Lesson no. 1 [Canicus]

Canicus lignede et stort spørgsmålstegn i det hoppen spurgte til hvad han havde lært. Det vidste han da ikke? Havde han lært noget? Skulle man da det? Han lagde hovedet kort på sned og brummede kort og spørgende. Inden han rystede en anelse på hovedet.

Myth fnyste kort over hans manglende lærdom. Hun vidste godt man skulle være lavet af et særligt stof hvis man ønskede at bebo denne her ø, men hun kunne have sin tvivl om hvor længe han klarede den når han var i den tilstand. Han manglede fylden til fysisk at slå fra sig, erfaringen fra alderen. Han manglede vel at vide hvad han skulle gøre.
” Så starter vi fra bunden af, angrib mig.. ”

Brummede hun så i et lidt fastere toneleje.

Canicus vippede ørerne ud til siden og rynkede en anelse på mulen. Af hvad skulle han? Hans blik for op og ned af hoppen og han brummede kort forvirret inden han trådte et skridt bagud. Han havde ikke lyst til at angribe hende, for han ville bare få stød igen. Men hvad hvis han fik stød hvis han ikke hørte efter. Han nåede dog ikke at tænke længere

Myth brummede begejstret over hans første indskydelse. Så var den lille hingst alligevel ikke helt dum. Kun halvt. Han gjorde klogt i ikke at ligge sig ud med dem som var stærkere end ham selv, medmindre han havde et dødsønske.

” Rigtigt! Undgå konflikter med de som er større og stærkere end dig selv. Du vil kun komme unødigt til skade. ”
Brummede hun nu, mens hun cirkulerede omkring ham.

” Men! Du vil komme ud for at du ikke har andre muligheder. Hvad gør du så? ”

Canicus smilede svagt da han fik ros, men det døde hurtigt ud igen da det virkede til at han ikke var færdig. Han drejede rundt om sig selv i det hoppen cirkulerede omkring ham, mens hjertet hamrede i den lille brystkasse. Hvad gjorde han så. Canicus forsøgte nu modigt at kaste sig frem mod hoppen for at forsøge at skubbe hende væk.

Myth fnyste højt inden statosfæren rejste sig omkring hende og den stakkels plag blev zappet.

” forkert! ”

Udbrød hun nu nådesløst, mens hun forsatte med at gå i en cirkel om ham. Det var meget at forlange fra sådan en ung hest uden nogen viden overhovedet.

” Jeg er stadig større og stærkere end dig. Din fysik vil ikke hjælpe dig i sådan en kamp. ”

Canicus kvalte et skrig i det han igen fik stød af hoppen. Han sank kort sammen i den askefyldte jord, som var mudret af alt den regn der var faldet. Han lå lidt og lyttede til hendes ord, inden han kom på benene igen. Han stod tøvende og forsøgte at finde en vej ud af cirklen. Han forsøgte igen at gå til angreb, men drejede i sidste øjeblik rundt og løb den anden vej for at bryde cirklen.

Myth trak på smilebåndet da den lille så ud til at have regnet den ud, dog for han ikke skulle rende helt væk snurrede hun hurtigt rundt og nappede ham solidt bagi, inden hun skubbede ham om kuld.
” Rigtigt. Brug dit hoved og din lille størrelse til din fordel. Du vil ikke altid kunne undgå at få knubs, men det er med at minimere skaderne.
Hun strøg så mulen over ryggen på føllet, og mærkede kort et stik i hendes indre. Hun savnede det. Hun savnede at kunne opfostre sådan en lille skabning ubekymret.

Canicus blev nemt skubbet ud af balance, og nu var heller ingen undtagelse, da han tumlede ned på jorden og forventede endnu et stød, men denne gang kom der intet. Han så måbende op på den sorte hoppe, og lagde sig nu blot op i stedet for at rejse sig. Hendes kærtegn var en uvant følelse og han brummede nu blot stille og nippede til hendes kind med et stille prust. Nok var han på vej mod en voksen tilværelse, men omsorg var noget han var i underskud af.

Den midnatssorte hoppe brummede mildt og nussede den lille plag med en kærlig brummen. Hun ville ønske at hun bare kunne stjæle ham væk herfra, men det var ikke en mulighed. Sådan en lille skabning ville tids nok vokse op til at kunne udrette forfærdelige ting. Det var en skræmmende tanke, men Myth havde jo selv opfostret sine sønner sådan. Det var med at udstyre dem med de bedste forudsætninger for sådan et liv.

” Vi tager en pause for nu, ildhingst. ”
Lød det stille fra hende.

Canicus smaskede stille i takt med hendes nusseri og mulen mimrede nydende. Han kom dog lidt efter på benene da han ikke ville ligge nede i mudderet. De blå øjne stirrede op i hoppens pupilløse og han sagde hovedet på sned. Pause? Canicus måtte holde sig til så, for han ville ikke gå glip af flere gode råd fra hoppen. Han havde jo lige lært noget nyt!

” Kan du lære mig det med lynene? ”

Spurgte han så nysgerrigt.

Myth smilede stille til hingsten og klukkede let da han ønskede at lære hendes evner. Hun rystede afvisende på hovedet og puffede stille til ham.

” Det er noget man skal have fra man bliver født, men jeg kan lære dig mange andre ting. ”

Brummede hun så mildt til ham inden hun rodede ham i pandelokken. Dog med en anelse tænksom mine. Magi kunne den unge nemlig godt ende op med en skønne dag, men hvad mon der blev hans pris.

Skuffelsen var stor for den unge hingst da det gik op for ham at han ikke kunne lære at skyde lyn ligesom hoppen. Det var dog pokkers! Han blev dog glad for at høre at der var mange andre ting som hun kunne lære ham og han brummede derfor ivrigt, inden han trippede et par skridt frem ad. De blå øjne hvilede afventende på hende, mens han dog måtte overgive sig og smaske en anelse søvnigt. Pokkers! Han var bestemt ikke træt og måtte endelig ikke gå glip af noget!

Myth klukkede muntert over den lille hingsts forsøg på at skjule hans træthed, og hun puffede stille til ham for at få ham til at følge med hende. Hun kunne nok godt bruge lidt af sin tid på at vente på en middagslur. Det gav hende da i hvertfald anledning til selv at slappe lidt af for en gangs skyld. Desuden havde den unge fået så mange nye indtryk at han nok også kunne bruge at hvile sig. Dog ville hun finde et sted hvor det var knapt så mudret.
” Hvad kalder de dig, ildhingst? ”

Spurgte hun så.

Canicus fulgte ivrigt med hoppen, mens hans skridt blev tungere og tungere for hvert han tog og snart hang han søvnigt med mulen, mens han stadig forsøgte at sætte hovene på det rette sted så han ikke ville blive spist af et rovdyr. Hoppens ord var næsten utydelige for ham, men han opfangede dem dog, så han ligeledes kunne svare på dem.

” Cinaed ”

Gabte han søvnigt uden tanke på at spørge hoppen efter hendes navn.