New born (fole tråd)

Tiden var gået ualmindelig hurtigt for den hvide skygge. Det føltes som var det ikke andet end i går hun havde været ved bjergende og sørget over tabet af den let brogede vogter hun havde haft kær. Det var endt ud i et møde med en anden vogter, en hun ikke havde mødt før- hvilken havde endt til dette. Myth der nu var ved at fole.
Den hvide skygge havde søgt tilhold det sted hun følte sig mest sikker. Hun var tæt ved vulkanen. Midt i skyggernes rige. Hendes hjem. Det var her hun nu for tredje gang skulle give liv til føl. Et føl efter en vogter men også efter en skygge. Hun ville rette op på sin fejlagtige afkom; lade chancen for en ny. Igen var faren blot utrolig upassende; men hvis hun kunne holde den lille nye væk fra vogterne; lade det vokse op iblandt skyggerne- lige som hun havde gjort med Belial. Dog ville hun med dette nye føl være langt mere opmærksom og guide føllet bedre end hun havde gjort med sine to sønner.
Alt dette var dog fjernt for hende lige nu- i hendes indre var der ingen tanker; kun koncentation om at fole det føl der pressede på for at komme ud i verden. Det var ikke en uvandt følelse, alligevel havde den hvide skygge glemt hvor mange smerter en fødsel bragte; og det føltes som evigheder før folningen var over; og et lille spættede hoppe føl lå i den mørke aske.
Et smil sneg sig over den spraglede mule; svagt men stadig et stolt moderligt smil. Hun gav sig til at slikke sit nyfødte føl rent.

1

Der var mørkt, så lyst, så koldt og så varmt. Lyde var dæmpede og så langt mere tydelige. Anderledes. Ikke længere omgivet af sin mors trygge mave, men alligevel stadig tæt på sin mor, slog Mazikeen øjnene op. Hun tog sig god tid til at samle alle indtryk sammen. De blå øjne fulgte en askeflage, der ikke helt kunne beslutte sig for, hvor den var på vej hen. Hendes fokus på askeflagen blev dog meget brat afsluttet da hendes mors tunge ramte et sted der kildede, og hun gav et lille spjæt med et lille tilhørende hvin af munterhed fra sig.

Benene der havde ligget krøllet sammen så længe, blev strukket ud. Hovene gav et par små bump fra sig som de ramte jorden foran hende igen, og lod små askeskyer hvirvle rundt omkring hovene, for derefter at sprede sig og lægge sig igen. Hun gjorde et forsøg på at komme op, men hun havde ikke fået bagbenene med sig, og det var ikke nemt at løfte hele kroppen kun med forbenene. Det tog hende nogle forsøg før hun fandt ud af det hjalp lidt mere, hvis hun også fik brugt den anden halvdel af hendes ben. Klodset og vaklende lykkedes det hende alligevel, efter noget tid, at komme op på alle 4 ben.

(Har du lyst til at fortsætte denne her? )

(yaaaaas )

Det lille føl hvinede muntert, da hun slikkede det rent med sin tunge. Det var en nuttet lyd, der ville gøre de fleste hopper varme om hjertet og smelte deres hjerter - men ikke Deadly Myths. Hun var fuldstændig upåvirket af nuttethedsfaktoren. Hun brød sig heller ikke synderligt om nærkontakten og omsorgen for de små, men gjorde det kun, fordi det var strengt nødvendigt for føllets overlevelse. Da hun havde slikket føllet rent og varmt, holdt hun da også straks inde med omsorgen og trak sig lidt tilbage fra føllet igen.
Hun så upåvirket til, mens hendes lille datter prøvede at komme på benene. Det var altid et syn, der misbehagede hende at se. Hun hadede den svaghed og klodsethed, føllene lagde for dagen. Hun kunne absolut ikke se det søde eller sjove i det. En rigtig hest var stærk og let til bens, og det pinte hende derfor altid at se, hvor dårlige de nyfødte var til den slags. Men hun vidste dog, at det kun var i en kort periode, det var sådan. Allerede efter få timer ville føllet stå helt stærkt på sine ben og være klar til at bevæge sig rundt i høj fart. Hun vidste også, at dette føl havde arvet gode, sunde og stærke gener fra både hende selv og dets far, så det skulle nok blive en stærk og velskabt hoppe i fremtiden.

Føllet fik nu endelig rejst sig og vaklede hen til hende. Hun brummede kort anerkendende til føllet for at bekræfte det i, at det var korrekt, mens hun blot stod helt stille og lod føllet die. Det var endnu en ting, hun hadedes som pesten. Men desværre var det jo også en nødvendighed, hvis den lille pestilens skulle overleve... Normalt brugte mødre denne stund på at nusse og bonde med deres føl, men dette blev der bestemt ikke noget af fra Myths side. Hun stod blot helt stille og lod føllet die, men uden at gøre det mindste forsøg på at drage omsorg for det.

