The day after tomorrow [Tag: Nyx]

Det havde været en yderst kold nat. Den røde hingst havde været vågnet op til en atter hvid eng. Nyt lag sne. Ny dag. Fuldkommen urørt, mens sneen gav en lyddæmpende fornemmelse over omgivelserne. Han havde stået op og sovet, mens hans hoved havde hængt afslappet, med mulen peget ned i skovbunden. Hans to forskelligt farvede øjne blinkede et par gange indtil klarhed i synet atter var en realitet. Roligt trådt han et par skridt frem mod skovbrynet, ud imod engen. Velværende stoppede han op, strakte skiftevis de to bagben, før han med et par kast med forbenene frem for sig, kom ned og strakte ud i forbenene også. Ahhh...  Det drengede skæve smil bredte sig på hans mile, mens hans øjne gnistrede livligt og drenget.

Velværende lød en brummen fra hans mule, da han rystede kroppen igennem. Han rystede kort på det kønne ædle hoved imens et tilhørende prust forlod hans mule. Selvsikkert og målrettet fortsatte han derpå atter frem, hvorefter han stoppede i skovbrynet. Begge forhove placerede han sikkert i den nye urørte snelag, mens han med en stolthed og selvsikkerhed knejste let i nakken, skød bringen en smule frem og lod så da hans livlige blik beskue og beundre engen foran ham.

Endnu havde han ikke helt fået på det rene hvor flokken i området holdte til når de gik til ro om natten. Men mon ikke han snart ville finde ud af det?

6

Ikke så langt fra skovbrynet og fuldkommen omringet af hvidt, stod Nyx. For hver dag der gik blev hun mere og mere voksen, og selvom hun ikke var et helt lille føl længere, der behøvede sin far, ventede hun alligevel trofast på ham. For han ville jo snart komme hjem. Sådan havde han selv sagt det, men snart var længst forbi. For hver dag der gik blev hun også mere og mere yndig som sin mor, til trods for hun manglede hendes mælkehvide man, og for hvert minut der gik var der en energi i hendes indre der samlede sig og som ikke var til at komme af med. På det punkt lignede hun sin far ualmindeligt meget.

En andens tilstedeværelse meldte sig først for hendes næsebor, så hendes ører og til sidst hendes øjne, som hun fik flyttet sin opmærksomhed i hingstens retning. Det var ikke en hun havde set før eller haft færten af før – Heller ikke selvom hun havde tilbragt størstedelen af hendes liv i Teylar.

Fra hendes hals lød en lille brummen der endte ud i et feminint vrinsk. Et vrinsk der sendte en dampsky af varme mod himlen. Hovedet havde hun hævet og ørerne var fremad rettet. Måske kunne hun godt forlade sin post i bare 5 minutter? 10 minutter? Hvis hun nu alligevel blev i nærheden, ville hun jo stadig kunne holde øje med det hele.

Det var for en kort stund at den unge rødlige hingst kunne nye udsigten. Den grålige matte himmel kunne få det til at virke en anelse trist. For nogen. Men ikke for Lupë! Bevægelse fangede hans blik kun et split sekund før en lyd ramte hans ører. Lydigt rettede han det kønne hoved imod lyden der havde lydt, hvorpå han straks så en ung skabning. Sort - hesten lyster mildest talt op i det hvide landskab.. At dømme på lyden fra denne hest slog han sig fast på hoppe. Men hun så ung ud. Elegant og med et aftegn der kunne ligne stjerneregn over den kuldsorte pels. Drenget bredtes et selvsikkert smil, mens hans øjne funklede af vaske ægte drengerøvsattitude og drilskhed.

Hingstet lød en brummen responderende, som lige som hende, mundede ud i et hilsende vrinsk. Hans en anelse mere drenget af lyd. Selvsikkert trådte han alle fire ben ud i sneen, som gik ham til lige over koderne. Hans bevægelser var smidige og selvsikre, mens han indfandt sig i en position med fronten imod hendes retning. Smidigt nikkede han en anelse ivrigt, hilsende, imod hende. Måtte han nærme sig? Han forblev atter i sin pposition, mens hans øjne glimtrede energisk.

