Almost magical (Åben)

20

Mørket havde lagt sig over Andromeda. Nyx havde fundet vejen hen til et lille bevokset område et stykke væk fra flokkens samlingssted. Et lille område, hvor ikke alle færdes. Hun havde været der nogle gange sammen med sin far da hun var yngre, og det lod til at være det bedste sted for hende, når hun nu ikke kunne sove. Mange tanker tyngede hendes hoved, men lige så træt de kunne gøre hende, lige så meget kunne de holde hende vågen.

Mulen blev løftet fra vandet som hun blev færdig med at drikke, og dråberne der faldt fra mulen lavede små ringe i vandet, der langsomt blev både større og mindre på samme tid. Der var stille. Næsten for stille, men andet kunne man heller ikke forvente på det sene tidspunkt. Det eneste der ærgede Nyx, var manglende selskab. Hun kunne godt have brugt en der kunne give hende opmærksomhed, og samtidig distrahere hende fra de mange tanker.

Blikket lod hun falde ud over søen igen, men det forblev ikke over vandet. Det var som om hun havde set noget, og alligevel var der ikke ret meget at se. Nysgerrigheden trak i hende, og fik hende til at træde nogle skridt væk fra søens kant for i stedet at liste udenom den. Søen var ikke særlig stor. En lille bæk løb gennem sten og ned i søen, og videre fra søen og videre ud i en lille bæk. Nyx måtte krydse vandet for at nå frem til det sted hun syntes at have spottet noget, og ganske rigtigt. Dér! Lidt længere fremme glimtede mørket som stjernerne på nattehimmelen, men meget tættere på. Det var ildfluer. Hun havde set dem dengang hun var lille også, men var mindst lige så betaget af dem som hun havde været den gang.

Mørket havde lagt sig over landet, og som de fleste andre nætter kunne den gråskimlede Silvara ikke falde i søvn. Hun havde haft søvnproblemer lige siden den skæbnesvangre nat, hvor hendes unge datter blev bortført af Kraniehingsten, som havde voldtaget hende i sin tid på Foehn. Der var efterhånden gået mange måneder siden kidnapningen, og hun havde stadig ikke samlet mod til sig til at rejse til Foehn og befrie sin datter - og hun følte sig som verdens dårligste mor og største kujon. For det var lige dét, hun var. Hun vidste, at det var det rene selvmord at rejse til Foehn efter sin datter alene, og det var naturligvis dét og så frygten for Kraniehingsten, der holdt hende tilbage. Men moderinstinktet burde jo være større end det, og hun kunne jo også bare spørge medlemmerne i Teylar om hjælp - men alligevel fik hun ikke gjort nogen af de ting. Hun blev ved med at prøve at samle mod til sig til at få det gjort, men alligevel endte hun altid med bare at ligge nat ud og nat ind og stirre bekymret ud i luften uden at få gjort en eneste af tingene.

Denne nat var hun dog stået op og vandrede lydløst igennem skoven for at strække benene lidt. Klokken havde for længst passeret midnat, men det var ikke lykkedes hende at lukke et øje endnu, og derfor havde hun simpelthen besluttet sig for at stå op og tvinge tankerne til at forholde sig til noget andet end de grufulde minde, der kørte på repeat i hendes hoved, hver gang mørket faldt på.
Hun havde bevæget sig ind i en del af skoven, som hun aldrig havde været i før. En lille sø lå lige fremme og spejlede sig i månens skær. Hun fulgte det lille vandløb, der beroligende løb igennem skoven, indtil hun pludselig fik øje på noget helt utroligt. Lidt længere fremme stod en anden hoppe; og rundt om hende fløj nogle små væsner rundt, som bedst kunne beskrives som levende lys. Hun havde aldrig set noget lignende! Normalt var hun ikke typen, der opsøgte fremmede heste på denne måde, men i dette tilfælde kunne hun simpelthen ikke lade være! Hun trådte derfor nysgerrigt frem bag den fremmede og brummede hilsende.

,,Woaw! Hvad er det for nogen væsner?"

3

Nyx vendte hovedet i retningen af en fremmed stemme. Hun flyttede ikke hovene, for hun ønskede ikke at skræmme de næsten magiske væsner væk. Hun sendte den fremmede hoppe et smil, men svarede ikke med det samme. I stedet vendte hun sin opmærksomhed mod ildfluerne igen.

