis han undskyldte for det hans netop havde sagt, så følte han at det ville sætte en kæp i hjulet på hans eget mål.

"Fint fint, I skal ikke høre mere på mig," brummede han køligt og så et øjeblik på Corvo og så på Chetan. Han undgik med vilje Onyx.

Han lyttede, men uden at ytre sig, Skulle de bo her? Normalt bestod hans catchphrase af diverse varianter af irriterede, tvære suk. Men selv han forstod at i denne situation var det en smule malplaceret. Ellers ville han have sukket meget dybt. Ophidselsen fra skænderiet og den efterfølgende kamp rullede stadig i hans krop. Han kunne ikke helt falde til ro og kunne hverken lytte til deres begrundelser eller tænke klart. Det lignede ham ikke helt, tænkte han. Måske var han mere fortumlet end han selv troede... Det var jo også noget af en tur de havde været på, igennem tid og rum? Nej. Han nægtede at tro på det. Noget andet måtte stå bag!

Han lyttede til hans brødre og lod blikket glide let over til Athal, han vidste at denne hingst altid ville være en smule mere bitter når Onyx var i nærheden, han var ikke sådan når de var alene, kun hvis de tilfældigvis kom ind på samtalen omkring familie, ansvar eller brødre – så kunne han være sikker på at hans bror nok skulle have en eller anden form for mening omkring dette. Han lod blikket føres over på hans ældste bror og han vidste at dette var nu.. dette var nu han havde muligheden for at tage det ansvar som han måske burde have taget hvor de kom fra, men han vidste også at hans bror stod i den sorg som de andre også gjorde. Han havde mistet sine forældre og nu, nu var de landet i dette land som ingen af dem vidste hvad var, ingen vidste om deres brødre havde det godt og ingen af dem vidste faktisk ret meget. Onyx var presset, og alligevel så de på ham for at tage en beslutning. Han brummede en smule spørgende til deres bror og samtidig bekræftende, han havde tænkt sig at følge sin bror og han anerkendte at dette blev deres område – de ville kunne mødes her hvis noget gik galt.

Han lod blikket glide over på Chetan som virkede en smule rystet, men også virkede til at ville hjælpe ham hvis de to brødre atter valgte at gå i skindet på hinanden, men dog lod de til at have fået deres temperament en smule under kontrol.

”Ja dette sted virker godt. Vi kan som du sagde mødes her hvis vi ønsker noget fra hinanden og blot så i ved det, så er jeg ikke længere væk end at et vrinsk kan bringe mig til jer – hvis dette bliver nødvendigt”

Han vidste at de skulle skilles på et tidspunkt og han vidste at han var nød til at sige dette inden de skiltes – han ville altid være der for sine brødre.

Han lyttede til Onyxs ord og nikkede samtykkende. Det var en god idé. Dette område virkede som et godt frodigt og rimelig genkendeligt sted, så den var han med på. Selvom han foretrak at tænke på sig selv som en rimelig selvstændig hingst, så måtte han alligevel indrømme, at han fandt tanken om et tilholdssted, hvor han altid ville kunne samle og finde sine brødre, mest tryg og behagelig.

,,Det er en god idé. Jeg stemmer for."

Athal brummede nu sine kølige ord, hvilket fik ham til kort at vende blikket væk og vende øjne af sin ældre bror. Det var altså lidt typisk ham at være sådan en dramaqueen... Men i det mindste virkede stridighederne til at være lagt på hylden nu, så det var jo blot godt.
Corvo ytrede sig nu ligeledes og fortalte, at han også var med på idéen om at mødes her en gang imellem. Ydermere tilføjede han, at han aldrig ville være længere væk, end at et vrinsk ville kunne bringe ham til dem. Chetan smilede anerkendende, inden han ligeledes nikkede.

,,Samme her. Jeg vil altid stå bag jer og have jeres rygge, også her i det nye land. Så hvis I nogensinde får brug for noget, så kommer I bare til mig."

De virkede alle forholdsvis enige- hvilket næssten var utroligt, taget i betrækkning af hændelserne for ikke ret lang tiden siden- det begyndte dog at føles som evigheder siden at han selv og Athal var oppe at toppes. For at sige det pænt. Nu stod de her;
jo vidst blev der vendt øjne og ikke lagt skjul på utilfredsheder; de stod til at komme frem til enigheder. Og uanset hvor meget de to ældre brødre kunne drive hinanden ud af deres gode skind- så var det for Onyx vigtigt at holde sammen når det virkelig galt- om det så var at se ud over sin egen næsetip og halvt ignorer Athal- gjorde han det. Til en hvis grad i hvert fald- for når de havde haft et skænderi som dette, var det ikke 100% sikkert ikke at give en en smule opmærksomhed- hvem ved lige pludselig kom stridighederne igen.

"Sammenhold er hvad der gør os stærke."

Onyx så først på de to hingste brødre, men lod så alligevel tilsidst blikket glide på Athal- for selvom de havde deres uenigheder- så mente han også at de var stærkest med Athal ved deres side.