Hundred Acre (Lupë)

Den fremmede gjorde ikke det hele bedre med den attitude. Mon han var en skygge? Ærligt var Lupë ikke meget til alt det testorsteron og spillen med musklerne. Men denne sorte lød til at have mistet tålmodigheden. I princippet nægtede han ikke Lupës medfølgen i forhold til hvor hans fars rustning skulle hen. Hvilket var et fint kompromi for ham. Eftertænksom lod han sine to forskelligt farvede øjne kort granske denne fremmede.

Titan. Nuvel Anerkendende nikkede han kort, mest for at understrege at han havde reistreret det.

Ordre? Opgave... aah ja. Det var som om Titans ord "ordre" gav en sidste brik til puslespillet. Han var sendt af lyset. Hvis han da talte sandt? Men han havde hørt om disse opgaver før. Ja, fra hans far eksempelvis. Stille sukkede han roligt. Ej underkastende, men en smule overgivende. Jeg beklager far. Han kastede en stille blik tilbage ud af øjenkrogen ind mod grotten han blokerede for.

"Jeg aner ikke om du kendte min far? Hans styrke var klart hans stædighed... men også hans største svaghed."; Hans charmerende stemme talte en smule stille, mens han kastede et mere roligt, og langt fra skeptisk, blik imod Titans øjne. Ærligheden gnistrede stille.

"Vent her."; Ærligt nikkede han, alt imens han blot håbede på at dene sorte lige kunne stole på ham. Blot et splitsekund.

Roligt vendte han rundt om sig selv, hvorfor han roligt gik. Mest for at understrege dette ikke var en flugt. Ind trådte han i grotten, kastede et kort blik på rustningen som han havde placeret på en sten. Besværet fik han mulen igennem og kastet det over hovedet så det gled ned over halsen på ham og hang her. Det var ret så splittet. Spænderne var intakte, men remmen om brystet var knækket. Kort sukkede han før han tog masken i munden og forlod grotten igen.

"Jeg har ingen anelse om du er en jeg kan stole på Titan. Men her er det."; Sørgmodigheden var klart at spore i hans blik, mens han holdning var en smule sørgende også med små bukket nakke. Roligt strakte han hovedet frem, for at indikere at han skulle tage det på som han havde gjort; og derved give ham det.

”Desværre. Jeg tror ikke jeg kendte din far, og hvis jeg nogen sinde har mødt ham, har jeg nok været for lille til at huske det”

Om hans søster måske kendte til den rødes far, var han ikke helt sikker på. Højst sandsynligt taget deres modsætninger i betragtning. Skygge – Vogter. Det ville undre ham hvis ikke de kendte til hinanden, men Titan valgte at holde den lille detalje for sig selv. Han ville nødig give rødlingen en forkert opfattelse af ham, for selvom hans søster var skygge, var Titan ikke fan af det. Han havde aldrig rigtig forstået hendes valg.

Det ene øre var nysgerrigt rettet fremad mens det andet vippede rundt i alle retninger for at være sikker på der ikke pludselig ville dukke nogen op, som ikke var velkomne. Han var ikke interesseret i et bagholdsangreb, når han nu var så tæt på. Han gjorde dog som han fik besked på, og ventede på rødlingen kom tilbage.

”Ditto”

Svarede Titan en anelse mumlende. Han vidste jo heller ikke om han kunne stole på den hingst der stod foran ham. Hvis han agtede at følge efter, kunne han jo lige så nemt forsøge at stjæle rustningen fra ham mens han sov. Eller han kunne alarmere nogen som kunne komme ham til hjælps og snuppe rustningen. Det ville jo give ham fin mulighed for at fortælle andre, hvor han var på vej hen.

Titan strakte halsen ud for at få rustningen på. Ikke for at bære det som Djange engang havde gjort, for han ønskede ikke at risikere noget. Han ville nøjes med at tage det tilbage til Leventra som han havde fået besked på, og skulle i hvert fald ikke nyde noget af at ligne en Vogter uden at have magien til at hjælpe, hvis skygger skulle komme efter ham.

”Tak. Jeg er ked af dine omstændigheder, men jeg håber du forstår min forsigtighed. Jeg har en datter der venter på mig hjemme, og jeg ønsker ikke at udsætte mig selv for større risiko end højst nødvendigt. Jeg er nødt til at gøre det alene.”

9

Rustningen raslede let for Lupës øre da han overgav den. Pludselig følte han sig uhyggeligt nøgen. Sårbar og usikker. Hans sørgmodige blev betragtede rustningen som den dinglede på Titan. Han overrakte masken til den sorte, hvorpå hans forhåbning nu blev knust. Næsten magtesløs bankede hans hjerte afsted, mens hans øjne gnistrede stille trist.

