Long time, no see [Tag: Belial]

Død var altid noget der der havde lagt fjern for Belial. Han vidste alle på et tidspunkt skulle den vej, men han var stadig så ung han ikke rigtig forstod sig på begrebet omkring liv og død. Så for ham virkede det helt syralistisk at en som deres far skulle være død. Altså ikke eksisterende. Som Belial havde forstået på det havde denne hingst været utrolig stærk, så Lupës kommentar om nogle havde skubbet ham; undrede Belial. Hvordan ville det kunne lade sig gøre. Belial kunne man skubbe og flytte rundt på i leg, men hvis han satte sig for ikke at rykke sig, så skulle der dælme en god potion stærke til at rykke ham; den brogede havde været endnu stærkere. Belail kneb øjne skeptisk sammen. Selvom han ikke rigtig kendte deres far, han havde ikke nået at få en forhold til ham så var det stadig mystisk og underligt at tænke på han var væk.
Belial følte sig frusteret for selvom det ikke følelses mæssig påvirkede Belial, kunne han tydelit fornemme hvordan det påvirkede hans ældre bror, og den hvide hingst anede ikke hvordan han skulle hjælpe. Det var ikke en situation han var blevet lært op i. Så han anede ikke hvad han skulle gøre eller sige- hvis man da sagde noget; Hvilket Belial håbede man ikke gjorde. Så han stod blot tavst og så på sin bror.

Om det var en skeptisk mine eller en mere foragtet mine Lupë skimtede hos Belial, bekymrede han sig ikke så meget om. Djange var væk.. og hans død var endnu, mere eller mindre, ukendt. Det nagede Lupë. Synet af deres far, liggende forslået for foden af en skrænt, havde ikke været et kønt syn. Nej, Lupë ønskede faktisk mest af alt at han kunne havde slettet lige dét minde fra hans sind.

Belial var stille, men den røde hingst forventede heller ikke andet. Han tillod stilheden at vare. Bare for en stund. Han samlede de mange tanker, hvoraf den sidste gav ham det ekstra "go´" til at komme videre. Han hejste hovedet mere majestætisk og stolt igen, mens hans lidt sørgmodige blik stilnede af. Det drengerøvsagtige kom ikke til udtryk endnu, men et mere målrettet og fokuseret blik.

"Det er derfor jeg må videre. Jeg skal hen til flokken."
Hans drengede stemme lød fast besluttet, mens han tillod sig at lade et skævt drenget smil pryde hans mule. Hans øjne lysnede en smule mere op også, med en forhåbning om noget bedre. Målrettet vendte han rundt i retningen af langs floden igen hvorpå han trådte elegant og selvsikkert frem. Det var dog få skridt han tog før han stoppede op og lod det kønne ædle hoved drejes tilbage. Tilbage imod Belial.

"Du kan tage med? Bare noget af vejen?"
Hans stemme lød charmerende igennem luften, mens det mere selvsikre og drengede glimt atter lå i hans øjne.

"Hvis altså du ikke har bedre at tage dig til?"
Drillende lød hans stemme, mens han løftede et bryn drengerøvsagtigt og udfordrende.

Snart ændrede hans attitude og udtryk sig atter. Det sørgmodige blev skjult - en lettelse for Belial, der ikke havde nogen anelse om, hvordan han skulle handle i den situation. Det drengede smil var tilbage på den rødbrogede, og snart lød ordene atter gennem det snehvide landsskab mellem de to brødre. Mod flokken. Belial vidste, at det ikke var en god idé. Han var én skygge ligesom sin moder - dog kun accepteret ikke fuldbyrdigt. Han havde søgt så længe efter sin savnede bror, og nu vill han videre igen. Belial var ikke tilfreds med det.

På den anden side, ville det ikke være første gang at han gjorde noget, som han ikke burde gøre. Han kunne vandre med for nu. Han gav et bid i broderens retning, inden han nikkede med det store hoved. De tunge skridt fulgte med. Han havde ikke meget andet at tage sig til, men han kunne vandre gennem snelandsskabet og give sin broder selskab alligevel.

Fornøjet havde en latter lydt fra Lupë. Biddet Belial havde sendt ud i luften gav et klap, og ærligt så han simpelthen bare sjov ud! Det mindede Lupë om hvor glad han inderst inde var for sin dumme lillebror! Drillende trippede han kort selv på stedet ind til Belial var med ham og de kunne følges ad.

