Ready as I'll ever be [Rumpelstiltskin]

Længe havde den grå hoppe stået på den modsatte kyst og stirret mod øen Chibale. Hun havde svorret aldrig at vende tilbage dertil, men alligevel havde hun nu fundet vej til dens kyst hvor hun atter måtte tøve en smule. Sidst hun havde været her var hun ved et tilfælde skyllet op og havde i sin omtumlede sindstilstand bumpet ind i hendes far. Noget hun siden havde fortrudt noget så inderligt. I årevis havde frygten afholdt hende fra at drage andre steder end Leventera, og tilsidst havde hun blot opholdt sig i Teylars område.
Mange ting havde bragt hende til stedet her denne dag, men det afgørende var at hendes bror havde aflagt hende et besøg. Hvad hans hensigt havde været var uklar, men hun vidste at han var vokset op her, og alt hvad han havde lært i de senere år stammede også herfra. Hendes bror havde ændret sig markant og det havde bragt så mange spørgsmål frem som hun havde gemt på siden den dag for år tilbage. Hun forventede ikke svar, men hun vidste at skulle hun nogensinde kunne komme videre i sit liv, så var det noget hun blev nødt til.

Hun fortsatte igennem skoven med hastige skridt, for her havde hun ikke lyst til at opholde sig. For selvom hun havde samlet mod til at tage herover så sad frygten stadig i hende indtil hun kunne se den i øjnene. Hun stoppede på et af de få åbne områder på øen og tog en dyb indånding og sank en klump.

"Rumpelstiltskin - Jeg hidkalder dig. "

Lød hendes stemme så, mens hjertet hamrede i brystkassen. Fjollet havde det været at drage hertil uden nogen plan andet end at se frygten i øjnene, men i sidste ende handlede det om at det var noget Euphoria havde brug for, så hun kunne leve sit liv som hun burde i stedet for at isolere sig som en gammel hoppe med frygt for alt og alle.

Nyahahaha ...

Længe havde han levet i det usete, brygget på sine planer og evner. Længe havde han været i det skjulte, og sagnet om den skumle sjæl var falmet. Ingen havde udtalt hans navn, hidkaldt ham, siden hans hule forsvandt fra Chibale - og det havde passet den snu sjæl ganske godt. Han trivedes i ensomheden, hvor han med sine sindssyge tanker kunne vandre uforstyrret i sine illusioner.
Men nogen forstyrrede om sider hans stilhed ..

Rumpelstiltskin - Jeg hidkalder dig.

Stemmen trang igennem hans sind med nærmest isnende klarhed. Han kendte stemmen, ganske godt endda, og inden han bruge sin magi, og fremmanede sig foran den unge Euphoria, steg en nærmest ondskabfuld latter fra hans bryst og fyldte hans gemte hule med rungende toner.

Han stod der pludseligt og uden varsel. Ved et trylleslag dukkede han op foran hende, hans eget kød og blod, og han tøvede ikke med at træde direkte hen til hende med nærmest slangeagtige bevægelser. Han kunne fornemme hendes magi, som lå yderst i hendes krop - hendes elektriske sfære, som hun havde arvet fra sin mor. Hans lumske latter kunne høres, og han smøg sig om hende, dog uden at røre.

,,Du kaldte - Hvad bringer dig til Chibale igen, datter? Nyahaha"

Han understeg ordet "datter" med en nærmest hysterisk tone. Han fandt en vis fryd i at se hende igen, for sidste gang han så hende, flygtede hun fra ham med frygten hængende over sig som en sort kappe. Han var hurtigt omkring hende og placerede sig så foran hende, hvorefter hans ganske gennemtrængende øjne søgte direkte imod hendes.

Euphoria var tæt på at bakke ud. Det her var en tåbelig ide. Hun så sig kort forvildet omkring og skulle lige til at få da han nu pludselig dukkede op foran hende. Det gav et sæt i den unge hoppe som frøs i handling, mens hjertet hamrede i brystkassen. Men som de ravfarvede øjne nærmere betragtede hingsten som slangede sig jen til hende faldt hun til ro.
Hun vippede de mandelformede ører frem og fulgte ham nøje med blikket. Frygten sad stadig gemt i kroppen for hun vidste at han var farligt selskab. Men det var som om at han havde virket langt mere skræmmende på den frygtelige dag.

Hans stemme lød og hun vippede kort med ørerne. Datter. Hun var hans datter om hun ville se eller ej lige sp meget som han var hendes far. Euphoria samlede modet til sif og mødte hans blik. Hendes ejet udtryk var mildt og uskylden herskede stadig over hende.

“ Jeg kom for at se dig. Se hvad det er der har holdt mig tilbage i så mange år.. Se min far. “

Euphorias stemme var lavmælt, for selvom hingsten havde været intet mindre end frygtelig så følte hun intet had til ham. Medlidenhed tværdigmod.

[1]

Nyahaha....

