Define me [Minerva]

Taget: Minerva 
Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Solen varmede godt, selv i de tidlige morgentimer, og markerede at vinteren for alvor var ved at give efter for foråret. Den røde hingst nød, hvordan varmen legede med sin pels. Det var behageligt også selvom han ikke var van til disse temperaturer. En ørkenhest som ham selv, havde altid haft det godt med varme; Og gerne meget af det. Den gyldne hale slog et let slag, inden han satte frem i bevægelse igen. Hvad der dukkede op forude var et magisk syn for en hingst som Relucir. Der var fyldt med liv i lange baner; vand, mad og rig mulighed for læ, skygge og.... Blikket var fastlåst mod den lange sandsstrand som kredsede om øen. Fortryllende, mens han næsten kunne høre, hvordan klitterne sang hans navn for at lokke ham tættere på og blive fortryllet af den behagelige fornemmelse af saltvand og sand. 

Ubevidst brummede han for sig selv, inden han satte frem i bevægelse. Hovedet var rettet fremad, mens ørerne undersøgte hver lille detalje. Han sugede alt, hvad han kunne til sig. Der var så mange ting, og han ville gerne indfange det hele. 

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

De milde forårsstrøg der gemte sig i vindens endnu kølige luft føltes nærmest befriende for den grå Minerva. Landet hun var ankommet til havde været præget af en hård vinter, der var køligere end hun ellers havde været vant til. Nok havde hun ikke befundet sig i dette Andromeda længe, og kendte ej mange; men hun var sikker på, at trods landets smukke ydre, så var det ikke det letteste sted at leve.
Da frosten havde gjort jorden hård og knoldet, havde den grå hoppes færden været meget begrænset. Hun døjede endnu med den skade hun havde pådraget sig ved sin ankomst på toppen af bjerget, og hendes skridt havde ikke genfundet sin naturlige ynde. Dog havde hun formået at flytte sig fra bjergøen hun var landet på, til en anden ø; hun havde krydset havet og selvom det havde været bidende koldt, havde det været en lettelse at kunne bevæge forbenet uden modstand. Den salte duft hang stadigt i hendes tætte pels, selvom det var mange timer siden hun havde krydset det frådende hav, og hun havde ikke bevæget sig langt væk fra sandets bløde underlag.
Det meste af morgnen havde der været ro, og den grå Minerva havde fundet sig godt tilpas i det; men pludseligt var der en lyd, som afslørede en fremmed sjæl. Hun hævede sit hoved en anelse og så spottende til den ene side, hvor en rød hingst snart kom til syne. Hun udspilede sine næsebor en anelse, inden hun flyttede en anelse på den smalle krop, således at hun stod med fronten imod den fremmede, som endnu ikke havde set hende.

[1]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Med vinden førte saltluften fra havet en duft. Hingstens næseborer udspilede sig, mens han indhalerede. Øjnene smallede sig en smule mere op, mens vinden smøg sig omkring den rødes krop. Han smaskede kort, da en duft fulgte med. En anden? Øjnene blev åbnet mere op, men snart fangede han en skikkelse, som han havde retning mod. Tæt ved sandstranden var en skikkelse, som næsten gik i et med det bag sig. Han stoppede med et op. Hovene placeret parallelt med hinanden. Hovedet blev højt hævet og hans øre spidsede sig fremad mod den fremmede. Han studerede skikkelsen; én hoppe. En kort tanke blev skudt tilbage på den sidste han havde mødt, nu kunne det være, at han fandt ud af om alle i dette land var lige påståelig eller om han blot havde været uheldig i sine møder.

Han gjorde et kast med hovedet, inden han sprang frem i en let galop. Bagbenene greb godt ind under sig, og lagde hurtigt den lille strækning bag sig, inden han i to hop stoppede op igen tæt ved den fremmede. Han kastede endnu engang med hovedet og halen slog et smæld bag ham. Det var en smuk og udsædvanlig hoppe, som han nu havde nærmet sig. De lange krøllede mørke lokker, og den næsten spættede silkegrå pels. Han indtog hver lille detalje, inden hans øjne søgte mod de blå af hendes.

