A target or meeting? [Silvara]

Taget: [Trinse] Silvara

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Syngende. Ruskende. Vinden havde et godt tag i de løsslupne blade, der hvirvlede op og rundt i luften. Hans man blev kort utilregnelig, imens vinden susede gennem det. Mange ville få et gys ved det, men ikke ham. Ikke Relucir. Han bevægede sig afsted med næsten lydløse skridt; vindens susen overdøvede den mindste bevægelse. Kort fæstnede hans øjne sig mod de blade, der landede i skovens lille å og endte med at flyde, som var de orkidéer. Solens reflektioner fik dem til, at fremstå smukkere end normalt. I hvert fald i forhold til, at det var noget der engang havde været levende. Et fnys formede sig over hans læber, inden han drejede af.

Det var første gang, at han havde vovet sig videre i landet. Han havde ikke været her længe, men til trods for sit nye bekendtskab til dette land, så var landsskabet noget han havde set. Ikke befærdet sig i - Han var en ørken hest - men han havde da været rundt udenfor markslandet. Skoven var trods alt tæt på ørkenområdet. Hovedet var sænket mod underlaget. Undersøgte og indhalerede den mindste duft. Han ville kende området, huske det og sanse det på afstand. Ikke noget skulle blive fremmed for ham. Han ville boltre sig godt denne gang og kende øens beboer. Han så ingen grund til at påtage sig opmærksomhed fra andre. Han ville blot vandre hvileløst fra denne stavn og hen til hvor end hans hove førte ham - måske et nyt hjem?. En bevægelse i det fjerne mellem skovbrynene fangede dog hans opmærksomhed og han stod kort og dvælede i stilhed. Kort smallede hans øjne sig sammen; men han sagde ikke noget. Gjorde ikke noget. Alligevel fangede det utilregnelige sind en lille interesse i at undersøge, om dette var en sjæl eller blot et lille påfund fra hans hjerne. Han sneg sig derfor tættere på. Ikke et ord lod han falde over sit mæle. 

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Det var en kølig og meget blæsende dag. Vinden havde virkelig sit tag i landet i dag og fik de mange efterårsblade til at hvirvle rundt i luften. Det var et smukt syn, syntes Silvara. Selvom det desværre var et tegn på, at vinteren var på vej, så var efteråret nu alligevel smukt på sin egen måde.
Hun kom roligt skridtende af sted igennem skoven; godt træt efter endnu en nat stort set uden søvn. Lige siden den skæbnesvangre nat, hvor hendes unge datter brutalt var blevet revet fra hende og bortført af Kraniehingsten, havde hun haft søvnproblemer. Nætterne var forfærdelige og gav hende problemer med at falde til ro, da hun konstant blev mindet om dén nat i form af forfærdelige mareridt og flashbacks. Normalt brugte hun derfor meget af dagen på at få indhentet noget søvn, men i dag var det simpelthen sådan et flot solskinsvejr, så hun havde rent faktisk lyst til at gå en tur i skoven og blive blæst lidt igennem. Hendes øjne gled opmærksomt rundt i landskabet omkring hende. Mon der var andre i skoven på denne smukke dag?

Taget: [Trinse] Silvara

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Bladende ruskede, og hvirvlede let omkring i jordkanten, som vinden smøg sig mellem træernes. Hans blik studerede det, mens han langsomt nærmede sig lydende. Hovslag. Det ene øre dirrede og gled helt op. De små vibrationer blev ved med at kærtegne det med sine rytmer. Inden han sukkede dybt. Et øjeblik overvejede han, hvorvidt det kunne betale sig - på den anden side, så kunne denne sjæl måske modbevise hans tanke om, at landets beboer var fisefornemme og irriterende. Halen vippede let, inden han havde bestemt sig og derfor satte frem i skridt. Han gled let og upåvirket gennem de mange træer, buskadser - som han vandrede på i stedet for den sti, som han nok i bund og grund burde have taget.

Snart dukkede en sølvtonet hoppe op. Ingen manke, en kort stumpet mørk hale i stor kontrast til det næsten metalliske skær over kroppen. Hendes bevægelser bar præg af en form for døsighed, men måske hun blot vandrede hvileløst i sine egne tankespind? Det kunne jo ske for alle. Han bevægede sig direkte imod hoppen.

"Hvem er De der vandre hvileløst omkring i skovbrynet?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun gik helt opslugt i sine egne tanker og havde derfor ikke rigtigt bemærket, at der var en anden hest på vej i hendes retning. Derfor gav det et lille sæt i hendes krop, da hun pludselig hørte en maskulin stemme lige foran sig. Hendes hoved røg op med et sæt, og hendes blik fik straks øje på en ildrød hingst, der stod foran hende og passede ganske glimrende til skovens efterårsfarver. Hendes hale blev nervøst trykket ind mod bagparten, hendes ører blev nervøst vippet ud til siderne, og hendes hoved blev underdanigt sænket, mens hun smaskede underkastende ud i luften.

