I en retning af overblik (Minerva)

Minerva fulgte den spættede hingst med blikket, som han vendte rundt og strøg imod toppen med overlegen lethed. Det korte øjeblik, som Minerva fik til at beskue ham, imens han klatrede henover bjergets udfordrende stigninger, fik hende til at indse, at hingstens faktisk var en ganske smuk og ædel skikkelse. Hun trak ørerne let tilbage, nærmest som var hun utilpas over sine tanker og observationer, og først da Onyx forsvandt ud af hendes synsfelt, tillod hun sine ører at vende frem igen.

Imens Onyx besteg bjerget for at danne sig et overblik, vendte Minerva blikket ud over landskabet, som strakte sig nærmest uendeligt. Et sagte, sørgmodigt suk forlod hendes strube, imens hun betragtede det smukke og vidstrakte område, som var så ulig det hun kom fra. Hvordan skulle hun nogensinde finde hjem? Hvor var hun egentlig? Og hvorfor var hun havnet her? Spørgsmålene var mange, og snildt kunne hun have stået flere timer fordybet i hende tankemylder - men timer havde hun ikke, og snart vendte Onyx tilbage.

Hun hilste ham an med en meget diskret brummen, da hans lange ben bar ham hen i hendes nærhed på ny. Det blik, som hun betragtede ham med synede nærmest håbefuldt, men da han snart efter rystede på hovedet, tippede hun skuffet sine ører i nakken. Og dernæst bekræftede hans ord, at han intet havde fundet der kunne ligne noget fra hendes hjemland.

,,Det er der måske. Men tak, Onyx, fordi du kiggede."

I det øjeblik gled der en nærmest sårbar glød over den gråspættede hoppe. Selvom hingsten ikke havde bragt det svar, hun ønskede, at var hun alligevel taknemmelig over at han havde kigget - om end han havde besteget bjerget af egen interesse også. Hun rømmede sig derefter og skubbede den sårbare aura bort på ny, rankede sig og lod sine ører placerer sig i en neutral holdning.

,,Onyx, jeg er ikke i stand til at lede efter højere grund, eller til at bestige den - jeg vil søge ned fra dette bjerg og finde læ. Vil du følge mig, eller fortsætte din søgen?"

På sin vis var det en stor ting, at hun faktisk spurgte den spættede Onyx om han ville følge hende, for det lå ikke til hende at bede om hjælp - eller acceptere den. Omvendt så hun det som en høflighed at tilbyde ham selskab, om end hun ikke kunne tilbyde så meget på grund af hendes skade. Hun vendte sin krop med forsigtige skridt, for at signalere at hun ville begynde nedstigningen, og han var velkommen hvis han ville med.

[3]

1

Hoppens spørgsmål gav ham muligheden for at træffe et valg. Et valg der måske ikke var lige så nemt at træffe for Onyx, som det havde været for andre. Nogen kunne måske godt udsætte deres søgen til fordel for selskab, men Onyx havde på en måde en lille konkurrence kørende med sin bror, om at finde vejen hjem. Han tog sig nogle sekunder for lige at overveje det nøje, inden han gjorde et enkelt nik med hovedet.

”Jeg vil gerne følge dig. Ud fra hvad jeg har set, er der ikke særlig stor sandsynlighed for at finde hvad jeg søger efter her eller i nærheden af her. Måske har jeg overset noget, men….. Sandsynligheden for det er sket er meget lille. Der burde have været noget der så bekendt ud, hvis vi var bare nogenlunde i nærheden af ’hjem’..”

Han kunne godt bruge lidt tid sammen med hoppen, for ansvar var jo også noget af det han gik meget op i. Hans ansvar over for flokken og ansvar over for hans brødre, og lige nu gik det ikke så forfærdeligt godt med nogen af de andre. Athal og ham var uenige, Corvo var nærmest sunket i jorden og Lucifer……. Well, Lucifer var Lucifer og havde mere travlt med hans ego og ham selv, end at leve op til hans ansvar som den ældste i rækken der stadig var i flokken, og så bagefter hyle over ikke lige at få den velkomst han havde håbet på. Han burde slet ikke være der. Ingen af dem burde.

