Hundred Acre (Lupë)

Der var gået mange dage. Mange flere dage end Titan havde regnet med, og alt var begyndt at se en smule håbløst ud. På afstand så bjergene slet ikke så store ud, men når man skulle gennemsøge hver eneste krog og hver eneste sprække samt endevende hver en sten, var bjergene pludselig enorme. Titan havde regnet med han for længst ville være hjemme igen, og havde ikke på noget tidspunkt troet den opgave Den Vise havde givet ham, ville volde ham så stort et besvær. Så stort et besvær han endda var lige ved at give op og i stedet bare tage hjem. Måske var Djanges udstyr ikke engang i bjergene længere? Måske havde nogen taget det? Skyggerne måske endda? De skulle jo bruge de ting vogterne rendte rundt med. Og hvis Djange var død, hvem havde så gjort det af med ham? Ville den sjæl have stjålet det og beholdt det for sig selv?

Vejret var gråt og støvregnen fik den lange man og pandelok til at klaske klistret og livløst ind mod den sorte pels. Det var begrænset hvor meget mere han kunne holde ud til at søge, uden at stirre sig fuldkommen blind på omgivelserne – i hvert fald den dag. Han havde ikke tankerne med sig, han kunne ikke fokusere på opgaven og det rev i ham – lysten til at tage hjem i stedet.

Titan gav et enkelt lille fnys fra sig og rystede sine opgivende tanker væk. Han kunne ikke give op. Han havde aldrig været en quitter. Han var en af dem der kæmpede til det sidste – om det så bare var en magtkamp for sjov med hans brother-from-another-mother, han dog ikke havde set længe. Det var ikke nemt for ham at holde sig i det langsomme tempo, men spurtede han afsted som han var vant til, ville han ikke kunne nå at se efter ved hver eneste lille hulrum og skygger han passerede.

2

Det havde været en underlig tid på det seneste. Djange var væk. Mere eller mindre. Lupë havde bevidst holdt sig langt væk fra hvor han havde fundet sin døde far, siden han fandt ham. Hans rustning havde været knækket, hvilket havde gjort det nemt for Lupë at tage det af ham og slæbe det hen et sikkert sted. Det var dagligt han besøgte den mørke grotte. Den lille dampkilde fra klippegulvet holdte altid hulen varm. Her havde han placeret hans fars rustning og maske. Han brugte det som mindested. Ja, han kunne sværge på at Djanges sjæl var til stede når han var der og talte til ham.

Sørgende stod Lupë foran sin fars maske. Jeg forstår stadig ikke... Sørgende havde ha lukket sine øjne i, sænket det kønne ædle hoved, mens hans ører let trist var rettet ud til siderne. Men noget opfangede lyden af liv. Klikkende lød hovtrin mod klippernes kolde elementer. Lupë havde hejst hovedet hurtigt, mens frygten for at nogen var på vej og så dette, løb ham koldt ned af ryggen. Hans ører rettedes frem lyttende og opmærksomt, som han drejede hovedet ud imod udgangen. Hurtigt steppede han omkring sig selv, og ud af grottens tre-fire meter snoede gang ud. Som et lyn fra en skyklar himmel kom han til syne ud i siden af en klippevæg.

Hingstet havde han knejst i nakken, mens han så imod lyden af hovtrin. En sort hest kom med det samme til syne for hans to forskelligt farvede øjne. Målrettet travede han frem, elegant og selvsikkert; mens det drengede smil hvilede charmerende over hans mule. Imødekommende bar han sig selvsikkert, før han tog ned i skridt og fortsatte imødekommende imod denne fremmede.

"Værhilset."
Hans charmerende stemme lød rolig som han talte imod hesten. Hans øjne gnistrede livligt. Ørerne var rettet frem, nysgerrigt, mens han let tillod sig at beundre den sorte hingst han endnu var på vej imod i skridt. Let havde han kastet hilsende med hovedet en enkelt gang, velkommende.

Så snart en anden kom til syne, gled Titans ører en anelse bagud. Han så skeptisk mod den fremmede. Han var den første han havde mødt i dagevis! Den første, der ikke var fugl eller kryb. En fremmed, der lige så nemt kunne tilhøre skyggernes broderskab som han kunne være neutral. Alligevel gled Titans ører en anelse fremad igen som hingsten hilste på ham.

