Alt så fremmede (Jitterbug)

Som sagt til sine brødre havde Onyx valgt området de var dumpet ned i, som deres tilflugts sted; hvilket også gjorde den spættede hingst endnu ikke var gået ud på de store opdagelser. Det kunne han sådan set ikke tillade sig.
Dog var de alle i samme lorte situation, og de kunne måske sammen finde en løsning- eller trods alt nogle at spørge om vej. Onyx ignoerede stadig fuldkommen det der var sket for dem, som han ikke kunne forklare. Kunne det ikke forklares fandtes det ikke. Færdig slut.
Onyx kunne ikke tillade sig at dangdere rundt og havde besluttet sig for at se hvad der lå hid de grænser de havde lavet. Han måtte udforske en smule, undersøge terrænnet- alt det en fornuftig leder nu nok ville gøre. Onyx var dog ikke så fornuftig altid- som han gerne ville. Tabet af hans forældre havde kostet ham dyrt- han havde mistet alt sin frihed og en byrde var lagt på hans skulder- en byrde han var trænet til at overtage men ikke havde følt sig klar til. Nu var han tvunget til at blive klar.

Den spættede hingst lyttede opmærksomt rundt, han havde været begivet sig igennem skoven for nogle timer og at se på træerne var de ved at tynde ud igen. Der havde været tydelige spor af andre heste og levende væsner flere steder- hvilket tydeligt fortalte Onyx at de ej var alene dette fremmede sted- dog havde der alligevel ikke været så meget som en eneste i syne. Kun svage dufte af dem der en gang havde vandret på disse stier Onyx netop fulgte.

Den hvide hoppe som atter var på opdagelse dansede let hen over engen, vinden tog let i den kridhvide man og de svage solstråler varmede en anelse den spinkle krop. Hun vælvede let i nakken og lod de isblå øjne let spejde rundt i dette nye område. Hun elskede at være på opdagelse og dagen i dag var ingen undtagelse. Hun vippede de hvide mandelformede ører frem og lyttede efter alt som var omkring hende. Vinden førte dufte med sig som fik de små næsebor til at udvide sig en smule. Hun brummede mildt og fortsatte sin dansende trav hen over engen inden hun så en skikkelse ikke langt fra hende. Han var hvid som hende selv, man hans hvide pels blev brudt af sorte plamager, nærmest som var der kastet maling på ham. Hun lagde blidt hovedet på skrå og sendte ham et blidt hvin. Ikke et påtrængende et, men nærmere et hilsende hvin – hun vidste jo ikke om denne nye skikkelse havde lyst til at snakke med hende eller om han hellere ville passe sig selv. Hun havde dog lod at håbe at denne fremmede måske ikke ville have noget imod at mødes med hende. Hun elskede selskab og dagen i dag var lige beregnet til selskab.

Da den spættede hingst kom så langt til skovbrynet var der en ny duft i luften. Vinden bragte den direkte til ham, og fik ham til at spænde op i musklerne. Ikke af fjendtskab, nej for den duft der var kommet til ham var i særdeles ud lokkende. Ikke lang tid efter kom en hvid hoppe til syne, og hun spottede ham også med det samme. Det var ganske tydeligt at se. Han gengældte hendes hilsende hvin med hingstet toner og satte kursen i trav imod hende. Han hørte sig stolt frem, han gjorde hvad han kunne for at vise han var en prægtig hingst. Det tog ikke mange skridt at kortlægge afstanden imellem dem, og med passende længde fra hende stoppede han op. Brummede hingstet imens hans næsebor viberede over den søde duft der hang omkring hende. Selvom det var lokkende var Onyx en gentleman- han lagde dog heller ikke skjult på at han bemærket brunsten.

"Godeftermiddag; mit navn er Onyx. Hvem har jeg æren af at træffe?"

Hans blå øjne hvilede på hende med at hingstet men dog venligt blik. Onyx var ikke af fjendtlig skabning, og lige præcis en hoppe som hende ville han nødig skræmme væk. Han ønskede ikke at skræmme nogen væk lige nu- det var ham der var på fremmede område og ham der havde brug for lidt forklaringer på visse ting og sager. Hun var den første fremmede hest han havde mødt i sit korte tid på dette sted; selvom der havde været flere spor og flere lugte var det ikke fordi det virkede fyldt med liv.