Lupë smilede stadig imens han vendte hovedet fremad, for at skue hvad landskabet og tærrenet havde at byde på. Stille skævede han til Belial. Gad vide hvad han tænker? Mon han overhoved tænker noget? Det var ikke første gang han havde tænkt sådan. Men i grunden havde han heller aldrig spurgt ham.

"Har mor det godt?"; Drenget lød hans charmerende stemme der efterhånden var voksen. Hans øjne gnistrede lidt forhåbningsfuldt imens de kort betragede Belials farver. De mindede ham om deres mor. Mor...

Snart gled en latter ud fra den røde. Det fik hårene i pelsen til at sitre på den lyse. Tænderne klappede sammen ud i luften, men han fik ikke fat i skindet på den røde.. Ærgerligt ifølge Belial. Han foretrak at ramme, at mærke - føle - vise. I stedet trippede den røde, og Belial slog med det store hoved ud i luften. Det var ikke altid, at der gled mange tanker gennem den hvides hoved. Dette var en af tidspunkterne, hvor han blot nød selskabet. Det varede dog ikke længe, inden Lüpe atter havde stoppet stilheden med et spørgsmål.

Åh, alle de spørgsmål. Belial var den tavse type, og mere til at man viste ting. Ikke som alle de andre i dette land. Der kom en gnist over Lüpe, og Belial søgte kort efter hvilken flamme der gled i øjnene, inden han nikkede. Ord var ikke nødvendige. De stod stadig, og Belial var begyndt at blive lidt utålmodig af stilstanden, så der gik ikke få sekunder, inden han møflede hovedet mod sin broders bagparti for at sætte skub i deres bevægelse.

Han vidste godt at ord ikke lå til hans bror. Til tider undrede det ham stadig, selvom det også gav en vis ro. Det var som om tiden altid stod stille når de sås, og blev spolet tilbage når de atter mødtes. Belial var altid den samme. Ak ja, Lupë ville nok falde på halen den dag Belial ville sige en hel sætning i hvert fald! Han smilede drenget og fornøjet ved tanken, mens hans bror nikkede til hans spørsmål. Mor har det godt. Hvilken lettelse. Han lod et lille prust undslippe, før han mørkede hvordan hans bror møfle ind i hans bagpart.

Hingstet kvalte han en pibelyd der skulle have været et hvin, før han sprang frem i et lille bukkespring. Dog uden at sparke efter hendes bror. Nej, han ville højt havde fået bagparten og hans mørkerøde hale i hovefet. Han stoppede ikke her, og forstatte et par spring mere, før han stoppede op. Rankt og hingstet pustede han sig lidt op, mens hans øjne gnistrede livligt som han skævede tilbage til ham. Skævt hvilede et drilsk smil på hans spraglede mule.

Så kom an!

En lyd florerede fra struben på Lüpe. Halvkvalt og halvt hvin. Belial gav et kort knæk i nakken med tilfredshed, mens han så sin broder springe frem i et lille bukkespring. Hovedet blev kastet rundt, så den lyse man flagrede omkring den kraftfulde hals. Endnu et par spring. Et glimt formede sig i Belials øjne, som han kastede sig op på sine solide bagben og selv satte af i et ordentligt hop.

Drengerøven ville altid være der, og snart var der pustet op til endnu en leg. Gnisten var i den lyses øjne, som han med et krumspring satte fremad, for at tumle med sin bror atter.

Det var længe siden den unge røde hingst havde leget som nu. Alligevel blev han trukket direkte tilbage i de vante vaner og udfald af krumspring, som var han blot et føl igen. Belials kridvide man flagrede vildfarent omkring ham, alt imens han mindede ham mest om deres kære mor. Stille blev et tænksomt smil stille at syne på den spraglede mule, før han selv satte af i en pirutte af et stejl. Fægtende sparkede hans elegante forben ud imens han kastede mulen i vejret og udsendte et fnys.

Jorden gav en let affjedrende fornemmelse op igennem forbenene da han landede og løftede et ikke-eksisterende bryn af sin bror. Hvad kan du?

Udfordrende lød en hingstet brummen, før han atter kastede med hans ret så kønne hoved. De to forskelligt farvede øjne tillod sig et kort sekund at beundre sin bror. Det var i sandhed en speciel historie i sig selv, hele deres opvækst, barndom, deres forældre og deres nu ret så forskellige historier hver især. Lupë følte stille en varmende fornemmelse i sit bryst, ulmende bag adrenalinen der ellers pumpede grundet leget. Han holdte dybt meget af sin bror, og trods de mange små udfordringer, selv de utilgivelige ting, så elskede han i sandhed sin bror. Belial.