"Små lysende dyr"

Hun kendte ikke navnet på dem, og det var den eneste måde hun kunne beskrive dem på, for hun så aldrig rigtig mere end bare lyset fra dem. Hun havde været aller tættest på en da hun var helt lille, men den var væk igen før hun havde nået at dutte til den.

"En gang imellem er man heldig at se dem. Jeg har kun set dem en enkelt gang før"

Nyx lod endnu en gang blikket glide mod den fremmede hoppe. Hun havde set hende før i flokkens område, men havde endnu ikke haft tid til at hilse på hende – heller ikke selvom hun havde været i flokken det meste af sit liv. Der havde altid været en eller anden at lege med, eller en eller anden at kræve opmærksomhed fra. Teylar var jo heller ikke en lille flok, og Nyx havde det med at holde sig til familiens side.

Den fremmede hoppe vendte nu hovedet i retningen af hende, da hun havde hørt hendes spørgsmål, men svarede dog ikke lige med det samme. I stedet sendte hun blot Silvara et smil, inden hun atter vendte opmærksomheden mod ildfluerne. Der gik dog ikke længe, før et svar lød fra den sorte hoppe. Hun fortalte, at det var små lysende dyr, og at hun kun havde set dem en enkelt gang før, men at man en gang imellem var heldig at se dem. Hun vendte derefter blikket mod Silvara igen, og da gik det op for hende, at hun havde set denne hoppe før. Det var en sort hoppe med nogle meget karakteristiske sølvfarvede striber, som hun før havde set på flokkens område. En lille tryghed gled straks over den sølvfarvede Silvara - for hvis denne hoppe også var en del af Teylar, så var hun næppe nogen trussel. Hun smilede derfor venligt til hoppen, inden hun ganske forsigtigt trådte op ved siden af hende.

,,De er helt fantastiske! Ved du, hvor de kommer fra?"

2

Nyx skyndte sig at ryste på hovedet. Hun vidste ikke hvor de kom fra eller hvornår man ville være heldig at se dem. Men de kunne næppe være så tydelige i løbet af dagstimerne. Hendes far havde ikke været der til at sørge for hun overholdt sin sengetid. Hendes mor havde hun heller ikke set meget meget længe. Ingen havde. Godt nok havde der været andre til at holde et vågent øje med hende siden hendes far tog hende til sig og bragte hende til flokkens område, men det var ikke ensbetydende med hun havde hørt efter altid. Nyx havde sine egne meninger og en stædighed som en gammel æsel-hoppe.

"Jeg så dem engang da jeg var meget mindre, men ikke her"

Hun vippede ørene en anelse bagud uden at lægge dem i nakken, men lyttende. Hun havde været fuldkommen alene, sulten og kold. Men alt det havde hun glemt da ildfluerne dansede omkring hende den nat. De havde været et lille lys på en ellers meget trist tilværelse.

"Du er en af dem fra Teylar, er du ikke?"

Heey MS! <3 Undskyld at der er gået så lang tid uden et svar!!! Er du stadig frisk på at fortsætte tråden?

I et kort øjeblik glemte Silvara helt sine miserable tanker og livstilstand, da hun blot stod her ved siden af den fremmede nathoppe og blev helt opslugt af de smukke ildvæsner. Hun havde aldrig set noget lignende! Hun var efterhånden godt blevet klar over, at der fandtes magi i Andromeda, men de her virkede ikke overnaturlige, blot helt fantastiske og magiske på sin helt egen måde. Hoppen ved hendes side kendte tilsyneladende heller ikke til dem, men havde dog set dem før, dengang hun var mindre - dog ikke her. Hun smilede let. Gad vide, om det betød, at hoppen var født i et andet land lige som hende selv, eller om hun blot havde set dem et andet sted i Andromeda.

,,De er godt nok helt utroligt smukke. Gad vide, hvad det er for nogen væsner. De virker ikke til at reagere på vores tilstedeværelse."

Hun rødmede nærmest helt genert, da hoppen nu spurgte, om ikke hun var en af dem fra Teylar. Hun blev helt forlegen ved tanken om, at hoppen havde lagt mærke til hende, ligesom hun også havde lagt mærke til hende - allerhelst ville hun jo gerne bare forsvinde i mængden og ikke tiltrække sig nogen opmærksomhed. Hun smilede dog venligt til hoppen og nikkede mildt.

,,Jo, det er jeg. Mit navn er Silvara. Jeg kom til Teylar for at søge beskyttelse... til mig og min datter."

Hun trak lidt på de sidste ord, da det gav hende et stik i hjertet at snakke om sin datter og atter blive mindet om, hvor højt hun savnede hende, og hvor stor en kujon hun var for ikke bare at rejse til Foehn og hente hende hjem!

