Med Lyden Som Guide | Matthew

Taia
☽ ° ☾

Tag: Matthew

Et tyndt lag sne havde lagt sig over nogle dele af øriget. Det meste ville næppe blive liggende mange dage, men det fjernede ikke tydeligheden af, at vinteren var rigtig sat ind. Om mere sne ville tyngde landet kunne kun tiden vise, men mange håbede nok, at det ikke skete. Sne var altid besværligt at arbejde med, selv for de højeste beboere i landet - man kunne fristes til at tro, at kun høj sne ville genere dem, men alle kunne jo glide og ingen gad søge føde under sneen.

Den arrede Taia havde ikke det store besvær med sneen - endnu - men hun var heller ikke direkte vild med den. Kulden gjorde kun hendes hofte værre og selvom hun ikke klynkede over den, så var smerten da til tider irriterende. På alle måder til at leve med, men ikke desto mindre irriterende til tider. Heldigvis stoppede det hende dog ikke fra at bevæge sig, for hun havde steder at være og heste at finde.

På dette tidspunkt søgte hun efter Teylar. Hun vidste nogenlunde hvor hun kunne finde det, men måtte stadig stoppe op i ny og næ for at orientere sig. En tænksom brummen lød fra hende, da sådan et øjeblik opstod. Måske var hun gået for meget mod vest, for det landskab der bredte sig foran hende virkede ikke som det, hun forventede at finde? Let mimrede hun med mulen. Det kunne vel også bare være sneen, som gjorde det svært at bedømme, hvor hun var? Hun havde trods alt aldrig besøgt Teylar og Leventera var heller ikke den ø, hun havde spenderet mest tid på. Det kunne også være, hun simpelthen blot havde glemt det i den tid hvor hun havde været… borte. Lidt irriteret rystede hun sit hoved, inden hun fnøs muntert: det kunne også bare være, at hun var ved at blive gammel!

Uanset, så ville hun dog gerne finde frem til Teylar, for hun ønskede at tale med Illana igen - der var noget, hun gerne ville diskutere - og det fandt jo ikke sig selv, så hun begyndte at gå igen. Hun skulle nok finde det før eller siden og hvis ikke selv, så skulle hun nok finde nogen, som kunne hjælpe hende.

((OOC: Taia dukker op i Vogter-tråden på et tidspunkt, så Matthew burde genkende hende og vide hendes navn, bare så du ved det ^-^))

[6]

☽ ° ☾

Den brune hingst standsede et øjeblik. Hans kastanjebrune øjne søgte granskende ud i landskabet. Det var nu dækket af sne, en sne som ikke længere faldt fra himlen som tidligere. Nu var himlen blot grå, måske en smule mørkere, da det var eftermiddag, og dagen snart ville begynde at gå på hæld. Hans egne brede hovspor tegnede sig tydeligt bag ham, flere steder på den hvide jord sås ellers spor fra andre smådyr. Sneen gjorde én nemmere at opspore. Desuden betød den tunge stilhed, som altid virkede til at følge med vinterens jerngreb, at de få lyde der var, blev mere intense for hans evigt opmærksomme ører. Dyr, vinden i træerne. I dette øjeblik lyden af hovslag, omend en pause pludselig opstod i de bølger, der blev ført til ham igennem luften. Der var en anden sjæl til stede i området, omend et stykke borte. Han rystede kort sit mørke hoved og ravnsorte pandelok, der havde det med at dække for øjnene. At han befandt sig på Leventera uden for Teylar var en smule usædvanligt, men efter flere gentagende besøg dér, havde han søgt ud på de friere vidder af øen. Det gjorde ham egentlig også lidt nysgerrig at fundere over, hvor mange strejfende egentlig opsøgte netop denne ø, hvor flokkens territorium også lå. Den brune vrikkede med ørerne og flyttede så på hovene, holdt sig helst bevægelig, hvorefter han gav et højt vrinsk fra sig. Stemmen var dyb, rungende, men ikke truende af denne anden, endnu ukendte sjæl.

Med Lyden Som Guide
249 words

Taia
☽ ° ☾

Den brune hoppe gik med sit hoved sænket, mens hun vandrede over øen. Hun følte ingen grund til at være synderligt opmærksom på sine omgivelser, udover i ny og næ når hun studerede området, for at vurderer om hun stadig var på nogenlunde rette vej. Pludseligt lød et vrinsk dog og hun hævede sit hoved, inden ørerne opmærksomt blev rettet mod lyden. Der havde ikke været noget truende over stemmen, så hun vurderede, at det ikke var noget at bekymre sig om - dermed ikke sagt, at hun ville ignorere det.

Taia stoppede op. Der var ikke nogen at se i den retning, hvor lyden var kommet fra, hvilket var en smule forvirrende, for vedkommende havde tydeligt hilst - det havde ikke været helt tilfældigt. Let mimrede hun med mulen, inden hun besvarede vrinsket. Hvor hans havde været dybt og rungende var hendes lysere - om end stadig dybere end størstedelen af andre hopper - og dæmpet. Det lød højt nok til, at man kunne høre det, men ikke så højt, at det krævede opmærksomhed.

Jeg har hørt dig og tilkendegiver mig selv, syntes det at sige.

Afventende blev den arrede Taia stående, indtil en skikkelse kom til syne - i første omgang ikke en, som hun kunne genkende. Efter en let hovedrysten begav hun sig dog roligt frem mod den. En let halten kunne spores i hendes skridt hvis man så efter, men det var ikke nok til at vække bekymring.

[9]

☽ ° ☾

En ny lyd svang sig mod ham i bølger, der dansede gennem luften, selvom et vrinsk ikke var nogen synderlig elegant lyd. En hoppes stemme, der markerede sin tilstedeværelse. Noget i den lød genkendeligt, men han kunne ikke placere den, selvom det prikkede i hans hjerne, i hans hukommelse. Han prustede kort for sig selv og slog med sin ravnsorte hale, lettere irriteret over hans lige nu haltende evne til at huske. Men også endnu mere interesseret nu i den ukendte end tidligere. Han satte endelig i bevægelse igen, frem over den hårde, frosne jord med dansende skridt, hans næseborer let udspilede, da han inden lyden af hovslag havde nået ham, havde været på farten.  Han bevægede sig i retningen af lyden og dens ejer, og snart dukkede en skikkelse op, en der også var på vej mod ham. Brun, så det ud til. Og med noget overnaturligt lysende ved sig. Han skulle ikke meget nærmere, før han rent faktisk genkendte hende - hoppen med det flammende øje, en vogter. Han kendte sågar hendes navn, hun havde allerede tidligere præsenteret sig selv (ooc: assumer jeg bare nu). Hendes gang så en smule usikker ud, men styrke manglede hun nok ikke. Nogle få meter borte standsede han op, rank, og med en hilsende brummen i dybe toner. Han mente egentlig ikke, at hun kendte hans navn, men følte ikke for at slynge det ud som det første.

"Goddag... Taia. Har jeg forstyrret dig på din vej?"

Med Lyden Som Guide
244 words