”Goddag”

Hilste Titan tilbage så høfligt han kunne komme til. Hingsten over for ham lod til at være på hans egen alder, hvis ikke lidt yngre. Han besluttede sig alligevel for at give hingsten en chance. Det var trods alt ikke alle der ønskede at slå sig til skyggerne – faktisk var det de færreste han havde mødt, der rent faktisk havde noget positivt at sige om dem.

”Man skal godt nok lede længe for at finde civilisation heroppe”

4

Lupë stødte på de grønne øjne som den fremmede hingst havde. Hingsten virkede skeptisk kortvarigt, før en mere høflig og på grænsen til imødekommende aura lå over ham. Selvom den rødlige hingst fremtræden var imødekommende og nysgerrig, skulle man ikke tage fejl af at denne fremmede nærmere sig territoriet. Lupë tog de sidste skridt imod hingsten, før han venligsindet stoppede foran ham. Hans øjne funklede af liv mens hans ører lyttede nysgerrigt imod den sorte. Drenget havde han skævt og selvsikkert smilt, før en dæmpet overbærende latter havde lydt fra Lupë.

"Ja, her er ret stille i bjergpasset når man færdes alene."
Mundede hans latter ud i den charmerende stemme, mens han let havde trukket let på den ene skulder overbærende. Selvsikkert smilte han venligt imod den fremmede, før han dog hejste en anelse på hovedet. Ærligt, ønskede han faktisk ikke denne hingst nærmere. Slet ikke passere, heller.

Titans ører vippede for et kort sekund bagud. Han brød sig ikke rigtig om den anden hingst der trådte det sidste skridt nærmere. Han vidste ikke om han kunne stole på ham. Han vidste trods alt at nogen, ligesom hans søster, uventet kunne skifte indstilling og hakke ud. Selvom han havde lyset med sig, og selvom han var blandt de stærke hingste, ønskede han ikke at kaste sig ud i nogen problemer, for de mange dage i bjergene med for lidt søvn og alle de smalle stier der fra tid til anden krævede meget forsigtighed, tog også en del af hans energi.

”Apropos…… Hvad laver du heroppe alene?”

Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at være en smule nysgerrig og samtidig mistroisk. Selv havde han sine grunde, men han kunne ikke forestille sig nogen færdes deroppe uden nogen grund. Det kunne være for udsigten, men det kunne også være for at udforske territorium for skyggerne for at finde en vej ind mod Teylar. Selvom han ikke just lignede en der bar skyggerne, kunne han jo stadig være en skygge tilhænger.

1

Lupë bed sig hurtigt mærke i den sortes reaktion på hans tilnærmelse. Dog udviste han ingen reaktion på dette yderligere, før den fremmede spurgte ind til hans tilstedeværelse. Hvad laver du selv heroppe? For en kort stund havde hans ører været gledet let tilbage en kende overlegent, mens hans livlige to forskelligt farvede øjne kort havde misset sig sammen med et stille og lidt smørret smil. Som kendte han ikke til noget som helst ondt i denne... Til forveksling havde man i et splitsekund kunne se hans egen far i ham.

"Jeg bor her."
Roligt og en smule overbærende havde de charmerende toner lydt, mens et selvsikkert smil prydede hans spraglede mule. Atter blev han stående en smule mere stolt, med en hejst hingstet hals og en bred bringe.

"Leder du da efter nogen?"
Lupë pustede let til det der måske kunne være gnister, da han med et drenget smil fyrrede sætningen med fuld selvsikkerhed og drengrøvsattitude.

"... eller noget?"
Blev hans sidste ord, en kende udfordrende, med et par drillesyge blikke i de flunkende øjne.

"Her? Det lyder godt nok...... Ensomt"

Titan var ikke selv en der var vant til at være alene længere tid af gangen. Selvom han ikke konstant var i selskab med andre, foretrak han det alligevel. En social hingst kunne man vel kalde ham, selvom det kun var meget få han kaldte venner. Flokken var mere familie - eller den halvdel der var familie af blod, var familie, resten havde han ikke haft ret meget med at gøre.

"Noget"

Svarede Titan uden at gå i dybden med det til at starte med. Han vidste trods alt ikke endnu, om den fremmede foran ham var på hans side eller ej. Om han kunne stoles på eller ej. Det kunne lige så vel være en der arbejdede med skyggerne. Han havde ikke mødt andre end sin søster, men han vidste der var flere af dem.

1

Noget...

