I en retning af overblik (Minerva)

Efter at have udforsket en stor radius af det flade område, havde den spættede hingst taget beslutning om at skabe et bedre overblik, og hvad ville ikke være bedre end at drage op til det højeste punkt han kunne finde. Hvor højt han præcis ville drage op af bjerget var stadig uvis, det måtte tiden vise. Onyx var ikke dum, og ønskede ikke udsætte sig selv for unødvendig farre. Stierne i bjergende kunne lige så godt ende blindt eller for smalt, eller være klatte. Værste tilfælde kunne han risikere de forsvandt direkte under ham. Så i sin færd opad, var han meget forsigtig sin færd. Han vedholdt dog en hvis værdighed i sine bevægelser. Han var nød til at være på forkant i tilfælde af nogle skulle lade sit blik opfange ham. Hvis han slækkede på musklerne eller sløsede afsted,
hvad ville fremmede så ikke tænke om ham. Nej værdighed og stolthed måtte han altid bære.

Lyset havde været så kraftigt, at de omgivelser den grå Minerva nu prøvede at få et overblik over stod ganske uskarpe. Under hende følte hun et hård, koldt og lettere vådt underlag, der var langt fra det hun havde forladt. En smerte fra hendes højre forknæ bredte sig ud i hele hendes ben, og hendes krop føltes tung og svækket. Faktisk vidste den grå Minerva ikke hvad der præcist var sket; for det sidste hun huskede var at hun blev mødt af et utroligt skinnende, hvidt lys og derefter forsvandt hendes verden under hendes hove. Hun fnøs frustreret inden hun anstrengt fik stablet sig op på de lang ben, for bedre at overskue hendes nye omgivelser. Kønt så det nok ikke ud, men Minerva fandt balancen, trods hun dårligt kunne lægge vægt på det højre forben. Der gik nogle få øjeblikke før omgivelserne begyndte at stå skarpt for hende, og lidt efter lidt bed hun mærke i, at hun befandt sig i et meget klippet område, ganske langt oppe imod skyernes verden. Et bjerg var hvad hun befandt sig på og øjeblikkeligt trak hun sine smalle ører tilbage i nakken. Der var ingen bjerge i hendes gamle land, og det stod hende derfor klart, at hun havde været ude på noget af en rejse, da dette lys havde mødt hende. Hun skævede rundt med en snert af panik i de blå øjne. Hvor befandt hun sig dog?
Selvom det ikke ligefrem var noget hun var stolt af, mærkede hun den nagende følelse af magtløshed og angst komme snigende. Og rent instinktivt endte den grå hoppe med at sende et kald ud i luften - alene i en ny, muligvis forladt verden, skræmte hende så meget at hun uden at tøve brød sine ellers faste principper og derefter humpede hun noget usikkert frem, i håb om at finde en vej ned fra dette golde, våde og glatte bjerg.

[2]

På sin færd op ad, havde den spættede hingst ikke forventet andre heste- så da et kaldende vrinsk blev bragt af vinden og ekko'et i bjergende blev Onyx lettere overrasket. [Han tøvede dog et par sekunder, men besvarede så vrinsket for at tilkendegive at denne ikke var alene. Onyx forsatte sin kurs opad, for lyden var kommet i den retning- hvilket jo var til hans held, da han stadig forsøgte at danne sig et godt overblik over dette sted han og hans brødre var havnet. Han ønskede virkelig han kunne bringe dem nyt næste gang hans skulle mødes med dem; kunne svare på nogle spørgsmål og måske endda komme med løsningen. Dette var nøsten gået hen ov blevet en konkurrence i Onyx hoved. Selvom han var ældst, burde han ikke vise sig til for de andre- men netop pga. de stridigheder der havde været indbyrdes mellem ham og hans
Athal var det i Onyx hoved bedst hvis han kunne levere flest besvaret spørgsmål.
Det var vel et sted ret egoistisk, men sådan var det nu bare en gang. Uanset hvad ville de jo helst alle sammen finde en vej tilbage, finde en brugbar løsning. Det burde være lige meget hvem der kom med det- men Onyx ønskede det ville være ham. Og Ønsker kommer ikke af sig selv- de skal opfyldes ved hårdt arbejde.