Mazikeen fortsatte med at die til hun var mæt. Det skete dog ikke uden en smule spild og nogle dråber af mælk dryppede fra en lille hoppes mule. Hun så op på sin mor med et par store blå dådyr øjne. Ørerne var opmærksomt og nysgerrigt rettet fremad. Den lille hoppe stod ikke ret længe og betragtede sin mor, før hun søgte hendes nærvær og varme ved at placere sig helt tæt op af sin mor. Der stod hun pænt og ventede på instrukser fra sin mor.

(Sorry det korte svar, men skal lige igang med hende xD)

Føllet havde en glubende appetit og blev stående og drak i lang tid, inden det til sidst så op på sin mor med dråberne flydende fra mælkeskægget. Deadly Myth kom med en lille, opmuntrende brummen. Hun så det bestemt kun som et godt tegn, at føllet havde en glubsk appetit - dette ville kun hjælpe det til at vokse op og blive en stor og stærk hoppe, der aldrig ville lade sig nøjes med noget i livet.

Føllet blev dog ikke stående sådan længe, før det pludselig puttede sig ind til hende og søgte hendes varme og nærvær. Dette blev for meget for Deadly Myth, der nu brummede irettesættende og bed ud efter føllet for at få det væk. Det kunne lige så godt lære fra starten af, at hun ikke var en mor, der var interesseret i nærkontakt, nusning og hygge - føllet kunne komme til hende, når det havde brug for at die, og ellers havde det bare at holde afstand.

Hun begyndte nu at bevæge sig fremad i skridt, mens hun sendte en brummende lyd mod føllet for at få det til at følge med. Det var på tide, at de kom tilbage til flokkens opholdssted, så de andre kunne blive præsenteret for den lille ny - og så føllet kunne få hvilet og sovet ud et sted, hvor hun vidste, at det ville være i sikkerhed.

(Helt i orden, det kender jeg kun alt for godt selv   )

2

Med et lille skingert hvin og nogle kluntede skridt til siden, veg Maze væk fra sin mors bid. Det afholdt hende dog ikke fra at se op mod sin mor med et par store blå dådyr øjne. Hun forstod det ikke helt, men fulgte alligevel med da hun blev bedt om det. Først holdt hun sig en anelse bag sin mor, men endte med at lave et par små sjove hop for at nå op på siden af hende igen. Der var alligevel lidt krudt i de lange stænger, som fra tid til anden truede med at lade hende tumle rundt i græsset fordi hun ikke helt havde styr på dem. I ny og næ nappede hun også drillende ud efter sin mor for at indbyde til leg.

Med et lille skingert hvin veg føllet nu til siden og væk fra hende, da hun havde markeret sig. Hun brummede tilfredsstillende. I modsætning til andre hopper følte hun overhovedet ikke medlidenhed med de små skabninger, når de slog sig - nej, hun så det kun som et godt tegn, at de havde lært at holde afstand på den hårde måde. For hun gad simpelthen ikke at have dem hængende omkring sig hele tiden, og de kunne derfor lige så godt lære det fra starten af.

I starten holdt føllet pænt afstand til hende, og hun nød freden, som de bevægede sig igennem bjerget. Der gik dog ikke længe, før det lille føl mistede tålmodigheden og hoppede op på siden af sin mor igen. I starten forholdt hun sig blot passiv - for det var fint for hende, at føllet gik ved siden af hende, så længe det ikke rørte hende. Der gik dog ikke længe, før føllet drillende begyndte at nappe ud efter sin mor for at byde op til leg. Hun lagde vredt ørerne i nakken og blottede arrigt tænderne for at advare føllet, men da dette ikke virkede, smækkede hun dem i stedet hårdt om føllets mule og bed til. Afstand, blev der sagt!

3

Mazikeen slog en lille latter op, for hun morede sig helt bestemt! Den morskab blev dog brat stoppet af hendes mors tænder omkring hendes mule. Der gik et halvt sekund før det gik op for hende hvad der lige foregik, og hvor det lige gjorde ondt, for ondt gjorde det helt bestemt. Halvt skrigende og hvinende gav den lille hoppe sig til at virre med hovedet og vride sig for at vige væk fra sin mors tænder. Maze rejste sig på bagbenene og sprællede med forbenene for at få sin mor til at lade være, mens hun fortsat hylede op.