,,Mit navn er Silvara. Jeg kommer fra Teylar og er ej en trussel."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Duften af hende hang i luften mellem træerne. Hans næseborer var udspilede for en stund, inden han vågent observere hendes færd. Hele den metalliske krop stivnede ved lyden af hans ord. Han var ikke et sekund i tvivl om, at hun ikke havde hørt ham før nu. Han havde dog heller ej gjort meget for at gøre sig til kende inden. Selv var han som støbt til området med de mange farver. Den korte sorte hale var lagt tæt ind til det farvede bagparti bemærkede han, men han havde desværre for vane at ignorere andres tilbagetrukkenhed.

"Jeg ser Dem ikke som en trussel. Der er ingen grund til at underkaste Dem mig"

Gjorde han det klart for hende som det første. Det var ikke det han ønskede. Han ønskede selskab og måske denne hoppe rent faktisk kunne give ham det. Alligevel var han interesseret i at høre mere om hvorfor hun var så underkuet. Teylar. Han summede på det ord i sit hoved.

"Hvad er dette Teylar, som De kommer fra?"

Spurgte han med en nysgerrig tone i sin stemme.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

UNDSKYLD jeg ikke har fået svaret i så lang tid!! Er du stadig interesseret i at fortsætte tråden? <3

Ja det er jeg 😊

(Weee! )

Hun vippede lyttende med de sølvtonede ører, da hans ord lød i luften omkring hende. Det kom bag på hende, at en hingst som ham decideret bad hende om ikke at underkaste sig ham. Hun var vant til, at så store og ædle hingste som ham var så stolte og dominerende, at de simpelthen forventede, at en ussel hoppe som hende til hver en tid skulle underkaste sig og vise dem respekt. Det var derfor en helt ny og uvant situation for hende, da hun langsomt og en anelse usikkert løftede hovedet igen, vippede ørerne i hans retning og smilede venligt.

,,Teylar er en af flokkene her i Andromeda - den befinder sig på en af de andre øer kaldet Leventera. Er De ny her i landet?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han var ingen flokleder. Han var blot sig selv - og han ønskede ingen underkastede sig ham, medmindre der var en grund til det. Et nyt bekendsskab var ikke tilfældet for Relucir. Hans blik fulgte den sølvtonede hoppe, som hun langsomt løftede hovedet og halsen en smule. Det faldt i god jord ved den røde hingst, som snart efter gengældte det venlige og imødekommende smil mod hende. Han lyttede interesseret til hendes ord.

"Interessant, vil De fortælle mere om denne flok og området det befinder sig ved? Jeg er ny i landet, ser De - Det er ikke længe siden mine hove betrådte jorden første gang og det har været en rutsjebane af møder med folkefærdet. Det er et besynderligt land det her."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Det varmede hende at se hans venlige og imødekommende smil, der blev sendt mod hende, da hun rettede sig lidt op igen. Det var helt fantastisk at stå foran en hingst, der ligefrem opmuntrede og roste hende for ikke at underkaste sig for ham. Det var hun godt nok ikke vant til. Hun besluttede sig for, at hun allerede brød sig ganske godt om denne hingst - medmindre han selvfølgelig blot snød hende til at stole på sig, så han til sidst ville kunne gøre skade på hende. Men dette var der jo aldrig nogen garanti for, så i dette tilfælde valgte hun at lade tvivlen komme ham til gode og derfor stole på, at han virkelig mente det, når han udtrykte, at han ikke ville hende noget ondt.

,,Teylar er et helt fantastisk sted. Det er bestemt en flok, jeg kan anbefale at blive medlem af. Alle folk er så søde og hjælpsomme, og man føler sig altid velkommen dér. Jeg kom dertil i sin tid for at søge beskyttelse mod den Skygge, der overfaldt mig og gjorde mig drægtig. Og den tryghed og beskyttelse har jeg bestemt fået. Alle folk har taget super godt imod mig, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de vil beskytte mig med deres liv, hvis det skulle blive nødvendigt."

Hun lo let over hans sidste sætning.

,,Og det kan jeg kun give dig ret i. Andromeda er i sandhed et besynderligt land, hvor alt kan ske, når man mindst venter det."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det var som om, at det hjälp på hoppen. Hun virkade i Relucirs øjne som en der slappede mere af og accepterede hans ord. Det behagede den røde hingst, mens han lyttede til hendes fortælling - hendes ord. Teylar. Det var første gang, at han hørte om denne flok.

"Undskyld jeg spørger, men en Skygge? Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvordan en Skygge kan overfalde en?"

Spurgte han undrende, men alligevel med ro over sig selv. Han var nysgerrig - det havde han altid været. Han skævede mod hende.

"Det gør mig ondt at høre, at De har haft sådan en start her - men det glæder mig, at De alligevel har fundet ro og glæde i landet. Det er virkelig et besynderligt land."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun smilede lettere undskyldende til den røde hingst. Hun havde jo selv været ny i landet engang, så hun vidste udmærket godt, hvor forvirrende det var at høre om ting som Vogtere, Skygger og Magi i det hele taget, når man slet ikke var vant til det.

