Long time, no see [Tag: Belial]

Vinterkulden bed, som tusinde små irritable dyr der blot var skabt for at plage dit liv. Sådan havde Lupë følt det, inden han var begyndt at bevæge sig. Stilfærdigt vandrede han, mens hans ben drog ham af sted over det snebeklædte langskab. Hun drog syd. Syd hvor Enophis tå næsten kildrede Leventeras pande. Der var alligevel et godt stykke endnu, men han var på rette kurs. Floden var altid den bedste stifinder når man skulle drage syd på. Hans muskler var varme, imens hans åndedrag var moderat højere end normalt. Målrettet var den unge Lupë, mens det drengede glimt spillede i hans øjne. Naiv og lalleglad tog han sig tiden, tiden til blot at nyde sine omgivelser på sin ellers målrettede færden.

Ak ja, ikke en eneste sjæl i dette land ville kunne spore sig hen på hvor knust den unge hingst endnu var. Knust efter sit tab.

Belial stadig uviden om det meste; tog endnu en rejse væk fra Foehns trykke rammer. Han søgte én bestemt- og han havde søgt ham længe men forgæves. Belial havde følt sig ensom i så lang tid. Han havde som plag begået en dum fejl, der havde kostet ham en masse. Det havde kostet ham hans hjem, også hans bror. Lupë havde været væk siden. Han havde ikke kunne finde ham de gange han havde søgt. Han havde ikke en gang kunne finde den fidus der boede i bjergende, som var blevet præsenteret som hans far- hvad det så nu end var for noget fis.
Belial skubbede sig igennem sneen, ligeglad med og sur på alt. Han opførte sig langt fra som en voksen- som nogle betrækede ham som nu- han var en bare en stor teenager der mente verden havde sat sig på tværs af ham og kun gjorde alt mere besværligt.

Stille forlod en lille gnikkende lyd, der måske kunne have været blevet til en latter, men aldrig blev; idet en større fisk i floden forvildet sprang over vandoverfladen. Adskillelige gange. Først så det blot sjovt ud i Lupës øjne, men det begyndte at undre ham. Spørgende lagde han stille hoved på sned og lod ørene vippe en kende spørgende. Nysgerrigt tillod han sigt at betragte fisken der kejtede mere og mere forvildet rundt. Uforstående for situationen lo han stille, drenget, før noget fangede has blik i øjenkrogen. Bevægelse.

Han drejede det kønne hoved, med den lille fine mule som han tydeligt havde arvet fra sin mor. En hvid skikkelse midt i den tunge sne, et stykke væk, fangede hans to forskelligt farvede øjne. Imødekommende nikkede han det kønne hoved et par gange i nogle blide kast, mens han øjne gnistrede af ren nysgerrighed. Han stoppede let op, efter et par slentrende skridt. Næste træk var en lyd, før det slog ham at hestens bevægelser virkede så bekendte for hans øjne? Undrende rynkede han stille spørgende på de ikke eksisterende bryn, før han slog over i en mere benægtende form. Ørerne gled let ud til siden og så tilbage, lidt uforstående. Nej... det kan da ikke være? Spørgende rettede han ørerne frem igen, lagde hovedet let på sned og løftede det ene ikke eksisterende bryn. Eller er det?

Jo det var så! Det var som et lyn fra skyfri himmel at det slog ham! Dét måtte være hans bror det der. Næsten brølende fløj et hingstet vrinsk fra hans lunger og ud igennem hans muler, efterfulgt af at han rejste sig lige så høj han nu engang var blevet, for at fægte ivrigt og velkommende med forbenene.

"Belial..."
Hviskede hans stemme for sig selv, mens det drengede og kække smil skævt bredtes på hans mule.

