This desk is messy [Lupë]

Hendes feminine brummen gav han en vis tryghedsfølelse i kroppen. Han mærkede hvordan hun rykkede lige det tættere på, selvom det næsten ikke var muligt. Han følte sig omfavnet. Brød han sig om det? Tja, både og. Det sitrede let kildrende da hun strøg ham over manen, før hun også slap de sidste spændinger, som han selv havde gjort.

Det var næsten pinefuldt hvordan hendes stemme grådkvalt hviskede. Men ingen tvivl om at de måske begge havde brug for dette? En der forstod.

Der var så meget mere han kunne sige og indvende. Men samtidig ikke noget som gav mening. Ufortrødent greb han denne chance. Chancen for at nyde en andens nærvær og omsorg, bare lidt endnu. Stille havde en brummen forladt hans mule, stilfærdigt.

Stilheden sænkede sig over de to heste, og hvor lang tid der gik havde Euphoria ikke styr på. Hun havde næsten været i en trance-lignende tilstand mens hun havde stået og omfavnet hingsten. Hendes hjerte bankede stadig i brystkassen, i det hun løftede hovedet og fik snøftet af. Hun så på ham med de ravfarvede øjne og sukkede stille. Det havde jo været en stor mood-killer for de to at have stået sådan. Hun lagde nu hovedet under hans hals og gned hovedet i en kælende gestus mod hans bringen, inden hun trak sig et par skridt og så ind mod skoven.
En stille feminin brummen kom fra hendes brystkasse og hun skævede mod hingsten uden endnu at sige noget. Det var svært at finde de rigtig ord i sådan en situation, lige nu følte hun sig blot sårbar og blottet.

Hun lukkede kort de ravfarvede øjne som bar en stærk lighed til hendes fars. De to var dog så forskellige som noget kunne være. Hun slog dem nu op igen og kiggede ind i hingstens forskelligt farvede øjne. Det var noget hun aldrig havde set før og hun fandt det fascinerende.

Lupë tillod sig selv at nyde dette øjeblik. Øjeblikket hvor en, godt nok fremmed, anden end ham selv fandt sig selv lige så sårbar som ham selv. Trøsten de kunne finde i hinanden havde klart slået humøret i bund, men også givet en tryghedsfølelse. Hoppen trak sig nu. Helt naturligt hejste han hovedet en anelse, hvilket gik godt i spænd med a hun kort efter søgte hans bringe. Næsten kærtegnende havde han fundet denne gestus. Hun trak sig.

De klare øjne bar endnu en smule sårbarhed, mens han opmærksomt så imod hende. Hendes feminine lyd fik ham selv til stille at undlade et prust. Velbehag var at spore, på trods af den stadig stille mine der lå over hingsten. Hun så imod skoven før hun atter så imod ham. Hans øjne mødte hendes. Det var som om det var første gang han så i hendes øjne sådan rigtigt. Stille hejste han hovedet en anelse mere, så han ikke stod og hang med mulen så meget mere. Opmærksomt betragtede han hendes øjne, mens han ikke kunne sætte hoven på hvor han synes at have set de øjne før. Hvem var det der havde øjne lignende hende? En smule tænksom så han ud, før han stillede rystede stille på hovedet for at slå tanken ud.

"Skal du... tilbage til flokken?"
Hans charmerende stemme var forsigtig, mens han roligt gik et par opsøgende skridt imod hende.

Euphoria stod en anelse uroligt og kunne ikke rigtig finde den ro igen. Hun følte at hun havde overskredet nogle grænser, mens det virkede til hingsten ikke rigtig lod sig påvirke. Hun mimrede med den lyse mule og stod kort stille, da han iagttog hendes øjne. Euphoria vippede en anelse usikkert ørerne bagud. Hun løftede hovedet og kunne mærke hvordan panikken langsomt kom snigende. Det var kun fordi hingstens stemme lød at hun fik lagt låg på den irrationelle følelse der holdt hoppen fra så meget her i livet.

” Jeg- det er bare… Jeg.. Farligt.. ”

Euphoria snublede over ordene, men hun rykkede sig ikke i det han kom nærmere. Et bekymret udtryk var malet i hendes kønne hoved og hun sendte et håbløst udtryk mod den røde hingst som hun dog følte sig tryg ved at en eller anden uforklarlig årsag. Der lå en dybere tiltrækning, det var den grå klar over for hun var trods alt ikke helt blind af sin frygtsomme adfærd. Den grå hoppe vidste også at hendes mor havde været tryg ved at overlade hende i hans og hans faders selskab dengang. Hun kunne svagt erindre Djange fra da hun havde været ganske spæd. Først havde hun troet at det havde været hendes far sådan som han og hendes mor havde danset rundt. Hvor skuffet hun blev da hun fandt ud af det ikke var tilfældet.