Der gik ikke lang tid fra den grålige Minerva havde sendt et kald ud over bjergenes tornede toppe, til et svar lød med hingstet klang. Hendes humpende bevægelser blev holdt inde, og i en lidt usikker parade stoppede den spinkle hoppe for at spejde efter den, som havde ladet sig give til kende. Der gik lidt, før hun fik øje på en skikkelse et stykke længere nede af bjergets stenede stier. En hvid skikkelse, med et spættet mønster sprædt ud over en ædel bygning. Med let tilbagevendte ører betragtede hun ham ganske indgående, velvidende om at han nok ikke kunne se hende endnu. Han lignede ikke en fra hendes hjemstavn, og hendes mistanke om at hun befandt sig langt fra det hun kendte blev hun bekræftet; bjergene og fremmede sjæle. Hun fnøs sagte for sig selv, inden hun rankede sig en anelse og med besluttede skridt forsøgte hun - ganske uelegant - at humpe sig fremad med retning nedad imod denne fremmede spættede sjæl. Det lykkedes hende dog ikke så godt, og på det våde underlag mistede hun efter ganske kort tid balancen. Hendes forhove gled, og snart mistede hun helt kontakten med den stenede undergrund; hun faldt, og et halvkvalt, frustreret hvin slap fra hende. Fortumlet forsøgte hun dog hurtigt at få sig selv stablet på benene - velvidende om at hingsten nu sikkert havde opdaget hende, og nok var på vej herhen.

[7]

Onyx forsætte sin rejse op af bjergende, han fulgte den stå der så fint var. Han synes det var ganske belejligt at naturen havde gjort sig nok så umage, så det ren faktisk var muligt at bevæge sig op i det ujævne terræn. Den spættede hingst synes han forsætte længe. spejdende fremad og opad i håb om den hvis vrinsk havde lydt, snart kom til syne for hans blik. Han vidste han sikkert ville være blevet opdaget i god tid før han ville se denne fremmede der før havde kaldt.
Hvor langt oppe befinder hun sig lige? Onyx havde ikke synes vrinkset havde lydt så fjernt, men igen ekkoet kunne misguide en. Hun kunne være langt længere væk end det havde lydt. Dog netop som han havde færdig gjort sin tanke opdagede en en grålig skikkelse i et tumult nedad. Onyx droppede sikkerheden; for som den gentleman han var; skulle han jo selvfølgelig komme damerne til undsætning. Han satte tempoet op, for hurtigere at nå frem imod den fremmede hoppe. Den ubalnce hun var i, kunne ende grulig galt. Hun kunne styrte ud over kanten i værste tilfælde.

Hovtrin nærmede sig hurtigt den grålige Minerva, og inden hun fik genfundet balancen og rejst sig fra det kolde, stenede underlag, dukkede den spættede hingst op foran hende. Hun brummede sagt i en blanding af ubehag, utilfredshed og ærgerlse over at være fundet i 'så ringe tilstand' som hun var i nu. Hendes forfængelighed havde altid været ganske stor, og den grå Minerva brød sig ikke om at fremstå svækket, beskidt og sårbar. Med en sidste kraftanstrengelse fik hun dog stablet sig på de svækkede ben og rettet blikket direkte imod den fremmede, spættede hingst. Han var ikke en hun kendte, så meget var sikkert, og flere tanker omkring hvor hun mon var begyndte at dukke op i hendes sind. Minerva havde dog ikke meget tid at overveje dette i, for så snart den spættede var hende nær nok, til en egentlig samtale kunne startes, måtte hun stilne sit sind af for at fokusere på nuet omkring hende. Hun lod sine slanke ører tippes en anelse markerende til siden, inden hun hævede sin hals en smule. Hun stod endnu på højere grund, men hun var hver en hoppe der besad stor styrke eller snilde når det kom til magtkampe, og derfor håbede hun blot at den fremmede hingst ikke ønskede at kaste sig ud i sådan en - for da ville hun stå svagt. Hun sagde ikke noget, men betragtede ham blot indgående - betragtede hans stærke statur, særlige mønster og flotte bygning. Hvem var mon denne fremmede hingst, som havde valgt at vandre i bjergenes udfordrende terræn?

[8]

2

Onyx tog sig ikke tid til at registrere hvorvidt han overskred hoppens grænser eller ej, for så snart han nåede hende, fik han mast sig rundt om hende så de endte med at vende samme vej, og så han stod tæt nok på til hun kunne bruge ham som støtte. Man var vel en gentleman. Alligevel var han godt klar over der sikkert kunne flyve et tandsæt i hans retning, men det måtte han tage til den tid.