Belial havde den der attitude om at livet lige nu kun kunne en vej og det var ned ad. Han var ikke just positiv i sin tankegang- men alt dette ændrede sig på et kort øjeblik. Få en vrinsk lød lige så tydeligt og højt som kunne hingsten have stået lige ved hans side. Belial så op og rundt;. I sneen ved floden befandt den røde spættede hingst sig. Belial lyste op som aldrig før. For selvom han var draget ud for at finde netop den hingst- hans bror, havde ikke haft den mindste forhåbning om ren faktisk at finde ham- og nu var han der. Lige der! Belial vrinskede kaldende med en ivrighed der ikke var til at tage fejl af. Han sprang fremad i en tung galop og par det kæmpe kopus af en krop i sin broders retning- han sank ikke farten da de nåede tæt på hinanden som en hver anden ville- nej han forsatte lige ind i sin bror i tumult at et broder venligt slagsmål.

Lupë havde ikke glemt det Belial havde gjort imod ham. Tilgivet ham vidste han i grunden heller ikke om han havde eller ikke havde? Det eneste han vidste lige nu, var at en følelse af lykke ved denne genforening, var hvad der fyldte den rødlige hingst krop og sjæl. Ivrigheden i Belials lyd var ikke at tage fejl af. Hvor på den hvide og fuldvoksne broder bar sig i fuld galop gennem den tunge sne, lød en skinger fløjten i form af en hvinende lyd fra Lupës strube.

Tvivl var der heller ikke fra Lupës side af, da hans bror ikke sænkede farten. Let gled hans ører ud til siden, mens hans pande blev skudt frem. Han knejste i halsen og sænkede hovedet, mens han pludselig så større ud over skuldrende som han pustede sig op. Der nåede kun et lyde et kort fnys før Belial høvlede ind i ham. Drilsk og ivrighed glimtrede i hans to forskelligt farvede øjne, mens han tillod sig at hapse sin bror i skulderen. Med tænderne ja. Men ej med en forudsætning om at ville bide hul eller gøre direkte skade. 

Belial havde i denne stund glemt alt om at søgte Lupës tilgivelse for lige nu var det glæden over genforeningen der fyldte hans sind. Da han tumlede ind sin bror mørkede han også hvordan Lupë stod imod, han havde aldrig haft held med at vælte sin broder om kuld- mest fordi Lupë altid havde været større end ham. Højden havde han også stadig, men Belial havde vokset sig bredere end sin bror. Han mærkede Lupës nap. Eller bid. Det kunne mærkes da den røde satte tænderne i. Belial kastede lidt med hoved for at slippe af med de huggende tænder, før han selv forsøgte ivrigt at få fat i Lupës lange man. Han brummede legesygt; for der var intet bedre end en god bryde kamp med hans bror.

Hans bror kastede lidt med hovedet, før han atter slap sit tag. Den dybe lyd i form af brummen som kom fra Belial, var ham lidt overraskende. De var i sandhed ikke to føl eller plage mere, men voksne individer. Han kunne mærke den knibende følelse da Belial tog fat i hans man. Stille undslap han en fløjtende lyd i form af et hvin, beklagende over dette. Ikke fordi det gjorde synderligt ondt, men stadig... fake it to you'll make it.

Han havde savnet din bror, det kunne han mærke. Drenget puffede han hovedet ind i Belials skulder, hårdt, men samtidig også kærtegnene. Han brummede sagte, mens hans drengede og drilske blik for en stund blev blidt og berørt. Stille rejste han sig igen på bagbenene og fægtede kort med forbenene, før han sigtede efter at få forbenene over ryggen på sin bror. Drenget undslap en fornøjet latter gennem luften, mens hans øjne atter gnistrede drilsk og drenget.

Lupës beklagende fik Belial til at slippe hans man, for blot at opdage det var skuespil. Han følte sig snydt, men lod det ikke gå sig på, og slet ikke da han pludselig kunne mørke den rødes ben hen over sig. Små hvinene gav han sig til at stejle i håb om at slå hans bror ud af balance. Belial lå kort over morskaben han havde over genforsynet pg den brodeligere kamp/leg.
han vidste også godt de ikke kunne blive ved med at tumle, før eller siden var de nok nød til at udveksle et par ord.

