Winter is coming [Taia]

Den røde hoppe, havde i lange perioder holdt sig i ro. Hun havde ikke haft lysten til at søge vidt og bredt omkring sig, fordi hendes søgen ikke havde ført hende til den, hun søgte at finde. Der var et tomrum i hendes varme og godmodige hjerte, et tomrum som kun kunne udfyldes, hvis han en dag stod ved hendes side igen. Men Armonia vidste godt, at dette måske aldrig ville ske. Han kunne være vandret andre steder hen, og i værste fald kunne han være havnet på de evige græsmarker.
Nok savnede hun ham, og havde et hult rum i sit hjerte – men hun var nødt til at fortsætte sin levevej, for en søn havde de sammen skabt for nogle år tilbage. Tarik var ikke længere en lille skabning der altid skulle voves over – nej, han var snart voksen, og dermed gik han også mere og mere af egne veje; hvilket den milde og varme hoppe ikke altid var lige begejstret for.

Armonia bevægede sig afsted, tværs over Enophis områder. Hun var ikke længere inden for flokkens område i Leventera, for hun havde netop afsluttet den færd hun havde, for at lade årstiden komme nær vinteren frem for efteråret. Frosten havde allerede sat sit tag de første nætter efter hendes færd, og efter hun havde drejet hjulet. Og det var netop nu, at Vogterne skulle stå sammen, således at skyggerne ej fik ødelagt noget for dem, og dermed ville henligge Andromeda i evigt mørke og kulde. Hendes varme, kastanjebrune øjne hvilede frem for hende, mens hun med sirlige og elegante skridt bevægede sig afsted, i det åbne eng område af Enophis. Hendes røde blomster havde lukket sig en anelse sammen i kulden, mens sneen i hendes man kun var blevet mere og mere, netop fordi fnuggene elskede at vintertiden nu var her. De grønne rangler om hendes ben bevægede sig sirligt imod hendes røde pels, kærtegnende.

Blikket gled nu frem for hende, inden hun brummede i sagte og eftertænksomme toner. Men stilheden hang stadig over hende – for der var jo ikke andre i dette åbne område; hvert fald ikke lige nu.

Taia
☽ ° ☾

Vinteren var på vej, det kunne ingen benægte. Frosten havde vist sig de seneste nætter og temperaturen var faldet - det var noget alle kunne mærke og se. For nogle var der dog andre tegn end de tydelige. Nogle kunne mærke det på en helt anden måde. En arret, brun hoppe var blandt disse. For hende betød vinteren mere end kulde og frost; det var også en tid for smerte. Hver vinter værkede hendes højre hofte. Det var ikke noget, som direkte begrænsede hende. Det var blot en svag smerte, som syntes at følge alle dage, hvor temperaturen blev lav nok.

Et fnys forlod Taia, da hun spejdede ud over området fra skovbrynet. Mørket var allerede på vej, selvom der var lang tid til natten ville falde, men sådan var det jo på denne tid af året. Mod øst kunne man skimte solens sidste lys, selvom det var blevet noget så gråligt på grund af skyerne, som lå tungt over landet. De var lidt en trøst, for Taia vidste, at med skyerne fulgte en varmere nat. Ikke at hun havde problemer med at holde varmen som sådan, for hun havde skam pels nok, men det var stadig rart hvis temperaturen ikke faldt for meget.

Pludseligt fangede hendes blik noget som bevægede sig i tusmørket. Nysgerrigt spidsede hun sine ører - hun kunne ikke helt se, hvem det var. Let rystede hun sit hoved, så pandelokken faldt midt på panden. Det hjalp en smule. Skikkelsen var vidst rød med noget om benene og i manen. Det måtte da vidst være Armonia. Et øjeblik funderede den arrede hoppe på det, før hun lod et dæmpet vrinsk lyde - det var så meget en simpel hilsen, som det var en invitation til, at den røde hoppe kunne slutte sig til hende. Hvis Armonia var på vej et sted hen, så ville den brune trods alt ikke stoppe hendes færd, så valget var op til hende.

[4]

☽ ° ☾

Stilheden hang lidt hos den røde hoppe, som en sky over hende, mens hun bevægede sig afsted. Der var efterhånden ganske meget liv i Andromedas land igen, men dog kunne stilheden alligevel indfinde sig hos hende. Den irriterede hende ej, og hærgede heller ikke hendes sind. For der var forskel på stilhed og ensomhed. Nok ville nogen føle sig ensomme i sådan en stund som denne, hvor selskabet kun var deres eget – men sådan havde den milde, varme hoppe det ikke. Hun vandrede afsted med de sirlige skridt, igennem det våde græs. Snart ville natten overtage, og frosten ville dermed gøre hvert et lille græsstrå hvidligt og stift af frostens kulde.