"Vel mødt fremmede... Hvem er De, der næsten går i et med den fine sandstrand?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Vindens kærtegn, der nærmest kælende smøg sig omkring den røde hingst krop, fik hans kraftige røde farver til at stå endnu mere klart. Stilfærdigt betragtede den grå Minerva denne fremmede, med efterårets farver, alt imens han begav sig afsted. Egentlig havde hun det fint med at beskue andre fra afstand - hun var en hoppe, der befandt sig bedst i sit eget selskab, og lagde sjældent sin fulde tillid i andres favn. Hun brummede sagte, da den fremmede standsede, rankede sig og lod sit blik vandre imod hende. Hun tippede et øre let diskret i nakken, men gjorde sig ikke andre afvisende udmeldinger. Hun afventede hans reaktion, og da han satte imod hende, hævede hun selv den slanke hals. Med graciøse og kraftfulde bevægelser tilbagelagde han hurtigt den afstand, der havde været mellem dem, og da han i hoppende trin standsede ved hendes front, lænede hun vægten en anelse bagud; men forblev stående med alle 4 hove placeret solidt i sandet. Hun lod sine blå øjne studere ham ganske indgående - kun hans ansigt - hans krop havde hun betragtet fra afstand, og så følte hun en vis uforskammethed ved at betragte en andens krop, når først de var trådt an i hendes selskab.
Hun slap vejret, som hun havde holdt på, og lod et sagte, eftertænksomt prust lyde. Hans stemme, hingstet og dyb, overtog herefter tomrummet mellem dem og hilse hende an på en måde, som lød ganske tiltalende i hendes ellers sarte ører. Hun lagde hovedet en anelse på sned, hvilket fik hendes tykke pandelok til at afsløre den store stjerne, som sad central i hendes smalle ansigt.

,,Mit navn, du røde fremmede, er Minerva. Og hvem er De, der bærer efterårets ild?"

I hendes hjemland havde efteråret ofte bragt tørke og skovbrande med sig. De røde heste - hvilke der havde været få af - havde af den grund fået tilnavnet "Ildbærer", og ofte havde de stået med særlig høj social rang. Minerva havde derfor ikke tøvet med at give sit navn til kende, da den fremmede havde adspurgt hende - selvom hun ofte holdt det for sig selv lidt længere; i hvert fald indtil den fremmede havde vist sig værdig til at få indsigt i hvem hun egentlig var.

[1]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Havde han virkelig mødt en sjæl, som ikke ville skyde hunden på hårene med det samme. Den røde hingst lod ørene glide frem mod den sandfarvede - næsten spættede hoppe, mens han studerede hende med et opmærksomt blik. Den gyldne hale lavede et let slag bag sig - ganske stilfærdigt, men det var dog et roligt et af slagsen. Hun forblev stående, som han søgte hende nærmere. De sorte bølgede lokker indkræsede hendes ansigt i et elegant udtryk og formede sig flot for hendes spinkle bygning. Han opfangede hver enkel lille deltaje, inden han selv stoppede på behørig afstand for ikke at skræmme hende bort, når nu han endelig havde fået selskab igen. Mon dette ville blive bedre end de foregående. Indtil videre havde han trådt et par heste over hovene ved blot at være sig selv, men han havde ikke sinde at bøje sig for nogen overhovedet.

"Velmødt Minerva. Jeg blev skænket navn Relucir ved fødslen."

Hans blik gled over hende, inden han tog de sidste elegante og majestætiske skridt mod hende, så han blot var ganske kort fra at kunne røre hende. Ja, han skulle vel ikke andet end at strække hals fuldt ud også ville det være muligt.