"Her, brug mig som støtte"

Han var blevet enig med sig selv om "du ligner en der har brug for hjælp" var en lige så dum kommentar som "har du brug for hjælp?" var et dumt spørgsmål. Selvfølgelig havde hun det - ellers havde hun vel ikke humpet sådan rundt og kaldt.

"Sikke en redelighed. Hvad er der sket?"

Selvom Onyx egentlig havde planer om at nå toppen, så han bedre kunne få et overblik over hans placering i dette land, og dermed forhåbentlig bedre kunne finde en vej hjem, var han også nødt til at hjælpe hoppen. Det måtte da give lidt plus point, hvis Athal fandt vejen hjem først.

Blikket veg ikke fra den spættede hingst, der uden tøven trådte hende helt nært og nærmest tillod hans krop at forene sig med hendes - eller, sådan følte hun det. I en blanding af overraskelse, undren og foragt lod hun sine ører bevæge sig markerende i nakken og et halvblottet tandsæt sendes i retning af ham som en trussel. Hun gjorde dog ikke direkte udfald imod ham, og da han var nået op på siden af hende, trak hun mulen til sig med et ret så fornærmet glimt i de klare øjne.
Hendes hals sad højt hævet og hendes nakke var knejset - og generelt talte hendes kropssprog meget tydeligt for sig. Hun var på ingen måde tilfreds med at denne fremmede var trængt ind i hendes personlige sfære uden at have fået lov; men når det kom til stykket, var hun ikke den mest fysisk anlagte hoppe, og derfor jog hun ham ikke bort.

,,Jeg mindes ikke at have bedt om hjælp."

Bed hun af ham. Tonen var skarp, men klar og feminin og der lå en vis afmålthed over hende. Hun havde altid anset sig selv som en med ganske høje standarder, og altid forsøgte den grå Minerva at fremstå så ædelt som muligt. Dette var måske også en af grundene til hun ikke tyede til fysisk bortjagen af hingsten; i stedet ønskede hun at bruge sine talegaver og hendes kropssprog til at få ham til at holde afstand med.

Selvom hun gav udtryk for, at hun ikke ønskede ham nær, var han nok kommet på et godt tidspunkt. Den skade, som Minerva kort forinden havde pådraget sig, var nemlig tilstrækkelig til at den svækkede hendes evne til at holde balancen og bevæge sig. Og selvom hun ikke bad om hjælp, så vidste hun godt inderst inde at hun havde brug for den. Hun accepterede derfor at han var der, ved siden af hende, men endnu lænede hun sig ikke imod ham, det var hun for stolt til.

Hun tippede afmålt et øre imod ham, da han spurgte indtil hvad der var sket. En endnu strammere mine gled over den grå hoppe, inden hun fjernede blikket stift fra ham, nærmes som havde han sendt en fornærmelse i hendes retning. Hun fnyste sagte, inden hun dog besvarede hans spørgsmål - for hun var ikke uhøfligt anlagt, den grå Minerva, selvom det godt kunne syne sådan.

,,Jeg ved det faktisk ikke. Det sidste jeg husker er, at jeg blev mødt af et meget kraftigt lys, og før jeg ved af det, vågner jeg her i disse bjerge."

Hun afsluttede sætningen der og kommenterede ikke på den skade, hun havde pådraget sig forknæ. Den var tydeligt nok til at han kunne se den, og hun ønskede ikke at fremstå mere sårbar eller ynkelig end hun allerede gjorde.

[5]

5

”Det betyder ikke jeg ikke kan tilbyde min hjælp alligevel. Men hvis du ikke ønsker den, sååååeh…..”

Hun havde ikke behøvede at bede om hans hjælp for det havde været tydeligt for ham, og sikkert også for alle andre, havde de oplevet hoppens situation, at hun i hvert fald kunne få brug for den hvis ikke hun havde brug for den. Bare som en slags lille ”trussel” trak han sig en anelse til side og væk fra hende for at vise hun i hvert fald også sagtens kunne få lov til at klare sig selv, hvis det virkelig var det hun ønskede, selvom Onyx var sikker på det ikke var det hun burde gøre.

”Hmmmmm..”

Det var en eftertænksom lyd Onyx kom med. Det skarpe lys. Så var det altså ikke kun ham og hans brødre det var gået ud over, men også andre. Måske var det større end han først havde beregnet. Han gjorde sit bedste for at huske tilbage på sine sidste minutter inden det skarpe lys, men kunne ikke komme i tanke om andet end sin ”lille” fight med Athal. Han huskede ikke noget, der kunne give en forklaring på hverken hans eller hoppens oplevelse.