Den hvide hoppe bemærkede hingstens prægtige udseende og hun var bestemt imponeret, hun havde ikke set en hingst som ham i dette land, hans pelslag var noget anderledes og hele hans kropssprog talte for sig selv. Han var en hingst som var stolt af den han var og han lagde bestemt ikke skjul på det. Hun vippede let ørerne imod ham og sænk hovedet let i respekt. Hun var opdraget godt hjemmefra og det var bestemt med respekt for andre omkring hende. De isblå øjne søgte nu hans. Hun vippede med ørerne inden hun trippede på stedet. Hun var en hoppe som var livsglad og hun var proppet med energi. Hun var aldrig nogensinde blevet introduceret for flirten og havde aldrig lært hvad meningen af brunst og sådan noget betød. Så det at han viste den form for interesse han gjorde forvirrede hende kort, men hun valgte ikke at lægge mere i det. Denne fremmede hingst var spændende og hun ønskede at lære ham at kende, lige som alle de andre nye i dette land.

”godaften Onyx, mit navn er Jitterbug, men jeg bliver blot kaldt for jitter”

Hun brummede mildt og hendes stemme bar ikke det mindste præg af andet end hendes rene hjerte – hun var lige så blid og uskyldig som den hvide pels hun bar. Hun løftede let halen og lod den vifte let bag ved sig, uvidende at hun måske kunne sprede nogen dufte hun ikke selv vidste. Et blidt smil blev sendt i denne fremmedes retning, han var nu ellers værd at se 2 gange på.

Hun var en smuk hoppe, det ville være løgn hvis man forsøgte at forklare hende med modsigende ord. Nu fandt Onyx de fleste hopper smukke, men der var noget fint og uskyldigt over netop denne hoppe. Måske det var hendes hel hvide farve og de lyseblå øjne der gjorde det; eller også var det den måede hun var på. Onyx kunne ikke sætte prikken over i'et, men for ham var det nu også en mindre detalje; han synes om hende og det var vel det der talte.

Hun præsenterede sig som Jitterbug; Onyx tykkede lidt på navnet; for lige at finde ud af hvordan den lå i munden. Han havde nok forventet et mere egsotisk navn til hende; så et så simpeltnavn kom
en anelse bag på ham; ikke desto mindre var det et fint navn.

"Jitterbug.." Han gentog navnet, men kom hurtigt frem til som hun selv nævnte, var hendes kælenavn mere tiltalende at bruge; "Jitter, det glæder mig at møde dig. Er du fra dette .. sted?"

Onyx overvejede et øjeblik hvordan han skulle forme spørgsmålet. Stedet; han så kort omkring før hans blik igen faldt på hende. Hvad det end var for sted, kunne hun måske svare på hvor han og hans brødre mere præcis var endt henne.
Den spættede hingst skulle lige til at formulere end ny sætning, da den hvide hoppe viftede rundt med halen, og den søde duft sendte ham helt ud af kurs. Han spændte endnu en gang op musklerne,
han ellers have ladt slække en smule og næseborende viperede efter den søde duft.

Han ar en yderst spændende hingst og ikke lig noget hun før havde mødt, hun var normalt ikke en hoppe som gik op i udseende, men når det var lige så specielt som denne hingst, kunne hun dog ikke lade være med at beundre det lidt. Men dette var ikke fordi hun fandt ham tiltrækkende, det ville de fleste hopper ellers gøre, men hun vidste intet om dette – hun var aldrig blevet oplært til at kunne tænke sådan om hingste eller hopper for den sags skyld, så i hendes øjne var denne hingst nærmere smukt som et kunstværk. Han kunne virkelig prale med at ingen lignede ham helt vildt. Hun vippede let ørerne frem mod denne hingst og lyttede til ham, imens hun betragtede hver og et af hans små bevægelser.