Det var som en sejr i sig selv da han mørkede sin brors ryg under albuerne. Stort bredtes et drenget og sejrrigt smil sig på hans mule, mens han fornøjet nød at han hang på sin bror! Glæden var dog kort da et par hylende hvin lød og hans bror rejste sig under han. Wow. Wow! Selvom han følte at han kæmpede for at holde sig oppe, gik det rimeligt nemt før han atter ikke havde noget at gøre oppe på Belials ryg mere. Stampende lød hans forhove dæmpet i sneen under dem, mens han fandt balancen for ikke at bare falde lige så lang han var.

Drenget rystede han irritabelt på det kønne hoved, før et hingstet fnys forlod hans mule. Atter hapsede han drilsk ud efter Belial, med planen at ramme haleroden og lige hive ham lidt i hårene. Det var næsten en glæde i sig selv at han end ikke skænkede det en tanke, at der egentlig var meget at snakke om. Men at han blot kunne nyde sin brors selskab. Lige nu. Lige her.

Det var en triumf i sig selv da det lykkes Belial at vippe sin bror af hans ryg- desværre mistede den røde ikke balancen nok til at vælte omkuld- altså var det heller ikke den gang der blev den første gang Belial ville vælte Lupë. Det var et mål den lyse hingst havde haft siden de var helt små; og det skulle nok komme én dag! Det var Belial i hvert fald overbevist om. Hans mindre sejr blev dog kort for Lupë fik fra i hans hale; hvilket fik den hvide hingst til at give et hop fra sig- fremad før han lavede et bukke spring. Hvinene vendte han sig rundt imod den røde. Han brummede kort, spændte op i musklerne før han stilte sig på bagben; han fægtede ud i med Lupë med ikke med hensigter for at ramme ham- i hvert fald ikke med mindre han var klar på mere kamp. Det var trods alt ikke for at skade hinanden denne leg var startet.

Hvinet fra Belial var for Lupë en advarsel. Selv kastede han hovedet til siden vigende, og ganske rigtigt bukkede Belial. Snart var han med fronten imod ham igen og stejlede med fægtende forben. Det slog den røde unge hingst at hans bror var blevet voksen. Mere voksen efter førhen i hvert fald. Han huskede tydeligt tilbage på den gang hvor Belial var en bulderbasse af et føl, hvor nok bare aldrig var nok. Lige så vel som at slagsmål sjælendt bare virkede som om de var for sjov, med de angreb Belial kunne fyre af. Men ak, der var sket meget. Det var der.

Drenget rejste Lupë sig også, med fægtende forben; men forblev på afstand. Han kastede ivrigt et par gange med det kønne hoved, som hans forben ramte jorden igen. Et par hurtige åndedrag forlod hans mule, før det brede drengede smil sås. Han søgte sin brors mørke øjne bag den store pandelok, imens han ellers forblev stående. Opfordrede til at ophører legen, blot for nu.

PÅ mange måder var Belial blevet mere voksen- de brutale lege var blevet minimeret og der blev taget mere hensyn; andre gange kunne han ikke styre sit ivær og legende ville endelig brutalt- Belial havde blot ikke rigtig haft nogle lege kammerater siden Lupë var gået under radaren. Han havde brugt meget tid alene siden da, for han havde heller ikke været velkommen hos skyggehestene. Deres mor havde set til ham af og til man langt fra ofte nok. Der havde været den sorte skygge der havde gidet ham, han havde blot forsøgt at lære Belial an masse plasser- i andres øjne alm. respekt og disiplin.
Belial var klar på en rigtig bryde kamp da Lupë rejste sig på bagbenene også; men ak, Lupë lod sig dumpe ned på alle fire; hvilken Belial også gjorde. Han indså kort efter at den røde forsøgte at ophøre legen. Belial brummede kort. Han forstod godt et; hvornår en leg var slut- også selvom han ikke altid var enig i det.

