Heavy Heart [Illana]

Den førhen ret så lukkede hingst udfoldede sig nu, som en ældgammel bog, der havde hvilket skjult i mange år, og nu fik muligheden for at dele ud af sin visdom. Illana blev næsten forundret over den ret så detaljerede fortælling hun fik, og Lysets dansen ophørte næsten, fordi det ligeså lyttede intenst med til de ord, hingsten sagde. Han fortalte om hans familie, som havde båret magien i flere generationer. Om det land han kom fra, som på sin vis kunne minde om en kopi af Andromeda. Et land, hvor magien flød og var blevet skænket til beboerne, hvorefter den havde fået lov at leve videre i generation efter generation. Illana mimrede med mulen, og hendes ører kørte nærmest sirligt i små cirkler, som et tegn på at hun tænkte og prøvede at forestille sig, hvordan Mindrapers liv havde været. Han nævnte en tvillingebror - en bror, hun aldrig havde hørt ham omtale før. Han omtalte sin egen magi, som havde kunnet udføre ganske grusomme gerninger med.

Først da hans fortælling ophørte rørte Illana på sig og Lyset begyndte atter at syne levende igen. Illana lod sin smalle grå mule nappe ganske let efter den flerfarvede igen, inden hun sendte ham et lille smil.

,,Jeg havde slet ikke regnet med, at din fortid rummede så meget magi. Det lyder som om magi var mere velkendt og udbredt i din hjemstavn, end det er her. Mindraper, tak fordi du delte det med mig. Det betyder meget for mig. Jeg må sige, at det lyder som om du har båret på ret intens magi, med de ting du kunne - måske har du ret, måske ikke. Og bare fordi magien ej fulgte dig hertil, er det jo ikke sikkert at magien ikke vil berøre dig igen engang."

Hun havde længe haft en stærk følelse omkring den flerfarvede - og Lyset havde haft den ligeså - og hun var sikker på, at den flerfarvedes fremtid på en eller anden måde indeholdt magi igen. Hun havde første gang haft fornemmelsen dengang han trådte mellem hende og Ava; og eftersom Lyset havde reageret lidt mere levende og søgt ud efter den flerfarvede, så vidste hun, at Lyset var interesseret i ham, lidt på samme måde som det var med dem der allerede bar magien. Illana lagde hovedet let på sned, inden hun nikkede inviterende til ham. De havde stået et stykke tid nu i denne omfavnelse, og hun følte det var på tide at de bevægede sig længere ind i flokken.

[10]

Mind sendte et forsigtigt smil til den gyldne. Inden han egentlig lod tankerne kredse omkring sin fortid med en let rynke i panden. Han savnede sin bror, og det specielle bånd de havde. Det kunne man ikke tage fra ham. Men han vidste bedre end at dvæle i fortiden, mens blikket nu igen fandt Illana med ny fokus. Han trak stille på skulderne. Jo vist ville han gerne have magien til at flyde i hans årer igen, men for at være ærlig så kunne han ikke forestille sig hvad han skulle bruge den til her. Det var jo ikke fordi hans magi var at særlig beskyttende natur. Eller sådan var den i hvert fald aldrig blevet benyttet.

” Hmm. Selv hvis den gjorde, så ville formålet være langt anderledes end det var dengang. Jeg har ikke fantasi til at tænke så langt godt nok. ”

Han klukkede selvironisk til det sidste, inden han igen vendte blikket mod den gyldne.

” Så jeg antager at magi ikke er noget du kendte til førhen? ”

Sprugte han så nysgerrigt. Normalt stillede den spraglede hingst ikke spørgsmål, men han var nysgerrig efter at vide lidt omkring hvordan den overgang fra almindelig til noget så magisk var. Det måtte vel kræve en form for tilvænning?

Den gyldne Illana tippede lyttende et øre imod den spraglede, i det hun satte fremad. Lyset i krystallen skiftede en anelse kulør, nu hvor deres samtale på sin vis blev mere dyb - og indholdet dvælede den rene energi meget ved; for ja, de snakkede jo om magi. Illana mærkede tydeligt begejstringen fra Lysets energi og det fremkaldte atter et lille smil på hendes grå mule.

,,Jeg må indrømme, at jeg nok er glad for du ej ville bruge magi på samme måde som før."

