[Jitterbug] Frostklar morgen.

Frosten knaste let under den spraglede hingsts hove, da han kom skridtende igennem skovbrynet. Solens tidlige morgenstråler skinnede ned på den frostklare jord og fik omgivelserne omkring ham til at skinne som diamanter. Det var meget smukt. I det hele taget var alt i dette nye land meget smukt, men også meget fremmed... Han havde været her i en måneds tid nu, og det var stadig ikke rigtigt gået op for ham, hvor han var, og hvordan han overhovedet var kommet hertil i første omgang. Han havde ikke set sine otte andre brødre, siden han på forunderlig vis blev revet væk fra sit hjemland, men heldigvis var fire af hans brødre kommet til landet sammen med ham, og selvom han ikke var meget for at indrømme det, var han virkelig glad for at have dem som støtte, hvis der skulle blive brug for det.

For at ankomme som helt ny i et fremmed land var bestemt ikke nemt... Alt var så nyt og ukendt, og man skulle til at finde sin rangorden og plads i livet helt på ny. Ydermere virkede der så forladt her. Selvom landet så ud til at være kæmpestort, virkede der ikke til at leve mange sjæle her... Han var i hvert fald ikke rigtigt stødt på andre, siden han havde taget afsked med sine brødre for et godt stykke tid siden.
Denne frostklare morgen var dog noget så smuk og indbød i den grad til selskab, så han kunne ikke lade være med at sende et hingstet, imødekommende vrinsk ud igennem luften. Måske dette var dagen, hvor han ville støde på en anden sjæl?

Frosten lå let over de grønne græsstrå som et tæppe og det gav den mest fantastiske lyd hver gang hun blidt satte sine hove ned i dette kønne. Hun havde fået et nyt hjem, en ny familie og en ny flok at holde til i. Hun brummede mildt. Hendes nye flok var det eneste familie hun nogensinde havde haft og indtil videre elskede hun det helt vildt. Hun havde trippet et par dage rundt i hendes nye floks område, men nu ville hun ud og kigge lidt. Hun vippede blidt med halen og lod blikket danse efter andre heste. Hun var en meget selskabelig hoppe og hun nød alle andres selskab. Hun vippede ørerne frem og tilbage i håb om at nogen måske udgav sig nogen lyde. Hendes første besøg i dette land havde ikke været det sjoveste hun havde prøvet, hun var blevet hevet væk fra hendes gamle flok og sat ind i et land hvor hun ingen havde kendt.

Hun havde dog fundet en del sjæle som hun havde nyt selskabet af og så havde hun fundet nogen som bestemt ikke havde været hendes kop the. Men selv de heste havde lært hende at der måske fandtes mere end godhed i dette land. Hun kom fra et land hvor alt hvor roser og lyserøde skyer, så at komme til dette land lærte hende at det måske ikke altid var sådan og det gjorde hende stærkere end hun var da hun var kommet og nu var hun kommet i en flok og hun elskede det.

Hendes hvide mandelformede ører vippede let rundt da et vrinsk buldrede igennem luften, hingstet og bestemt imødekommende. Hun fik et let smil på mulen og trippede lettere energisk på stedet inden hun svarede ham med et blidt og feminint hvin. Hun smældede let med den lange hvide hale og vælvede i nakken. Hun satte i det samme mod lyden med en let og dansende trav – hun ville bestemt gerne møde denne nye hingst.

Et muntert smil formede sig på hans mørke mule, da hans vrinsk blev besvaret af et blidt og feminint hvin, der bestemt kun kunne tilhøre en smuk hoppe. Hans ører røg straks i vejret, mens han spændt bevægede sig fremad i den retning, hvinet havde lydt. Og ganske rigtigt kunne han da kort efter se en smuk, kridhvid hoppe komme travende med lette og dansende bevægelser igennem skoven. Et lille 'wauw' formede sig på hans læber, inden han stoppede op og hævede hovedet, mens en munter og imødekommende brummen forlod hans strube. Hun var godt nok smuk! Hende glædede han sig enormt meget til at møde!

Den hingst som kom til syne for hendes øjne var alt andet end så simpel af udseende som hun selv var, han var en spraglet hingst. Der var utrolig mange farver som kæmpede som den plads som hans pels kunne tilbyde. Hun lod et blidt smil glide over den eneste sorte del af hende og vippede de elegante mandelformede ører ivrigt frem imod ham og fortsatte sin dansende gang imod ham, før hun stoppede foran ham. Hun brummede let og bøjede en anelse dybt i nakken og lod de blå øjne spejde ned over ham, før hun lagde dem blidt i hans. 

"Goddag du spraglede"

Hendes stemme var blid, lys og helt imødekommende, hun var ikke en hoppe som på nogen måde dømte nogen, hun havde dog lært at en smule vagtsomhed ikke altid var skidt. Hun vælvede let i nakken og kunne ikke helt lade være at føle sig betaget af ham. 

Den hvide skønhed fortsatte med at danse hen imod ham, og til hans store fornøjelse virkede hun yderst imødekommende med sit blide smil og fremadrettede ører. Han gengældte hendes venlige smil, da hun stoppede op foran ham med en brummen og bøjede nakken dybt for ham. Han brummede hilsende tilbage, inden han ligeledes bøjede nakken for hende og lyttede til hendes lyse stemme. Han lod sit blik ramme hendes smukke blå øjne, inden han lod sin charmerende stemme lyde.

,,Goddag, du hvide snefnug. Mit navn er Chetan. Hvem har jeg fornøjelsen af at møde denne pragtfulde dag?"