1

"De gør hvis man jagter dem.. De er i hvert fald levende!"

Svarede Nyx med et dæmpet grin. Det havde hun gjort da hun var lille. Hun var hoppet direkte ind i mængden af de lysende prikker, der efterfølgende var spredt ud til alle sidder når hun nærmede sig. Som om er var en usynlig bobbel omkring hende. Men de var ikke forsvundet helt væk. Stod man stille længe nok, kom de nærmere en igen.

"Din datter? Hvem er det?"

Nyx havde jo leget med nogle stykker i flokken da hun selv var lille. Måske hun havde leget med hendes datter også? En ting var i hvert fald sikker: Det var ikke Tik, for han var for det første ikke en datter, og for det andet var hans mor rød og vogter. Der var stor forskel udseendes mæssigt fra den røde vogter og til den sølvfarvede hoppe ved hendes side.

Hun smilede let over den unge hoppes ord og latter. Hun kunne dog ikke rigtigt få sig selv til at grine, da hun faktisk ikke rigtigt kunne se det sjove i at jagte uskyldige væsner. Hun kunne derfor ikke holde sig tilbage for at kommentere på det, men sørgede for at tale blidt og i et venligt tonefald, så hun ikke lød alt for dømmende.

,,Jagter dem? Hvorfor vil man dog jage noget så smukt og fredsfyldt?"

Hoppen spurgte nu ind til, hvem hendes datter var, og det fik kort Silvaras ansigt til at folde sig i et trist udtryk. Hun kunne nemlig ikke lade være med at tænke på, at Saskia ville have haft en helt normal barndom og måske være vokset op med denne Nyx som legekammerat, hvis ikke hun var blevet taget. Hun så bedrøvet på Nyx, men smilede dog stadig blidt.

,,Hendes navn er Saskia, og hun er i desværre ikke i flokken længere. Hun blev kidnappet af Skyggerne, da hun var helt lille."

6

Nyx havde ikke noget svar til den anden hoppes spørgsmål, og dukkede i stedet hovedet en anelse med en lille forlegen latter. Ikke fordi det var spor sjovt, men fordi hun simpelthen ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv eller hvad hun skulle svare. Hun havde jo ikke ligefrem tænkt over det den gang, men der var mange ting hun ikke havde tænkt over da hun var lille. Mange ting hun end ikke engang havde overvejet.

Hun lod hovedet hejse sig en anelse igen for at betragte sølvhoppen. Ildfluerne var mere eller mindre glemt, som hun stod der og lyttede, ventede. Og der kom det så. Svaret. Skyggerne. Hendes far havde nævnt dem nogle gang, og andre havde hun også hørt fra, men hun havde ikke selv mødt nogen. Nysgerrigheden inden i ønskede at møde en, men den kloge halvdel af hjernen mindede hende om hvor dårlig en idé det ville være at opsøge dem.

”Kidnappet? Kan hun ikke komme tilbage?”

Hun kunne ikke lade være med at smile mildt, da hoppen blot dukkede hovedet og lo forlegent over hendes ord. Dette opfattede Silvara slet ikke som provokerende, men derimod blot som en lettelse - for det kunne jo kun betyde, at Nyx simpelthen havde været så lille dengang, at hun ikke kunne svare på, hvorfor hun havde gjort dette. Og sådan var det jo gerne med føl. De gjorde de underligste ting i nysgerrighedens navn uden at tænke over konsekvenserne af det - og det kunne man simpelthen ikke bebrejde dem for. Hun brummede derfor blot tilgivende til Nyx for at forsikre hende om, at hun ikke behøvede at forklare sig yderligere, og at Silvara overhovedet ikke var sur eller noget lignende.
Hun lyttede i stedet til Nyx's spørgsmål og vippede atter ørerne bedrøvet ud til siden, mens hun svagt rystede på hovedet.

,,Nej, det er desværre ikke så enkelt. Hvis jeg rejser til Foehn for at tage hende tilbage, vil Skyggerne bare slå mig ihjel. Og Saskia er stadig så lille, at hun ikke vil være i stand til at flygte på egen hånd. Jeg har derfor søgt hjælp her i flokken og håber, at vi kan samle nok Vogtere, der vil hjælpe mig med at bringe hende tilbage."

