Sandy dunes [Zitkala]

Himmelen stod i en klar blå farve denne eftermiddag. Ikke en eneste sky dækkede for de hårde, varme stråler som solen sendte. Dette sted var ligesom en ovn. På en eller anden måde reflekterede solstrålerne sig i sandet, således at de tilsammen skabte en eller anden form for mirkobølgeeffekt. Man manglede bare en til at stå udenfor Zenobia, som kunne trykke på en knap og sætte timeren til 3 minutter - og Comanche var gennemstegt. Skønt han stammede fra et steppelandskab, hvor temperaturen ligeså var ret høj om sommeren, så var Zenobia en ørken. Comanche pustede vældigt som han slæbte sig afsted i søgen efter noget skygge. Han havde ihærdigt vandret efter en mørk plet, som han synes at kunne se længere fremme. Men den mørke plet synes bare at bevæge sig længere og længere væk jo tættere på han kom. Comanche var efterhånden ret træt af at vandre efter den og han gjorde dernæst et brat holdt, prustede irriteret og stirrede olmt på den mørke plet der hoverede derude. Det var han sikker på! Den sad der henne og grinte af ham, men det skulle være løgn! Han skulle ikke jordes af en mørk plet der alligevel ikke var end, en mørk plet på landskabet. Comanche rynkede brynene idet et udfordrende og stålsat blik gled henover de blå øjne. Og det med kæmpe hjortespringe, satte han af i en hæsblæsende galop så sandet stod ud til alle sider. Den plet dér, den skal bare indhentes. Koste hvad det vil!

Zitkala Aiyana

[ 1 ]

Det lod til vinteren lige så stille var ved at lægge sig igen i Andromeda. Forsvinde og trække kulden med sig for at gøre plads til varme og forår. Alligevel var der stadig flere kølige dage end varme. Natten havde været kold. Meget kold. Det skyldtes den skyfri himmel, der ikke havde været der til at holde på varmen, men den kom også til gavn i dagtimerne, for der var ikke noget til at holde solens stråler væk heller. Zitkala var ikke færdig med at udforske Andromeda fuldkommen, til trods for hun efterhånden havde været der et godt stykke tid. Hun tog sig tid til at lære landet at kende, for hun havde allerede fået opfattelsen af der ikke var nogen mulighed for hverken at finde eller vende tilbage til Kuckunniwi eller Ohitekah. Der var ingen stamme her, som hun havde været vant til at færdes i og alt var så meget anderledes. Ingen jagt. Ingen Kachada man skulle være på vagt for. Selvom det var de tobenede der kæmpede mod hinanden, havde Kachada alligevel taget nogle af hendes artsfæller med sig.

Varmen stegte Zitkalas ryg. En velkommen følelse. Zenobias sand klistrede sig op af hendes ben efter svømmeturen dertil, men det generede hende ikke – endnu. Hun var trods alt vant til at blive puslet om og i ny og næ støvet af. Det var kun når de var på jagt eller plyndrede Kachadas vogne hun var dækket ind i maling. Tegn for fart, healing, bedre syn og hvad end der kunne hjælpe hende. Det eneste hun havde tilbage som minde fra hendes gamle hjem, var de to fjer Kuckunniwi havde bundet i hendes man.

Der var ikke meget læ. Ingen træer til at fange vinden fra havet, og derfor endte den lyse og kraftfulde man også med at sidde en smule rodet. Det hjalp ikke meget at ryste den på plads. Hun besluttede sig derfor for at søge længere ind mod midten af øen, for bag sandbakkerne måtte der være mere læ. Vinden bragte mere end bare sandkorn med sig. Noget Zitkala meget hurtigt blev opmærksom på. Hun var af og til i ét med naturen. Ikke på den måde at hun skjulte sig godt i landskabet, men hun fornemmede livet i græsset, lugtene i vinden og syntes at høre landet tale til hende gennem sit eget non-verbale sprog. Nogen var i nærheden. Ikke tæt på, men alligevel tæt nok på til at være afsløret af vinden. Hun lod et feminint vrinsk følge med vinden, en anelse højere end normalt, for at markere hendes tilstedeværelse. Hvis lugten kom med vinden, skulle lyden sendes mod vinden og blev derfor ikke båret lige så nemt i den retning.