7

Nyx var vældigt godt tilfreds med svaret, og så da også meget gerne at hun fik den opmærksomhed. Der var ikke noget den lille hoppe brød sig mindre om, end kedsomhed. Kedsomhed og måske også ensomhed, men ifølge hende fulgtes de to ting ad. Et sidste blik blev kastet i den retning hun havde stået og stirret for det sidste lange stykke tid, uden helt at have styr på, hvor længe det var. Nogle gange virkede det trods alt som en evighed, selvom det måske kun havde været 10 minutters tid. Tid var ikke nemt at måle. Ikke med sådan nogle enorme mængder energier som Nyx af og til besad. Det var som om hun til tider bevægede sig meget hurtigere end resten af verdenen. Som om hendes liv gik meget hurtigere og derfor kom hun også tit til at kede sig, hvis ikke der var noget – eller nogen – til at udfylde den ekstra tid hun følte hun havde.

Som hendes opmærksomhed blev vendt tilbage mod hingsten igen, satte hun fremad i en halv-trippende gang. Det var koldt. Så meget at hun lige skulle have varmet kroppen ordentligt op igen, men da hun først havde fået benene i gang, blev farten også sat en lille smule op. Nyx var ikke en af dem, der standsede på flere meters afstand for at lade andre fortælle hende om det var okay hun trådte nærmere – nej. Nyx var en af de der fra tid til anden kunne komme til at overskride andres grænser for at tilfredsstille sine egne behov. Hun satte derfor heller ikke farten ned for at stoppe op nogle meter fra hingsten, men fortsatte helt tæt på så hun nærmest endte side om side med ham, men med hovedet i den modsatte retning, og sendte et legesygt nap ud i hans retning.

Hoppen havde set i modsat retning af hans egen position. Var her andre? Selv havde han ladet blikket glide i samme retning undersøgende. Han havde ikke kunnet se nogen? Det var kort han nåede at undre sig, inden hoppen bevægede sig på ny. Trippende startede hun ud, inden hun befandt sig i en travende gangart imod ham. Sneen under efter efterlod fine spor fra hendes hove. Lupë trådte et par skridt frem, mens han hejste hovedet en anelse af ren nysgerrighed. Hans ører vippede opmærksomt fremad og hans øjne glimtrede livligt. Hun bevægede sig målrettet, og som hun kom tættere på gik det op for den rødlige hingst at hun ikke var af den påpasselige kaliber.

Straks havnede hun helt oppe på siden af ham. Drenget havde han nået at ligge det ædle hoved en anelse på skrå, mens han helt automatisk flyttede lidt på si som hun først stoppede på hans side. Hun var ret så petit og fin af størrelse og... Hey! Hun hapsede drillende ud efter ham og i ren overraskelse løftede han begbenet, nærmest hende, op under sig i refleks. Hurtigt satte han den skråt ind under sig og vendte bagparten væk fra hende med et par sikre og elegante skridt. Hans ører havde været lagt ned i samme agt, men blot i leg. Det drengede skæve smil prydede hans mule, hvorpå han sendte et nap efter hendes halerod så snart bagparten havde rykket sig. Dæmpet havde et lille hvin forladt hans mule da hans nap blev udført.

8

Nyx gav et lille legesygt hvin fra sig som der blev placeret et nap ved hendes halerod. Hun gjorde et lille hop væk mens begge bagben blev løftet op under bagparten som skulle hun til at sparke ud, men ingen af hovene kom andre steder end ned på jorden igen – det var der ikke tid til. Hun virrede en anelse med hovedet efterfulgt af nogle små kast med det. Nysgerrigt strakte hun halsen frem mod hingsten for at snuse. Hovedet trak hun til sig igen med et lille feminint hvin.

”Dig har jeg ikke set før”

Det var hun i hvert fald helt sikker på. Hun holdt tit øje med området. Selvom hun egentlig kun holdt øje med området i håbet om at få øje på en bestemt skikkelse, havde hun alligevel meget styr på de andre Andromedarier der færdes der. Hun havde været lidt rundt omkring også i flokkens område, for at søge den opmærksomhed hun ikke kunne få fra sine forældre.

Han kastede hovedet vigende til siden med mulen i vejret da hendes bagpart lettede. Falsk alarm... Drenget bredtes et smil over hans mule, mens hans øjne funklede livligt. Hun strakte nu mulen imod ham og trak den sig så hurtigt til sig med en feminin lyd. Dæmpet lød en kortvarigt drenget og charmerende latter, som svandt da hendes ord lød. Nu kunne han rigtig se hendes hoved. Hun var i sandhed petit. Lille og fin, over det hele. Hans to forskelligt farvede øjne opsøgte hendes.

