Eventyr, wuhu! [Nyx]

Hold nu helt op han var langt væk hjemmefra! Han havde krydset vandet for første gang i flere år. Han trippede  ihærdigt over øen som han mindedes at være født på.  Han var endelig ved at se rigtig voksen ud og han havde taget en ordenlig voksetur på det seneste år og var begyndt at blive fyldt godt ud. Hovskægget var blevet lang og han besad efterhånden noget af en hårpagt.    Canicus var også nået til den alder hvor han selv var ved at være klar over at han var en ganske prægtig hingst. Han var begyndt at sende hopperne på Foehn et ekstra blik når de gik forbi, men der var nu ikke ret meget at komme efter. 
Han stoppede nu op midt på engen og vrinskede nu højt i håbet om lidt selskab. Nok var han opvokset i Aljun, men derfor kunne man da godt se sig lidt omkring. Måske han kunne gøre sig lidt nyttig, men for nu var det udelukkende selskabet han var ude efter.

12

Nyx havde vovet sig uden for Teylars område. Ikke langt. Hun kunne stadig se træerne og de det sted grænsen lå. Der hvor hendes far havde bedt hende ikke at krydse. Men det var efterhånden et godt stykke tid siden. Han var stadig ikke dukket op. Hvor stor var chancen for det ville være lige dén dag? Hvis han gjorde, kunne hun jo altid finde på en undskyldning – som at hun ville gå ham i møde fordi hun fik færden af ham.

Lyden af et vrinsk fik hende til at spidse ørerne. Med det samme blev hun opmærksom, men det havde ikke lydt som hendes fars. Eller gjorde det? Nej. Det lød som om det kom fra en der var yngre end ham. Hun trippede en anelse på stedet, for hun burde ikke bevæge sig længere væk. Der var trods alt stadig nogen der holdt øje med hende. I stedet sendte hun et højt, ungdommeligt og feminint vrinsk tilbage. Selskab! Langt om længe! Selvom der ikke altid gik lang tid mellem hendes møder med andre, føltes det alligevel nogle gange som en evighed – og Nyx elskede andres tilstedeværelse.

Hvilket held! Han fik svar! Og hvis han ikke tog fejl så virkede det også til at være en ung en som svarede. Canicus var lettet i det han nu satte gang i de lange ben. Han havde været lidt træt af at hænge ud med de gamle sutter, og trængte til noget ungdommeligt selskab. Han stoppede op da han fik øje på en mørk skikkelse længere fremme. Aftegnene virkede bekendte i det han havde rendt ind i en hoppe som bar de samme engang. Dog havde de ikke samme farve man.
Den ildrøde hingst satte nu atter i gang og stoppede ikke før han stod foran hende og stak mulen nysgerrigt frem mod hende. Han var som nævnt begyndt at have lidt mere interesse i modsatte køn, og hvor heldig var man så lige at rende ind i sådan et flot eksemplar.

"Cinaed "

Præsenterede han nu sig selv med et glimt i de blå øjne, inden han tog mulen til sig igen og slog et slag med den tykke hale. En maskulin brummen fandt vej fra hans brystkasse, for den havde han nemlig øvet sig meget grundigt på.

13

En ildrød hingst kom til syne. Ildrød som hendes barndomsven, Tik, men det var ikke ham. Tik var mere spinkel. Han havde ikke hovskæg heller. Da han ikke var alt for langt væk, gik hun ham alligevel i møde. Selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at gøre sig lidt til. Hun var en hoppe der krævede opmærksomhed. Andres fulde opmærksomhed helst – og hun var ikke meget for at dele den. Hun havde tilmed et lille grønt monster indvendigt der engang imellem lå på lur, men ikke et der nogensinde havde vist sit ansigt udadtil.

Ligesom ham, strakte Nyx sin mule frem for at snuse til ham. Der hang en fremmed lugt i hans pels. En fremmed! Hvor skønt. Det var endnu en hun kunne håbe på at lære godt at kende – nok til at han ville komme tilbage for at give hende mere opmærksomhed.