"Er De også en tilflytter til dette sælsomme land eller måske endnu en indfødt?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Selvom Minerva på visse punkter mest af alt ønskede at vige fra den opmærksomhed, der var blevet hende skænket, så udviste den gråspættede hoppe ikke andet end ro og afmålthed. Hendes smalle ører var direkte vippet frem imod den ildrøde hingst, der havde indfundet sig i hendes nærhed. Hun mimrede ganske usynligt med mulen idét hingstens maskuline røst lød igen.
Han præsenterede sig som Relucir - Og hun tilføjede tavst i sit sind den der bærer ilden. Selvom denne fremmede ej kendte til hendes kultur, hjemstavn og fortid, så afholdt det hende ikke fra at skænke ham den ganske respektfulde titel. Hun udspilede sine nærbor en anelse, og da Relucir trådte hende endnu nærmere hævede hun hovedet en anelse yderligere. En tavs markering - og det var ej for at være uhøflig, at hun gjorde dette, men indtil hun kendte den fremmede bedre, ønskede hun at besvare en afstand imellem dem. Hun lod sine blå øjne søge hans, da hans næste spørgsmål afbrød stilheden imellem dem.

,,Jeg må tilstå, Relucir, at jeg er tilflytter. Jeg kender ikke meget til det område, jeg befinder mig i."

Hvis man lyttede efter kunne der høres en snært af afsavn, sorg og frustration i hoppens ellers feminine, neutrale stemme. Hun tillod sig derefter at sænke sin egen parade en smule, og blot acceptere hingstens nuværende afstand til hende.

,,Jeg kan forstå, Relucir, at du ligeså kommer fra fremmede egne. Hvor stammer du fra?"

Spurgte hun så. Hun var nysgerrig, for det kunne jo være at denne ildbringer kom fra samme egn, som hende selv; og hvis han gjorde, havde han måske svaret på, hvorfor hun var blevet bragt hertil.

[1]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hendes hoved blev hævet en anelse, mens næseborene udspilede sig. Kort smallede han øjnene sammen. Han var ikke typen der trak sig, og han havde skam fundet sig en passende afstand - i hvert fald hvis han selv skulle sige det. Derfor trak han sig ikke tilbage eller gik tættere på. Hovene var solidt plantet i jorden - i hvert fald for nu. Han mærkede de blå øjne stikke mod sig, og han var ikke mange sekunder om at møde hendes blik. Han var ikke fej af sig, og var derfor heller ikke bleg for at stirre direkte ind i øjnene på den han stod foran. Han nikkede ved hendes ord.

"Det glæder mig, at høre. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at møde ordentlig bekendskaber på disse egne. De indfødte er ret... påståelige..."

Endte han med at sige, med en form for mistroisk tone over sig. Han havde endnu ikke haft nogen fornøjelse i det. Den irriterende sorte unghoppe til Nix havde ikke ligefrem gjort noget godt for den røde hingst. Hoppen havde ganske enkelt sat flammerne i pis, så han var blev godt og grund muggen. Men han ville alligevel ikke tolerere at andre skulle få sidste ord i den sag.

"Det er så sandt som det er sagt. Jeg stammer fra de golde ørkener, hvor jeg har levet hele mit unge liv. Hvad med Dem?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den ildrøde blev pænt stående i den afstand, han nu havde valgt, selvom den grå Minerva havde markeret sig - og på en måde vandt det blot lidt respekt fra den grå hoppe. Selvom hun gerne ville bestemme, var der en underbevidst side af hende, som ønskede at finde en hingst der kunne lede. Så længe denne hingst kunne formå at gøre det på en respektfuld måde, så ville hun ikke gøre sig mere direkte i sine markeringer og ty til afvisninger. Hun tippede diskret sine ører en anelse længere frem, og da deres blikke mødtes, veg hendes blå ej fra hingstens brune øjne.

,,Det kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg har selv mødt én der er født i landet her, og det stod mig klart at kulturen er ganske anderledes end der hvor jeg stammer fra."

Hendes ord var bevidst neutrale. Selvom den unge hingst, som hun havde mødt på bjergøen, havde været udfordrende på mange måder, så ønskede hun ikke at tale negativt om noget hun ej kendte til. Den kultur der fandtes i dette Andromeda lod til at være mere fri, end hun var vant til - men bare fordi det var anderledes, betød det ikke det var forkert. Hun brummede sagte med milde toner, inden hun lagde sit hoved en anelse på skrå.

