The day after tomorrow [Tag: Nyx]

10

Nyx åbnede og lukkede munden igen. Hans stemme var nok til at distrahere hendes egen knap så positive tanker om emnet. Hun havde jo håbet længe, og det var begrænset hvor længe hun kunne blive ved. På et tidspunkt måtte hun jo lægge det bag sig og komme videre. Videre i hendes eget liv, der jo kun lige var begyndt. Ørerne tippede en anelse bagud som han omtalte hende som en ”dem”. Hun brød sig generelt ikke om når andre gjorde det og havde under andre omstændigheder nok også kommenteret på det. Ørerne gled dog frem igen, som hun selv måtte smile en anelse genert. Et smil hun aldrig havde sendt nogen før, for normalt var Nyx ikke genert af sig.

”Jeg tror heller ikke jeg fik fat i dit navn. Mit navn er Nix”

Selvom det måske ikke var helt korrekt udtalelse af hendes navn, var det sådan hun havde lært at udtale det. Hun havde altid omtalt sig selv som Nix siden hun var helt lille og kun lige var begyndt at lære at tale. På grund af den unge alder hun havde mistet sin mor og set sin far drage væk, havde hun aldrig lært sit rigtige navn ordentligt.

"Nix."; Han gentog hendes navn, med en kende forundrende tone i den charmerende stemme.

Nix. Nixen biksen Karen Bliksen! Han kunne ikke huske hvor han havde hørt det henne, men han smilte et skævt, drenget og fornøjet smil. Hans blik var varmt, men han roligt brummede dæmpet.

"Mit navn er Lupë."; Selvsikkert løftede han roligt det ene bryn, med et drenget smil. Han trådte let frem imod hende og nikkede roligt hilsende imod hende, galant. En hilsen han nok burde have frigivet langt tidligere i dette møde.

Hun virkede en kende genert... men han kunnegodt li' det! Fornøjet hvilede et drenget smil over hans mule, mens hans øjne let beundrede hende. Hendes aftegn var så bemærkelsesværdige. Smukke og helt igennem unikke. Ligesom hendes navn faktisk.

"Jeg burde faktisk snart komme afsted!"; Konstaterede han så med den charmerende stemme. Næsten undskyldende, før han ret så opmærksomt lige tillod sit blik at skimte frem imod hvor nogen af de andre fra flokken nok befandt sig.

"Vil du med?"; Spurgte han charmerende, mens han let havde puffet mulen imod hende. Næsten udfordrende havde han smilet en anelse overlegent go drilsk, imens hans øjne gnistrede livligt. Han havde udemærket godt bidt sig mærke i hendes reaktion iver at være dis. Så hvis hun ikke ønskede det, så skulle hun da ikke tvinges.

2

“Hej Lupë”

Det blev til en hilsen blandet med den feminine latter. Det var den eneste måde hun lige kunne finde ud af at hilse på, for den slags hilsen han kom med var af en helt anden karakter end den hun var vant til. Der var ikke andre der havde givet hende samme form for opmærksomhed eller tiltrukket samme slags opmærksomhed, som Nyx gav ham.

”Hvor skal du hen?”

Ørerne gled ud til hver sin side og noget i hendes blik ændrede sig meget tydeligt. Nyx var en hoppe der var blevet vant til at blive forladt, men det var ikke noget hun var blevet mere vant til med tiden – tvært imod. I stedet bragte det i stedet en lille form for angst frem, for tænk nu hvis det var hende andre bare ikke kunne holde ud at være i nærheden af? Ørerne gled alligevel fremad igen ved hans indbydelse.

”Ih, det vil jeg mægtigt gerne.”

Automatisk trådte hun et par skridt fremad og gav hingsten et puf med den ene balle inden hun kastede sig fremad i en trav med et par høje løft mens hun ventede. Selvfølgelig kunne hun have ventet og ladet ham vise an, men hun var ikke en der altid ventede på andre skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre.

Hendes feminine latter spredte en varm fornemmelse i hans krop. Hun var ret så nuttet om man ville. Drenget bredtes et fornøjet smil, mens hans egen latter let lød i forlængelse af hendes hilsen. Hans øjne gnistrede liivligt mens han betragtede hendes øjne. Hun var nu en firnulig én hende Nix. Spræng fyldt af energi og glæde. Lige noget for Lupë!

Hun skiftede hurtig udtryk. Så næsten fortvivlet ud. Skuffet? Hun havde ellers selv opfordret ham til at skynde sig at finde en af dem fra flokken, så han kunne komme ind. Men hun ønskede alligevel ikke at han smuttede. Det gjorde ham intet. Han ville med glæde gerne have selskab at følges med. Især et selskab som Nix. Han brummede stille en smule opmuntrende, mens et drenget smil prydede hans mule.

Mægtig gerne! Fornøjet lød en rolig latter, over hendes ivrige reaktion. Intet filter! Han var vild med det!