Hoppen rykkede ikke på sig som han selv havde nærmet sig lidt. Han hejste nu hovedet en anelse, med et lidt bekymret udtryk. De var begge påvirkede af hver deres situation, men det var først nu han synes at hun så direkte bekymret ud. En følelse af utryghed fyldte ham, mens han rynkede en anelse bekymrende på brynene. Han ønskede at gå nærmere hende, men hendes uforstående sammensætning af ord afholdte ham. Stille lagde han hovedet en kende på sned, mens han strakte mulen en anelse frem, forsigtigt. Han øjne var to store spørgsmålstegn, mens hans helhed lyste af bekymring.

"Jeg forstår ikke?"
Hans charmerende stemme var mild og tæt på hviskende. Ordende havde lydt undskyldende, for han var ikke ude på at håne hende. Han forstod bare vitterligt ikke hvad hun lige havde sagt. Hvad mente hun med farligt?

E

uphoria fik nogenlunde styr på sin panik, mens hun trak vejret i hurtige stød. De mandelformede ører vippede skiftevis frem og tilbage, mens man kunne se hvordan hun forsøgte at få samlet sig selv igen. De ravfarvede øjne var fyldte med frygt, ikke overfor hingsten, men hvad der gemte sig uden for flokkens trygge grænser. Her hvor hun stod lige nu. Selvfølgelig forstod hingsten ikke, for Euphoria forstod ikke engang selv hvad hun lige havde forsøgt at sige. Skulle hun betro sig til ham? Hun sukkede stille, næsten opgivende.

” Je-jeg er ikke meget herude.. Der sker altid noget.. Han kunne være herude.. ”

Euphorias stemme var hviskende, mens hun virrede en anelse uroligt med hovedet. Minderne stod stadig klart på hendes nethinde og hun frygtede den dag hvor hun kunne stå overfor ham igen. Nok var der gået flere år siden den dag på Chibale, men det skræmte hende stadig. Hvad havde formålet været ved den traumatiske omgang hun var blevet udsat for.

Hun var utryg. Ingen tvivl om det. Gad vide hvad det var hun frygtede så meget? Mon det havde noget og gøre med hendes sorg? Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på Lupë, grublende. Han prøvede ihærdigt at forstå, men han havde ikke nok brikker til at samle et helt puslespil. Hendes ører og vejrtrækning gjorde ham en anelse utryg. Men udadtil begyndte han langsomt at skubbe sin sorg til side og indtage den mere beskyttende og hjælpende rolle. Han rankede sig diskret og skævede kort rundt, næsten skeptisk. Hendes aura gav ham en kold fornemmelse af at her var nogen eller noget omkring dem, som ikke skulle være her.

"Han? Hvem er han?"
Uforstående hviskede han selv selvbage, mens han havde sænket hovedet lidt igen. Som om det skulle hjælpe på at han ikke fik sagt det for højt så andre end hun kunne hører det. Hans øjne funklede bekymret, mens han rynkede brynene for hver gang han havde sagt han.

Euphorias øjne var opspilede og hun mimrede uroligt med den lyse mule. Hingstens forstod naturligvis ikke hvem eller hvad hun snakkede om, for hun gav ikke meget væk, men da han så spurgte så hun på ham med sine ravfarvede øjne. Frygten stod malet i dem, som hun betragtede hans blik.

” Rumpelstiltskin.. ”

Hviskede hun, mens hun pressede ordene ud af sin mule. Den grå hoppe havde ingen idé om at hingsten foran hende kendte til hendes far. Hvis hun havde gjort så havde hun måske undladt at nævne det. Der var også en vis sørgmodighed over den grå hoppe som hun nævnte navnet. Hvis Lupë fik doneret en brik mere til hans puslespil så kunne han måske regne det hele ud.

Det var som om utrygheden spidsede til og blev til en direkte frygt. Han forsøgte at forholde sig roligt, men holdte samtidig helt vejret da hun åbnede mulen.

