Another son - another life [Shannon og følle]

Den røde hoppe var søgt væk fra midten af flokken. Istedet var hun vandret ind imellem en klase af tætte træer, i udkanten af Teylars område, men stadig inden for beskyttelsen af flokken. Maven rumsterede, og smerterne tog til for den milde hoppe, der dog godt vidste, hvorfor disse smerter jagede igennem hendes runde mave. Det var tid – tid til, at et nyt liv skulle blive til, og tid til at hun og Matthew skulle være forældre for 2. gang; og dermed skulle Tarik også være storebror.

Armonia vandrede omkring sig selv, mens hun brummede i sagte og lettere ophidsede toner. Der var ingen tvivl om, at der ikke skulle komme nogen nær hende lige nu – for det var moderinstinktet der allerede nu hobede sig op hos hende. Længe gik hun lidt rundt om sig selv, inden hun da begyndte at presse, stående. Dog gik der ike længe, før den røde hoppe måtte lægge sig på jorden, og fortsætte sit arbejde.

*********

Nogle minutter efter, kiggede hun bagud på det føl der var kommet til live. Hendes krop var dækket af sved og hun var udmattet. Men det holdte bestemt ikke den kærlige hoppe tilbage. Hun fik rejst sin krop op, og stillede sig hos det føl hun havde givet liv. Mulen gled kærtegnende og dog puffende ned til føllet, for at få ordentligt liv i den lille skabning. Hun nippede, nulrede og puffede skiftevis til ham, hendes nye søn. Et smil gled kærligt over hendes mule, stolt og varmt. Endnu en søn var bragt til live i Andromeda.

[ There you go Shannon ]

Taranis

Lys. Kulde. Den lille, våde skabning skælvede i den fremmede luft som snart fór ned i hans små, uvante lunger. Han kunne intet se endnu, mærkede blot lyset bag øjenlågene som forblev lukkede, noget fremmed som bragede ind. Men snart kom også duftene, særlig én bestemt duft slog om ham, duften af mor. Hans våde, røde skind mærkede hendes mule, en mærkelig følelse, det sitrede, stak på grund af kulden, hvorefter han udstødte sin første lille lyd. Noget lignende et prust, og så alligevel ikke rigtig. Varme opstod der, hvor hun rørte ved ham, gned hans pels, hvilket gjorde en anelse ondt fordi det var så uvant, men hele hans flagrende, kun begyndende bevidsthed centrerede sig om hendes tilstedeværelse. Alt imens livet kastede sig over ham, eller nærmere, han havde kastet sig ud i det.

Den røde hoppes sind, bearbejdede det der foregik omkring hende. For 2. gang var hun nu blevet moder, og endnu engang til en skøn søn, der forhåbentligt ville vokse op og blive lige så stolt af sind, som sin fader.Dog behøvede han ej, at eje lige så meget forkærlighed for at vandre omkring og være på eventyr i tide og utide. For det var både faderen og hans broder, Tarik. Armonias milde øjne hvilede på den lille, der langsomt kom mere og mere til bevidsthed. Hendes varme øjne betragtede ham indgående og kærligt, alt imens hun fortsat nussede og rengjorde ham for. Da hun var færdig med dette, gav hun hans fine spinkel krop et let puf, inden hun trådte et par skridt bagud og brummede indgående og kaldelde til sin søn.

Det var ikke for at jage med ham, eller fordi hun ikke ønskede at han fik hvile og ro. Men sønnen skulle på benene og have gang i blodcirkulationen, og samtidig skulle de også snart søge væk fra dette område, hvor hans liv var blevet til. For lugten af en nyfødt og blod, var ofte noget rovdyrene hurtig fik opsnakket. Armonia forblev stående, ganske tålmodigt, alt imens hun fortsatte med at brumme kaldende, kærligt og opmuntrende til sønnen.