”Så du er helt alene her? Altså sådan.. Hvis man ser bort fra mig”

Hun så ham an imens han overvejede det valg, som hun havde præsenteret for ham; om at følge hende, eller om at fortsætte sin søgen, hvor den så end måtte føre ham til. Hun gjorde ikke udfald til at bevæge sig ned, før han havde taget stilling, for hun ville ikke forsøge at påvirke hans valg, ved at bevæge sig bort fra ham før han havde tænkt sig om - for hun vidste at mange i så fald ville følge med. Hun brummede diskret, da hans stemme afslørede at han gerne ville følge hende og graciøst nikkede hun imod ham med en accepterende aura.
Først derefter vendte hun sig så sikkert hun kunne for tog de første skridt på vej ned fra bjerget.

Da først hun havde sat den elegante krop i bevægelse, tippede hun et øre i hans retning og skævede kortvarigt imod ham. Hun trak let på skulderen, inden hun førte blikket frem igen, og der gik et øjeblik før hun svarede ham.

,,Ja, det er jeg vel. Jeg har i hvert fald ikke set andre end dig, siden jeg vågnede op."

Der lå en irriteret undertone bag hendes ord - ikke som sådan fordi hun var irriteret på Onyx, for han havde trods alt vist sig som en ganske nobel sjæl indtil videre, nej. Hun var irriteret fordi hun netop var alene, uden sin flok omkring sig og på et fremmed sted uden nogen umiddelbar vej hjem.
Hun bed tænderne let sammen, da det begyndte at skråne nedad. Smerterne i hendes knæ gjorde det meget vanskeligt for hende at bevæge sig fremad, og selvom hendes stolhed nærmest forbød hende det, måtte hun tage meget små og humpende skridt når terrænet blev for udfordrende. Dog nægtede hun at stoppe op, selvom det gjorde ondt - for selvom hun nødigt ville gå på bekostning med sin fremtoning, så ville hun endnu mindre gå på bekostning med sin selvstændighed. Hun skulle nok komme ned, uanset hvad.

,,Du nævnte dine brødre. Hvor mange er i, der bor her?"

Spurgte hun efter lidt. Hun misundte ham for at have familie her, også selvom det så var på fremmed grund. Hvis hun bare havde nogen hun kendte, ville hun nok føle sig mere sikker.. Sikker på at det hele nok skulle gå.

[5]

1

En svag rynke dannede sig hen over Onyx’s mule, da hans brødre blev bragt op. Ikke en der som sådan var ment til at blive set, men fordi han simpelthen ikke kunne lade være på grund af deres nuværende situation. Han holdt af sine brødre, det gjorde han da, men han kunne heller ikke lægge det faktum bag sig, at de var splittet.

”Vi bor her ikke.”

Startede han dog ud med at forklare, for sådan så han det ikke. De boede der ikke – de var bare landet der og nu var de på vej hjem. Det var trods alt ikke kun ham, der søgte efter en vej, men også Athal og forhåbentlig holdt de andre også øje med ting der virkede bekendte. Det var først efter lidt ekstra tænke-tid, det gik op for Onyx han ikke havde besvaret hoppens spørgsmål. Spørgsmålet lød jo på hvor mange brødre og ikke hvorvidt de boede der eller ej.

”Fem brødre. Corvo, Lucifer, Chetan, Athal og mig selv. ”

Onyx kunne dog på ingen måde vide, at hans ene bror sporløst ville forsvinde. De havde været der sidst de alle havde været samlet, hvor de endte med at gå hvert til sit i stedet for at blive samlet. Noget Onyx nu ønskede de havde, men der var sikkert også en større chance for at finde vejen hjem, hvis de delte sig op.
Svaret blev meget kortfattet fra hans side af, for han ønskede jo ikke at dele ud af det skænderi der havde været, eller hvordan de hver især mere eller mindre havde svigtet deres flok – hvordan han skulle have beskyttet flokken og det derefter var gået videre til den næste i rækken og de nu var fem ud af tolv brødre samlet på dette besynderlige sted uden at vide hvordan det var gået til.

”Forhåbentlig har nogle af de andre mere held med sig end jeg har det........ Med at finde vejen selvfølgelig.”

Han anså jo ikke sig selv for at være uheldig med at rende ind i hoppen, hvilket han lige syntes var vigtigt at påpege. Hun var anderledes end de hopper han havde været vant til at omgås hjemmefra, men det gjorde hende jo ikke mindre godt selskab af den grund – endnu i hvert fald.

