Shame is how you look at it (Matthew)

10

Tanker flød rundt i Brêgos hoved. En masse. En del af ham skammede sig og en anden del af ham følte skyld. To ubehagelige følelser, der alligevel var mere behagelige at vandre rundt med end dem han havde haft i kroppen siden han kom til Andromeda og især siden hans sidste møde med Den Vise. Lyset. Han skulle skamme sig. Han var ikke ren racet. Han var forkert i forhold til de andre i den flok han var opvokset i, men alligevel var det ikke dét han skammede sig over.

Han havde fundet sin vej til en af søerne i flokkens område. Der kunne han både slukke sin tørst, og se dømmende på sig selv. Brêgo kunne også skamme sig over at være egoistisk. Hvis han skulle stå i spidsen for flokken skulle han også sætte andre før ham selv. Det føltes rart at lægge alle andre bag ham selv og kun fokusere på sig selv og hvad han ønskede. Hvad han ikke burde ønske, men alligevel ikke kunne lade være med at tænke på.

Solen var trængt igennem skylaget, der havde domineret det meste af dagen. Den gav dog ikke megen varme. Der var koldt, og jorden var hård under hovene. Måske ville det snart sne. Den brune befandt sig igen på flokkens område, noget han havde gjort overraskende ofte på det sidste. Efter vogtermødet, og efter at have genfundet Armonia og Tarik. Kidnapninger.. Trusler.. Intet var længere sikkert, flere vogtere spåede om krig. Ikke at de var mange, for i hans øjne var vogterne ganske få i antal. Men heller ikke alle var mødt op. Hvorfor var han ikke sikker på. Hans skridt var lange, faste med hovedet hævet, og hans mørkebrune ører som altid opmærksomt rettet i skiftende retninger, lyttende. Tarik havde mødt den brogede lederhingst, der havde manglet ved mødet. Matt havde ikke set ham i måneder, år. Men nu var hans sørgeligt få besøg her vokset, og chancen derfor større. I dag var her stille, ikke en sjæl tegnede sig i landskabet, og de eneste lyde var hans egne skridt og flaksende fugle, der skræppede når de så hans høje, brede skikkelse. Hans ånde stod som tydelig damp i luften.

Shame is how you look at it
190 words

12

Følelsen af en andens tilstedeværelse, var det der bragte Brêgo ud af sin egen lille verden af skam og fortvivlelse. Han havde for længst opgivet håbet om at se Antheia komme gående imod ham, som han så mange gange havde gjort i søvne. Men det skulle da nok lige passe, at hun ville dukke op igen, når han var ved at have accepteret hun ikke længere var nogen steder at se? Men nej. Det var ikke den sjæl, der havde været væk længe, der var ved at snige sig op på ham. Det var en anden. Selvom han endnu ikke havde vendt blikket mod den anden, vidste han allerede hvem det var. Noget der fik et lille smil til at vokse, men det var så lille at det ikke var til at se, med mindre man vidste man skulle kigge efter det. Så var der da en der var mere heldig end ham. Et par varme tanker blev skænket i retningen af Armonia og hendes søn, for han havde trods alt lyttet til hendes bekymringer om Matthews manglende tilstedeværelse. Det glædede ham også at andre kunne opleve noget glæde, selvom der ikke var meget af det efterladt til ham selv. Men han fortjente det heller ikke.

Først da Matthew var tæt nok på, sendte Brêgo et brummende og maskulint vrinsk afsted som hilsen.

Den brune havde retning mod en af Teylars mange mindre søer, hvilket egentlig var tilfældigt. Tørst var ikke det, der lokkede. Lige ved bredden måtte vandet også være frosset. Så alt tegnede til, at sneen snart faldt. Han virrede med sine mørke næseborer, da et genekendeligt vrinsk lød ud i det åbne område, han hørte det som stod ejermanden ved siden af ham. Det var rettet mod ham, en venlig lyd som svingede imod ham og fortalte ham, at den brogede hingst var lige i nærheden. Brêgo. Han udstødte et overrasket prust for sig selv, og lod sit kastanjefarvede blik afsøge området foran ham, mens hans lange skridt fortsatte. Og dér stod ganske rigtigt en broget skikkelse, rødbrun og hvid med en gylden kæde, ved søbredden. Snart var kun få meter borte, kulden bed her i det åbne, men hans krop var varm af at gå og bevæge sig. Han rettede sine mørke ører frem, og undrede sig over, at han ikke havde hørt den brogede noget før - hans skridt. Lyd foldede sig ud for ham på store afstande. Men den brogede stod stille. Matt brummede hilsende, med en tand begejstring over at se ham igen, da han endelig standsede et par meter borte. Brêgo lignede sig selv, blot ældre, ligesom han selv var blevet, og mere tænksom.

Shame is how you look at it
218 words

14

”Længe siden, Matthew. Velkommen tilbage.”

