Free but bound (Gwynn)

18

Vinteren havde sneget sig ind over Andromeda og markerede derfor endnu et år var gået. Han havde efterhånden været i Andromeda i et godt stykke tid, men han havde ikke længere holdt styr på hvor mange vintre han havde overlevet. Hans fokus havde mere eller mindre været rettet mod hans selvmedlidenhed og søgen efter den forsvundne hoppe. Alt for længe ville nogen måske mene han havde ledt, men når det kom til kærlighed var der ikke nogen tid der hed ”alt for længe.” Alligevel havde han accepteret, at denne gang kom hun ikke tilbage igen. Hun var væk. Det betød også Brêgo måtte videre i livet, men hvordan skulle man komme videre når man havde tabt sig selv i søgen på en anden? Han havde glemt sig selv – glemt hvor han kom fra, og han forsøgte at finde tilbage igen.

Det var svært at skelne mellem hvem han rigtig var og hvem han havde været alt for længe. Lederen af Teylar, ædel hingst, Hr, De, Dem….. Han var jo bare Brêgo. Ingen Hr. Ingen Mr. Og i hvert fald ikke i flertal. Han brød sig ikke om andres fornemme hilsner og høflige taler – for den slags fortjente han ikke. Han var bunden af ranglisten og ikke toppen. Det havde været helt forkert med ham som leder af Teylar, selvom han havde godt og grundigt narret alle. Ingen havde lagt mærke til hans ubehag ved den opmærksomhed han fik som leder. Men hvis ikke han var Brêgo – Leder af Teylar. Hvilken Brêgo var han så?

Meget af tiden havde han brugt inden for flokkens område eller i udkanten på patrulje når han skulle holde øje med alt åndede ro og fred. Når ikke han havde været der, havde han været mere opsat på at finde den brogede hoppe han havde holdt så meget af, som han først og sidst havde set i nærheden af Zenobia.

Selvom han havde søgt væk fra flokkens område, var han alligevel ikke kommet længere end til Leventras bred med blikket vendt mod Enophis. Vandet rørte han endnu ikke – det strejfede ikke engang hans hove når det trillede op af stranden.


@trillen