This desk is messy [Lupë]

Det var ikke meget Euphoria bevægede sig udenfor flokkens område. Efter mødet med hendes bror havde hun været en anelse ved siden af sig selv. Hendes familiemedlemmer var i opløsning, dem hun vidste hvor var. Selvom Euphoria mest anså flokken og den gyldne hoppe for hendes familie kunne hun ikke lade være med at føle sig pint af det hele. Det var derfor hun var søgt lidt væk fra det hele, men holdt sig stadig tæt på grænserne i tilfælde af der skulle ske noget.
Hun vandrede en anelse modløst omkring træerne og stoppede da op i en mindre lysning, mens et svagt suk forlod hendes mule. Hun vidste godt det ikke nyttede at gå og være trist og deprimeret over det. Måske var det bare den tid på året hvor man altid var lidt mere nede, men Euphoria trængte gevaldigt til et positivt indslag i hendes liv, eller om ikke andet noget der kunne tage tankerne over på noget andet.

Han var egentlig på vej tilbage. Skoven her var bare den hurtigste vej når man krydsede ind igennem alle træerne. Men han var stoppet op. En velkendt duft, som han langt fra kunne placere i sine minder, dukkede op. Det kønne hoved havde skiftet retning et par gange, mens hans ører lyttede efter. En skikkelse kunne anes et stykke væk. Hesten syntes at have kurs imod lysningen. Diskret spadserede han selv, parallelt med skikkelsen, mod lysningen. Selvsikkert og elegant bar han sig smidigt af sted, før han selv ramte lysningen.

Et suk lød. Ufortrødent trådte han frem så han selv blev synlig for den fremmede. Men hov! Kendte han ikke hende her?

"Det lyder hårdt."
Lød hans charmerende stemme; mest for at understrege sin tilkendegivelse af hans tilstedeværelse. Han lagde let det kønne hoved på sned og sendte hoppen et par spørgende øjne. Selvsikkert og betryggende fandt et drenget smil sig vej på hans mule, før han selvsikkert trådte et par skridt videre ud fra træerne. Men blev ellers stående der, roligt. Jo, han vidste godt hvem hun var. 

Euphoria stod i sine egne tanker og hørte derfor ikke den unge hingst der luskede sig ind på hende. Hun gav derfor et ordentlig sæt da hun så hørte hans stemme. En lille gnist sprang op i chokket, men ikke mod ham og det var heller ikke noget hun selv lagde mærke til. Hun snurrede rundt med et gisp og stoppede nu op da hun genkendte ham. Det var et flygtigt minde i bjergene fra da hun blot havde været en plag.
Hun huskede det var sidste gang hun havde set sin mor. Hvad var det nu han hed? Hun smilte svagt og prøvende.

“ Jeg så dig slet ikke “

Brummede hun så stille i takt med at hun sænkede paraderne. Hun lagde hovedet en anelse på sned inden hun forsigtigt og tøvende stak mulen frem.

Det var tydeligt hun ikke havde bemærket ham da det gav et sæt i hoppen. Kort var en gnist at se. Lupë blinkede et par gange, forvirret og spørgende. Hva' var det? Måske havde han bare set syner. Stille rystede han på hovedet, som rystede han tanken ud af hovedet. Han havde nærmet sig en anelse, men der var stadig godt et par hestelængder imellem dem. Hendes prøvende smil indikerede tydeligt at hun også huskede ham, som han huskede hende. Selv havde han ikke meget af information om hende. Han kunne have svoret på at han faktisk aldrig havde fået hendes navn overhoved.

Overbærende og næsten undskyldende lød hans latter kort som respons på hendes ord, mens hun helt tøvende havde strakt mulen lidt forsigtigt frem i hans retning.

"Bekalger. Det var også uhøfligt sådan at snige mig ind på dig."
Et skævt drenget selvsikkert smil og et par gnistrende øjne udstrålede hans fundament for den drengerøvsattitude der lå over ham,. Let havde han charmerende løftet det ene bryn kort i samspil med det skæve smil.

"Det er godt også nok lang tid siden."
Konstaterede han med den charmerende og rolige stemme, mens han selv havde nikket mulen let frem imod hende. Kort og uden intentioner om at bryde ind over nogens grænser. Hun var blevet en smuk ung hoppe. Ikke bare en plag mere, som han også selv havde været den gang de kort mødtes i bjergende.

Den unge hingst, hvis navn hun ikke kunne erindre, var et af hendes første bekendtskaber. Hun var opvokset i Enophis Bjerge i de hendes mor havde holdt sig væk fra problemerne, ja det var da lige indtil den dag. Hun kunne ikke lade være med at smile stille og forlegent over hingsten foran hende, mens hun stadig holdt sig til få ord af gangen. Hun så ham også en anelse an, for selvom han ikke var husket som fjendtlig, men derimod rigtig sjov, så kunne det jo have ændret sig.