Accepten indtog og dér stod de nu. To brødre af fuldkommen sammen blod, ansigt til ansigt. Det var lang tid siden. Meget lang tid. Det var næsten uvirkeligt at Belial var blevet så stor og fuldvoksen! Mest fordi det mindede ham selv om at han ikke var en plag mere, selvom han stadig kunne opføre sig som en... og føle sig som en. Tanken slog ham at Belial måske havde søgt efter ham? Men så igen, havde han ikke lyst til at spørge ham. Lupë ville blot få et forklarings problem... han havde nemlig ikke haft søgt efter Belial. Der var sket meget. Lupës øjne løb ufortrøden ned af Belial, hvor hans hovskæg sprang ham i øjnene. Rumpelstiltskin!... Uanset hvor meget Lupë ønskede at tilgive denne handling. Den handling der skete for så uendeligt langt tid siden! Så nagede den ham endnu... Det kunne han alligevel ikke benægte.


"Far er død Belial."
Tørt røg det ud af mulen på ham. Hans charmerende stemme havde knækket en smule, mest som om han ikke have talt længe og lige skulle have gang i stemmebåndet. Han vidste godt Belial ikke havde set meget til Djange, samt om han decideret måske heller ikke rigtig havde haft en forhold til ham. Men han vidste i det mindste hvem han var. For ikke at sige hvad han havde betydet for Lupë.

Belial bemærkede godt Lupës blik flække ned af hans ben; hovskægget. Det der havde ødelagt alt for den unge hingst. Han bakkede et par skridt og vippede ørene ud til siden.
For var der noget Belial havde fortrudt i sit liv, så det var det mødet med den røde slange. Han ville give hvad som helst for at lave det om. Men hvad havde man forventet; hvis en fremmede siger mans kal gøre noget eller så dør man, så gør man det af frygt. Nu ville Belial hellere have valgt døden- også selvom han blev snydt af den røde slange. Slangen havde sagt til ham han ville møde Lupë og lære af hans magi- han havde ikke sagt han ville stjæle dem. Belial var blevet snydt og det var gået ud over Lupë.
Belial forventede han ville høre for det nu, og var allerede forberedt på endnu gang fortælle hvad der var sket og han stadig ville stå i eviggæld til sin bror. Om det så var at indgå en ny aftale med den røde slange for at Lupë kunne få sine evner tilbage- og en gang miste sit hjem han netop havde fået tilbage for få dage siden. Men det var slet ikke noget i den retning. De ord der kom ud af Lupë omhandlede slet ikke ham, men om den brogede i bjergende- deres far.

"Død?" Hvordan?"

Belials ord var korte, lige til. Han brugte talens brug, men stadig ikke mere en lige hvad der var nødvendigt.

Det var tydeligt at Belial havde registreret hans blik, selvom han ikke havde haft i sinde at se bebrejdende ud. Der var ingen tvivl for Lupë om at Belial fortrød. Fortrød den aftale han havde lavet med Rumpelstiltskin i sin tid. Lupë prøvede dog at lade det ligge. De kunne alligevel intet gøre ved det nu. Hvis da nogensinde. Nej, Lupë valgte at berige sin bror med denne information. Belials ord lød forvirrede da han spurgte ind til det. Mindst lige så spørgende hans ord var, ligeså uopklaret var deres fars død.

En knude i Lupës mave rumsterede, for han ønskede i grunden slet ikke at tale om det. Han kneb let øjnene sammen, mest for at gemme sig fra omverdenen. Men synet af hans far, liggende der for foden af klippen, var alt han så. Hans øjne åbnedes prompte. De mørke øjne Belial bar' var hvad der mødte hans blik.

"Jeg fandt ham."
Ordende var få og en snert af vrede, bag sorgen i hans drengede stemme havde lydt.

"Jeg tror nogen har haft..."
Lupë trak let på det mens hans blik havde søgt tilflugt i jorden og hans ører lidt vredt havde fundet sig i nakken.

"... skubbet ham."
Hans stemme blev hviskende, mens den mest af alt lød hvæsende. Der var ingen tvivl om at der lå en hvis vrede gemt i den unge, ellers så glædesfyldte, hingsts krop.

Stille stilnede stormen i ham, og sorgen var atter blot at syne; før hans blik atter søgte Belials.