Crystalized

{Jitterbug}

Den mørkebrune udstødte et prust, dybt, men kort, og rystede sin ravnsorte pandelok væk fra øjnene. Stilhed herskede omkring ham, antallet af lyde som nåede ham på overnaturligt store afstande var minimalt. Det var små dyr som famlede rundt, en gren som knækkede et sted. Men der gik lang tid mellem hver lille bølge, som nåede hans altid opmærksomme ører. Han stod stille, usædvanligt nok, men det ville ikke vare længere, kun et øjeblik. Hvide krystaller faldt fra himlen i en forsigtig strøm, små og bløde - det var den første sne. Det væltede ikke ned, men faldt uden skubben og masen fra noget vindpust. Et lille, fint lag lå allerede over hans ryg og stærke bagpart. Til højre for ham var en åben grotte, en af de mange, som man kunne finde i Teylar med lidt held. Men trods den faldende sne, trådte den brune hingst ikke inden for. Han flyttede på sig, dansede et par trin, og satte så frem med lange, smidige skridt over den hårde jord. Han havde brug for bevægelse, for at vække sine muskler. Og mon ikke, der var nogen i nærheden? Den gyldne konkylie lå køligt mod hans brystkasse, beskyttet mod sneen af hans stærke hals.

Crystalized
202 words

Hun var i en flok og hendes nye hjem lå nu foran hende – dette sted var smukt og indbydende. Hun brummede mildt og kunne mærke alt energien og glæden i hende nærmest eksplodere. Den fine hvide sne var begyndt at falde let ned over landet. De små snefnug dansede ned over himlen som små stjerner der faldt fra himlen. Hun skulle undersøge området og det kunne kun gå for langsomt. Hun satte i fuld spring fremad og dansede igennem dette smukke land. Ind imellem hendes elegante og smukke dansen kom der vilde krumspring som kun kunne være en forklaring på en enorm mængde energi som kom ud. Et højt og livsglad hvin forlod den sorte mule og hun sprang kådt videre. Pludselig ramte hendes ene hov en gren som hun i første omgang havde overset og dette medførte et nærmest elegant dyk til jorden.

Den hvide hoppe var nu blevet kastet til jorden og hendes blå øjne spejdede let rundt inden et stort grin forlod hende. Hun kom let på benene og rystede den lille feminine krop kort. Hun var smurt ind i en blanding af sne og mudder og kunne ikke andet end at smile – det var dog et fantastisk land hun havde fået lov at leve i. Hendes blå øjne spejdede nu for at se om hun kunne finde nogen i nærheden, måske andre der ville bevæge sig lidt.

Lyde nåede den brune. De vibrerede og svingede sig vej til ham fra en afstand, som kun kunne siges at være overnaturlig. Lyd levede i luften, sådan oplevede han det, de var som strømme af vand, bølger, der gjorde at luften også havde et åndedræt. Og nu nåede altså lyden af hovslag hans mørke ører, hovslag i hastigt tempo. Men de lød ikke tunge. Jo længere tid der gik hvor han var vogter af lyden, hvor den var en del af ham, jo mere specifik kunne han blive i sine analyser af lyd, hvis ophav han ikke kun se. Det lød som en hoppe, en lille en af slagsen, eller også var det en yngre sjæl. Han hævede yderligere sit mørke hoved en tak og virrede kraftigt på næseborerne. Pludselig hørte lyden af hovslag dog op, noget brat end hvad der var naturligt. Mærkeligt. Han slog med hovedet og kastede dermed med sin ravnsorte pandelok, inden han gav et rungende vrinsk fra sig. Han befandt sig i Teylar, og var derfor ikke uinteresseret i at kende de forskellige medlemmer. Måske var det ligefrem nogen han kendte.

Crystalized
186 words

Hun var kommet på benene igen efter hende lidt mindre elegante fald. Hun rystede på kroppen, men den hvide krop var stadig let dækket af et fint lag mudder. Hun var ny i denne flok og havde ikke helt fundet ud af alle de mange steder og huller som var i jorden. Hun grinte lidt over hendes egen klodsethed. Hun vippede dog hurtigt ørerne frem da hun hørte en vrinsken i nærheden. Hun svarede ham med et blidt vrinsk og valgte med det samme at sætte i bevægelse imod denne fremmede, hun ønskede at lære hendes nye ´familie´ at kende. Hun var lige kommet i flokken for mindre end en uge siden og indtil videre kendte hun kun Brego og han havde ikke ligefrem været helt åben overfor hende. Hun lod sine hove nærmest dansende høre hende afsted og den hvide man kastede hun let op i en energisk bevægelse. Hun kom rundt om et stort træ og foran hende stod en mørk hingst. Han var anderledes – hans udseende fangede hende en smule og hun vidste ikke hvorfor, men noget ved ham strålede nærmest af varme.

Hun lod den hvide krop, dækket af et smukt og pyntende lag mudder føres mod ham, hun vælvede nakken let i respekt og stoppede ikke langt fra ham.

”Godaften min herre”

Hendes stemme var mild og blidt og man kunne spore det energiske som lå dybt i den. Hun var en blid hoppe men som var proppet med nærmest uendelige mængder af energi.