,,Golde ørkener findes ej i min hjemstavn, du ildrøde - men golde områder er jeg vant til. Jeg kommer fra et sted med sparsomt vegetation og jeg er vant til at vandre langt for at finde tilstrækkelige græsgange. Der hvor jeg kommer fra var der ingen bjerge, som der findes i dette land."

Hun tav derefter og rankede sig en anelse. Denne gang ikke for at markere sig, men blot for at fremtræde en anelse mere fornemt. Minerva havde altid været en hoppe der gjorde meget ud af at syne 'from', især overfor selskaber som havde en vis status. Hvorvidt denne ildbringer havde status eller ej vidste hun ikke, men han virkede som en ganske fornem herre.

[2]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han gik ikke tættere på. Han ønskede det ikke, og det ville denne hoppe næppe heller ønske. Han var ikke en som lod sig kaste rundt med af andre heste. Han stod ved alt hvad han stod for, og det var ingen hemmelighed. Jovist kunne det give problemer, men ildhingsten tog imod de slag der måtte følge med.

"Det må man sige. Et fremmed land, og en fremmed befolkning - De ønsker vidst ingen nye i deres land. Alligevel er vi kommet hertil. Kulturen forstår jeg dog ej endnu, men måske tiden vil ændre på det. Ellers må jeg ændre på kulturen her."

Det var de to muligheder han så. Intet mindre eller mere. Han havde aldrig ønsket at skade nogen så meget, som han havde ønsket det over Nix. Hun havde virkelig sat hans pis i kog, men det var på en anden måde. Han ønskede at vise hende, at hun ikke var så stor, som hun gav udtryk for. At hun kunne lide, ligesom alle andre. Men han havde formået at holde sig i skinnet. Det havde trukket i hovene - selv i tænderne for at mærke blodet, men hingsten ønskede ikke at tage liv i sidste ende. De milde toner gled fra hoppen, og han spidsede atter øre og flyttede opmærksomheden tilbage mod hende. Minerva.

"Et interessant område De er kommet fra, Minerva. Vil De fortælle mig mere om disse kanter, som De er vandret fra?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Diskret lod den grå Minerva et øjenbryn hæves ved hingstens svar, og stille i hendes sind gled en skeptisk sætning forbi. Hun kendte ikke den fremmede ildbringer, men en anelse ambitiøst lød det at ændre en kultur i et fremmed land. Dog ville hun ikke have noget imod hvis han forsøgte - og lykkedes med det - for hun havde ikke selv det bedste indtryk af landets beboere indtil videre. I hvert fald ikke af dem, som var indfødte. Hun kommenterede dog ikke mere på det, og lod hurtigt sit øjenbryn falde tilbage i neutral stilling igen.
Den slanke hals lod hun formes en anelse, da hingstens opmærksomhed vendte tilbage på hende og hans spørgsmål lød. Han spurgte indtil hendes hjemstavn, og med let sammenknebne øjne prustede den grå hoppe tøvende. Egentlig var hun ikke meget for at dele yderligere informationer om hendes hjem, end hun allerede havde gjort - men hingsten overfor hende havde behandlet hende med respekt, og dette ville hun gengælde.

,,Som sagt, så var landet et meget fladt land. Ingen bjerge; sparsomt med skove og søer. Den flok jeg boede i måtte ofte vandre lange afstande for at søge føde og læ for vind og vejr. Der var et par andre grupper, som søgte samme græsgange som min flok, og det resulterede ofte i at de ledende hingste måtte i kamp. Jeg var under en af de stærkeste af hingstene, så jeg havde det bedre end mange andre. Fordi vi var nomader, var der en streng hierarkisk orden i flokken. Alle havde deres plads og deres opgaver for at sikre vores overlevelse i en verden sparsom på mad og drikke."