Rumpelstiltskin. Pludselig stod verdenen stille for Lupë. Hans øjne blev med ét fjerne, næsten livløse og kolde, som hans fars. Det gøs ham ned af ryggen, mens vreden over at denne skabning også havde gjort hende fortræd mons tro? Ind til det gik op for ham, De øjne. Hans kolde og fjerne blik skiftede til skepsis. Brynende rynkedes skeptisk, mens mulen stille rynkede sig i foragt. Han trådte langsomt et skridt tilbage, med et let vigende hoved. Han ville ikke rigtig tro det. Kunne det virkelig passe?

"Han er din far? Er han ikke?"
Hans charmerende stemme lød direkte anklagende lige pludselig, mens hans øjne blussede af vrede. Han huskede tydeligt hans brors kontrakt med denne djævel. Dit liv eller din brors kræfter. Belial havde være dum! Ingen tvivl. Men at true et føl på livet, kunne aldrig blive anset som tilgiveligt.

Først vippede Euphoria lidt med ørerne og lagde godt mærke til at hingstens ændring i adfærd og hun kunne derfor kun antage at han vidste hvem hendes far var og ikke for noget positivt. Hvordan kunne nogen også det, men den anden ændring i hans adfærd fik Euphoria til at bakke i takt med ham. Hans ord lød, men blikket der var rettet mod hende var det der fik frygten til at blusse op på ny i hoppens øjne. Hun vidste ikke hvorfor hans adfærd mod hende ændrede sig så meget, men det gjorde ondt på hende. Hun nikkede dog forsigtigt til hans ’anklage’. Hvor meget hun end prøvede at flygte fra det, så var hun hans datter. Tårerne pressede sig frem i hendes øjne og hun slog blikket i jorden, mens hun forsøgte ikke at lade følelserne tage over. Hun huskede Belails frygt da hun havde nævnt det.

” J-jeg ”

Euphoria kunne dog ikke holde følelserne tilbage mere. Et højlydt hulk lød fra hende, som gnisterne kort sprang omkring hende, inden hun i en reaktion over det nu hastigt bevægede sig væk fra den røde hingst for at søge tilflugt i et nærliggende krat. Her gemte hun sig nu, næsten krøllet sammen i en lille kugle. Så meget som en hest nu kunne.

Vreden næsten dækkede Lupës udsyn til resten af hans omverden. Inklusiv Euphoria. Igennem sin tåge af foragt og vrede så han et tilkendegivende nik. Stille nøs han. Ikke af hende, om tanken denne skabning! Hendes stemme lød og stille dampede vreden fra hans øjne en lille smule. Den unge hingst nåede end ikke engang at få dårlig samvittighed over hans opførsel overfor hende. For man valgte jo ikke selv sin familie. Det vidste han, om ingen anden.

Han nåede blot at hører et hulk fra hoppen før... Woa! Lupë sprang tilbage da gnister kortvarigt, men pludseligt, sprang foran ham. Nu stod han der, med spredte bagben og helt samlede strakte forben. Et skræmt udtryk, med en position der lignede at han havde grebet sig selv at stå på røven. Og Euphoria. Jep, hun var på vej væk fra ham. Klovn...

Skyldfølelsen ramte straks. Hvad bildte han sig ind. Hun var tydeligvis lige så ræd or hendes far, som han selv altid havde været. Oveni at han var vred.

"Phoria..."
Hans charmerende stemme kaldte stille og meget undskyldende og bedende. Det lød en smule halvhjertet, mest fordi han godt vidste han var skyld i hun smuttede i denne situation.

Hurtigt satte han dog efter hende, da det ikke så ud til at hun ville stoppe.

Euphoria havde med lidt besvær fået sig klemt ind i krattet, og havde ikke i sinde at komme ud lige foreløbigt. Hun hørte ham komme efter lidt tid, men hun svarede ikke. Hun lå blot en forsøgte at kvæle sin gråd, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun var vred på sig selv over hendes manglende mod. Det var mange følelser hun måtte kæmpe med på en gang.
Lyden af hans hovslag der kom nærmere var næsten som at rive op i de gamle minder og hun dirrede svagt over hele kroppen, mens hun forsøgte at være så stille som muligt. Var Lupë dog lidt observant ville han kunne finde hende uden de store problemer. For det var ikke just med ynde at hun havde flygtet fra ham.