Hendes røde øre vippede langsomt omkring hende, lyttende til de eventuelle lyde der farede forbi hende, i form af andre vilde dyr og deres vandring i tusmørkets tågede lys. Dog gik der ikke længe, før lyden af et vrinsk ramte imod hendes sensitive øre. Armonia rejste derfor blikket, og skråt forude kunne hun se den brune, arrede Taia. Et varmt smil spredte sig blødt på hendes mule, inden hun udsendte et mildt vrinsk, og dermed gengældte hendes hilsen. Den røde hoppe satte nu kursen i den brunes retning, og der gik ikke længe, før hun havnede hos Taia’s front.

,,Vinteren har efterhånden taget sit greb om Andromeda. Sommetider kan det nærmest føles som om, jeg er en slags… bøddel, over landet”

Leede hun mildt og varmt. For det var jo Armonia der skiftede årstiderne – det var hendes pligt at gøre. Men hun vidste godt, at mange ønskede sommeren hos dem, frem for vinteren.

,,Men så husker jeg blot på, at for at Andromeda forbliver grønt og frodigt, er vinteren nødt til at tage de vækster, der ej er stærke nok til at leve alligevel, så nye kan spire til foråret..
- Hvordan har du det, Taia?”

Smilede hun varmt, inden hun blidt og hilsende nippede ud efter den brune hoppe.
Hun lagde hovedet let og roligt på skrå, mens blikket hvilede hos den brune, arrede hoppe. Armonia spurgte ikke fordi hun skulle, men fordi hun gerne ville sikre sig, at den brune hoppe havde det godt.

Taia
☽ ° ☾

Der gik blot et par øjeblikke, før den rødes svar klingede. Kortvarigt nåede den arrede hoppe at opfange det som blot værende en hilsen - som havde den røde steder hun skulle være og derfor ikke kunne mødes med hende - men så ændrede hun retning. Opmærksomt spidsede Taia sine ører, mens et varmt smile lagde sig om hendes mule. Nok kendte hun ikke Armonia ved mere end navn og fornemmelse af, hvad hun stod for - Årstidernes skiften - men det var stadig glædeligt at mødes med hende.

Taia kunne godt forstå Armonias følelser, da hun begyndte at tale. I hvert fald forstod hun godt dilemmaet i, at skulle gøre noget, som måske ikke alle var lige glade for. Lige det med at ændre årstiderne, havde hun jo ingen erfaring med. En munter brummen tilkendegav hendes forståelse, inden hun let tiltede sit hoved på skrå, da Armonia spurgte om, hvordan hun havde det.

”Ganske fint,” svarede hun med et smil. Der var ingen grund til at nævne årstidens tilbagevende skavank, for det var ikke noget, som den røde vogter skulle gå og føle skyld for. Der var også andre ting, hun ikke behøvede vide, så at stikke en lille hvid løgn, som egentligt ikke rigtigt var en løgn så meget som det var en udeladelse, var den bedste vej frem. ”Hvad med dig? Hvad har bragt dig til Enophis på denne tid af året?” Nok havde Taia en fornemmelse af, hvad Armonia gjorde, men det betød på ingen måde, at hun kendte detaljerne.

[5]

☽ ° ☾

Den røde hoppe stod roligt og betragtede den brunlige Taia. Hun ejede et øje der nærmest skinnede af det pureste guld. Der var ej nogen tvivl om, at netop også hun var en del af vogternes kreds. Nogle af de der levede som Vogtere, så man ej tydeligt på, at de var vogtere. Men Armonia selv, den brune Taia og den kappeklædte Jaidev, kunne man tydeligt se forandringer hos. Ørene lå fremme imod den brune hoppe, da hun muntert lo til den rødes ord, om at ændre årstiderne, med følelsen af at være en bøddel over landet. Den røde smilede varmt til hende, og lo selv ganske blidt, inden hun lod opmærksomheden falde til fulde ved den brunes ord. Alt var ganske fint hos hende.

,,Jeg betvivler ej, at du har det ganske fint kære. Men tankerne er vel ej helt i ro, efter din rejse tilbage til os?”