Den gråspættede Minerva lod kortvarigt hendes blik rettes imod Onyx, da han begyndte at fortælle. De første ord, som forlod hans mule, fik kort Minerva til at føle at de stod lidt samme sted. Han boede her heller ikke, og ej heller gjorde hans brødre. Ligesom hun heller ikke boede her, men på forunderlig vis var endt her alligevel. Hun udspilede sine næsebor da et jag fra knæet gik hele vejen op i skulderen på hende, men ellers udviste hun ikke andre tegn på smerte.
Hun forblev tavs indtil han fortsatte sine ord, og fortalte hende at de var hele 5 brødre der var endt her. Hun kneb sine øjne forundret sammen; hvordan kunne det være de alle 5 var endt her? Så vidt hun vidste var hun den eneste fra hendes hjemland der var kommet hertil. Måske var det kun dem, som var blodsbeslægtede, som kom hertil? Spørgsmålene stillede sig op på række i hendes sind, men af høflighed ventede hun med at fremsige dem, indtil han var helt færdig med at snakke.

,,Ved du hvorfor det kan være at 5 fra samme familie er endt her? Kom i hertil sammen?”

Måske der kunne gemme sig noget information i hans ankomst til landet, hvis de alle 5 var rejst sammen. Eller, dukket op.. Minerva huskede ikke selv en rejse, så det var hende en uløselig gåde hvordan hun var endt her. Måske var det anderledes for Onyx og hans brødre?

,,Jeg vil håbe på dine vegne at en af dine brødre finder vejen til jeres hjemland. Ved du hvor de befinder sig nu?”

Det var ikke fordi hun havde et ønske om at møde hans brødre, men besad de information om hvordan man kunne komme herfra, var det måske værd at opsøge dem.

[2]

1

Spørgsmålet blev ikke besvaret med det samme. I stedet tog Onyx sig tid til at overveje spørgsmålet, overveje svarmulighederne og ikke mindst overveje om noget af det han vidste indtil videre, kunne sættes sammen til at give nogen som helst form for mening. I sidste ende blev det dog kun til en hovedrysten fra hingstens side af. ”Jeg er bange for jeg ikke kan give dig ret mange svar. Vi kom ikke hertil sammen. Heller ikke på samme måde.” Selvom han ønskede at give hoppen et svar, måtte han ærligt melde ud at han ingen havde.

Et lille fnys forlod Onyx’s mule. Jovist ønskede han da også en af hans brødre fandt vejen hjem, for han ønskede jo selv at finde hjem, men samtidig ønskede han ikke det skulle være en af dem. Han ønskede det var ham selv. At han var den af dem, der formåede at bringe dem alle sikkert hjem. Endnu en gang måtte Onyx ryste på hovedet, som indledning til et svar. ”De er spredte i dette område. Alle leder efter en vej hjem på deres egen måde.” Tonen kunne ikke undgås at have en lille skarphed. Nok holdt Onyx af sin familie, som man burde holde af familien, men han havde ikke et brændende ønske om at tale om brødrene, han ikke helt kunne enes med. Uenigheder var jo opstået, men dem var der ingen grund til at indvie en fremmed hoppe i.

// 238 ord - 1 advent

Den gråspættede Minerva kunne ikke undgå at fornemme den skarpe tone som Onyx benyttede når han omtalte sine brødre; som lå der en form for rivalisering imellem de 5, som måske stak dybere end hvad man kunne forestille sig blandt brødre. Hun lod blikket glide frem foran sig for at orientere sig – terrænet var udfordrende for hende i den tilstand hun var i. Dog kunne hun lettere bære sig med så elegante bevægelser hendes skade nu tillod hende, når hendes blik var rettet fremad. Hun lod hovedet hæves lidt herefter, inden hun nikkede anerkendende – han havde ikke de svar, som hun ønskede – og det havde han også sagt tidligere. Måske følte hun sig en anelse pinligt berørt over at have spurgt mere indtil det, selvom han havde givet udtryk for at han selv var ganske ny her og ikke kendte noget til vejen ud.

Dog undrede det hende lidt at de 5 brødre var kommet hertil på forskellige måder. Hun kendte på ingen måde til hvordan det normalt foregik, eller om der var en normal måde at komme hertil på, men alligevel undrede hun sig over at en familie ikke var kommet samtidigt eller på samme vis.

,,Hvad skete der inden du kom hertil?”

Spurgte hun så. Måske lå der nogle ledetråde i de hændelser som var sket forud for deres ankomst til dette frygtelige land, som kunne guide dem mod vejen hjem.

[3]