Hun tav herefter. Hun havde egentlig ikke sagt meget mere, end hun oprindeligt havde fortalt ham; men hun havde puttet flere detaljer på. Hun anså stadig hendes fortid som værende privat, og dem hun ej kendte, ønskede hun ikke at dele det hele med. Hun spidsede den smalle mule en anelse, inden hun lod de klare blå øjne søge hans.

,,Hvordan er det der, hvor du kommer fra, ildbringer?"

[1]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han lyttede opmærksomt, som hun fortalte om de kanter hvor hun stammede fra. Han havde mødt meget natur og også nogle noget anderledes temperaturer i dette land. Det var ikke som, hvor han kom fra - men det var lettere at gebærde sig i. Vinteren - som han havde hørt så meget om - ville nok blive noget af en udfordring for ørkenhesten, men det ville tiden vise. Han kunne ikke gøre andet end at vente og se hvad tiden ville bringe.

"Det lyder som en barsk måde at leve på, men hvis man er født ind i det - så er det hverdagsbekostning. Hvad fik Dem til at at vandre videre til dette land og forlade dit tidligere?"

Hvis Relucir ønskede at fortælle noget, så var han ikke bleg for at fortælle det. Dermed ikke sagt, at han altid holdt sin mund, hvis han skulle. Han havde haft sine ... Interessante møder på sin munds bekostning i dette land. Der var åbenbart en vis form for rangorden, som han bestemt ikke kunne indfinde sig med. I hvert fald ikke i alle henseender.

"Varmt, er vidst dette rette ord at definere med. Ørken sandet er hedt, og varmer hovene dybt inde fra. Vegetationen er sparsom, men den er der. Det handler om øjet der seer, selv i den bagende hede er der føde, som kan findes. Den friske drik fra kokusnødder giver et saftigt og alsidigt slukning af tørsten. Der er bakker og sten alle steder, overdrysset af det pureste sand. Jeg boede med min familie i ørkenen, hvor vi levede - vi kom fra hinanden, og jeg endte her"

Det var sandheden - men ikke hele sandheden.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun lyttede årvågent, som hun var opdraget, til ildbringerens ord. Hun nikkede afmålt, for at tilkendegive at hun havde levet under barske vilkår; men det var de vilkår hun altid havde kendt. For hende havde det været normalt, og med den status hun havde haft, kunne hun ej hævde at have haft det dårligt. Måske ville andre være uenige; men det betød ikke så meget for den grå Minerva. Inden hun svarede på hans spørgsmål om hvad der drev hende til at søge dette land, lod hun ham svare på hendes eget spørgsmål først. Han besvarede med, at hans hjemstavn havde været varm - at han kom fra en ørken, med sparsomt græs og brændende varme. Minerva lod sit smalle hoved glide let på skrå, inden hun kneb sine øjne en anelse sammen. Han nævnte ord, hun ej kendte til; kokosnødder, som åbenbart kunne findes i ørkenens ocean, en genstand som gav vand fra sig. Hun udspilede sine næsebor og gumlede nærmest utydeligt med en undrende mine. Dog hæftede hun sig ikke yderligere ved det end som så; for hun betvivlede ej, at den røde ildbringer foran hende talte sandt.

Efter hans ord havde nået sin ende, lod hun en lille kunstnerisk pause indtræde, inden hun lod sine feminine toner fylde tomrummet mellem dem. Hans spørgsmål var ganske relevant; ja, selv kunne hun havde fundet på at stille ham det - men omvendt var det også et privat spørgsmål, som hun inderst inde ikke ønskede at svare på. Sandheden om hendes ankomst til dette land, som hun endnu ikke kunne gøre sig klog på, indeholdt langt mere grusomme omstændigheder, end den grå hoppe snart gav udtryk for.

,,Valget var ej mit eget, ildbringer. Ikke helt i hvert fald. Jeg mødte udfordringer i den flok som jeg boede i, og da det stod klart, at jeg ej ville kunne overkomme disse, blev jeg mødt af et meget.. Sært syn og følelse. En klart lys dukkede op foran mig, og bød mig til en bedre fremtid. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej - og før jeg fik muligheden, ændrede verdenen sig omkring mig. Da jeg kom til bevidsthed igen, var jeg her."

