Walk on the Wild Side (Comanche)

10

Nyx havde bevæget sig hen til grænsen af flokkens område. Det var sjældent hun trådte ud over den. Sidste gang havde været da hun mødte Tik uden for flokkens område og de nær var blevet væk fra hans mor. Dengang de var yngre. Hun havde fået besked på at blive inden for flokkens område, af sin far, hvor andre kunne holde øje med hende, og han derfor kunne være sikker på hun ikke endte ude i noget snavs inden han ”snart” var tilbage. Snart. Et ord der havde haft en mening, som fik en ny og som efterhånden bare var et ord for ”jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage”. Engang havde hun vidst hendes far ikke ville være væk længe, men han havde ikke været der i et godt stykke tid.

Det lille føl var blevet til en plag og for hver dag nærmede hun sig en mere og mere voksen alder og skikkelse. Hun var ikke helt færdig med at vokse, men anså heller ikke sig selv som værende lille længere. Hun ville langt hellere ses som værende voksen, selvom hun i realiteten ikke var det.

Med rank ryg stod hun og holdt øje med horisonten, ventende. Datteren, der stadig ventede på sin far der ”snart” ville komme hjem, havde ikke opgivet håbet endnu.

Et sæt opspilede øjne betragtede omgivelserne med et overdramatiseret, skeptisk blik. Næseborene var ligeså udspilede idet de åndende hårdt ind og nærmest fnøs exhaleringen ud. Pupillerne vandrede over landskabet af græs, træer, buske og bakker. Flok territorie. Comanche vidste at, det der med at overtræde en floks territoriemæssige grænser, nok ikke var den smarteste idé. Men Comanche var heller ikke altid kendt som den smarteste hest. Den dumdristige hingst smaskede kort, tænkende, inden han gjorde et ligegyldigt træk på skuldren og spankulerede nonchalent videre. Tsk tsk, no one messes with the Comse, anyway. Crimerider.

De stribede hove bevægede sig frygtløst henover landskabet. De røde krøller dansede om hovedet på ham, imens en diskret, trodsig og ligegyldig trutmund afgav et lettere snobbet og udfordrende udtryk i et ansigt der plejede at være livlig og kækt. Comanche var en fri fugl, en livsnyder og en lykkejæger - en gadegøgler af guds nåde. Han færdes hvor han vil, siger hvad han vil og er der et sted hvor han ikke må færdes eller noget som han ikke må sige - så skal det betrædes eller siges med stil! Kunne Comanche spadserer tværs igennem dette flokområde uden at få bidt ballerne af, så ville denne mission blive betragtet som gennemført og prale-værdig.

11

Det kunne være kedeligt i længden at vente. Umådeligt kedeligt faktisk, hvis ikke man havde nogen former for selskab. Hvad som helst kunne næsten gå. Hun havde før været på tur rundt med den brogede Brêgo, dengang han stod i spidsen for flokken, men ham havde hun ikke set længe. Hendes far havde hun ikke set længe. I stedet var der en anden der havde holdt lidt øje med hende, som vel på en måde også kunne bruges. Men hun havde ikke tænkt sig t opgive. Derfor var det heller ikke unormalt, at Nyx stod i nogle timer om dagen ved den nordlige grænse til flokkens område.

Da Nyx syntes hun havde stået længe nok og holdt øje med alt og intet, lod hun et vrinsk flyde med vinden. Det kunne jo være andre kedede sig ligesom hende, og Nyx var ikke en der brød sig om kedsomhed. Hun foretrak også selskab hvis hun kunne finde det. Jo mere opmærksomhed hun kunne få, jo bedre. Ørerne lyttede opmærksomt rundt, mens hun igen gav sig til at se søgende rundt, men denne gang ikke på et enkelt punkt i horisonten, men rundt i området omkring hende.