Sagde hun lidt skråsikkert og med et større smil. Hun stolede nok på den spraglede til at tiltro ham med magiens magt, uanset hvad den så måtte vise sig som. Hun var af den overbevisning at magi i sig selv ikke var hverken "godt" eller "ondt". Magi var blot rent, og det var op til den, som bar magien, at udfolde den enten for at tjene det gode, det onde eller blot sig selv.
Hun svarede hans klukkende toner med en feminin brummen, der nærmest endte ud i et fnis. Hun tillod sig derefter at ryste sin krop over, for at lade musklerne slappe af i bevægelsen. Hun sendte et blik imod ham igen, med et "let hævet øjenbryn" og et levende blik, da han nu spurgte indtil om hun ikke havde kendt til magi før.

,,Nej. Mit første møde med magien, var da min vandring til Andromeda startede."

Lagde hun ud. Hun tog sig derefter et øjeblik til lige at samle tankerne; og grave nogle af de minder frem, som hun egentlig havde forlagt sig. Hendes liv havde eksisteret i Andromeda så længe nu, at hendes fortid af og til blot føltes som en fjern drøm. Men sandheden var jo, at hendes liv engang havde været meget anderledes - og langt mere dystert end det hun levede nu. Hendes blik blev en anelse fjernt, dvælende ved omgivelserne omkring dem, men hendes stemme var meget levende da hun begyndte at snakke igen.

,,Jeg er født i et land, hvor man ikke levede i flok som her. Den flok jeg boede i, havde ikke et tilhørssted, men vandrede rundt efter føden. Egentlig havde jeg en ret velset position i flokken, indtil min mor - som var min fars yndlings - forsvandt fra den ene dag til den anden. På grund af min farve, blev jeg på sin vis betragtet som en sjældenhed. En "lykkeamulet". Dette ændrede sig dog efter min mors forsvinden, og jeg blev herefter behandlet som en skændsel, en ulykkesfugl som ingen ville have noget med at gøre. Det endte med, at flokken udstødte mig og lod min vandre alene. Og det var mens jeg vandrede alene, at min frygt for mørket opstod. Mindraper, jeg er ganske ærligt bange for mørket. Jeg følte nærmest at nattens mørke kunne kvæle mig. Jeg kan dårligt beskrive det bedre, selvom det er meget mangelfuldt."

Hun tav et øjeblik, da de smertefulde minder gradvist trådte kraftigere og kraftigere frem i hendes sind. Hun trak en anelse på skuldrene, inden hun fortsatte sin fortælling.

,,Det var en nat jeg første gang mødte magien - mødte Lyset. Jeg havde søgt ud på åbent land, hvor mørket var svagest. Månen kastede sine svage stråler ned imod græsset, og jeg søgte at gøre mig så synlig som muligt, for at mørket ikke skulle overmande mig. For at frygten ikke skulle overtage. Først troede jeg bare det var mine øjne, der spillede mig et puds, fordi jeg så inderligt ønskede dagen skulle komme - men foran mig dukkede et kraftigt lys op. En stemme, så varm og mægtig, brød frem og bad mig følge det lys jeg kunne se. Det gjorde jeg - og det var starten på mit liv i Andromeda."

Hun smilede let. Hun havde dog udeladt detaljen om hendes ret så lange rejse til landet, fyldt med mørke, frygt og fortvivlelse. Det var en oplevelse, hun ej turde snakke om, af frygt for at minderne skulle vælte op til overfladen igen og overtage hendes sind. Hun rankede sig en anelse, inden hun vendte blikket imod den spraglede Mindraper - ja, nok den eneste der havde hørt historien om hendes mor, og om hvordan hun havde levet et liv som udstødt.

[11]

Mind var gavmild med hans smil i dag, som et mere spillede over hans læber, mens han betragtede lysets dansen. En kort brummen kom fra ham, inden hun igen fik hans fulde opmærksomhed da hun begyndte at tale. De gule øjne fæstnede sig intenst på hende mens hun meget åbent fortalte om hendes fortid. Minds ører tippede ud til siden, medfølende for det hun havde gennemgået. En svag brummen kom fra ham og han puffede blidt til hendes hals. Han var ikke god med ord, det vidste hun, så han strøg hende i stedet blidt over halsen for at udvise hans sympati. Han følte en hvis beundring over at hun nu stod her, bærer af det lys der skulle kæmpe mod.. mørket. Så det beskyttede hende i mere en en forstand.

" En rejse lig min egen. Dog lyder det til den var mere kærkommen for dit vedkommende. Men du har en stor del af skylden for det ikke længere er en pinsel at være her. "

Brummede han med varme i stemmen. Det var skam sandt. Illana havde åbnet op for mange sider af sig selv han ikke kendte til. Ja havde det ikke været for hende havde han aldrig tænkt på at tage kontakt til Ava.