Let løb et drenget smil over hans spraglede mule, mens hans øjne glimtede selvsikkert og en smule ude på ballade.

"Javel så..."
Han knejse let høfligt i nakken, mens det skæve smil ikke forlod hans mule. Hans drilske glimt i øjet gav hans helhedsudtryk en vis drengerøvsattitude, mens han nu trådte et par elegante og sikre skridt tilbage, for at vende omkring. Elegant og roligt vendte han sig hundrede og firs grader rundt, for at begynde at gå. Uden at piske med halen, kastede han den alligevel et par gange til hver side, for lige at markere at hingsten ikke skulle prøve på noget.

"... skal jeg da ikke stå i vejen."
Kækt lød hans charmerende stemme drillende, med en underspillet udfordrende tone. For selvom han ikke viste nogen tegn på interesse herom, var han brændende nysgerrig efter hvad mon denne fremmede hingst søgte efter?

Han var ikke mere end få femten-tyve meter fra den indgang hvor hans fars udstyr var gemt. Djanges mindested... om man ville. Imens denne fremmede passerede, kunne han atter fortsætte sin sorg.

”Vent…….”

Ikke tale om han havde tænkt sig at spørge om hjælp. Men det kunne jo være en rimelig god idé at finde ud af hvem han egentlig havde med at gøre. Tænk hvis han alarmerede nogen og han fik problemer? Jo mere information han kunne opsnappe om denne fremmede, jo mere sikker ville han føle sig. Han havde ikke fornemmelsen af den fremmede ville ham noget ondt, men han vidste også skyggerne kunne være snu og luskede. Selvom han ikke havde mødt mange, havde han oplevet nok ved sit sidste møde med en af dem.

”Jeg tror ikke jeg fik fat i dit navn”

Han fulgte efter hingsten, selvom det var med afstand. Ikke tale om han skulle for tæt på andres baghove oppe i denne højde. Nok var han stærk og en rimelig adræt hingst, men han havde også været mange dage undervejs med minimum hvile og til tider dårlig nattesøvn, hvis nogen søvn overhovedet. Selvom tanken havde strejfet ham at han bare burde give op, ville han se det som et personligt nederlag. Han havde aldrig før opgivet noget – så hvorfor skulle han gøre det nu, bare fordi det ikke viste sig at være lige så let som han først havde regnet med?

3

Vent....

Et smil bredte sig selvsikkert på Lupës spraglede mule, mens han end ikke reagerede som om han hørte hingstens ord. Kun et par skridt nåede han at tage endnu, før han stille spidsede det ene ører bagud mod den sorte. Han kastede et blik på indgangen ind i klippevæggen, som ikke var mere end en tre hestelængder fra ham. Det kønne hoved drejede sig og hans brune øje var det der mødte den sorte først.

"Mit navn er Lupë."
Hans charmerende stemme lød roligt mellem de kolde bjergsider, mens han stille smilte drenget. Ærligt og roligt.

Atter så han imod indgangen, og satte igen i skridt derimod.

"God rejse til dig også...."
Han trak på det sidste ord, før han stoppede ved indgangen og blokerede den for den fremmede. Imens hans ord lagde op til at han også ønskede at vide den sortes navn. Roligt rettede han det kønne hoved tilbage imod ham, med et drenget og roligt blik, der alligevel bar et vidst drilsk glimt.

Titan måtte rynke en anelse på mulen af hingsten charmerende udstråling. Ørerne vippede han en anelse bagud og overvejede et øjeblik om han burde fortælle ham at han ikke spillede på det samme hold som ham.

”Lupë? Djanges søn….. Så kan det være du kan hjælpe mig”

Han tog sig ikke af hingstens andre ord, for Titan var langt fra på en rejse. En rejse var ikke så besværlig som alt det han havde været igennem. Men generelt var han ikke så meget for hingstens charmerende væremåde. Gav han virkelig den slags vibes fra sig? Titan var i hvert fald ikke selv i tvivl om hvilket hold han spillede på. Han var stor fan af hopper. Han slog alligevel tanken væk fra sig igen for at fortsætte.

”Jeg leder efter din fars….erh.. rustning hvis man kan kalde det det. Lyset har sendt mig for at bringe det tilbage før nogen får fat i det”

4

Lupë? Du kan da ikke også hedde Lupë... Han rynkede kort brynene, en kende uforstående, før han hørte resten af hingstens sætning. Hurtigt drejede han det kønne hoved imod hingsten, hvorpå han først helt uforstående så spørgende og naivt på ham; før hans blik blev en kende mere mistroisk.. Han missede øjnene en smule, og lod det ene ører glide lidt skeptisk ud til siden. Han ved hvem jeg er... Utrygheden over at denne fremmede vidste hvem han var, gav ham en utryghed af om denne sorte mon var en skygge?