Han gentog hendes navn og hun vidste godt at hendes navn kom bag på en del heste da det på ingen måde var et navn som man ofte hørte. De fleste heste havde et mere elegant og lækkert navn, imens hendes var mere – simpelt. Hun brummede mildt og så blidt på ham. Han spurgte nu om hun var fra dette lan dog det kunne hun jo ikke ligefrem prale med at hun var. Hun sendte ham blidt et smil før den feminine stemme nu lød.

”Jeg ankom hertil for en måned siden og har i den tid brugt stortset samtlige vågne sekunder på at undersøge landet. Hvad med dem ?”

Hun brummede mildt og hun vidste egentlig nok godt svaret på dette spørgsmål, han virkede en kende ny og hun syntes ikke at hun havde kunne fange hans duft nogensteder, men derfor kunne han dog godt have færdes andre steder end hun havde gjort det. Hun kunne godt se at han reagerede på noget, men hun tænkte slet ikke over at dette kunne være hendes brunst som måske lokkede ham mere end den burde.

Da lyden af hendes stemme atter brød stilheden der knap havde lagt sig, fik Onyx igen fattet sig selv og holdt sig kun til hingstet brummen- For selvom duften der hang om hende, de hingstelige instinkter pressede på; var Onyx en gentleman og ville aldrig påtvinge sig en hoppe.
Hun var selv ny her, hvor her nu end var, og det ærgede den spættede hingst en anelse, for hun kunne nok næppe komme med nogle forklaringer der for ham var brugbare- og dog alligevel. En måned var længe nok til at man kunne nå at lære en masse.

"Jeg er netop ankommet, jeg er her sammen med tre af mine yngre brødre."

Onyx gav et kast med hoved i retningen af hvor han var kommet fra, blot for at påstrege hvor de ca var. Ikke det var sikkert de var nøjagtig hvor deres veje var sepereret; de var kloge nok til at gøre som ham. Udforske det fremmede terræn.

"Vi er dog lidt i en knibe. Vi er ikke sikker på hvor hér nøjagtig er. Kan du kaste et lys over dette?"

Onyx strækte mulen søgende frem imod hende, blot for at udforske om hun tillod ham tættere på. Den der intet vover, vinder intet.

Hun lod blikket glide på ham og hun kunne ikke umiddelbart finde ud af hvad det var som slog denne hingst ud af kurs – men hun valgte dog ikke at tage sig yderligere af det, han virkede indtil videre meget flink, så hun regnede ikke med at det var noget hun skulle tage sig af. Hun vippede ørerne en smule frem da hans ord atter lød og hun lod de isblå øjne søge hans.

Hans ord kom en smule bag på hende, han var kommet til landet, hvilket var var meget normalt eller det vidste hun sådan set ikke om det ville, men det store i hans sætning var at han var kommet hertil med tre af hans brødre. Hun havde aldrig nogensinde haft nogen søskende selv, men det at komme til landet med tre af sine familie medlemmer var vidst rimelig stort i sig selv.

”Velkommen til Onyx og selvfølgelig også til dine brødre, kan være jeg får æren af at møde dem en dag”

Hun sendte ham et blidt smil og vippede de smukke mandelformede ører frem mod ham da han ord atter lød og lagde hovedet blidt på skrå ved hans første sætning, hun ville da ikke have at de var i knibe og hun ville rigtig gerne hjælpe hvis hun kunne. Hun lod en blid brummen forlade hendes hals og nikkede blidt til ham.

”Dette er Andromeda, et land som er skabt af en hest som de kalder Den Vise. Det er et land med en del forskellige øer, men vil nok råde dem til at holde dig væk fra en ø der hedder Foehn – det er ikke de behagelige typer som holder til der. Ikke langt herfra ligger min flok der hedder Taylor, hvilket hovedsaligt består af lyse sjæle”

Hun lagde de isblå øjne på ham da han strakte mulen søgende frem mod hende. Hun ønskede at byde ham velkommen og lade ham komme tættere på – hun brummede mildt og førte mulen let over mod ham, dog uden at røre hans mule. Hun ville gerne men hendes berøringsangst ville få hende til at stå som lammet og så ville hun virke endnu mere som en særling end hun normalt var.

Hun sendte ham let et smil og prøvede at skjule sin angst for berøring. Hun ville gerne have ham tættere på og det var kun selve berøringen som ramte hende.