Det kunne man vel godt sige til en der havde været væk så længe. Brêgo ville ikke stikke mulen i hans business og spørge om hvor han havde været henne, eller bede om nogen som helst forklaring. Djange var væk. Ikke bare væk, men helt væk, og der gik snak om det samme var sket for Matthew. Mange befandt sig over alt i Andromeda, så nogle kunne have spottet den brune vogter på et eller andet tidspunkt, men Brêgo vidste også det ikke altid var så nemt. Andromeda gemte på mere end de fleste anede. Hans Antheia havde jo også været væk længe, på trods af han havde ledt hele Andromeda rundt, og mistet hende igen. Der var ingen forklaring på dette, men det vigtigste var jo også når sjæle vendte uskadte tilbage.

”Jeg går ud fra du allerede har talt med Armonia? Hun var meget bekymret.”

Hun havde delt sine bekymringer med Brêgo og på samme tid bedt om tilladelse til at blive en del af Teylar sammen med sin søn. Det måtte bestemt være mere betryggende end at føle man står helt alene med et andet liv i sin varetægt, og i hendes tilfælde også havde ansvaret for landets årstider. I Teylar var det nemmere at hente hjælp fra andre, og eftersom Matthew var en del af flokken også, selv med hans lange fravær, var det også en måde for hende at komme tættere på ham.

Den brune virrede på sine mørke næseborer, og nikkede kort til svar, inden han hævede hovedet en tak mere, nærmest som en reaktion på hans egne ord:

"Jeg takker. Mellem du og jeg, meget længe! Vi er jo nærmest gamle hingste nu,"

Han lagde sit mørke hoved en anelse på skrå. Ingen af dem så synderligt gamle ud, måske årene havde sneget sig lidt ind i den brogede tænksomme udtryk, inden de første ord var faldet. Erfaringer var der sikkert nok af for lederen af Teylar. Han prustede dybt, men venligt. Og vippede så lettere overrasket med ørerne, over den brogede hingsts næste ord om Armonia. Hun måtte have søgt ham om optagelse, han vidste i forvejen at hans familie havde slået sig til flokken, mens han havde været... Borte, det sidste lange stykke tid. Han drejede ørerne et kort øjeblik, men vendte dem frem igen, da det ikke var den brogedes ord, han var 'utilfreds' med. Han var nødt til at tage væk, når hans andet jeg bankede på, den stemning som kunne gribe ham og true med at destruere alt, han havde bygget op her. Men det var ikke tanker, den brune delte, heller ikke med hans nærmeste. Desuden havde også noget andet trukket i ham denne gang. Lyd.

"Vores søn var den første jeg fandt. Armonia er altid i hans nærhed. Jeg må takke dig for, at tage imod dem her."

Shame is how you look at it
234 words

15

Brêgo nøjedes med at smile. Der var mange der tog fejl af hans alder. Han var ikke meget ældre end de fleste. Han havde været meget ung da han kom til Andromeda, men hans rolige væsen, filosofiske tankegang og mangel på fart over feltet, fik ham ofte til at virke langt ældre end han egentlig var. Næsten som en gammel hingst, selvom han var i sin bedste alder.

”Selvfølgelig. Der er plads til alle så længe de ikke spreder uro. Sådan da. Skyggebærer er ikke velkomne. Men det er ikke min plads længere. Det har det ikke været i et lille stykke tid. Illana står i spidsen nu. Jeg er sikker på hun nok skal klare sig godt.”

Det sagde vel lidt sig selv. I en flok med så mange vogtere var det ikke en særlig god idé at have en nogle rendende der, som enten kunne forsøge at snuppe nogle af de ting de skulle bruge til at slippe mørket fri med. Og var der kun en kunne der pludselig komme mange – hvis ikke den ene da bare var til for at udspionere. Brêgo tvivlede i hvert fald på mørket lod nogen som helst vende ryggen til.

”Tarik.. Ham har jeg haft æren af at møde også. Meget nysgerrig lille fyr.”

Selvom Brêgo smilede, var der ikke nogen glæde der strålede igennem. Han ville jo selv gerne have en familie, men den hoppe han havde regnet med at stifte familie med, havde han ikke set længe, og han var næsten sikker på hun ikke ville dukke op igen. Og så var der lige den lille chance – eller risiko – for at han rent faktisk ville være far alligevel inden længe, men hvor meget ville han få del i sin søns eller datters liv hvis han blev det? Det var ikke ligefrem den bedste situation at stå i.

Matt virrede på sine mørke næseborer og vippede ørerne yderligere frem mod den brogede, da han fortalte, at den lyse Illana nu stod i spidsen. Det overraskede ham.

"Det vil sige, du har trukket dig tilbage? Må man spørge.. Med hvilken grund?"