,,Åh ja, tilgiv mig min manglende forklaring - jeg havde i et øjeblik lige glemt, at man ikke kender til disse, før man har været i Andromeda i et stykke tid. Men ser du, Andromeda er delt op i to sider - det gode og onde, om man vil. De gode kaldes Vogtere, og mange af dem lever her i flokken Teylar. De har alle sammen magiske evner og vogter over en eller anden vigtig ting her fra landet af, som de beskytter for de onde - de såkaldte Skygger. Det er heste, der holder til på øen Foehn. De har ligeledes magiske evner, men i modsætning til Vogterne bruger Skyggerne det kun som et middel til at kunne udslette Vogterne og overtage Andromeda selv. Det var sådan en hingst, der først voldtog mig og dernæst kidnappede min datter og tog hende med hen til deres ø."

Udtrykket i hendes ansigt blev langsomt mere og mere pinefuldt og vredt at se på, som hun kom længere ind i sin fortælling. Hun foragtede disse Skygger! Hun hadede dem af hele sit hjerte og håbede og bad til, at de alle ville blive udslettet en dag!
Hun tog dog en dyb indånding og tvang et mere mildt udtryk frem igen, inden hun så på hingsten med et venligt og nysgerrigt glimt i øjet.

,,Mange tak. Jeg håber, at din egen start her i landet har været lidt bedre og mindre hektisk end min?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Nysgerrigt lyttede han med. Han havde skam mødt en Skygge. Det havde han da i hvert fald fået afvide - noget med De og Den. Meget forvirrende, hvis han selv skulle sige det. Den røde hingst lyttede derfor til Silvaras tale, og sugede informationerne til sig.

"Jeg tror muligvis, at jeg har mødt sådan en hoppe. Navnet kender jeg ikke, men jeg kaldte hende Blåøje. Hendes ildblå øjne og sorte krop.. Hun angreb mig og en anden... Disse vogtere? Hvad gør dem til de gode?"

Han elskede at høre andre fortælle, så længe de lod ham være som han var. Relucir var en besynderlig sjæl, men han gjorde, hvad han selv mente var rigtig og holdt også sine ord, når han talte.

"Det gør mig ondt med Deres datter. Er det lykkedes Dem at se hende igen?"

Spurgte han nysgerrigt.

"Det kan vel diskuteres. Jeg har mødt den mest imbecile og irriterende lille sorte unghoppe Niks eller hvad hun end hed. Hun var lidt for Dramaqueen til min smig"

Han rystede let på hovedet med et grin.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun lyttede til hans ord om den hoppe, han havde mødt, og nikkede alvorligt. Det lød bestemt som en af dem. Den Skygge, hun selv havde mødt, havde også været sort og haft ildblå øjne. Og da han tilmed sagde, at hoppen også havde haft angrebet ham, var hun slet ikke i tvivl.

,,Det lyder helt sikkert som en af dem! Det gør mig ondt at høre, at du har haft sådan en oplevelse - men jeg er glad for at se, at du slap i god behold."

Hun smilede varmt og venligt. Hun var oprigtigt glad for, at både hun og denne hingst havde været så heldige at slippe levende fra et møde med disse Skygger - hun havde efterhånden hørt mange historier om folk, der ikke havde været lige så heldige som dem. Hun lyttede til hans spørgsmål om Vogterne og besvarede det med et smil.

,,Vogterne kunne aldrig finde på at angribe nogen, medmindre det er højst nødvendigt. I modsætning til Skyggerne er de ikke voldelige og ønsker ikke at slå nogen ihjel. De kaldes Vogtere, fordi de hver især vogter over en ting, der er med til at holde Andromeda i live - ting, som Skyggerne ønsker at få fat i og ødelægge for at kunne vække deres onde herre til live."

Hun lyttede da til hans spørgsmål om hendes datter og rystede sørgmodigt på hovedet.

,,Desværre ikke. Hvis jeg opsøgte deres ø alene for at tage hende tilbage, ville jeg blot blive slået ihjel med det samme. Men jeg har for nyligt opsøgt Vogterflokken og er blevet medlem der. De har taget så godt imod mig og været så søde at hjælpe mig med at planlægge en dag, hvor vi i samlet flok rejser derhen og får hende tilbage, koste hvad det koste vil. Så nu venter jeg blot spændt på det rette tidspunkt."

Hendes øjne lyste næsten op som et juletræ, da hun talte om det. Hun var så glad og taknemmelig for, at Vogterne havde taget hende til sig og ville hjælpe hende, og hun kunne slet ikke vente til den dag, hvor hun skulle se sin datter igen!
Hun lo da let over hans ord om dramaqueen'en Niks.

,,Haha ja, man render sgu ind i nogle sjove typer en gang imellem..."

Hun smilede. Selv havde hun faktisk også selv mødt denne Niks, men det var hun blot ikke klar over, da hun aldrig havde fået hoppens navn.