Det var rart, at den spraglede hingst ikke gjorde et stort nummer ud af at fortælle, hvor hårdt en fortid det måtte have været for den gyldne - for medlidenhed havde hun ikke brug for. Derimod var det kærkomment, at han gav hende et støttende puf og derefter hæftede sig ved nutiden - ved den tid hun havde tilbragt i Andromeda, og den rolle hun havde spillet for ham. Det gav hende lov til at lægge de barske minder bort igen, gemme dem og slippe den anspændte følelse der kravlede igennem hendes krop, når hendes fortid blev bragt i spil. Hun var dog glad for, at hun havde delt det med ham - for hun vidste, at han ikke var typen der fortalte det til enhver sjæl han stødte på. Hun brummede atter med mere milde toner, inden hun mødte hans blik igen.

,,Jeg er glad for, at jeg har gjort din tilværelse tålelig Mindraper - virkelig. Og jeg vil da også sige, at det at have mødt dig, har beriget mig liv i landet her på mange måder. Jeg er så glad for at kunne kalde dig min ven."

Hun slog ganske let med det lyse hoved, inden hun trak vejret dybt. Den samtale, som de havde haft, havde været dyb og rummet mange sandheden om dem begge. Og ovenpå dén omgang, følte Illana for at bevæge sig, få pulsen op og ændre stemningen en anelse; også selvom de dybe samtaler var nogen som den gyldne hoppe elskede. Hun sendte ham atter et inviterende nik, inden hun slog frem i en dansende trav, der tydeligt talte for, at hun ønskede at løbe - og løbe stærkt.

[12]

Han sendte hende et varmt smil til hendes ord. Han mente det måtte være på sin plads. Han var skam glad for det hun sagde, og ville derfor også udvise den varme hun fortjente. Han følte dog også at ord nogle gange kunne være overflødige. Så da hun inviterede ham med på en dans, så var han ikke sen til at følge trop med høj haleføring og benspjæt. Inden han med et lille ivrigt hul stak afsted med bukkespring, men ikke før han placerede et drillende nap mod hendes skulder.

Mindraper var ikke sen til at følge trop, og efter et drillende nap imod den gyldnes skulder, kastede han sig frem i kåde buk. Illana slog en latter op, en mild og klukkende en; det var faktisk længe siden hun havde boltret sig på denne måde, og faktisk var det rart at gøre det med Mindraper. Ofte havde deres møder været præget af seriøse samtaler, så det var på sin vis forfriskende.
Hun satte kraftigt af og kastede sig efter ham i en serie adrætte bukspring. Deres kurs ledte dem direkte indenfor Teylars grænser, og da først de var "hjemme" kunne Illana ikke dy sig for at sende et højt vrinsk afsted. Hvorfor hun gjorde det, kunne hun ikke helt forklare - men i øjeblikket følte hun sig blot ung og kåd igen. Hun nappede derefter atter drillende ud efter hendes selskab, inden hun øgede sit tempo til fri galop.

[14]

Hingsten boltrede sig i den gyldnes selskab og et hvin lod sig nu høre fra ham inden han igen med et højt buk satte videre afsted i en strakt galop. Han havde ikke følt sig så fri i længe og det var ligeledes en befrielse at kunne dele denne stund med Illana. Det tilførte en vis glæde i hans ellers nuværende sørgelige tilværelse. De tanker og ulykkelige omstændigheder var nu blæst væk af vinden som susede om ørerne på den spraglede, mens han gjorde et kast med hovedet og gav et lille hyl fra sig da den gyldne snappede ud efter ham. Han satte nu tempoet op til maximum og da han nåede et åbent område, stoppede han da glidende op inden han rejste sig på bagbenene i fuld højde og snurrede rundt om sig selv med fægtende forben. Han landede igen med et bump og lavede dertil et lille ekstra kådt hop.

Det gav næsten et sæt i den gyldne hoppe, da hun hørte Mindrapers stemme, kort efter hendes egen havde lydt. Hun sendte ham et overrasket og drillende blik, inden hun nappede ud i luften mellem dem. Hun havde vidst aldrig oplevet den flerfarvede på denne facon før - og hvis hun skulle være ærlig, så klædte det ham. Den indebrændte, indelukkede hingst hun havde mødt første gang, var ikke til at genkende nu.
Hun gjorde hvad hun kunne for at følge med ham, da han lod sin krop strækkes og farten øges maksimalt. Han var hurtig og kraftfuld i sine skridt, og hvis ikke det var for Illanas adræthed og hendes medførte hurtighed, var hun blevet sat af langt tilbage.