"Lige over."
Charmerende lød hans drengede stemme ærligt som den forlod hans mule.

"Er du også en af tilhængerne til flokken?"
Hans charmerende stemme spurgte roligt, mens han selvsikkert nikkede let med det kønne hoved.

9

”Tilhænger af flokken?”

Hun slog en lille latter op og gav sig til at træde rundt om ham i en lille kreds til hun stod omme på den modsatte side af ham. Selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at vise sig selv en anelse frem. Han var jo en ung og yderst charmerende hingst, og selvom hun ikke var helt færdig med at vokse, ville hun gerne selv betragtes som en voksen

”En tredjedel af flokken er min familie. Blodsbeslægtet familie”

Selvom Nyx var i familie med en stor del af flokken betød det ikke hun konstant hang op og ned af dem. Faktisk var det langt fra dem alle sammen hun jævnligt hang ud med.

”Er du ny… Tilhænger….. Af flokken?”

Hendes latter, selvom den kunne virke en kende hånlig, fandt han blid og mild, som den strejfede hans ører. Let havde han løftet det ene bryn en smule bedømmende, da hun flyttede på sig. Ingen tvivl om at hun lige skulle have ham til at bemærke hendes heldige udseende af natur. Let havde et overbærende smil fundet vej på hans mule, mens han drenget fulgte hendes bevægelser med et drenget blik. Man er vel hingst?

Familie? Der kan man bare se. Lettere imponeret havde han let løftet begge bryn kort, mens han nikkede forstående. Okay så. Blodbeslægtet.

"Jeps."
Hans charmerende stemme svarede roligt, mens han tillod sig at udelade utroligt mange detaljer. Tidligere medlem af Aljun, som eksempel.

"Jeg kender Illana."
Konstaterede han roligt, før han drilsk sendte et nap ud efter hende, som hun havde bevæget sig om på den anden side af ham.

19

De hazel-farvede øjne, der hverken lignede eller mindede om hendes mors eller fars, hvilede på den rødbrogede hingst. Han var charmerende. Både at lytte til og se på. Nyx trådte frem for at kredse om ham, så hun bedre kunne se ham an, mens hun lyttede til hans ord.

”Illana? Lyshoppen. Flokkens overhoved.. Jeg ved hvem hun er, men jeg har aldrig snakket med hende.”

Nyx havde fulgt hingsten, Brêgo, rundt i området og langs flokkens grænser, når han var på ”patrulje”. Det var en nem måde at sikre sig opmærksomhed og underholdning på i nogle timer, uden at skulle tigge om den fra flere forskellige. Desuden havde han nogle sjove historier at fortælle også.

Da et nap kom i hendes retning kastede hun sig til siden med et lille feminint og legesygt hvin. Nok kunne hun vise sin meget feminine og lady-like side frem, men hun havde også en stor mængde energi, som hends far.

”Kender du flere?”

Lyshoppen. Det drengede smil bredtes ved tanken. Det var nu lang tid siden han havde set Illana, nu han tænkte over det.

Hendes feminine lyd gav en næsten helt automatisk effekt hos ham, i form af en drenget brummen. Let havde han knejst i nakken, før han fokuserede på hans ord. Opmærksomt lod han sit blik søge hendes. Hun var bestemt en energi bombe. Men selvfølgelig heller ikke så gammel endda.

"Jeg ved hvem Brêgo er. Men det er kun fordi min far er en af vogterne."
Hans charmerende stemme spillede selvsikkert, mens han lidt bedømmende betragtede hende ufortrødent. Han lagde ikke skjul på at han synes hun var en smule interessant.

"Jeg mener var. Min var var vogter. Det er også derfor jeg nu er i flokken."
Rettede han sig selv, med et let overbærende og selvsikkert smil.

8

”Så hvis ikke din far var vogter ville du ikke være her?”

Hendes egen far var ikke vogter, men hun var der alligevel. Hun havde heller ikke været en del af flokken altid. Hun var født udenfor og havde vandret rundt med sin mor det første stykke tid. Det havde været meningen de begge skulle ind i Teylar, men det ville skæbnen alligevel ikke, og Nyx havde kun sin far tilbage – hvorend han var.