Det virkede næsten helt underligt, at skulle tænke Teylar som ikke længere værende under den brogedes vinge. Han repræsenterede på en måde alt det, den brune forstod, at flokken stod for. Men Illana var skam også et godt bud på en leder. Han vidste ikke, at de begge havde delt posten i nogen tid nu. Måske havde den brogede stiftet familie, og følte nu ikke længere, at hans opmærksomhed kunne tildeles flokken til fulde. Men hans reaktion på den brunes ord om sin egen familie hviskede lidt om noget andet, selvom den brogede smilede, sympatisk ligesom han huskede ham. Med med mindre glød bag øjnene.

"Det glæder mig. Han har været i sikkerhed på grund af dig."

Ikke på grund af ham selv. Hans første tid som far, som far, havde været haltende. Men fortiden kunne ikke ændres nu.

Shame is how you look at it
181 words

19

”Mit mål var at skabe et sted man kunne søge sikkerhed. Et sted man ikke behøvede at være alene, og det er opnået. Men jeg har aldrig brudt mig om den slags opmærksomhed man får som ”leder”. Jeg er ikke mere værd end andre….. Jeg føler de ”titler” andre brugte til at tiltale mig var for fine i forhold til hvad jeg fortjener og det nåede til det punkt, hvor jeg helst undlod at opsøge andre for så slap jeg for at afgive min rang i hierarkiet. Alt for længe har jeg ladet som om jeg var ”Brêgo, lederen af Teylar” og i den tid har jeg tabt mig selv. Jeg har glemt hvem jeg er og det er på tide at finde mig selv igen.”

Det var kommet som en overraskelse for nogen, for han havde trods alt holdt kortene tæt ind til sig selv og ikke afsløret noget. Den pinsel der sad indvendigt kunne i lang tid forklares som værende et produkt af tabet af Antheia. At han ikke kunne finde hende. At han tilmed havde mistet hende – ikke en gang – men to!

”Jeg tror det er mere en gruppeindsats. Jeg synes i hvert fald ikke jeg har gjort noget bestemt. Endnu en af grundende til jeg ikke fortjener at stå i spidsen for Teylar. Jeg ville ikke kunne beskytte nogen hvis det kom til stykket. Jeg er ikke engang værdig nok til at være en Vogter. Jeg forstår ikke hvorfor lyset valgte mig.”

Matt betragtede tavst den brogede hingst, mens han talte, lyttende til hans ord. Der var noget i dem, som resonerede med hans egen fortid, mere end hvad den brogede nok havde mistanke om - han lød som om, han følte sig lidt ene om sin nuværende oplevelse af livet. Det var ikke nogen fremmed følelse for den brune. Han løftede mulen en tand mere.

"Titler kan blive til tomme ord. De ér også kun lyd. Teylar vil altid blive forbundet med dig, det er jeg overbevist om. Men det lyder i så fald som det rigtige at gøre, hvis du ikke længere kan se dig selv i det,"

Han vrikkede med ørerne. Det var selvfølgelig sandt, at en flok og dens sikkerhed kom an på sammenholdet, på fællesskabet. Det kunne ikke skabes af én sjæl alene. Men hans sidste ord undrede ham alligevel. Han prustede, inden han begyndte sine ord.

"Er vi alle virkelig værdige nok til at være vogtere? Så unikke sjæle vil jeg ikke mene, at vi er. Det undrede også mig, at blive.. valgt, og det gør det stadig. Men nogen må jo være det, særlig nu hvor alle snakker om krig."

Shame is how you look at it
194 words

1

Brêgo nikkede i enighed. Titler var ikke andet end tomme ord. De var ikke andet end hvad man gjorde dem til, men så længe størstedelen behandlede ham som værende af højere rang end andre på grund af et tomt ord, en lyd, ønskede han ikke besidde denne titel. Blikket var søgt i retningen af Foehn. Ikke fordi man som sådan kunne se det fra deres plads i flokken. Men nogle gange kunne man ane de mørke askeskyer derovre fra. Svagt fornemme svovllugten hvis vinden blæste i den helt rigtige retning. Noget man ikke altid lagde mærke til, hvis ikke man vidste det.

”Krig….. Vigtighed. En krig vil kræve ofre uanset deres vigtighed. Men se på os… Og så se på dem…. Vi har mistet vores vogter i bjergene – det giver dem en mulighed de kan udnytte. Og hvad kan jeg? Jeg kan kommunikere med andre i Teylar… Jeg kan advare dem, men mere kan jeg ikke. Og Armonia… Skabe planteliv….. Og hvis jeg har forstået det ret, kan du heller ikke andet end lytte og advare? Illana er den eneste der egentlig kan gøre noget modstand, og hun kan ikke klare dem alene.”

Det lød håbløst, men det var sandt. Hvis ikke de blev stærkere ville de ikke have en chance imod skyggerne. Måske kunne de være flere i tal. Måske ville de på den måde have en lille overhånd når det kom til fysisk kamp, men ved brug af evner havde de lige så lidt chance som en orm imod en fugl. De kunne krybe i dækning, men de ville på daværende tidspunkt ikke have en chance for at forsvare sig selv eller andre ved brug af magi. Så hvad ville det i virkeligheden sige at være vogter?