No Warmth for the Unwanted // Ilaith

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Vinteren var ved at lægge sig over øriget. Frosten lå i luften oftere og oftere hver nat og inden længe, så ville den nok også kunne findes om dagen. Dette betød, at de fleste fandt sammen for at gøre temperaturerne lidt mere overkommelige. De fleste kunne nok overleve uden, men ikke alle. Specielt de yngste kunne få det svært i den kommende tid og derfor virkede det kun naturligt, at forældre holdt dem lidt tættere. Det gjaldt dog ikke alle forældre og det gjaldt især ikke en hvid hoppe, som næsten aldrig strejfede sit afkom, end ikke med øjnene.

Blodwen havde holdt sig skjult efter, at hun havde opdaget, at hun var drægtig. I hvert fald da det var begyndt at blive meget tydeligt, for hun syntes da hun blev noget så grim at se på og det skulle ingen andre se. Hun havde dog forventet at kunne vise sig, når føllet først var født, men sådan var det ikke gået. Efter hendes mening var det gået alt andet end sådan, for nok var hun tilbage til sit tidligere udseende, men føllet? Hvordan pokker skulle hun vise det frem, så hæsligt som det var?

I et sjældent øjeblik skulede hoppen til sit føl, som stod et par meter væk og blot så på hende uden at sige et ord. Et fnys forlod hende og hun lukkede sine øjne for igen at vende tilbage til at græsse.

Hvordan kunne de dog havde produceret et så hæsligt farvet afkom sammen?!

[1]

ILAITH

// I never asked to be made… \\

Hun havde lært alt for meget alt for hurtigt. Første regel: hun måtte ikke komme nær, medmindre det var nødvendigt. Anden regel: hun skulle ikke lave en lyd. Tredje regel: ønskede hun noget, så fik hun det ikke, medmindre hendes mor mente, at det var nødvendigt. Fjerde regel: der var ikke nogen mor. Den sidste regel stod ikke helt så fast, som de andre. Godt nok havde hendes mor skubbet hende væk mange gange og sagt, at hun ikke var hendes mor, men det forstod hoppeføllet jo ikke. For hende var den hvide hoppe hendes mor, uanset om hun havde et ord for det eller ej. Den hvide hoppe var jo den eneste anden i verden - den eneste som tog sig af hende, om end hvor lidt - eller det var i hvert fald sådan hun så verden. Eller rettere, det var det af verden, hun havde fået lov til at se.

Der var noget underligt over Ilaith, som hun stod der, et stykke fra den hvide hoppe. Hun legede ikke som andre føl. Hun var ikke nysgerrig som andre føl. Alt hun gjorde var at stå og iagttage, og så die når det var nødvendigt. Det var hurtigt gået fra noget der skete ofte til noget der skete kun når det var absolut nødvendigt og så gik det stærkt, for ikke at genere den hvide hoppe for meget.

Forsigtigt mimrede hun med mulen. På trods af alt, så ønskede hun at gå hen til sin mor. Hun var sulten, men hun trak den - hun kunne godt vente. Hun skulle vente. Hendes mor ville fange det før eller siden, og give tegn til, at hun måtte komme hen. Det skete altid før eller siden, det var bare altid forsinket i forhold til hendes behov, men sådan var det jo. Hendes behov kom efter den hvides…

\\ …so why am I blamed as if I did? //

[1]

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Hun kunne virkelig ikke forstå det. Skyggebroderen havde set godt nok ud - vel og mærke ikke så godt som Ham, men det var jo også umuligt - og hun var en hoppe af fineste kaliber, hvis man spurgte hende selv. Han var mørk uden aftegn og hun var perfekt hvid, så hvordan pokker havde de produceret det utyske, som stod og stirrede dumt på hende? Et vredt fnys forlod hende. Hun vidste udmærket godt, at føl til tider havde farver der lå langt fra sine forældre, men dette? Dette var absurd! Hendes egen mor havde jo selv været helfarvet, så hvor pokker kom disse grimme farver fra?

Med irritation sydende i sin stemme mumlede den rødøjede hoppe noget til sig selv, som verden ikke behøvede at vide hvad var. Halen svirpede vredt bag hende, inden hun olmt stirrede op på sit føl. Det havde stået der for længe og kigget på hende uden at gøre noget. Det betød, at det ønskede noget. Forbandede lille ting. Hvis det ikke var fordi det muligvis var nødvendigt at vise det frem, før hun kunne se Ham. Hvad ville han overhovedet med et dumt føl?

Det slog hende pludseligt, at Han måske havde forventet bedre, men hun skød tanken bort. Han havde lovet hende verden, så han ville ikke ændre mening nu.

