A Morning's Touch of Magic | Matthew

Elijah

Tag | Matthew

Frosten lå i luften, mens solen langsomt steg op fra øst. Græsset knasede, når man trådte på det, mens der hist og her var blevet skabt blanke overflader på de mindste områder med vand. De braste dog under den mindste vægt, så selvom de sendte tankerne mod vinter, så var den rigtige vinter stadig langt borte.

Elijah rystede sit hoved for at vække sig selv. Natten havde været forbistret kold, for ingen skyer havde dækket landet, så han havde søgt tilflugt i en af skovene - ikke at det hjalp meget, men alt var bedre end intet. Nu måtte han dog op og få gang i kroppen, hvis kulden ikke skulle blive alt for irriterende - den var bestemt stadig tålelig, men det gjorde den ikke mindre kold.
Et fnys forlod ham inden han trådte fremad ud på engen. Han burde vende tilbage til søen han havde været ved i går - vandet havde næppe en synderligt anden temperatur her om morgenen og han gad altså ikke tygge på græsset mens det stadig var frosset. Med tiden skulle han nok gøre det, men for nu kunne det stadig undgås og undgået blev det derfor.

Der gik ikke længe, før unghingstens skridt var gået fra blot at være skridt til en ganske hastig galop, mens solen forsatte sin langsomme færd op over landet. Mens den endnu ikke var for højt, glitrede rimfrosten i græsset og gav området et lidt magisk udseende. Ikke at unghingsten havde tid til at tage sig af det - han kunne se det en anden gang. Tid var trods alt den ene ting, som han havde uendeligt af, hvis man spurgte ham.

[5]

אֱלִיָּהוּ

Den brune fnøs, og hans ånde stod tydeligt i luften som damp. Det var tidligt på dagen, og natten havde ikke taget frosten med sig. Den gjorde jorden hård under hans hove, men dermed også fastere og mere stabil, medmindre man var uheldig at skvatte i det rimdækkede græs. Eller, de sørgelige rester af sommerens planteliv. Han var som oftest i bevægelse. Han forblev sjældent det samme sted, holdt sig sjældent i stilstand særlig længe ad gangen. Kulden var en god undskyldning for vedvarende fysisk udfoldelse, for hårdt ridt holdt hans lemmer varme, når musklerne rigtig arbejdede havde kulden kun begrænset effekt. Han strakte benene i sit høje tempo, ørerne var lagt bagud, men de kastanjebrune øjne holdt skam nøje øje med det landskab, som sejlede forbi. Han lagde an til at sænke farten en anelse, slå ned i en taktfast trav. De åbne enge var mange og store på Enophis, noget han nød - de åbne vidder satte ligesom ingen begrænsninger for ens færden. Den lille, gyldne konkylie slog mod hans bryst, den havde kun den varme, den kunne absorbere fra hans brune, marmorsprægede skind. Nu. Han slog ned i fart, trak lidt tilbage i den ellers lettere strakte hals. Først få sekunder efter sporede han bevægelse et godt stykke længere fremme, en skikkelse i højere tempo end han.

A Morning's Touch of Magic
219 words

Elijah

Elijah var ikke helt sikker på hvad det var der gjorde, at han fik øje på den anden skikkelse. Måske var det bare et tilfælde, at han fokuserede i den retning på det rette tidspunkt til at spotte ham. Uanset, så fik han altså øje på denne fremmed skikkelse. Nysgerrig og social som han var, så valgte han at sætte farten ned, for lige at se vedkommende an. Ville vedkommende noget?

Godt nok havde han valgt at sætte farten ned, men det betød ikke, at det var det, som skete. I stedet syntes hans hove at forsvinde under ham og trods et ihærdigt forsøg på at holde sig på benene, fandt han sig hurtigt glidende hen af græsset på siden. Vejret var blevet slået ud af ham, så med et gisp trak han vejret, inden et suk forlod ham. Det sved virkelig… og det var rimelig frustrerende, at det var sket foran en anden, selvom han ikke tænkte så højt om sig selv eller sit omdømme.