” Meget, der er sket meget siden den dag. ”

Euphoria talte både med glæde, men også en hvis sørgmodighed over hendes feminine stemme. Hendes mor havde forladt hende den dag og overladt hende til sig selv. Djange, hingstens far havde ikke vidst hvor hun var taget hen, men Euphoria havde efterhånden regnet den ret godt ud. Hun puffede stille til hans mule og genkendte også duften nu af den unge hingst. Hun brummede stille og trippede en anelse. Det var hende meget uvant så stå i sådan en situation. Hun levede vel egentlig en meget ensom og kedelig tilværelse.

Hun var forsigtigt. Ikke decideret sky, men alligevel langt mere tilbageholdende end han huskede hende? Der var mindst gået et par år siden da. Der er sket meget siden da. Hendes ord faldt på et tørt sted. Selvom det inderligt rørte ham, tillod han sig blot at sænke hovedet en smule og nikke bekræftende. Det måtte man i sandhed side at der var. Sket meget. Mere end rigeligt faktisk, hvis man havde spurgt Lupë. Selv synes han også at ane en mindre sørgmodighed hos hende, i hendes øjne som han så i. Men det kunne sagtens være han tog fejl. Måske var det hans egen sorg som han ikke lige viste, han synes at kunne genspejle hos hende?

Hendes tilnærmelse og puf, fik Lupë til at tabe smilet. Roligt holdte han blot øjenkontakten. Hendes brummen og trippen gav udløste derpå et roligt og eftergivende smil. Let puffede han tilbage imod hende, ganske blidt.

"Bor du her?"
Mumlede hans charmerende stemme roligt. Stille havde han trukket mulen lidt til sig, for ikke at snakke hende lige ind i mulen.

Euphoria studsede godt over hans reaktion. Var der mon hændt ham noget ligeså? Hun lagde dog ikke så meget i det og tænkte at det ville han nok fortælle hvis han følte for det. Hun delte jo heller ikke alt med alle. Måske var det var fordi hun overtænkte situationen. Hun brummede stille og eftertænksomt inden hun da lyttede til hans spørgsmål. Skulle hun svare? Ville hun risikere noget ved det? Hun besluttede sig dog for at det ikke kunne skade at svare ham. Han virkede jo til at være rar nok.

" Jeg bor i Teylar. Det er ikke så tit.. Jeg er herude.. Selv"

Lød det så stille fra hende. Det var stadig hårdt ved hende at bevæge sig for langt væk. Hun frygtede det ganske enkelt, selvom det var blevet bedre. Hun var begyndt at komme mere ud af skallen, men der var noget vej endnu. Hun forsøgte sågar at være udadvendt ved at stille hingsten et spørgsmål.

" Holder dig og din far stadig til i bjergene? "

Brummede hun så venligt af ham, mens hun lagde hovedet på sned. Uvidende om hvilken tragedie der var hændt ham.

Hendes eftertænksomme mine gjorde den selvsikre og charmerende en anelse mere opmærksom på hende. Roligt lyttede ham. Teylar! Stille havde han lysnet lidt op ved hendes ord, som så mundede ud en anelse mærkeligt. Han havde stille rynket brynene en smule undrende, mest i bekymring. Den måde hun trak på ordende, gjorde det hele lidt mærkeligt. Blev hun jagtet af nogen? Stille havde han taget sig selv i at skæve diskret ud af øjenkrogen, af hvad hans synsfelt nu kunne tillade. Opmærksomt rettede han atter blikket imod hende, ved hendes næste ord.

...

En tomhedsfølelse ramte ham, mens han hejste hovedet en anelse. Hans blik blev en kende fjernt, før det fandt sin varme stille igen. En smule stolt havde han ranket sig lidt, mens han samtidig havde trukket sig en smule fra at stå helt mule til mule.

"Nej desværre. Den tid er forbi."
Hans stemme bar endnu den drengede charmerende lyd, men en anelse berørt knæk i hans stemme var desværre ikke at skjule. Til trods for at han prøvede at få det til at lyde så naturligt som overhoved muligt.

"Jeg tilhører faktisk flokken Teylar nu."
Konstaterede han, mest for at flytte fokus, mens han sluttede af med diskret at synke den klump der havde sat sig i halsen på ham. Han virkede rolig, endnu blid i sine øjne; skjulte det så godt han nu kunne og havde lært af mesteren Djange ham selv, der altid bar en form for facade.