”Nix”

Den flotte hoppe gjorde sig til og det behagede blot Canicus, som ikke kunne lade være med at smile over hele fem-øren. Med tiden ville han nok lære at have et lidt bedre pokerface hvad det angik, men han var jo stadig bare en lille plag. Hoppen duftede meget fremmed, slet ikke som dem hjemmefra. De bar en helt speciel lugt, blandet med aske. Han lagde hovedet let på sned og brummede til hende. Dog kunne han ikke helt forstå hvorfor hun sagde nej? Det gik lidt tid hvor han stod og forsøgte at regne den ud, indtil det gik op for ham at det var hendes navn.
Den røde hingst stak igen mulen hen til hende, denne gang puffede han også lidt til hende, for at se hvad hun var for en størrelse.

" Hvor har de haft dig gemt væk henne? Du er pæn! "

Brummede han så med et charmerende lille smil på den lyse mule.

14

Hans puf blev betalt tilbage med et nap. Et legesygt, men også næsten udfordrende et af slagsen. Hans kompliment var meget velkommen. Hvilken hoppe ville ikke bryde sig om at blive kaldt pæn? Hun var slank af bygning, besad allerede en halvlang man, bar sin mors aftegn og sin fars sorte man. Men øjnene havde en helt anden farve end hendes forældre. Hendes mors var blå, hendes fars en unaturlig grøn farve mens hendes var hazel farvet.

”I Teylar. Der har jeg været det meste af mit liv”

Hendes korte liv kunne man vel stadig kalde det. Det var ikke så forfærdelig lang tid hun havde levet uden for flokken. Det var kun indtil hendes mor ikke længere var der, og så et par dage til. Nyx var ikke helt voksen selvom hun gerne så sig selv for værende en voksen hoppe. Hun ville gerne være ligesom de andre hopper i flokken.

”Er du ny her?”

Canicus brummede muntert og kom med et lille hvin da hun nappede tilbage. Han var dog ikke sen til at hapse igen, mens han løftede det ene forben i en legesyg gestus.
Han måtte dog væbne sig med lidt tålmodighed for de var ikke færdige med at snakke.

“ Hvad er Teylar? “

Brummede han så. Hvis han tænkte sig om ville han vide det og burde derfor nok have været lidt mere vågen. Men det var ikke tilfældet.

“ Jeg er født her, eller inde mellem træerne. “

Canicus sagde ikke hvor han kom fra helt bevidst for tordenhoppen havde sagt at dem som talte for meget kom galt afsted. I stedet nappede han igen til Nix

15

Nyx lettede en smule fra jorden. Ikke mere end 20 cm med forbenene og kun for lige at dreje en anelse væk med forparten. Hun gav sig til at trippe en anelse fremad som om hun var ved at kredse omkring ham, men sendte i stedet et nap ud efter hans side mens hun slog et smæld med halen.

”Teylar er mit hjem. En flok”

Her. Her kunne være mere end bare en ting. Her kunne være ’her i Andromeda’, ’her på Leventra’, eller ’lige her på dette sted’. Sidstnævnte anså hun dog for at være det mindst sandsynlige og var selvfølgelig også bekræftet af ’mellem træerne’ – med mindre han mente dem der ikke var så langt fra dem.

”Men du lugter ikke af…. Her?”

Canicus hvælvede let i halsen og brummede hingstet da hun begyndte at kredse omkring ham. Han rykkede let på sig og slog kort med hovedet så den store pandelok dansede rundt på hans pande.

“ Jeg er jo heller ikke født i går. Jeg er andre steder end her. Det er kedeligt kun at være et sted “

Drillede han så inden han trippede hen mod hoppen og puffede til hende igen, inden han gjorde et lille hop med forparten.

16

”Kedeligt? Er det ikke mere kedeligt at kredse rundt alene?”