Hingsten forklarede sig og det andet ører gled nu også let tilbage, skeptisk. Lige ind til at han nævnte Lyset.
Næsten som på kommando røg begge ører frem, mens hans blik slækkede lidt på paraderne, men stadig have en svag skepsis over sig.

"Lyset?"
Hans charmerende stemme lød næsten forhåbningsfuld, før det fik op for Lupë at denne sorte ville tage det eneste han havde tilbage af sin egen far.

"Jeg har fat i det og vogter det med mit liv."
Hans charmerende stemme lød en kende anklagende og stødt. Hvad bildte Lyset sig ind? At tage det sidste fra ham som han havde tilbage fra Djange.

”Ja , og det var din fars opgave og han er her ikke mere.”

Kommentaren var måske en smule mere spydig end han egentlig havde ment. Men han havde brugt så lang tid på at lede og ville ikke lade en rolling stå i vejen. Han havde trods alt sin opgave at tænke på også. Desuden. . . Hvis hans far ikke kunne passe på rustningen uden at miste livet, hvordan skulle rollingen så kunne gøre det alene? Nej. Ikke tale om Titan havde tænkt sig at gå uden, og ville han vogte det med sit liv, så måtte det være sådan det var.

”Du kan ikke klare det alene. Du har ikke din fars kræfter – og selv med dem, er han her ikke mere til at passe på det. Det er på tide at sende den rustning tilbage hvor den kom fra – til lyset.”

Ordene var blødt en smule mere op end den spydige tone, men der var ingen tvivl om Titan gik uden, og at han gerne tog kampen op hvis det kom til det. Han forstod udmærket godt hvordan nogen kunne være knyttet til sine forældre, men han kendte ikke helt til samme følelse. Nok havde han en datter, men han havde jo ikke mistet hende og han havde været for ung til at huske sine forældre. Han havde aldrig mistet nogen og ville derfor ikke kunne sætte sig i andres sted.

5

Den sortes spydige kommentar havde fået Lupës ører til at glide tilbage imod nakken. Skeptisk havde hans øjne studeret hingsten imens han talte. Han havde ret. Ganske enketl. Men det ændrede ikke det fsktum af at hvis Lupë ikke havde fundet sin far først, og pillet rustningen af ham, havde den stadig ligget til skue for hvem som helst. Desuden, hvordan vidste han om denne fremmede; hvis navn stadig var ukendt; ikke var en skygge?

"Jeg tillader ikke at blive snydt igen. Jeg går selv med og afleverer det."
Hans charmerende stemme var pludseligt langt mere alvorlig, mens hans blik atter skuede imod hingsten. Denne fremmede...

"Og hvem er du overhoved?"
Hans stemme lød pludselig en anelse irritabel ud over det skeptiske. For han havde spurgt, men intet svar fået. Mon han skjulte noget?

Han blev stående blokerende for gangen. Afventede faktisk kun hingstens navn nu, før han ville gå ind efter rustningen.

”Hvis du vil følge med, så værsgo. Men du følges ikke med mig for at aflevere noget som helst. Det er min opgave. Hvis du har tænkt dig at følge med, så bliver det på afstand”

Titan stolede ikke på hingsten foran ham. Langt fra. Nok var hans far en falden vogter, men det kunne lige så godt være ham der havde slået sin far ihjel for at få fat i rustningen, men endnu ikke havde bragt den til skyggerne – og sin mor. At han bare ventede på andre skulle glemme den eller at nogen dukkede op for at hjælpe ham.

”Titan.”

Så enkelt var det. Han var bare Titan. Sig selv nærmest og ikke bange for at tage en udfordring op. Der var heller ingen tvivl om, at skulle det komme til rå styrke, havde Titan en klar fordel over for den røde. Nok var han ikke lige så høj, men han var stærk og han var godt oplært i kamp.

”Hør, jeg har mine ordrer, og jeg lader ikke dig stå i vejen for dem. Vi kan gøre det på den lette måde, eller den hårde måde. Uanset hvad går jeg ingen steder uden den rustning”

8