”Mine brødre og jeg husker også kun lyset og så at vi var her, men ikke hvordan vi kom fra flokken og hertil. Dette er ikke i nærheden af vores hjem. Jeg var på vej op til det højeste i håb om at finde vejen hjem. Mit navn er Onyx, forresten”

Der lå en ganske særlig aura over hingsten; og på det korte øjeblik som Minerva havde haft kontakt med ham, havde hun allerede dannet sig et indtryk af ham. Han fremstod for hende som en hingst der nærmest virkede en anelse uforudsigelig, men på den gode måde. Den måde som fangede hendes opmærksomhed. Og da han med sine ord af nærmest flabet karakter trådte en anelse bort fra hende, slog hun en anelse irritabelt med hovedet. Hendes anerkendelse af, at hun faktisk behøvede hjælp havde rejst fra dybt i hendes sind, og ud i hendes krop, som dog ikke havde søgt hingsten - men accepteret ham. Men nu hvor han flyttede sig, begravede hun sit behov på ny.

Hun skævede til ham ved hans eftertænksomme lyd, som kort efter blev erstattet af ord. Han fortalte at ham selv og hans brødre havde mødt det samme lys som Minerva havde og undrende kneb hun sine øjne sammen. Det var altså ikke kun sket for hende - men eftersom denne hingst var hende en totalt fremmed, så gav det slet ikke mening i hendes hoved. Han kom ikke fra hendes hjemland, men på en eller anden måde var de havnet i bjergene begge to. Bjerge, som hun ikke kendte - og vejen hjem herfra var hende uvis. Hun fnøs sagte og en anelse frustreret over den information som den spættede hingst gav hende, for det bekræftede hende kun i, at hun ikke lige være i nærheden af hendes hjemstavn, som hun inderligt ønskede at vende tilbage til.

,,Du er ikke den eneste der har et håb om at finde hjem, Onyx. Jeg søger også den sti, der kan føre mig tilbage til min egen flok."

Hun bed pludseligt tænderne sammen og afbrød hendes sætning. Hun havde taget et skridt, som havde provokeret hendes knæ ret meget og hun måtte virkelig kæmpe for at undertrykke et hvin. Der kom ingen lyd fra den gråspættede hoppe, men det var tydeligt at hun var i smerter. Da hun fik afslastet knæet tilstrækkeligt og smerterne tog af igen, vendte hun dog de blå øjne i hingstens retning på ny.

,,Mit navn er Minerva"

[9]

1

Onyx tog sig ikke meget af hoppens irritable kast med hovedet. Hun havde selv brokket sig over den hjælp han havde tilbudt, og ønskede hun hans hjælp igen, måtte hun denne gang selv bede om den. Han forblev derfor også på den afstand han havde fået til hende, da han var veget væk fra hendes side. Det forhindrede ham dog ikke i, nysgerrigt at lytte til hendes ord. De var i samme båd, og måske kunne de bruge hinandens hjælp til at finde vej, selvom de ikke skulle i samme retning for at komme hjem.

”Måske kan vi hjælpe hinanden med at finde vej?”

Han kunne i hvert fald sagtens finde hende og sige til, hvis han havde fundet noget der mindede om den vej hun skulle. Det kunne jo være kan fandt en anden vej end den han skulle og omvendt. Der måtte være et eller andet tegn, der kunne pege dem i retningen af hjem. Onyx lod blikket glide opad mod bjergene og derefter tilbage mod Minerva med et lidt ubeslutsomt udtryk.

”Hvis du fortæller mig hvad jeg skal holde øje med oppe på toppen, kan jeg se om jeg kan finde den retning dit hjem ligger?”

Selvom hendes færdes var yderst begrænset, forsatte den gråspættede Minerva fremad og gjorde hvad hun kunne for at skjule den skade hun havde pådraget sig. Hendes opmærksomhed lå delvist på den spættede hingst, som havde fundet hende i bjergenes labyrint og på nuværende var det eneste levende væsen hun var stødt på siden hendes møde med det kraftige lys, som havde placeret hende blandt de høje tinder i et fremmed land.
Hans stemme krævede dog snart mere end blot hendes delte opmærksomhed, og med det reserverede blik, mødte hun nu hans klare øjne. Han havde en ganske klar pointe - problemet var blot, at den gråspættede ikke vidste hvilken retning hun skulle gå, for at finde sin hjemstavn. Hvis hun gjorde, så havde hun skam været på vej nu.