Hans flydende bevægelser blev stoppet pludseligt, i et glidende stop, hvorefter han rejste sig på sine bagben. Illana hoppede til siden, for at undvige ham og snurrede om sig selv i et kådt hop. Da hendes front atter vendte imod den spraglede hingst, rejste hun sig selv på bagben og tog et par skridt imod ham med et udfordrende glimt i øjet. Fysisk leg var hun ikke bange for - og hun vidste at Mindraper ikke kunne finde på at gøre hende ondt.

[15]

Mindraper var helt med på at lege, og rejste sig derved også på bagbenene, og mødte Illanas bringe med hans, mens han hapsede sig fast i hendes man. Det var længe siden han havde leget på denne måde og han vidste også at han måtte bruge meget krudt på at beherske sin iver efter at tumle. Et kækt udtryk kom frem i de gule øjne, og han lagde langsomt mere og mere vægt overmod den gyldne hoppe, mens han klukkede en anelse.
Han ville dog vige væk, hvis hun mod forventning skulle miste balancen. For som hun selv vidste, var han ikke ude på at gøre hende fortræd. Han vidste desuden også at Illana bar på en stor styrke, så han skulle ikke undervurdere hende.

Da den flerfarvede ganske høfligt lænede hans vægt en anelse mere imod den gyldne, som de stod der på bagben, grinede hun muntert og nappede drillende ud efter hans kraftige hals. Hun lod sine forben forblive foldet foran bringen, så hun ikke risikerede at skade ham - og heller ikke risikerede at skade sig selv, eller hænge fast i ham. Hun forsøgte at modsvare hans øgede pres imod hende, ved selv at læne sig en anelse frem, som var de to stolper der var kilet imod hinanden for at holde balance. Hun vidste, at han var fysisk stærkere end hende, og snildt kunne vinde denne lille skubbeleg på bagben, men det afholdt hende ikke fra at forsøge at skubbe igen.

I takt med deres leg blev mere fysisk og mere fri, begynde Lyset i krystallen også at "lege med". Det udsendte på ny sine levende stråler, der nærmest dansede mellem de to hestes bringer, og når en stråle rørte enten den ene eller den anden, slog den næsten legesyge gnister af ren energi. Hvis man beskuede de to på afstand, kunne det på sin vis se både dramatisk og smukt ud, alt efter øjet der ser.

[20]

Mind nød denne alternative form for leg. Det havde været uendeligt længe siden han havde kunne udfolde sig på denne måde, og så lige med den gyldne hoppe som han egentlig ikke havde forestillet sig kunne lege på denne måde. Snart landede han dog på jorden igen og nappede kådt efter hende, inden der atter faldt ro over den spraglede hingst som sukkede roligt.

" Tak for legen.. Jeg vil nødig være asocial, men det har været så længe siden at jeg trænger til en god lang lur "

Brummede han nu til hende med et lille smil, mens trætheden nok også ville kunne spores i det gule øjne. Det at have lukket noget damp ud havde samtidigt også været med til at han kunne slappe af sådan for alvor.

Hun fulgte ham med ned, da hans forpart sank mod jorden, og med en naturlig ynde lod Illana sin forben ramme jorden ganske kort efter den spraglede. Hun smilede bredt og skubbede nærmest drillende, men også "afsluttende" imod hans skulder, for den ro der faldt over Mindraper opfangede Illana godt, og det var et tegn på at et tiltrængt møde så småt havde nået sin ende.
Illana trådte et lille skridt til siden, så der kom mere luft imellem de to sjæle og nikkede derefter graciøst imod ham. Han takkede af for nu, og det havde den gyldne ikke noget imod - selvom hun i den grad havde nyt hans selskab. Aldrig ville hun dog holde på nogen, uanset hvor meget hun nød tiden med dem; og det var jo ikke sidste gang hun ville se den spraglede vandre.

,,Jeg håber du i så fald kan hvile med lettet sind, Mindraper. Jeg takker for din tid, og jeg vil glæde mig til vores stier atter mødes."

Hun sendte et lille nap imod ham af kærlig karakter, inden hun satte kursen væk fra ham, og ud for at tjekke flokkens grænser en sidste gang inden mørket for alvor ville falde på.

[Illana out]
[21]