Med sit blik stadig fikseret på utysket, hævede hun sit hoved, inden hun signalerede, at det kunne komme hen og få fyldt hvad end dets behov nu var - så længe det var inden for den grænse, som Blodwen selv havde sat i hvert fald…

[2]

ILAITH

// I never asked to be made… \\

Det øjeblik det plettede hoppeføl opfangede signalet, trådte hun forsigtigt frem. De forsigtige skridt blev hastige, da der ikke kom nogen negativ reaktion fra den hvide hoppe; hun havde aflæst hende rigtigt, så nu skulle det gå hurtigt. Uden for megen iver, men dog stadig tydeligvis interesseret for at sikre sig, at hoppen ikke ændrede mening, fandt hoppeføllet vej til hoppens yver og begyndte at die med hast.

Halen svang ivrigt fra side til side, mens hun stod der. Det var dog ikke den eneste del af hende, som bevægede sig, for med et par små trin fik hun møvet sig ind under sin mor. Det var en risikabel handling, men hun kunne ikke lade være. Hun higede efter den hvides varme, lige så meget som hun higede efter næring. Nok var der ingen omsorg, men det stoppede ikke hoppens fysiske varme fra at nå hoppeføllet, hvis blot hun var tæt nok på.

\\ …so why am I blamed as if I did? //

[2]

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Selvom hun selv havde signaleret, så var det en utilfreds hoppe, som så sit føl komme gående mod sig. Hendes ører vred sig ned i nakken, men det syntes føllet ikke at se, for det bevægede sig blot direkte hen for at die - ingen overraskelse der. Dumme ting havde intet andet på hjernen end mad, hvilket var helt naturligt, men meget frustrerende for den hvide hoppe. Om hun havde glemt, at sådan var føl bare - eller om hun overhovedet på noget tidspunkt havde vidst det - var svært at sige. Faktum var bare at hun fandt det dumt og hvis ikke alt andet gav det bort, så var det et tydeligt tegn på, at den hvide nok aldrig burde have været mor.

Skyggerne havde nok givet hende den mindst passende opgave, men kun tiden ville vise om det var et uheld eller en del af en kalkuleret plan. Blodwen var som sådan ligeglad med, hvad grunden var, hun var bare utilfreds med det - både fordi hun fandt føllet afskyeligt og fordi hun sådanset aldrig havde brudt sig om føl. Om hun ville have elsket et føl, som hun havde fundet smukt, var umuligt at sige.

Irritationen stod malet i hoppens ansigt, da hendes datter rykkede sig ind under hende. Hvor vovede det lille utyske?! Hun fnøs og hævede et bagben, men satte det, efter en kort overvejelse, ned igen. En skade ville måske annullere hendes opgave… plus det gik op for hende, at føllet var ganske koldt og hun vidste da nok om føl til at forstå, at de kunne dø af kulde som alle andre.

Måske burde hun holde det tættere på sig, så det ikke skete…? Pff… hvilken stupid tanke!

[3]

ILAITH

// I never asked to be made… \\

Ilaith var ikke blind, mens hun diede. I stedet var hun meget opmærksom på hvad den hvide hoppe gjorde, hvorfor hun da også kortvarigt stoppede med at die, da hun så det løftede bagben. Hun rokkede lidt tilbage på sine bagben, klar til at trække sig helt hvis benet ikke blev sænket. Hun diede dog hastigt videre på trods af benet, så da det blev sænket rokkede hun blot sin vægt lidt fremad igen, så hun ikke behøvede strække sig så meget.

Med hendes unge alder kunne man fristes til at sige, at Ilaith forstod utrolig meget for sin alder, men sådan var det nu ikke. Hun havde blot lært nogle simple regler, som var forholdsvis nemme at forstå, for det involverede afstraffelse hvis man gjorde noget forkert og tilladelse til at opfylde et instinkt, hvis ikke. Og det var ikke jo heller ikke just fordi den hvide hoppe var vag med sine signaler. Et gib var altid efterfuldt af et bid og et bagben blev altid truende hævet før andet skete - altså skete intet uden varsel og det var disse, som Ilaith havde fanget. Hun forstod ikke hvorfor de var der, men hun forstod hvad de betød og det var nok - for nu i hvert fald. En eller anden dag ville hun forhåbentligt forstå mere end varsler og kropsprog, men det krævede at den hvide rent faktisk talte til hende og det var endnu ikke sket, udover at hun havde sagt hendes navn.

Det var vel egentligt lidt et under, at hun overhovedet havde sådan et.

\\ …so why am I blamed as if I did? //

[3]