Det blev klart for Euphoria at hun ikke var den eneste der bar på noget da hun så på hvordan hingsten reagerede på hendes spørgsmål. Hun spærrede kort øjnene op i et øjebliks panik over hvorvidt hun nu var gået over grænsen. Hun kæmpede for at blive stående på sin plads og ikke bakke væk fra ham. Hendes hjerte hamrede i brystkassen og adrenalinen var for længst begyndt at pumpe rundt i hendes blod. Hans stemme afslørede meget for Euphoria for hun havde selv været der. Der var sket noget med hans far, men hun vidste ikke hvordan og hvorledes. Siden han ikke fortalte det så ville han nok ikke ud med det. Hvilket hun respekterede.

Hun smilede kort til ham da han konstaterede at han også tilhørte Teylar nu. Det glædede hende, for så ville hendes tilværelse ikke være så ensom, forhåbentligt, men Euphoria havde ikke glemt hans første ord. Hun havde samlet nok mod til at indhente den tabte afstand i mellem dem, selvom hun næsten krøb hen mod ham. Forsigtigt og meget tøvende satte hun mulen på hans skulder, mens hun skælvende trak vejret for at få samling på sig selv. Hun så op på hans to forskellige øjne med et blidt udtryk.

” Det er okay.. ”

Lød hendes feminine stemme. Ikke at det var okay at han ikke var med hans fader mere, men det faktum at han behøvede ikke sige noget, for hun forstod det godt, måske mere end nogen anden.

Hendes smil gav ham en vis ro. Stille slap han lidt på spændingerne han havde i kroppen, over den fortvivlelse, vrede, foragt og sorg der stadig levede i bedste velgående inden i ham. Han ønskede ikke at snakke op det eller blive mindet om det. Det gjorde helt simpelt bare for ondt på ham. Men så nemt skulle det ikke være bare at skubbe denne samtale til siden, som var det vejret de havde snakket om.

Hun nærmede sig. Næsten krøb hen til ham, med al forsigtighed. Næsten som om hun frygtede hans reaktion. Stille havde han rynket brynene en anelse skeptisk, mens han bedømmende havde observeret hendes forsigtige måde at nærme sig på. Det var først da hendes mule berørte hans skulder og hendes ord lød, at helvede brød ud i hans indre.

Aggression lå ikke til Lupë og derfor stivnede han også blot. Helt stiv spændte han op i kroppen i nogle sekunder, mens hans blik tømtes for alt hvad der hed livsglæde og overskud. Det var som om luften gik af ballonen, da hans øjne på et split sekund vendte over i tydelig sorg. Han slap alle spændinger og stille sænkede han hovedet. Nærmest opgivende. Hans blik havnede i jorden foran ham, foran sine forhove; mens hans øjne blev mere klare end de længe havde været. Tåre pressede på, men han tillod sig dog at holde tilbage på lige disse. Billederne i hans hoved var der stadig, som var det sket i går. Forfærdeligt. Stille lød et dæmpet suk, mens han forsøgte at samle de mange minder i hans hoved.

Euphoria trak sig med det samme han stivnede og hun bakkede nu et par skridt i frygt for hvordan ville reagere. Hendes ravfarvede øjne flyttede sig dog ikke fra ham så hun så det hele. Hvordan facaden krakelerede for den unge hingst. Det gik op for Euphoria at det utænkelige kunne være sket. Hvorfor skulle han ellers reagere så voldsomt. De kunne være to ting, men hun vidste også at hans far ikke var et monster som hendes. Hun brugte derfor udelukkelsesmetoden. Hun behøvede ikke ord for at bekræfte det, ligeledes holdte hun heller ikke tilbage da et par tårer trillede ned over hendes kinder.
Hans sorg rykkede ligeledes i hendes følelser som hun havde båret rundt på og forsøgt at glemme. Den smerte hun havde oplevet ønskede hun ikke for andre. At se ham stå der, i sådan en smerte, pinte oprigtigt den grå hoppe.
Den grå hoppe samlede sit mod og gik atter hen til ham. Hun ønskede at hun kunne spørge Illana om hvad hun skulle gøre i sådan en situation, for hun vidste det ikke. Hun sukkede stille og forsøgte at tænke sig til hvad der kunne hjælpe. Ingenting, ingenting kunne hjælpe.

Hun lagde stille halsen over hans og klemte meget blidt til, mens hun ikke selv kunne holde tårerne tilbage. Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle sige, og stod egentlig blot og holdt om denne ’fremmede’ Hun sukkede dybt og sænkede paraderne fuldstændigt.

” Jeg kan ikke engang huske hvad du hedder. ”

Hviskede hun stille med grådkvalt stemme. Det var totalt malplaceret, og det vidnede nok mest af alt om at hun faktisk ikke vidste hvordan man trøstede.