Ja, rygterne svirrede i landet. Men mest hos vogterne – de havde en forbindelse imellem hinanden, og derfor vidste den røde også, at Taia havde været på en vandren igennem livet og døden. Hun spurgte af ren og skær omsorg, inden hun blidt puffede til den brunes mule, i en varm gestus.

,,Ganske godt, tak. Min søn er ej lille længere, og Matthew er atter vendt hjem. Ja, faktisk kunne det nok ej gå bedre eller være mere lykkeligt, end det er lige nu. Han har været væk længe, den brune Matthew, så både hans søn og jeg har manglet ham.”

Sagde hun, mens hun smilede varmt. Ja, den røde var lykkelig og glad. Hun havde sin familie hos sig igen – både sin søn og Matthew.

Taia
☽ ° ☾

Taia lyttede opmærksomt, da Armonia svarede hende. Åbenbart havde hun ikke tolket hendes spørgsmål korrekt, men der kom også andre ting frem. Hun fokuserede dog på rettelsen først. ”Ah, det var det du tænkte på,” svarede den arrede hoppe med et smil. ”Faktisk tænker jeg ej meget over det, for det kommer der intet godt af. Sket er sket, og at dvæle ved det hjælper hverken mig eller andre.” Hendes smil blev en smule sørgmodigt mens hun talte - for selvfølgeligt var det ikke noget, som hun ignorerede helt - men hun rystede så sit hoved og fandt sit gamle smil frem. Hele den episode var noget, som ville røre hende resten af livet, men det var ikke noget hun yndede at tale om - i hvert fald ikke med nogen, som hun ikke kendte bedre. De var begge vogtere, men det gjorde ikke Taia villig til at dele alt.

Det var ny viden for Taia, at Armonia både var mor og knyttet til en anden vogter på en dybere måde, end nogen af de andre var - i hvert fald var det sådan hun tolkede det. ”Det er dejligt at høre, at det går så godt. Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, at du havde en søn eller at Matthew havde den forbindelse til dig, men det er godt at høre, at I er samlet igen.” Den arrede hoppe vidste alt om at mangle nogen - selv gik hun jo og manglede nogen - men det var ikke noget de skulle snakke om her, for hendes fortælling havde ingen lykkelig ende som Armonias. I hvert fald ikke endnu. Der var stadig et håb og en længsel, som Taia ville følge, indtil hun fik bevis på, at dens ende var blind.

[11]

☽ ° ☾

Den røde hoppe, havde lagt sin opmærksomhed hos den brune Taia. Men selvom de stod og talte, vippede hendes ene øre alligevel lidt lyttende rundt i deres omgivelser. Armonia var ikke en nervøs anlagt hoppe, men hun vidste dog også, at de levede i et land hvor det onde lurede omkring dem – derfor lyttede hun svagt efter fremmede. For de skulle nødigt blive angrebet bagfra, uden at nogle af dem var beredte på dette. Hun lyttede til den brune der talte, og hun forstod godt, hvis ej hun ønskede at dele sine tanker med hende; det havde den røde fuld forståelse for. Blot skulle Taia vide, at hun tænkte på hende.

,,Du har ganske ret. Ej kan man ændre på den fortid der er hændt”

Smilede hun varmt og nikke tilkendegivende til den brune hoppe. Hun vippede lidt med sine røde øre, mens hun lyttede til den brunes ord. Hun kendte ikke til deres forbindelse – men det var der måske ikke så mange der gjorde, da de ikke var blevet set sammen særlig ofte i den sidste lange periode.

,,Mange kender ej til vores samhørighed. Han har været væk længe, og i den tid har min søn og jeg vandret alene uden ham. Men jeg glemte da helt, at svare på, hvad der bragte mig hertil – det undskylder jeg Taia”

Sagde hun så, ganske roligt og med den milde stemme, inden hun rettede lidt på kroppen, og slog et lille slag med den røde hals bag sig. Derefter kiggede hun bagud imod bjergene, og brummede eftertænksomt, inden blikket igen blev drejet til Taia.

,,Min færden bringer mig til bjergene. Dér venter min opgave, hvert forår, sommer, efterår og vinter”

Forklarede hun roligt. Nu var der ikke sagt for meget, om hvad det præcis var, der ventede på hende. Men Taia ville nok forstå, at det var en del af den titel hun var blevet givet, som Årstidernes Vogter.