”Jeg er her fordi min far er her. Eller…. Burde være her. Han har ikke været her længe.”

Længe lød helt trist, men det var sandheden. Han havde sagt han snart var tilbage, men det føltes som en evighed siden. Det var helt trist og måske ville han slet ikke komme tilbage. Måske var der sket ham noget og han i virkeligheden havde haft en intention om at være tilbage ”snart”

...ville du slet ikke være her? Hendes ord gav kort genlyd inde i hans hoved. Det lød næsten som om flokken her var hans anden prioritet. Hvilket den jo ikke var? Den havde slet ikke været en prioritet som så, før nu.

"Min far var i Teylar inden han forsvandt... Så flokken her er mit eneste håb for ikke at være en udsat strejfer."; Ærligt havde hans charmerende stemme lydt, en kende overbærende. Roligt havde et smil hvilet over hans mule, imens han godt kunne høre at ordende fik det til at lyde som om at strejfer livet var noget dårligt. Hvilket det ikke var! Men i hans situation, var det måske lidt for farligt at vandre rundt alene. Måske endte han bare som sin far.

Stille vendte den rødlige tankerne tilbage på hoppen, som havde nævnt sin fars aldrig tilbagevenden. Stille rynkede han lidt på brynene, en kende uforstående og skuffet. Han rankede sig dog splitsekunder derefter, med et skævt drenget smil.

"Måske er han bare langt væk, så det tager noget tid at komme tilbage?"; Opmuntrende lød hans modne og charmerende stemme, mens han forhåbningsfuldt lod et selvsikkert og betroende smil pryde hans mule. Hans øjne glimtede livligt, mens han søgte hendes smukke øjne med en beroligende mine.

4

”Så må du skynde dig at finde en af dem”

Selv kunne Nyx jo ikke rigtig hjælpe ham med at blive en del af flokken. Men hun vidste også godt hvor udsat man kunne være som strejfende, for hun havde selv været det sammen med sin mor. Sin afdøde mor. En hændelse der havde bragt hende til flokken, hvor hun kunne vokse op hos sin far i stedet for at være ladt alene, for det havde hun med sikkerhed slet ikke klaret. Hun havde endnu ikke åbnet op for historien om hvad der var sket, og havde heller ikke i sinde om at starte på det nu foran hingsten. Men hun ville så sandelig heller ikke holde ham tilbage i længere tid end højst nødvendigt, hvis han følte han havde travlt.

”Måske.”

Tonen var overvejende, for det var jo stadig en mulighed. At det bare tog lang tid. At han stadig var på vej, men bare ikke var kommet endnu. Man kunne håbe, for hun følte sig meget alene uden. Ikke fordi hun ikke havde noget familie i flokken, for det havde hun, men det var noget helt andet ikke at have nogen af sine forældre.

Nyx så mod hingsten igen og skulle til at åbne munden for at sige noget, men blev bremset i handlingen på grund af et par glimtende øjne. Det fik hende til at smile skævt og føle sig som en lille pige med sit første crush.

Finde en af dem? Kort havde Lupë set en anelse spørgende ud, inden det gik op or ham at han skulle have at i Illana eller Brêgo. Roligt smilede han af hendes råd og nikkede stille imod hende, bekræftende. Ja, han burde faktisk se at komme af sted. Han fokuserede dog lige atter på hendes egen situation igen, med en forsvunden far. Han kendte udemærket følelsen, og da hun næsten genert klappede i som en østers efter hendes måske trådte han hende et skridt nærmere.

"Han skal nok komme tilbage..."; Hans charmerende stemme trak lidt på slutningen, da det gik op for ham at han ikke havde hendes navn. Næsten overbærende smilte han lidt drenget i en lidt kejtet form.

"Jeg fik vidst aldrig navnet på Dem?"; Havde han kunne rødme havde han gjort det en smule nu. Det faldt ham en anelse pinligt at han end ikke vidste hvad hun hed. Forsigtigt betragtede han atter hendes stribede aftegn igen, før han atter bar den lidt mere selvsikre aura og det drengede smil. Han klukkede kort i form af en stille latter, mest i forhold til sin egen selvironi.