[Silvara] - Meeting with a kind heart

De sidste par uger havde han haft mere end hans to personligheder og han havde slet ikke fundet navn til dem alle sammen, lige nu kunne han mærke at det ikke var to af hendes store hingstede personligheder. Det var en anden, en hingst som kun havde været fremme i selskab med den gyldne hoppe i bjergene. Han kunne mærke at nattens toner dansede ned over ham og det fik ham til at skridte lidt rundt i disse højder han havde begivet sig op i. Denne lunere og mildere hingst havde han indtil videre kun oplevet i bjergene og hvorfor det anede han ikke. Han løftede halen og trippede let rundt på disse lidt stejlere klipper. Hans mule undersøgte let stenene foran ham for at kunne finde ud af hvor han kunne tråde. Denne nysgerrige hingst havde indtil videre ikke fået et navn og han vidste egentlig ikke om denne var kommet for at blive, så han vidste ikke om det overhovedet ville blive nødvendigt at give ham et navn.

”Hov..”

Et enkelt ord forlod ham, dog med et smil på den sorte mule – han var ikke en hingst lige nu som nogensinde virkede til at have været det monster som nogen havde oplevet. Han smældede med halen og sendte så et hvin afsted, mest i en glad tone, men måske og nysgerrigt for at finde ud af om han var alene i disse bjerge.

Den sølvfarvede Silvara havde bevæget sig væk fra sit hjem på Leventera og befandt sig nu på den store ø, Enophis. Hun havde brug for alenetid til at cleare hovedet og tænke... Tænke over, hvordan det nogensinde skulle lykkes hende at få sin datter tilbage. Hendes elskede Saskia var blevet kidnappet af sin far, som havde taget hende med sig til Foehn - øen, som hun var blevet skabt på. Silvara vidste, at det mest rigtige ville være at følge efter sin datter til Foehn; men hun kunne simpelthen ikke. Minderne fra den dag, hun havde mødt Kraniehingsten på Foehn og var blevet drægtig med Saskia, hjemsøgte hende stadig og havde skabt store traumer i hendes sind; traumer, der gjorde, at hun under ingen omstændigheder ville kunne rejse tilbage til Foehn. Desuden ville det også være totalt nyttesløst at rejse derhen alene - Kraniehingsten havde masser af allierede, og de ville ikke tøve med at slå hende ihjel med det samme. Det var derfor udelukket, at hun kunne tage derhen alene og skaffe sin datter tilbage på den måde... Men hvad skulle hun ellers gøre?

Den dårlige samvittighed gnavede i hendes sind, og derfor var hun rejst til Enophis for at få ro til at tænke over, hvad pokker hun skulle gøre. Natten var for længst faldet på, men alligevel vandrede hun hvileløst rundt oppe i de mægtige bjerge. Nætterne var de værste for hende... For det var om natten, hendes elskede Saskia brutalt var blevet revet fra hende, og siden da havde hun haft svært ved at sove. Hver gang hun forsøgte, dukkede Kraniehingsten op i hendes drømme og gav hende forfærdelige, uendelige mareridt...
Et hvin flækkede pludselig stilheden omkring hende, og det gik op for hende, at hun ikke var alene heroppe. Hun stoppede op og stivnede fuldstændig, mens hun frygtsomt så sig omkring. Hendes øjne blev panikslagent spærret op, og hendes næsebor viberede hårdt ud i luften, mens hun trak vejret i hurtige stød. Selvom hvinet havde lydt i en glad og nysgerrig tone, var hun efterhånden blevet så paranoid, at hun altid forventede det værste. Derfor blev hun blot stående helt stille med kroppen trukket sammen i hastige vejrtrækninger, mens hun blot håbede, at den fremmede ikke ville komme herhen.