Hun tav derefter, og undlod at sende spørgsmålet videre. Gemt i hendes toner var en tydelig understregning af, at hun ikke ønskede at uddybe dette yderligere. Hun hævede halsen en anelse på ny, og lod sine smalle ben rykkes en anelse, så hun stod mere præsentabelt. Hendes klare blå øjne hvilede direkte imod den røde hingst; for hvis der var noget den grå hoppe ikke var bange for, var det direkte kontakt.

[1]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Når man først havde levet på den måde, som de havde. Så vidste man, at det kunne lade sig gøre at overleve nærmest alt. Han havde været igennem meget, men han havde også været dumdristig. Noget han stadig var - men prøvede at undgå at ryge ud i. Hun virkede undrende ved hans ord, men han fangede ikke præcis hvilken del af ordene, som var hende fremmed. Ørene lå fremme mod hende, og ventede rolig, mens han lyttede til hendes ord med interesse.

"Det gør mig ondt, at De måtte forlade deres flok og verden. Men hvis udfordringerne og problemerne var for store, så er en ny start vel heller ikke det værste?"

Han så mod hende, og lod tavsheden stilne mellem dem, mens han tænkte over hendes ord.

"Ligesom min vandren hertil. Før jeg vidste af det havde lyset opslugt mig. Men sig mig, Minerva - Har De fundet harmoni i denne verden - Deres plads?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun lagde hovedet en anelse på sned, da den røde Ildbringer's toner brød stilheden der havde omslugt dem efter hendes egne toner var ophørt. Hun nød faktisk at lytte til hans toner, der rummede maskulinitet og fylde. Hun tog endda sig selv i, et lille øjeblik, at ville nærme sig ham yderligere, men hun gjorde det ej. I stedet vendte hun ørerne en anelse mere i nakken og den afvisende aura som tidligere havde ligget over hende, trådte frem på ny.
Hun vendte blikket en anelse bort fra ham ved hans spørgsmål og udsendte et afdæmpet fnys. Fundet hendes plads? Fundet harmoni? Efter et øjeblik, hvor hun stod nøje og overvejede hendes næste ord, vendte hun dog blikket tilbage imod ham. Et blik som sagde langt mere end hendes stemme gjorde.

,,Mit hjem er ikke i dette land, Ildbringer. Jeg hverken har, eller ønsker, at finde harmoni i disse omgivelser. Det jeg ønsker er at finde dette lys og bede det føre mig hjem hvor jeg hører til."

Hun valgte ganske bevidst at svare på hans første spørgsmål om hvorvidt en ny start her var kærkommen efter de udfordringer hun havde mødt. Det var nok sandheden, at hun havde haft brug for Lysets hjælp, brug for at komme til Andromeda, men det var ikke noget hun ville sande. Hun havde aldrig været en, som gav op, heller ikke når det så sortest ud - og hendes stolthed bød hende derfor brændende at ønske sig tilbage, så hun kunne bevise hendes værd i en situation, som så ganske håbløs ud.

[10]

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

At hendes krop så ud til at afvise ham i tide og utide, var ikke noget som han tog højde for. Relucir havde altid gjort lige som det passede ham, og hvis hun ej ønskede hans selskab - ja så forventede han skam at hun ville gå sin vej i stedet for. Et dæmpet fnys forlod hendes mule, og han lagde selv hovedet på skrå, inden svaret kom over hendes læber og mod ham. Han lyttede - åh ja, hvor han lyttede til hendes svar. Han lod tankerne kredse.

"Vil det bringe Dem glæde, at komme tilbage til hvor du kom fra, min kære?"

Spurgte han da, og så spørgende mod hende, inden han lod en tilføjelse falde.

"Mit liv at godt før, men jeg var for ung og egoistisk til at se det. Min familie er gået bort, så jeg har intet at vende tilbage til. Jeg ser dette rige som en ny start - en ny mulighed. Måske De kunne gøre det samme?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.