11

Nyx kendte ikke meget til skyggerne. Faktisk ikke mere en hvad hun havde hørt gennem andre, og skulle hun være ærlig over for sig selv, så lød nogle af tingene ret skræmmende. Men nogle historier var ikke lige så slemme som andre, og egentlig havde hun en lidt blandet følelse angående disse skygger. Hun kunne heller ikke selv finde ud af hvad hun syntes om dem, før hun havde mødt en eller flere.

En lille tanke strejfede den unge Nyx som hun langsomt var gledet ind i tankemylderet. Blikket var forblevet rettet mod ildfluerne, men så snart tanken var tænkt færdig, blev de hurtigt rettet mod hoppen ved hendes side.

”Jeg vil gerne hjælpe, hvis der er noget jeg kan gøre! Jeg er ikke bange for de skygger. Jeg ved godt nogen siger man burde være det, men det er jeg ikke. Min far har mødt en og vendt tilbage i live. Hvis han kan, så kan jeg også!”

Der var en bestemthed over hoppen og en stædighed der kom fra hendes far. Hun mindede mere om ham end hun selv lige havde nogen anelse om, men kendte man både Nyx og hendes far, var man ikke selv i tvivl.

Hun smilede mildt, da hun kunne se, at den unge hoppe kort forsvandt lidt ind i sine egne tanker. Hun tænkte tilsyneladende over et eller andet, der lige tog lidt tid at fordøje. Endelig vendte hun dog opmærksomheden mod Silvara igen, og interesseret lyttede hun med til hoppens ord. Et lidt tøvende udtryk gled dog over hendes ansigt, da moderinstinktet trådte lidt frem i hende overfor denne unge hoppe. Hun var jo alt for ung til at rejse med og risikere at miste sit liv på den måde! Hun skulle lige til at protestere, men så var det alligevel som om, at noget i hende skiftede mening. Hun betragtede nemlig den unge hoppes blik og så en modenhed, beslutsomhed og stædighed, som hun sjældent havde set mage til før. Det var tydeligt, at denne hoppe var gjort af noget helt specielt, til trods for sin unge alder. Og hvordan man end vendte og drejede det, så havde de jo brug for at være så mange som muligt, når de skulle rejse til Foehn og kæmpe mod Skyggerne... Hun nikkede derfor blot til hoppen og smilede taknemmeligt til hende.

,,Mange tak. Det betyder virkelig meget for mig, at så mange af jer har været så søde at tilbyde jeres hjælp. Hvis du er frisk på det, så er den bedste og eneste måde at hjælpe på nok at rejse med os til Foehn. Men jeg må advare dig - det bliver ikke helt ufarligt. Vi aner ikke, hvordan Skyggerne vil reagere, når vi kommer anmasende på den måde. Vi kan ende med at blive slået ihjel, og man skal derfor være indstillet på og parat til at risikere sit liv, hvis man vælger at tage med."

Hun så alvorligt på hoppen. Det var ikke hendes mening at skræmme hende helt væk på den måde, men hun var nødt til at understrege situationens alvor. Denne mission var ikke for sjov.

5

Foehn. Nix. Nej. Nyx brød sig bestemt ikke om det ord. Det navn. Den ø. Hun havde hørt mange ting om den, men intet af det var spor positivt. Faktisk havde hun nærmest fået forbud mod at tage derhen af sin far. Men han kunne ikke bestemme, hvis ikke han var der og han kunne bestemt heller ikke bestemme, når hun var gammel nok til selv at bestemme – hvilket var lige så snart hun følte sig voksen nok til at overtage ansvaret for sit eget liv og ikke bekymre sig om hvad hendes far eller andre tænkte.

”Er der ikke en anden måde? Hvad hvis de kan lokkes herover?”

Så vidt Nyx havde forstået, så var skyggerne stærkest når de var på Foehn, fordi det var tæt på deres Herre. Hvis det var dér de hørte til og der de var flest, kunne man da så ikke lokke dem væk derfra? Eller bare nogen af dem? Hvis man kunne tage et par stykker af gangen, så var der måske en større chance for at vinde, men det ville sikkert ikke gavne hoppens datter. Det var en metode de kunne prøve at bruge, når det handlede om at skille sig af med skyggerne – hvis ikke de bare skulle have lov til at være i fred og kidnappe og formere sig.

”Hvis bare nogen af dem kan lokkes væk enten til en form for fælde eller bare fordi de tror det er dér det hele sker og ikke vil kunne nå at vende tilbage, så kan det være der er større chance for at hente din datter hjem? Hvem ved… Måske de ville tage hende med så det ville være endnu nemmere for hende at komme til os?”

Samme besked som til Titan.