”Jeg har vidst den bedste morgen, huh?” mumlede han for sig selv og hævede sit hoved lidt. I det mindste havde han ikke slået sig gevaldigt - mente han i hvert fald. Han skulle dog stadig lige ligge og sunde sig et øjeblik, da han havde fået rullet sig op og ligge.

[6]

אֱלִיָּהוּ

Matt udstødte en overrasket lyd for sig selv, som et fnys, over det pudsige syn af den fremmede, som mistede balancen og gled hen over det frosne græs. Han var kommet tættere på, havde ikke ændret retning, men var fortsat frem mod den ukendte skikkelse. Det var en hingst med aftegn og farver han ikke genkendte, han lå stadig der, hvor hans glidebanetur var hørt op. Det mest anstændige var vel trods alt at standse for at se, om alt nu var i orden. Så den brune sænkede farten, måske med lidt ekstra omhu lige efter at have været vidne til hvor uforudsigeligt underlaget kunne være, men slog først  helt ned i lange, lettere dansende skridt da han var på nogle meters afstand. Han virrede kraftigt på sine mørke næseborer, mens hans åndedræt stod stadig tydeligt i luften. En lettere munter brummen, i hans typiske dybe bastoner, kunne han alligevel ikke holde tilbage - det havde været et interessant syn! Han nærmede sig roligt med denne hilsen, og standsede så endelig med hovedet hævet.

"Alt i orden?"

A Morning's Touch of Magic
176 words

Elijah

Den brogede unghingst kunne høre skridt, som nærmede sig og det var ikke en overraskelse, at lyden tilhørte, den skikkelse han havde set. Ikke, at han fandt ud af det, før den fremmede stoppede ved ham og han selv vendte hovedet, for at se hvem det var. Hvis ikke udseendet viste det, så blev det tydeligt alene på hans stemme, at Elijah var i selskab med en granvoksen hingst - ikke just det selskab, han havde mest erfaring med.

”Ja, der skal mere til at slå mig ud end det,” svarede han med en tone, som måske godt kunne tages en smule flabet. Mest af alt lød det dog, som en der ømmede sig, hvilket han bestemt også gjorde, for han kom ikke op og stå i første forsøg. Han havde muligvis slået sig mere end først antaget, men han nægtede at lade sig blive slået af dette, så i andet forsøg kom han op, dog med lidt forsigtige bevægelser.

”Men tak fordi du spurgte, og jeg håber du nød morgenunderhold-” Han fandt sig nødsaget til at biddet ordet over, en kortvarig smerte jog op gennem hans bagpart ”-ningen.”

[8]

אֱלִיָּהוּ

Det var en yngre hingst med en ukendt fært, den brunes gæt var, at han måtte være en af de strejfende, som ikke var bundet til nogen flok. Det havde som sådan også været hans egen plan, dengang han var kommet hertil, væltet ind i landet igennem en drøm... Matt vippede med ørerne ved lyden af unghingstens stemme, der for ham vibrerede i luften som små bølger. Hans ord bragte et lille, men skævt smil frem på hans mørke mule. Det så dog til, at slaget mod den hårde jord havde ramt hårdere end det havde set ud til, da den fremmede hingst skuttede sig. Han trådte selv et skridt sidelæns, blot for ikke at stå og blomstre. Stillestående var ikke hans foretrukne position.

"Det så interessant ud. Underlaget er heller ikke helt til at stole på. Du må hellere holde lidt ekstra øje nu,"

Den brune pegede med mulen mod hingstens bagpart, som så ud til at være det sted, hvor smerten kom fra. Om den fremmede ville opfatte hans ord som belærende vidste han ikke, det var dog blot en simpel konstatering. Hvorefter han kortfattet præsenterede sig:

"Matthew."

A Morning's Touch of Magic
190 words

Elijah

”Ja, det kunne vidst være en god ide,” svarede han med et taknemmeligt smil, som dog kom mere af høflighed end direkte taknemmelighed - det sagde lidt sig selv, at han nok skulle holde øje fra nu af. Han nægtede dog at blive helt flabet - den brune hingst prøvede jo blot at være venlig.