Det at løbe bragte bare en eller anden form for herlighed med sig. Som en eksplosion af endorfiner der spredte sig gennem enhver lille nerve i hans krop, og som på magisk hvis fik den til at lave diverse spjæt og badutspring. Det determinerede og udfordrende blik fik et strejf af glæde, idet hans ben arbejdede som stempler under ham og kroppen først kastedes til den ene, men også den anden side. Et bredt, ungdommeligt grin bredte sig over den brogede mule. Den mørke plet synes slet ikke vigtig mere, varmen var ej heller så ulidelig. Følelsen af at være vild og fri - at løbe, bare fordi man kunne, virkede langt mere tiltalende. Det var dog lige indtil, at lyden fra et vrinsk ramte hans øregange. Da, roterede ørene en halv omgang for at lokaliserer placeringen, og dernæst bragte han sig selv til et holdt i en glidende overgang. De livlige, blå øjne scannede hurtigt omgivelserne i håbet om at kunne sætte noget visuelt på lyden. Men intet fangede dem, udover den mørke plet... Den selvsamme mørke plet, som før, men som nu havde langt mere figur. Comanche hævede hovedet højt, imens hans hals naturligt hvælvede. Imellem de hastige og hårde vejrtrækninger, der skyldtes hans løben, forsøgte han at opfange en duft. Men uden held. Nysgerrigt betragtede han den mørke skikkelse i et øjeblik, inden han lod et vrinsk lyde som svar. Han satte dernæst i en energisk trav og lod kursen falde tilbage mod den fremmede længere foran ham.

Zitkala Aiyana

[ 2 ]

Zitkala lyttede. Og lyttede lidt længere. Lyttede et halvt minut ekstra, men opgav til sidst. Der var ikke kommet et svar på hendes kald. Hun slog et smæld med halen, men fortrød det meget kort tid efter på grund af sandkornene den sendte med sig. Den var lang nok til at opsnappe sandet der af og til lå lidt højere end resten, og sandresterne fra hendes hove når hun løftede dem. Jo længere hun nåede ind mod midten af øen, gik det op for hende der næppe var ret meget at udforske andet end sand, sand og atter sand. Hun kunne lige forestille sig hvordan nogen ville dehydrere og drætte om på en varm sommerdag, og det ville heller ikke undre hende, hvis der et eller andet sted – eller flere steder, lå skeletter der var halvt begravet af sand. Og hvor forfærdeligt måtte det ikke være at blive fanget i en sandstorm? Nej. Zenobias ørken var ikke et sted hun havde tænkt sig at opholde sig permanent. Nej. Når hun var færdig med at udforske Zenobia, måtte hun tilbage til Enophis. Det var den ø der havde tiltalt hende mest – indtil videre. Zitkala gjorde et lille ophold i sin vandren, for det var som om lugten af fremmed blev en anelse kraftigere.

Comanche travede fremad, med ørene opmærksomt lyttende og blikket søgende mod omgivelserne. Hvor var den fremmede? Kunne han virkelig have taget fejl af den skikkelse han synes at have set. Den mørke plet? Og var det vrinsk han hørte slet ikke virkelig? Måske han var sindssyg. Comanche rynkede brynene ved denne statement. For et eller andet sted så vidste han godt at hans hjerne fungerede fint. ihvertfald sådan umiddelbart.
Forvirringen var dog ikke at tage fejl af. Han måtte atter stoppe op for at orientere sig - hvilket slet ikke var nemt i et område som zenobia. Der var sand så langt øjet rakte og kendetegn i omgivelserne var ikke tilstede. Alt lignede hinanden. Comanche fnøs og så sig rundt. Den mørke plet var nu væk. Måske hans hjerne bare havde spillet ham et puds før, men blot for at teste situationen lidt, lod han endnu et vrinsk lyde. Denne gang højere og i en mere kaldende tone. Comanche lyttede så blot, imens hans blik søgte henover det sandede landskab. Gad vide hvad det var for noget, det her? Det kunne simpelthen ikke passe at han havde taget sådan fejl? Han var sikker på at han hørte nogen.. men den mørke plets forsvinden gav dog ikke nogen mening for ham endnu. Måske det blot var et synsbedrag.

Zitkala Aiyana

[ 3 ]

Zitkala standsede endnu en gang. Dér var det. En lyd. En lyd der var dæmpet af sandbakkerne. Sandbakkerne der havde afskærmet hende fra resten, hvilket også gav meget god mening, for selv bølgerne i det fjerne var holdt op med at tale til hende. Hun lukkede øjnene for at lade naturen tale til hende. Da hun syntes at have placeret en retning hvorfra vrinsket kom, fik hun ændret kursen. Der var ikke ret meget andet at se end sand, sand og endnu mere sand. Heller ikke da hun havde krydset den første sandbakke. For hvert skridt op gled hun en smule mere tilbage igen, og måtte kæmpe sig hen over toppen, hvor hun nærmest kunne glide ned – hvis ikke hun ville gå udenom. Men at gå udenom ville være farligt, for hvor mange skridt til venstre og hvor mange græder skulle hun så dreje tilbage igen for at komme på rette spor?

