Grown up [Tagged: Nymfen]

Tagged: Nymphadora

Det var noget mærkeligt noget, pludselig at være blevet voksen. Tarik følte sig ikke mere voksen, selvom hans mor havde fortalt ham, at der med alderen kom mere ansvar og at man ændrede sig med tiden. Men for nu, var Tarik stadig bare en ung hingst, der til tider sikkert stadig ville anses som værende en barnlig sjæl. Men det var vel også okay? Dog kunne den røde hingst mærke, at han havde et større korpus efterhånden, hvor musklerne havde sat sig anderledes, og propositionerne var også helt anderledes! Han var blevet ganske høj, langt højere end sin mor. Og på den måde kunne han da godt forstå og se, at han ikke længere var et lille føl.

Tarik var smuttet til en anden ø. En ø, som hans moder ikke havde taget ham med til, da han var føl. Men nu som voksen, kunne han jo gå de veje han selv ville. Og præcis som sin fader, elskede Tarik at udforske den verden han var i. Han vandrede ofte rundt, undersøgte alverdens ting, og elskede at han nu bare kunne gå de veje han havde lyst til, uden at skulle spørge om lov. Den røde unge hingst, stod med blikket spejdende udover det åbne område. Han havde placeret sit store korpus på toppen af en mindre bakke, hvor vinden hev lidt i både man og hale. En dyb brummende lyd forlod ham, dybt nede fra den fremskudte bringe, inden han knejste nakken dybt, og skrabede lidt utålmodigt i den lettere frosne jord under ham.. Han gav ikke mere lyd fra sig lige nu, næeh, for han havde travlt med at spejde udover området, mens han stod der helt rankt og flot. Han vidste godt, at der måske var andre i nærheden; og han kunne sagtens kalde på nogen. Men nej, lige nu, der ville han bare stå dér, midt på sin bakketop og se majestætisk ud.

Den unge Nymphadora havde fundet sin vej til Enophis kuperede terræn. Hun havde valgt at søge bort fra flokken for en stund, udforske landet og danne sig sine egne meninger om dets muligheder. Det var nogle dage siden hun havde trådt ud over flokkens grænser, og havde indtil nu kun været i sit eget selskab. Det generede hende ikke direkte at være alene; for hun havde haft brug for det. Brug for at kunne være alene med sine tanker, lade dem udfolde sig i alle de retninger hun have fornægtet dem længe. Hun havde grædt, grint, surmulet og smilet. Hun havde ganske enkelt været igennem følelsernes vold de sidste dage; og nu var hun træt, men lettet.
Egentlig havde hun besluttet sig for, at hun ville søge videre, men noget fik hende alligevel til at dvæle en anelse ved tanken. Og det var først efter hun havde vandret lidt tvivlsomt rundt i et par timer, at hun fik øje på den fremmede. En rød, stolt hingst stod på toppen af en mindre bakke. Hun nærmede sig selv bagfra, så hun kunne ej se hans ansigt - men hans krop talte for sig selv. Dér vidste hun pludselig hvorfor hun havde været afholdende med at forlade øen, for hun var kommet til det punkt, hvor hun havde brug for selskab, inden hun fortsatte sin rejse. Og her stod en, som muligt kunne give det hun søgte. Hun satte derfor kursen imod denne fremmede, men sagde intet og gjorde sig ikke til kende. Hvornår han ville opdage hende, vidste hun ikke - og hvis hun skulle være ærlig, så bragte spændingen vel egentlig også en smule glæde hos den unge sorte Nymphadora.

[1]