Hendes lille sadistiske side nød at se, hvordan føllet gik fra at le og more sig, til at vige skrigende væk fra sin mor. Det var godt alt sammen... Den lille lort skulle lære, at hendes mor ikke fandt sig i nogen som helst numre. Hun skulle aldrig være i tvivl om, at hendes mor kunne slå hende ihjel hvor som helst og når som helst, hvis hun ikke opførte sig ordentligt. Selvfølgelig ville Myth aldrig slå et af sine afkom ihjel frivilligt... Men hun havde brug for den respekt fra sine børn og ønskede derfor, at de skulle føle sådan og altid være en lille smule bange for hende, selvom de også ville vokse op og lære, at hun elskede dem på sin helt egen måde. Det var sådan, hun foretrak det.

Den lille hoppe var dog ikke sådan at slå ud, da hun nu rejste sig på bagbenene og sprællede vildt med forbenene i noget, der mindede om et hysterisk anfald. Til Myths egen overraskelse kom hun til at slå en lille latter op. Hun morede sig faktisk oprigtigt. Det var hendes første datter, og den lille skabning mindede hende om hende selv, da hun selv havde været lille. Ja, hun skulle nok vokse op og blive en lidt hysterisk og temperamentsfuld, men frygtløs og værdig hoppe lige som sin mor...

En lidt underlig og uvant legesyg følelse havde spredt sig i Myths sind, da hun for første gang drejede hovedet om mod sin datter og så på hende med et mere mildt blik. Hun brummede da i udfordrende toner og sendte sin datter et skælmsk smil med et legesygt glimt i øjet. Havde den lille hoppe fået nok nu, eller havde hun stadig mere kampgejst i sig? Kom an, hvis du tør...

4

Mazikeen stod med hovedet næsten helt nede ved jorden og gjorde nogle smaskende bevægelser med mulen. Av. Det var ikke en rar omgang. Man kunne måske undre sig over, hvorfor det lille hoppeføl ikke stak af fra hoppen, men den hoppe var hendes mor. Det var hendes tryghed og alt hvad hun kendte til. Alt andet virkede så meget mere farligt, og det eneste instinkt hun havde, var at følge den hvide hoppe. Ørerne der lå ud til hver sin side, gled alligevel en smule frem igen og lidt mere nysgerrigt blev hovedet hævet, da det lod til hendes mor alligevel gav hende en smule opmærksomhed der ikke involverede et tandsæt.
Der gik et par sekunder, men i sidste ende lod Mazikeen sig springe frem mod sin mor i et par glade hop og buk med et par legesyge hvin for at nå op på siden af sin mor og nappe drillende ud efter hendes forben.

Et selvtilfredst smil gled frem på hendes mule, da hoppeføllet tilsyneladende endelig havde fået nok og nu sænkede hovedet underdanigt ned til jorden og smaskede underkastende ud i luften. Myth nikkede bekræftende med hovedet og brummede i rosende toner. Sådan ja... Hendes lille datter ville hurtigt lære, at det kunne betale sig at vise respekt og underdanig opførsel over for sin mor. Hun smilede derfor blidt med et mildt udtryk i øjnene, da hendes datter nu alligevel lod ørerne glide lidt frem og hævede hovedet igen. Selvom hun ikke var bleg for at give sine afkom en ordentlig lærestreg, så vidste hun skam også, hvornår nok var nok, og det var på tide at give dem lidt kærlighed i stedet - og dette tidspunkt var kommet nu. Så da hoppeføllet atter sprang frem mod sin mor med et par glade hop og nogle legesyge hvin, lod hun hende bare gøre det. Hun lod tilmed også føllet nappe ud efter hendes forben og kvitterede blot med et lille drillende nap tilbage mod føllets ører. Hun strøg da blidt og kælende sin mule ned over føllets ryg, mens hun brummede varmt og kærligt. Ak ja, hendes pludselige skift at humør virkede nok allermest en smule skizofrent... Men hun havde sin egen taktik og måde at gøre tingene på, og der var ikke tid til mere pjat nu - nu måtte de nå frem til flokken, inden det blev for sent.

***

Efter at have vandret i lidt tid, kom de endelig frem til flokkens område. Myth vidste, at hun havde presset det lille føl lige til kanten ved at gå så længe uden mad eller søvn, men det var vigtigt - hun kunne lige så godt lære føllet fra lille af, at livet ikke altid var nemt. Og desuden kunne de ikke bruge et svagt føl til noget her i Aljun, så dette var i virkeligheden også en lille test for at se, hvor stærkt og udholdende føllet var allerede fra fødslen af, og hvor villig hun var til ikke at give op, selvom tingene var hårde. Den lille skabning havde klaret rejsen til bravour, og derfor belønnede hun nu føllet ved at lade det die hos hende, mens hun fik præsenteret føllet for de andre medlemmer og døbte hende Mazikeen.