Det var som om alt blev koldt idet hun slap berøringen fra hans skulder og trak sig. Han vidste godt at han aldrig var helt alene i verdenen, men sådan følte han sig nu. Alene. Helt alene i verdenen. Blikket slap dog ikke synet at jorden under ham. Han ville gerne blive irriteret over at nogen, især en der i bund og grund var fremmed, så ham så sårbar. Han havde mest lyst til bare at flygte. Være alene. Hans hjerte bekymret pludselig at slå hurtigere i hans bryst da hun nærmede sig. End kiggede han ikke op, men stod blot der; sørgende. Først da hun lagde sin hals over hans, pumpede hans hjerte hurtigt! Men alligevel følte han... intet.

Følelsen a at bruge yd af denne omsorg nagede ham, før han tillod sig alligevel at give efter for sin stolthed. Den stolthed som allerede lå i stumper overalt omkring ham på den kolde jord. Hårdt kneb han øjnene sammen, som en såret kriger. Et par tårer havde sneget sig med ud og trillede ned af hans kinder, mens han ufortrødent pressede det kønne hoved ind mod hendes hals. Han hørte hendes ord, og uanset hvor ironisk det egentlig var, så vidste han heller ikke hendes navn faktisk.

"Jeg tror ikke engang jeg fik dit navn..."
Hans stemme hviskede, mens den endnu knækkede en smule.

"Lupë er mit navn."
Hviskede han efterfølgende endnu lavere, mens han stille tog en lidt dybere indånding med lukkede øjne. Han havde stadig hans hoved presset let ind imod hendes hals og bringe; mens hendes bløde pels og duft mod hans mule og lyden af hendes hjerteslag, liv, gav ham en beroligende følelse.

Euphoria stod blot roligt og lod ham affinde sig med den kontakt hun havde taget til ham. Et kort snøft kom fra hende inden hun sænkede hovedet en anelse i takt med han lagde hovedet mod hendes hals. En forsigtig varm brummen strømmede ud fra hende og hun strøg ham forsigtigt over manen. Det var en nærkontakt hun ikke var vant til, men selv havde opsøgt. For hun vidste at det kunne være tiltrængt i sådanne situationer selvom man ikke vidste det. Hun smilede stille over hans navn.

”Lupë.. Jeg er Euphoria. ”

Tyggede hun stille på hans navn, inden hun gav sit eget til kende. Hun sukkede stille og klemte ham kort ind til sig. Hendes navn bevidnede om hvordan hun havde været dengang hun var lille og ubekymret. En livsglad hoppeplag. Nu var bekymringerne der. Arene ville nok aldrig helt forsvinde, men hun skulle nok langsomt komme igennem det. Hun lukkede kort de ravfarvede øjne i og lod fortsat hendes hoved hvile over hans hals, mens tårerne langsomt trillede ned af hendes kinder.

Han mærkede tydeligt hvordan hun strøg ham over manen efter at havde undsluppet en brummen. Hans let bagud vendte ører lyttede imod hendes åndedrag og bevægelser med hovedet. Stilfærdigt lyttede han til hendes hjerteslag i samspil med hendes åndedrag, Hendes stemme brød den harmoni der lå i lydende, mens han afventede hendes navn mest af alt.

Euphoria. Stille havde et skævt lille smil fundet ved på hans mule i den ellers sørgmodige position han befandt sig i.

"Euphoria."
Hviskede han stille gentagende, som hun havde gentaget hans navn.

Stille gned han sit hoved blidt ved hendes hals, hvor han allerede havde hovedet. Han lukkede øjnene imens, men slog dem derpå op igen. Stille forlod et suk hans mule.

"Tak."
Hviskede han lidt stille, mens han let havde rynket brynende kort, en anelse irriteret over sig selv. Han brød sig ikke om sådan at have læsset af på hende når hun ikke stod ham mere nært. Mens hans tabte stolthed også helt sikkert havde en masse at sige.

.Hvad end Lupë fandt hans stolthed knækket, så dog Euphoria friheden til at være en anelse lettet over at hun ikke var den eneste i landet som bar på sådan en byrde. Hun sagde dog ikke noget, for selv om de havde mødtes før så var han fremmed, og hun var ligeså også en fremmed for ham. At hun havde haft mod til at opsøge ham på denne måde var også stort for hende, men hun huskede ham jo fra da hun var lille og knapt så fyldt med bekymringer. Måske var det derfor. Hun forbandt ham med noget godt.
Hun kiggede ned på ham da han takkede hende og mimrede stille med mulen en anelse paf. En stille feminin brummen forlod hende og hun stillede sig en anelse tættere på den unge hingst, selvom hun næsten ikke kunne komme tættere på. Mulen gled kort over hans man igen og hun lukkede øjnene i.

” Det er mig der siger tak.. ”

Hviskede hun stille og en anelse grådkvalt. Et tungt suk forlod hende og det var som om de sidste spændinger forlod den grå krop og hun for første gang i lang tid slappede helt af.