"Perfekt!"; Charmerende lød hans stemme som respons på hendes ivrighed. Hans øjne gnistrede oprigtigt, før han trådte frem, som hun skubbede sin balle puffende ind i ham. Han løftede let det ene bryn, med et drenget smil der lå til den drilske side; før han smed et nap efter hendes retning som hun travede forbi ham og lidt frem.

"Du fører bare an, jeg ved ikke hvor vi kan finde Illana eller Brêgo."; Han knejste let i nakken, mens hans øjne gnistrede som han betragtede hende. Hun var i sandhed yndefuld. Let travede han nu selv frem, med høje knæløft og en knejst hals. Gummibolden viste sig let nu, mens han opfrodrende hende til at komme med frem så de ikke bare stod her og blomstrede.

1

Ved hans 'Perfekt' rettede Nyx sig lige en anelse mere op så hun blev mere rank i ryggen og selve holdningen. Hun kunne bære sig selv mindst lige så yndefuldt som sin mor - eller som hun i hvert fald huskeded hende, for hun havde levet uden hende længe. Lige siden hun var helt lille, og før hun blev en del af Teylar. Hun gjorde et enkelt nik med hovedet for at vise hun havde forstået og slog fremad i trav.

"Jeg ved ikke præcis hvor nogen af dem er henne. Jeg ved hvor de plejer at opholde sig, så det kræver måske en lille rundtur. Brêgo er den jeg ser oftest. Måske fordi jeg plejede at vandre med rundt på hans rute."

Der var størst chance for hun fandt Brêgo. Det var der slet ingen tvivl om. Han havde på en måde fungeret som en babysitter og far mens hendes egen ikke var til stede og den sorte Chaos også havde ladt hende i stikken. Det var Tariks mor, den røde vogter, der ellers havde trådt ind som en moderlig skikkelse i hendes liv, da hun ellers var helt alene.

Nyx trav blev til en galop, og hendes smil blev en anelse udfordrende som hun nappede drillende ud efter ham, og bød op til en lille leg: Hvem kom først? Retningen var trods alt sat og selvom der ikke var et bestemt mål i sigte, måtte det være den der gav op først i at følge med, der tabte.

"Tror du du kan følge med?"

En rigtig insider. Han skævede let til hende mens hun talte om hvordan Brêgo havde haft hende med rundt. Det lød ligesom hans barndom hos hans far, hvordan han også havde lært sin fars daglige ruterr undt i bjergpasset. Han smilede let ved tanken, mens hans ben arbejde under ham. Han nikkede let, modtaget, mens hans smilede let drenget over den spraglede mule, næsten ivrigt efter at komme afsted. Hans øjne gnistrede kort, før et nap blev sendt i hans retning. Hingstet havde han kort ladet et lille hvin lydt, før han brummede mere hingstet end før. Du kan bare komme an!

Næsten blussende blev hans blik, ivrigt og glædesfyldt, mens han betragtede hvordan hun sprang afsted.

"Tsk, mon ikke?"; Selvsikkert lød hans charmerende stemme, mens han kort blinkede drillende til hende, i en mere flirtende form end før. Næsten hamrende lød hans hove da han derpå tillod sig at accelerere. Hans bevægelser var prægtige og lette, men virkede klart mere voldsomme end den lille yndefulde Nix ved hans side. Kort fnøs hans opstemt, før han fløj afsted over jorden med den smukke sorte hoppe ved hans side.

2

Nyx’s smil blev en anelse mere udfordrende men på samme tid også med et lille hint af noget andet, noget mere selvsikkert og på samme tid også flirtende, da Lupë fik det til at lyde som om han sagtens kunne følge med, for hun ville jo meget gerne have ham til at gøre sit bedste. Han var ældre end hende, højere end hende og en hingst. Selvfølgelig havde han nemmere ved det end de hopper der var på hendes egen alder. Ikke at der var så mange af dem hun hang ud med, men et par af dem der var lidt yngre end hende kunne hun stadig godt finde på at lege med. Tik havde ikke en chance for at følge med, så lidt udfordring gjorde hende bestemt ikke noget.

Hun strakte sig så langt hun overhovedet kunne. Selvom hendes hove ikke dundrede lige så kraftigt mod jorden som hans, fløj hun alligevel frem i næsten lige så høj fart. Hun gjorde sit bedste for som minimum at holde sig på siden af ham, men vidste også godt, at hvis det kom til udholdenhed og en lang strækning, ville hun være den der måtte bukke under først. Heldigvis for Nyx, var det hende der kendte vejen de skulle, og der var ikke længere end hun sagtens ville kunne holde farten oppe. Alligevel sendte hun et drillende nap i hans retning, for man måtte vel godt prøve på at distrahere? Er var vel ingen der havde sat nogle regler op?


// Tænker jeg kan smide Brêgo ind næste gang jeg svarer?