Onyx nikkede takkende da hun bød ham og hans brødre velkommen; det var trods alt høfligt. Også selv han ikke ønskede at være her eller være endt her. Han havde et ansvar der hjemme- jovist smuttede han fra det; men hvem ville ikke det i det ens forældre går bort. Hvem ville ikke at brug for et frirum til at sørge. Alt dette var med til at have skabt den situation han var i lige nu. Lige nu havde han intet imod det- i den forstand han havde trods alt fået selskab fra en utrolig nydelig hoppe.

Onyx lyttede imens den hvide Jitter fortalte om hvor præcis han og hans brødre var endt henne. Andromeda var navnet på landet de var havnet i. Hvor hvidt han troede på den del om en hest havde skabt et land. Arh, den måtte hun længere ud på landet med; ikke desto mindre lyttede han hoved at blande sine egne kommentar end. Uanset hvem ham der Den Vise var, så var det ikke umiddelbart en Onyx ønskede at komme på dårlig fod med, han lød magtfuld og stærk ud fra hendes beskrivelse. Onyx gjorde sig også en notis til at der var en ø han burde holde sig fra. Onyx holdt sig generelt fra fremmedes områder.. Hov vendt en ø?

"Andromeda, er det flere ø'er?"

Spurgte Onyx og vippede nysgerrigt ørene frem imod hende.
Hun nævnte da også noget med en flok, men det havde Onyx ikke nogen interesse i. Han havde en flok. Måske ikke her i landet. Han vippede skeptisk ørene til siden over hendes kommentar om lyse sjæle. For ham var det noget vrøvl og volapyk, men igen af høflighed kommenterede han ikke på dette. I hvert fald ikke endnu.
Da hun inviterede ham til at træde nærmere, gjorde han det. kke at det virkede hun til hun havde opfanget en eneste af mere hingstet hensigter; og måske var det hendes mere pæne måde at afvise på.

Tænk at være dumpet ned i dette land med 3 andre man kendte og så endda tre som man kendte så godt som hun gik ud fra at han kendte sine brødre. Hun brummede mildt ved tanken – hun var selv kommet til dette land alene, havde brugt de første mange uger på at trippe rundt og undersøge alle steder og fået stillet sin nysgerrighed, men nu var hun rigtig begyndt at snakke med folk omkring sig – hun havde fundet rigtig mange som hun allerede nu vidste at hun godt kunne lide, men hun havde også mødt den mørke hingst som hun ikke ønskede at møde igen.

Hun lod godt mærke til at kort skeptisk mine som gled over en spraglede hingst og hun forstod ham godt. I princippet ville hun nok heller ikke have troet på at en sjæl havde skabt det hele, men så alligevel. Hun ønskede at tro at alt var mulig, hun ønskede at tro at der fandtes magi i luften og at alt var muligt for dem som gerne ville. Hun vippede ørerne let frem mod ham da han reagerede på hendes næste tale strøm. Hun havde egentlig aldrig tænkt over at det var underligt at det var øer som dette land bestod af, men det var det jo egentlig. Hun smilede mildt og nikkede til hingsten foran hende.

”Ja der findes en del øer, jeg kan desværre ikke fortælle hvor mange da jeg ikke har været alle steder endnu”

Et blidt smil lagde sig på hendes mule og hun lagde blidt hovedet på skrå og lod de isblå øjne søge ham let. Hun lod ham endelig træde nærmere og brummede imødekommende, han var en spændende hingst og hun kunne tydeligt se ham som en mulig ven i fremtiden. Han virkede som et yderst behageligt selskab og lige nu nød hun dog også at være sammen med ham. Hun vippede ørerne lidt rundt, inden de atter faldt på ham .. nysgerrigt.

