Under the layers of beauty (Zodiac)

4

Vejret var så småt begyndt at ligne rigtigt efterår. Køligt, hvis ikke direkte koldt. Bladene på træerne var allerede blevet gule, røde og brune – og nogle træer stod endda allerede nøgne og ventede på vinterens frakker af sne. Selvom der ikke var mørkt i hele Andromeda, var nogle steder allerede mørklagte. Lyset trængte ikke ordentligt igennem de grå skyer der store dele af tiden hang på himlen og skyllede landets synder væk med floder af regnvand.

En byge havde lige gjort en ende på sig selv, og et par skyer tillod solen at titte frem fra sit skjul. Lugten af våd jord hang i luften. En frisk luft bragt på vej af en frisk lille brise. Regndråber sad stadig som små krystaller i Avas pels. Pyntede hende med glitrende perler. På tidspunkter som dette, kunne den lille hoppe virke ganske ufarlig, men under det fine lag af ynde, lå noget meget mørkt og ulmede.

Zenobia. En ø hun ikke havde besøgt længe. Sandfyldt og gold, men ikke længere med den bagende sol på himlen. Det var den der gjorde det umuligt for hende at befinde sig på øen. Hun foretrak den frem for Chibale, for man vidste aldrig hvem der kunne ligge på lur bag den nærmeste træstamme. Selvom det en stor del af tiden ville være hende selv, havde hun efterhånden også mange ”fjender”.

De blå øjne spejdede hen over sandbakkerne, søgende efter liv.

@zodiac

Att: Ava I en rum tid havde den brune, stolte hingst befundet sig på den golde, ørkenbesatte ø, Zenobia Her havde han fundet sig fint tilpas - et klima som passede meget godt på hvad han var vant til. Han følte sig mere hjemme og alligevel så langt væk fra alt. For intet var som det plejede og ville aldrig igen blive det. Det havde kort forinden været ustadigt i vejret og derfor havde der efterladt sig små perler af dråber, som stadig bevægede sig henover hans velproportionerede korpus. Han bevægede sig afsted med sine store bevægelser og med meget højtløftede forben. Hans mørke øjne vågede over området som en høg, mens han lurede om der mon befandt sig nogen ude i den øde ørken. Endnu havde den brune hingst ikke stiftet bekendtskab med ret mange og selskab gjorde ham bestemt ikke noget - han rummede meget. Havde tålmodighed, overbærende og ganske forstående. Dog, så var han altid påvirket af en følelsesmæssig blokade, som gjorde at trods man kunne mærke hans endegyldige varme, at han aldrig var helt tæt på nogen. Ude i horisonten tydede der langsomt en mørk skikkelse. Noget, som bestemt ikke gjorde ham noget. De mandelformede øre drejede sig årvågent mod skikkelsen, som var ganske petit. Derfor konkluderede han at det enten var en hoppe eller en meget smaltbygget hingst. Med et let kast med hovedet satte han tempoet op og søgte dennes selskab. Ørene var rettet venligtsindet fremad for at udvise at han ingen trussel gjorde. Med de velovervejede skridt han tog sig nærmede han sig mere og mere den mørke skikkelse, som hurtigt tegnede sig som en hoppe - det var ikke til at tage fejl af. Da han var indenfor rækkevidde lod han tempoet dale langsomt, mens han med en acceptabel afstand troppede op foran hoppen. Længe gik der ikke før at han bemærkede at hendes smalle hoved var dækket af blå plamager og lysende blå øjne. En dyb, varm brummen undslap hans mule, mens han nikkede ærbødigt mod hoppen. Endnu en gang stødte han på en hest med usædvanligt udseende og han begyndte for alvor at undres. Ville han også ende med sådanne plamager og dekorationer? Var det en sygdom som landet gav dets skabninger? Måske et spørgsmål han aldrig ville finde svar på. Han valgte at tie for nu. Han stod blot foran hende, mens han betragtede hendes afvigende udseende, som han alligevel fandt betagende. Han studerede hende med øjnene, men intet i ham tydede på at det var nedladende, grænseoverskridende eller stirrende. Han havde aldrig set noget lignende før. Hvad mon hendes historie var? Proud people breed sad sorrows for themselves.

5

Stædig. Vred. Arrig. Snu. Omskiftelig. Forkælet. Bitter. Alle sammen ord der kunne bruges til at beskrive Ava. Ikke den Ava hun havde været da hun først kom til Andromeda, men den skygge hun var blevet af sig selv. Bitter og vred over den måde hun var blevet behandlet på af mange. Var det så slemt at man holdt fast og gerne ville have sin vilje bare engang imellem? Kunne man bebrejde hende for hendes arrighed, når andre skuffede hende gang på gang og lod som om det ikke havde nogen betydning. Som om det bare var noget de havde sagt uden at have nogen intentioner om at holde hvad de lovede? Var det så slemt, når hendes humør startede ud godt, men endte skidt og med vrede sprudlende ud af de lysende blå øjne, når nogen dømte hende på forhånd for hvad hun var, eller mente de kendte hende bedre end hende selv. Næppe.

Alligevel var der ingen af de beskrivende ord, der passede på den blå-sorte hoppe der var skyllet ind på Zenobias strandbred for det der måtte være mindre end en time siden, og nu stod der med de perleglimtende regndråber i pelsen. Hun så ganske fredelig ud. Fredelig og måske endda en smule ynkelig. Det var som om hendes energi var forsvundet. Der var ingen sjæl bag hendes øjne der brændte for en god sag.

Ava blev stående muse stille og rørte sig ikke ud af flækken. Alligevel hvilede hendes blik på hingsten der kom nærmere for til sidst at standse henne hos hende. Der kom stadig ingen ord fra hoppen. Ingen ord, ingen brummen, ingen former for lyd. Hun kunne lige så godt have været en statue. Sådan stod hun i det der føltes som en evighed før hun langsomt vippede ørerne om mod nakken, men uden at lægge dem ned. Hvad ville han? Vidste han ikke hvad hun var? Havde ingen advaret ham mod hende og hendes slags? Ava havde trods alt mange fjender.

Mulen mimrede en smule og ørerne gled ud til siderne i stedet for at hvile omme ved nakken. Hovedet sank hun langsomt så det nærmede sig sandet, uden at sænke det alt for meget. Blikket forlod stadig ikke hingsten. Det var en opførsel der var meget forskellig fra hendes normale. Det var som om hendes temperament for en stund var fuldkommen forsvundet sammen med gnisten indvendigt.