Han nikkede stille. Han forstod. Selvom han virkelig ikke var megte for det. Han nævnte en datter; og det var en rolle som Lupë ikke ejede endnu. Det at være far og forældre. Han sukkede stille og trådte et enkelt skridt frem. Han rynkede stille mulen, som stoppede han sin egen agt og veg et skridt baglæns igen.

"Jeg forstår."; Hans charmerende stemme lød dæmpet og ærgerne,. Hans blik søgte let ned i jorden før det atter mødte den sorte hingst. Måske for sidste gang?

"Lov mig, at passe på det. Det er som om han stadig er her, når man er omrking rustnigen."; Det lød måske underligt, men det var sandheden. Han tog en stille indånding og rankede sig op. Påtaget stolhed, mest fordi han kunne høre sin fars ord i hovedet. Rank dig op søn. Med oprejst pande kan du klare mere end du tror! Roligt nikkede han knejsende og hilsende i nakken, før ha yderligere trådte et skridt tilbage for at anerkende at han ville tage afsked med ham nu.

Længe havde den vise sjæl fulgt den rejse, som Titan havde været ude på. Fulgt den vej han havde betrådt, mærket de sjæle han var stødt på - og en særlig en på vejen havde længe haft Den Vise's interesse. En ung hingst, søn af lys og mørke havde udvist et særligt mod; et mod, som Den Vise længe havde ønsket at mærke igen. Dog havde han ventet på, at den unge Lupë skulle modnes, mærke livet på godt og ondt - og nu hvor han havde stået overfor et af de svære valg i livet, havde han for alvor bevist at han var klar.
Den Vise kunne mærke hans hjerte som bankede med både sorg og stolthed. Han var søn af Djange, bjerghingsten hvis liv nu var hinsides denne verden, og selv en blind ville kunne se ligheden mellem den stolte Djange og hans søn. Og i det skjulte havde Den Vise fulgt ham, efter han havde afleveret sin faders rustning til den ibenholtsorte Titan.
Der var gået nogle timer, efter deres veje var skilt, og måden hvorpå Den Vise viste sig, var ganske diskret. I starten var det blot en stemning, der langsomt trådte an i omgivelserne. Som begyndte solen at skinne på en gråvejrsdag. Dernæst fulgte en nærmest kælen varme, som smøg sig kærligt omkring den rødspættede hingst, omfavnede hans krop og berigede ham med sin rene energi. Og først derefter brød Lyset for alvor frem foran ham, et lys så stærkt og klart, at den spættede Lupë ej ville kunne se direkte på det.
Derpå skar en stemme igennem luften, rungende og mægtig, men fuld af varme og medlidenhed.

,,Lupë, søn af Lys og Mørke, jeg hilser dig. Længe har jeg fulgt din sti og hjerte - fulgt din vej i landet. Jeg hilser dig, fordi du bærer et særligt hjerte - et hjerte af guld. Du har bevist din troværdighed, din ærlighed og styrke flere gange. Du har truffet store beslutninger i svære situationer; og Lupë, nu skal du træffe endnu en."

Den mægtige stemme ophørte kortvarigt, og imens blev den levende energi som havde lagt sig omkring Lupë nærmest endnu mere levende; Den Vise kunne sagtens mærke den tabte magi, som engang havde levet i den unge hingst. En ren magi, som nok var spundet af Skyggemagt, men som i den unge hingst var upåvirket af hverken Lys eller Mørke. En magi med styrke og potentiale - og en magi som var blevet ham frarøvet.

,,Du har stadig spor af magiens kraft i din krop, unge Lupë. Og du har hjertet og viljen til at blive en af de, som kaldes Vogtere. Siden du stillede dig mellem Lys og Mørke efter jordskælvet har jeg vidst, at du bar en Vogters hjerte - og nu, hvor du har udleveret din faders rustning til en umiddelbar fremmed for at hjælpe Lyset i dette land, har du bekræftet at du er klar. Din faders rustning vil hvile i sikkerhed hos mig, men den magi som den engang bar, vil jeg gerne give videre til dig. Dog vil jeg nu bede dig træffe et valg; et valg mellem livet som Vogter og livet som Lupë; for din sti vil ændres, hvis du tager imod denne sti."

Det kraftige Lys foran den unge hingst blussede nærmest op, inden det begyndte at samle sig. Energien der havde ligget omkring Lupë fjernede sig og sluttede sig til Den Vise's skikkelse, som stod foran den unge hingst.

,,Hvis du ønsker at træde i din fars fodspor, mod mig da dér, hvor dit stærkeste minde med ham er. Jeg vil vente dig. Men husk, kære Lupë - valget er dit. Hvis du ønsker en anden sti i landet her, er det op til dig selv, og du vil ej føle hverken strf eller konsekvens heraf. Vælg med dit hjerte"

Derpå forsvandt Lyset og tilbage stod Lupë nu alene med et valg, kun han kunne træffe.

[Out]