”Matthew…?” spurgte den brogede forvirret, før det et øjeblik efter slog ham, hvad den brune hingst havde sagt - sit navn. ”Ah! Mit navn er Elijah,” tilføjede han. Det ville vel være uhøfligt ikke at introducere sig, nu hvor den brune hingst havde bestemt sig for at gøre det.

Det var uundgåeligt, at Eli begyndte at få fornemmelsen af, at han måtte begynde at se rimelig tungnem ud i Matthews øjne. Han lod det dog ikke gå sig på, for først og fremmest så vidste han jo ikke, om hingsten rent faktisk tænkte sådan, og for det andet, hvorfor skulle han? Det gjorde da ikke noget, hvis ikke fandt ham helt fantastisk, specielt nogen som han nok næppe ville have noget at gøre. Dermed ikke noget ondt sagt om den brune hingst, han virkede bare ikke som… altså de virkede ikke som det mest kompatible selskab og han var jo egentligt selv på vej et sted hen.

[9]

אֱלִיָּהוּ

Matt vippede ørerne frem mod den yngre hingst igen, efter at have vippet rundt ud mod omgivelserne, da han selv præsenterede sig. Elijah. Det sagde ham intet, men han havde heller ikke genkendt hverken fært eller udseende. Hvis han var født her, ville hans forældre nok ikke være nogen, han havde mødt tidligere.

"Jeg gætter på, du er født her?"

Den unge hingst var høflig, men virkede også en smule skeptisk, måske på grund af det lidt akavede stunt. Eller også havde han haft et mål i sinde, og den brune var nu en forhindring i at komme videre. Ingen af delene generede ham, der ellers ikke ville afvise et nyt selskab. Særligt ikke et, det virkede en smule spøjst.

"Der var vel ikke nogen efter dig, med den fart du havde for?"

Det lød næsten lidt morsomt. Men det var det egentlig ikke, den brune var blevet mere på vagt, på grænsen til det overdrevne efter alle disse ildevarslende ord om krig. Han virrede kraftigt på sine mørke næseborer, inden han flyttede lidt på sine egne brede hove. Det var koldt at stå stille, ikke at hans vinterpels ikke var sat ind, men den brune foretræk at holde sig i bevægelse. Men den unge Elijah var måske for øm endnu til at gå nogen steder.

A Morning's Touch of Magic
216 words

Elijah

Det undrede lidt den brogede unghingst, at den brune antog, at han var født I landet. Ikke at han tog fejl - Elijah var jo født her - men hvorfor var det dog konklusionen, som han var kommet til? Så han så underlig ud? Virkede han så tungnem? Måske var det hans alder - de fleste Eli selv mødte, som ikke var født her, var i hvert fald ældre end ham, så det kunne vel godt være derfor. Uanset så var det dog en smule underligt syntes han. Det kunne selvfølgeligt også bare være, at Matthew var god til at gætte.

”Du gætter rigtigt,” svarede han og trak lidt på smilebåndet. Der var ingen grund til at være uhøflig, for det var hingsten trods alt ikke og Eli var heller ikke så dårligt opdraget… hvis man da kunne opdrage sig selv på det punkt.

Lidt munter brummede Elijah, da Matthew spurgte, om nogen var efter ham. Let rystede han sit hoved, men han kunne ikke undgå at lægge mærke til, at det altså mere virkede som om, at nogen var efter den brune hingst, for han stod da godt nok ikke stille. Det var ikke slemt, men han bevægede sig bestemt mere end den brogede selv gjorde: ”Nej, jeg var bare på vej til en nærliggende sø, men jeg fristes til at spørge dig om det samme, sådan som du bevæger dine hove.”

Han måtte dog indrømme, at det var begyndt at blive koldt blot at stå her. Måske skulle han også begynde at bevæge sig, hvis ikke andet ned mod søen?

[10]

אֱלִיָּהוּ