Det var først da hun havde krydset en til af de store hun syntes at komme til noget der virkede mere fladt. Fladt fordi vinden fra havet ikke havde hvirvlet det rundt i bakker. Fladt fordi de andre sandbakker afskærmede området. Og der. Der i det fjerne kunne hun ane noget. En anden. Hingst eller hoppe kunne hun ikke se, men ud fra lyden havde hun vurderet det enten var en hingst eller en meget maskulin hoppe. Endnu en gang sendte hun et højlydt og feminint vrinsk afsted i den retning, for at fortælle hun havde set ham, og i en hurtig skridt fortsatte hun i hans retning.

De krøllede røde lokker dansede om hovedet på den livlige hingst, da et vrinsk atter fandt sin vej frem til hans øregange. De hurtige reflekser kom ham til gode i situationer hvor han behøvede fokus og opmærksomhed. Han havde lyttet intenst efter hendes stemme - for han var sikker på at han hørte hende, eller ihvertfald noget, den første gang. Men manglen på hendes skikkelse havde fået ham til at tvivle. Hun måtte også have hørt ham. Måske hun havde været ligeså forvirret? Disse sandbanker havde åbenbart en tendens til at lege lidt med sindet. Comanches ører roterede på samme tid, som hans hoved og blik. Dér, på toppen af en stor bakke af sand, kom en skikkelse gående. Det var endnu svært at danne sig et billede af denne skikkelse, da hun endnu var for langt væk. Men at dømme ud fra den tone og klang der var at finde i stemmen - så var det umiddelbart en hoppe, som han skulle til at møde.
Synet af hendes skikkelse bragte et bredt, drenget grin frem på de spættede læber. Det var en kombination af spændingen over at møde en ny hest, men også lettelsen over ikke at være alene i denne vidstrakte bageovn af en ørken! Comanche var en meget social hest, og han trives derfor ikke så godt, hvis han er alene alt for længe ad gangen. Social kontakt var næsten essensen af livet for en hest som han. Han snurrede adræt rundt og begyndte at trave i hendes retning. Det tog nogle øjeblikke for ham at komme derhen, da der alligevel var en del distance, som skulle tilbagelægges. Lidt mere end han havde regnet med, men han nærmede sig. Han brummede dæmpet da han var blot nogle meter fra hende, og stoppede op i en glidende overgang. Hovedet var båret højt, med ørerne fremme idet et kækt og livligt blik prægede de blå øjne. Han pustede dog noget fra sin tur derop i denne hede, men det skulle ikke stoppe ham fra at hilse ordenligt på hende.

"Halløj i varmen!"

Sagde han friskt, idet han slog over i skridt. Han skridtede ganske lidt, inden han kom til et holdt.

"Er du klar hvor glad jeg er for at se dig?!"

Spurgte han ivrigt.

"Jeg synes jeg hørte en eller anden vrinske. Så jeg rendte rundt som en eller anden idiot for at prøve at finde ejermanden. Men jeg kunne ikke se dig nogen steder. Jeg troede lige et øjeblik at jeg var ved at blive sindssyg eller sådan noget."

Han lo lidt, men da det ebbede ud, fik han pludseligt et mistænkeligt udtryk.

"Du er virkelig, ikke også? Ikke sådan et fatamorgana, fordi jeg i virkeligheden er ved at dø af dehydrering, vel?"

Han tog nogle enkelte skridt mod hende, og lod mulen forsigtigt søge mod hendes hals. Han rørte hende ikke endnu, men han ville gerne lige undersøge om hun nu også var virkelig og ikke et tankespind.

Zitkala Aiyana

[ 1 ]

Zitkala skulle lige til at svare hingsten på hans hilsen, da der kom et nyt spørgsmål, og da hun skulle til at svare på det kom der endnu flere ord. Det fik hende til at åbne og lukke munden nogle gange, indtil hun i stedet besluttede sig for at vente med at svare, til han var helt færdig. Hun slog et enkelt svirp med halen og tippede hovedet en anelse på skrå.

”Jeg er virkelig. Helt virkelig, men jeg kan ikke forklare dig om jeg er virkelig fordi du forestiller dig jeg er det. Der er kun en måde at finde ud af det på. ”

Idét hans mule søgte hendes hals, sendte hun et nap ud efter ham. Hvis man var i tvivl om man var vågen eller drømte, så hjalp det altid med et nap eller bid. Ørerne vrikkede en anelse frem og tilbage. Hvordan han lige ville tage hendes nap var hun ikke helt sikker på, for hun havde opfattelsen af at ikke alle var interesseret i nogen som helst form for fysisk kontakt, mens andre ikke havde svært ved at overskride grænserne. Zitkala tilhørte måske den sidste af grupperne, men hun gjorde alligevel sit bedste for at undgå problemer.