”3 brødre er da mange.. det var da heldigt at de alle kom med hertil.. hvordan man så end kommer hertil”

Onyx brummede lettere tilfreds over den lille smule fremskridt der var. På viden hun informeret ham om, men også det at han havde fået lov at nærme sig hende ydeligere. Af erfaring var der en del brunstige hopper der bed fra sig hvis man kom for tæt på dem. Selvom Onyx kunne være en charmerende herre, så var det altså ikke hos alle hopper han var faldet i lige god jord hos.
Han vippede ørene frem imod Jitter, da hun besvarede hans spørgsmål. Der var altså flere øer, og hvor mange kunne hun ikke sige endnu. Onyx rynkede tænkende mulen, før hans blik flakkede mod bjergende. Hvis han kunne komme højt nok op, ville han nok kunne finde svar på disse spørgsmål selv.

"Jeg takker for den information du har kunne give mig; det er værdsat i stor grad."

Lød det fra ham, for han var trods alt opdraget til at være høflig, og mange kunne glemme at takke for selv de mindste ting. Onyx glemte det af og til også selv. Men lige nu ikke, for hans høflighed var i minde til hans moder, der altid havde været efter ham og hans brødre omkring at være høflige. Han smilte svag ved tanken om sine forældre Han savnede den ubeskrivelig meget. Han blev rykket ud af sine minder om sine forældre da den hvide Jitter atter talte, Hun spurgte ind til hans brødre.
Onyx sendte hende et skævt charmerende smil;

"3 er ingen ting; jeg har 11 yngre brødre; så desværre er 8 af dem ladt alene tilbage. Vi vil finde en måde at vende hjem på. Ser du, jeg har forpligtielser over for dem- og mange af dem der er hjemme er ikke særlig gamle endnu."

Han så på hende dog stadig med et kækt smil hængende om den spraglede mule. For selvom det gjorde ham ilde til måde at have efterladt dem, så var han i ganske behageligt selskab og dette kunne ikke benægtes at han nød.

Hun lod de krystal blå øjne søge denne hingst, han havde fanget hende lidt. Han var en smule mere reserveret end de andre hun havde mødt. Men alligevel så lå der en charme og en blidhed over ham, men han lod til at prøve at få den gemt lidt af vejen. Hun vidst dog ikke lige hvorfor. En blid brummen forlod hende. Hun var ikke en hoppe som var yderligt mærket af hendes brunst, men hun var i teorien også det man ville kalde en ung hoppe og hun havde endnu ikke forstået hvad denne dejlige duft kunne gøre ved hingste.

Hingsten ord lød nu atter og den høflighed og den generalt høflige tone som hingsten besad imponerede hende faktisk en hel del. Hvorfor valget han at bruge dette? Havde dette været den skik han var vant til fra hans tidligere land? Hun najede let i halsen da han valgte at takke hende for de informationer hun havde givet ham og det var da altid dejligt at blive takket for de forskellige ting som man nu engang havde ladet folk gå igennem. Hun brummede roligt og så lidt væk fra ham.

Han lod dog alligevel til at falde en smule mere til i hendes selskab og åbnede nu op for lidt flere smil og en lidt mere afslappet holdning, hvilket fik et blidt smil frem på hendes læber. Han lod også til at lade sine tanker fare en smule, han fik i hvert fald et smil frem som hun ikke kunne forklare og dette var heller ikke noget hun ville spørge ind til. Det kunne jo være at han ikke ønskede at snakke om dette og selv om hun nok var den mest nysgerrige hoppe i hele Andromeda, havde hun lært at visse ting skulle man ikke stikke mulen i. Han stemme lød atter og hun spærrede øjnene en smule op da hingsten nu nævnte at han var ud af en flok på 12… wauw..

”så i er 12.. brødre?”

Overraskelsen lå i hende og den var heller ikke forsøgt skjult i stemmen. Hun kunne godt forestille sig hvilket hyr hans forældre havde haft med 12 hingste at kontrollere og ja de yngste måtte ikke være så gamle, for han så da ikek ud til at være tudse gammel. Hun rystede lidt på hovedet for at slå det ud af hovedet igen. Han nævnte også en masse forpligtelser og overvejede kort hvorfor disse ikke lå hos hans forældre.. Men hun regnede også hurtigt ud hvorfor de ikke gjorde det. Hun brummede en smule mildt til ham.. om han vidste hvorfor vidste hun ikke, men hun ønskede på en eller anden måde at vise medlidenhed over tabet af hans forældre.. dem måtte han have mistet, hvis han skulle passe de andre.