Nyx ville slet ikke vide hvad hun skulle gøre hvis hun pludselig havde en trang til opmærksomhed. Behov for opmærksomhed. Behov for selskab. Hvis hun befandt sig selv alene i flere dage. Nej. Hun havde det ganske fint i flokken. Desuden var det der hendes familie var. En stor del af flokken var hun trods alt blodsbeslægtet med.

”Jeg har venner her. Familie. Jeg keder mig aldrig. I hvert fald ikke ret længe af gangen”

Der var altid nogen hun kunne gå til hvis hun begyndte at kede sig. Måske var det ikke alle der var lige glade for selskab, men negativ opmærksomhed var stadig opmærksomhed.

Canicus rystede afvisende på hovedet af hendes spørgsmål.

“ Nej for hvis jeg keder mig så finder jeg bare selskab, ligesom nu”

Udbrød han muntert og trak forsigtigt i en tot man han fangede. Han steppede let på steder i sin iiver, mens han endnu engang gjorde et kast med hovedet.

“ Bliver det ikke kedeligt at være sammen med de samme hele tiden? “

17

”Og risikere at skulle lede i lang tid, hvis ikke man lige ved, hvor der befinder sig nogen…..”

Nyx rystede en anelse på hovedet. Det var i hvert fald ikke noget for hende. Hun havde det fint hvor hun hørte til. Skulle hun ud og udforske noget, ville det aldrig være alt for langt væk, hvis hun skulle afsted alene. Desuden havde hendes far lovet hende at han ville tage hende med på tur – Men det var før han tog afsted og ”snart” ville komme tilbage.

”Næææh. Det synes jeg ikke. Det kaldes venner. Og venner har man så man aldrig er alene”

Noget der havde været vigtigt for Nyx, eftersom hun nu alligevel i en tid af sin barndom, havde været forladt af begge sine forældre, selvom det ikke var noget de havde planlagt.

”Bliver det aldrig kedeligt at skulle præsentere dig selv, hver gang du møder en ny? At skulle gennemgå de samme spørgsmål om og om igen?”

Den røde hingst trak let på skulderen og rystede stille på hovedet med et brum. Han var ikke bekymret for ikke at kunne finde nogle. Han vippede roligt med de mandelformede ører og lagde nu hovedet en anelse på sned, mens han smilede stille for sig selv.

” Jeg er vant til at være selv, så jeg har ikke noget imod at lede. Hvad er venner? ”

Spurgte han så oprigtigt. Han havde aldrig rigtig dannet nogle bekendtskaber udover en at lege med fra en tid til en anden. De andre på øen var kedelige eller dumme. Han havde derfor ikke knyttet sig ret meget til dem.

” Nej det er okay, jeg fortæller bare en ny historie hver gang ”

Drillede han nu med et glimt i øjet, inden han nappede legesygt ud efter hendes man.

18

Det blik Nyx sendte hingsten kunne ikke undgå at have en undertone af medlidenhed. Den stakkel, tænkte hun for sig selv. Tænk engang ikke at vide hvad venner var? Hvor måtte det dog være forfærdeligt og ensomt! At have selskab i ny og næ var ikke det samme som ikke at være ensom. Venner kunne man stole på. Venner kunne man fortælle sandheden uden de ville dømme en. Venner ville hjælpe en, hvis problemer pludselig skulle opstå, og her stod en hingst og ikke vidste hvad venner var. Det var forfærdeligt!

”Venner er…… Venner er familie. En slags familie. De vil altid være der for dig. De dømmer dig ikke og accepterer dig for den du er. Venner vil gå gennem ild og vand for at hjælpe dig”

Det var den bedste måde hun kunne beskrive det på. Flokken kunne hun måske også se som en slags familie, men hendes venner var hendes selvvalgte familie. Det var dem hun ikke kunne, og bestemt ikke ville leve uden.

”Er det ikke det man kalder at lyve?”