Hurtigt kom hun ud af syne. Men hendes duft var endnu ny og til at følge. Han blev i tvivl nu og stoppede. Hun havde ikke været langt foran ham, men alligevel var hun nok mere kendt her omkring end han. Opmærksomt lyttede han efter hende, mens han lod sin næseborer opspore hvilken retning. Hurtigt blev hans blik rettet imod noget mere tæt skov. Roligt trådte han frem, smidigt smøgende forbi de mere tætstående træer, før han nåede et krat. Enten stod der et stort rovdyr derinde eller også måtte det være hende. Forsigtigt nærmede han sig, med let sænket hoved. Ydmygt tilmed.

"Phoria... undskyld."
Hans stemme var dæmpet og undskyldende, mens en svag bedende tone også lå i hans charmerende stemme. Hans ører var vippet ud til siden, mens han gravede mulen lidt ind imod krattet. Måske i håb om at røre hende.

Han havde fundet hende. Euphoria havde egentlig rejst sig for at gå væk fra ham, mens hans undskyldning fik hende til at tøve, mens hun vippede let med de mandelformede ører. Hun var ikke helt irrationel selvom hun tit handlede ulogisk. En lys mule stak nu pludseligt igennem krattet, og det så nu lidt komisk ud. Hun stirrede længe på den, inden hun tog mod til sig og maste sig ud igennem det tætte krat. Hun snublede halvvejs og måtte kort tage støtte til ham, for ikke at vælte helt. Hun så herrens ud med grene strittende ud fra den lange man, samt det forgrædte udtryk. Hun snøftede svagt og rystede en anelse på hovedet.

”. Jeg er født i bjergene, så jeg havde aldrig set vandet før, og det overvældede mig og trak mig til søs. Han fandt mig.. Alene og fortumlet efter turen over havet. Først virkede han flink, men så viste han sit sande ansigt. Han jagtede mig, trængte mig op i en krog og der var her jeg blev klar over at jeg havde arvet noget fra min mor, som han sendte lige tilbage i hovedet på mig. Da jeg ikke kunne gå slæbte han mig tilbage til hans hule. Smed mig hjem gennem en portal.. Og stadig til denne dag ved jeg ikke hvorfor. Dag ud og dag ind går jeg og bekymrer mig om hvorvidt han kommer tilbage for at afslutte hvad end han havde startet den dag. ”

Euphorias stemme knækkede flere gange i løbet af den fortælling, men det var første gang hun nogensinde havde fortalt i sådanne detaljer om hvad der var sket den dag, samt hvad der helt præcist nagede hende. Hun kæmpede en kamp for ikke at bryde fuldstændig sammen.

Der gik et stykke tid hvor der fortsat var stille. Han vidste hun var derinde. Men samtidig kunne hun også vælge at gå modsatte retning. Han kendte hende i grunden slet ikke.

Det føltes som længe og et suk skulle lige til at forlade Lupës mule opgivende. Han ønskede heller ikke at tvinge hende til noget hun ikke ville. Men så skete det. Hun rørte på sig og nærmest dumpende kom hun ud, snublende. Støttende havde han i ren reaktion skudt sin skylder og sænkede hals imod hende da hun var ved at falde. Kort havde han smilt. Mest i den lille sejr at hun ikke bare var smuttet helt fra ham. At hans undskyldning havde kunne stoppe hans fordrivelse af hende. Hun havde jo ikke gjort ham noget. Opmærksomt gav han hende sin fulde opmærksomhed da hun åbnede mulen.

...

Mundlam var nok ordet. Han kunne ikke undlade at tænke at ham og Belial havde sluppet let i forhold til denne behandling. Det eneste der gentog sig i hovedet på ham, men hvorfor gjorde han det? Men hvor skulle hun vide det fra? Han stod nu bare der og så en smule forvirret ud, som om han ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. Stille sank han en klump som var kommet i halsen, før han strakte mulen frem imod hende og tog fat om en strittende gren i hendes man tæt ved ørerne. Forsigtigt trak han den ud og lod den falde til jorden.

"Det er jo forfærdeligt."
Hviskede han mest for sig selv, mens hans øjne var medfølende og blide. Stille trådte hende nærmere, hvorpå han strakte mulen imod hende. Han kærtegnede stille hendes kæbe, forsigtigt, som var hun en skrøbelig blomst på en sensommer eng.

"Jeg er her. Hvis du have det."
Hviskede hans charmerende stemme bundærligt og troværdigt. Sille trak han sig en kende, blot for at se hende i øjnende. Stille nikkede hen for at understrege sine ord.