,,Mit hjem rummer både frodige skove og åbne sletter - men noget af det mest karakteristiske er nok søen der ligner en fugl. Hvis min hjemstavn er i nærheden, er det nok den der vil springe tydeligst frem i landskabet."

Hendes stemme bar dog en tydelig tvivl med sig. Hun havde en nærmest kvælende følelse af, at hun var langt, langt borte fra alt hun kendte - og havde kendt - i hendes endnu korte liv. Hun vendte derpå selv blikket imod den tætteste bjergtop, den som hingsten kort forinden selv havde skænket et blik.

,,Jeg følger dig ikke derop - men hvis der er noget fra dit hjem, som burde kunne ses herfra, kan jeg tage et kig."

Sagde hun med mere tydelig og på sin vis from stemme. Man kunne se mangt og meget fra det niveau de befandt sig på nu, og hvis han ville hjælpe hende, ville hun da gøre hvad hun kunne for at gengælde tjenesten. For selvom den gråspættede Minerva virkede reserveret og distanceret, så var hun ikke uden manérer; og hun var opdraget med altid at gøre hvad hun kunne for at fremtræde som den bedste udgave af sig selv.

[1]

1

Onyx lyttede og nikkede. Det burde ikke være så svært at finde en sø, der lignede en fugl. Han havde ikke set en endnu i sin tid i Andromeda, men former på store søer var heller ikke spor nemme at se, når man ikke var højere oppe og på større afstand end han havde været. Det var overblikket der manglede. Onyx standsede et kort øjeblik og lod blikket glide rundt med en eftertænksom mine, inden det igen hvilede på hoppen.

"Hvis mit hjem kunne ses herfra, ville jeg ikke behøve tage til toppen. Hvis du venter her, kan jeg tage et hurtigt kig og hjælpe dig ned efterfølgende? Men jeg kan også hjælpe dig ned nu, hvis du ønsker det."

Han kunne jo sagtens vende tilbage efterfølgende. Nogen ville måske kalde det spild af tid når nu man var kommet så langt, men for Onyx var det ikke. Ligesom han havde haft ansvaret for flokkens velbefindende, kunne han heller ikke lade være med at sørge for dem omkring ham. Det var som om det lå i hans gener at sørge for andre var i sikkerhed.

Onyx blev stående, mens han afventede et svar fra Minerva. Han ville jo heller ikke påtvinge sin hjælp, og hvis ikke hun ønskede den og bare ville vandre ned selv - selvom Onyx bestemt ikke brød sig om tanken, ville han lade hende gøre dette.

Minerva hævede sin slanke hals en anelse og lod sine ører tippes tilbage med det meget karakteristiske og reserverede udtryk hun bar. Hvis hingstens hjem havde været i nærheden, ville han ikke have behov for at søge højere op for at se det; men hvis ikke det kunne ses herfra, vidste Minerva ikke hvordan hun så skulle kunne hjælpe ham med at finde hans hjem - som han tilbød at hjælpe med at finde hendes. Hun nikkede dog afmålt, som bekræftelse til at hun ville vente på ham.

,,Jeg venter."

Tonen var neutral, nærmest diskret. Det var sjældent den gråspættede Minerva udviste særligt meget andet end hendes tilbagetrukne ydre; men havde man tålmodighed og ønskede det, så kunne man finde mange unikke ting ved den grå hoppe.

[3]

2

"Jeg skynder mig"

Onyx vendte rundt for at tilbagelægge den tur mod toppen han allerede havde taget en gang. Han kunne også bevæge sig langt hurtigere uden hoppen. Han havde ikke noget imod hende, men han foretrak alligevel at klare det alene. Hun var jo kommet galt afsted og det kunne betyde det ville tage dobbelt så lang tid som han selv ville kunne klare det på. Det tog tid, men så lang tid behøvede han ikke bruge på toppen. Ikke fra den lille udkigspost han havde fundet sig. Men en ting var sikkert. Der var ikke noget han genkendte nogen steder. Han satte derfor også bare kursen tilbage mod hoppen.

Forpustet landede han ved hoppens side igen efter det der måtte være nogle timer. Et par gange på vejen ned, var hovene gledet under ham, men han var ikke faldet og havde lige præcis formået at holde sig oprejst. Han tillod sig selv et par sekunder eller flere før han rystede på hovedet.

"Intet. Jeg kan ikke se noget som helst der ligner en fugle-sø og intet der ligner noget som helst jeg kender til. Ikke herfra i hvert fald. Der må være andre høje steder....."