På grund af hans magiske væsen, kunne han godt gennemskue hans datters rolige ydre. I hendes hjerte bankede frygten der stadig, og et skummelt smil tonede frem på hans mule. Med vimsende bevægelser rykkede han på sig, imens han nærmest hypnotiserende fastholdt hendes blik, og da hun fortalte ham hvorfor hun var kommet for at finde ham, hørtes hans karakteristiske hysteriske latter.

,,Oh.. Kære Euphoria, det der har holdt dig tilbage, er dit eget hoved, nyah!"

Hans toner vidnede om et ældgammelt vanvid, der havde manifesteret sig i hans lumske krop. Hans hysteriske grin klukkede stadig, inden han slog hovedet en anelse op med en nærmest hoverende aura.

,,Du frygter dine egne evner, og ikke mig. Men jeg takker da for at have fået æren for dit tankespind"

Han trak sine skuldre en anelse op med nærmest dirrende bevægelser. Han morede sig inderligt over den frygt, der havde siddet så stærkt i hende så længe. Og han havde heller ikke svært ved at finde ud af, at hendes evner stadig var ret ukontrollerede.

Euphoria lyttede uden at sige meget til hans ord og jo mere hun lyttede og betragtede hingsten foran hende. Hvordan han vinsede rundt og gestikulerede på grænsen til vanvid. Jo mere gik det op for hoppen at hendes far havde ret. For frygten i hendes indre svandt lige så småt ind til stort set ingenting.

“ Men hvorfor var det nødvendigt?”

Det var et spørgsmål der havde hjemsøgt hende i længe. Hvorfor skulle hun gennemgå det. Hvad havde hans formål med det. Euphoria kunne ikke lave være med at føle sig lidt dum over at have levet indpasning en frygt indtil nu. Hun sukkede stille.

“ Ikke længere. “

Det var sandheden. Den gyldne havde lært hende meget på ganske kor tid. Det var langt fra perfekt, men hun frygtede den ikke længere.

Nyahaha...

Et skævt, vanvittigt smil kunne ses på den lumske sjæl, da hans kære lille datter spurgte indtil hvorfor det havde været nødvendigt at udsætte for det, hun var blevet udsat for. Kort efter hørtes hans skingre latter, inden han med vimsende bevægelser trådte tættere på og næsten stak mulen helt hen til hendes.

,,Hvorfor? Åh, kære, hvis ikke jeg havde.. Prikket lidt til dig, ville du ikke vide du bar magien, nyah!"

Hans intense blik hvilede direkte imod hendes, inden han sprang ned langs hendes side og tillod sig at stryge hende langs den nu mere velbyggede ryg. Hvis hendes magi skulle vise sig, ville han blot udføre samme trick som sidst og vende det imod hende selv. Men hun var da velkommen til at prøve.

,,Ser du, kære, jeg var nysgerrig. Er det ikke grund nok, mmmm?"

Han fortsatte atter en runde om hende, hvorefter han med et trylleslag flyttede sin krop til flere meter fra hende. Hans lumske udtryk var nærmest blot blevet forstærket, og havde nærmest fået en truende aura over sig. Som kunne han til hver en tid finde på at trylle sig om til hendes værste mareridt, eller udsætte hende for utålelig smerte.

Euphoria vippede med ørerne ved hingstens skingre latter. Hun kunne mærke hans varme ånde på hendes mule, så tæt på var han. Den eneste varme hun måske nogensinde ville kunne få fra hendes far. Havde hun virkelig behøvet at vide at hun bar på noget som helst magi? Den gyldne hoppe havde forklaret hende meget om det, hvilket også var derfor hun ikke længere frygtede den. Hun svarede ikke sin far i første omgang, men veg væk fra hans berøring, da den medbragte en underlig følelse. Det var ikke afsky hun følte, heller ikke frygt, men det var ikke noget hun kunne sætte ord på.
Hun havde ikke til hensigt om at skade ham, nu hvor der bare var de mindste kontrol. Hun burde måske være vred på ham, ja sågar havde ham. Men Euphoria kunne ikke, hvor meget hun end forsøgte at overbevise sig selv at det var okay. Nysgerrig. Euphoria slog kort blikket i jorden, inden hun med næsten et sørgmodigt udtryk genskabte øjenkontakten. Hun frygtede efterhånden ikke hvad han ville kunne finde på. For den oplevelse hun havde haft for mange år siden, stod stadig klart for hendes øjne.

” -og det var den eneste måde? ”

Euphoria vidste allerede at der måtte være andre måder. Illana havde vist hende det. Hun rystede stille på hovedet og lod de ravfarvede øjne genfinde sin plads ovre i det næsten identiske par hendes far bar.

” Du kunne have haft min fulde tillid, men i stedet har du skubbet de eneste to væk, som uden at stille spørgsmål, ville have været i stand til at elske dig, ubetinget. ”

De ravfarvede øjne havde stadig en snært af sørgmodighed, mens de blot fæstnede sig endnu mere i hingstens. Hun mente hvert et ord. Måske havde det været hendes held at han havde skræmt hende væk dengang, for ingen tvivl at hvis han havde haft en anden tilgang, så havde hun ville gøre alt for ham.

Nyahahah ...

En nærmest lydløs skinger latter kunne høres, da de atter opnåede øjenkontakt. Blikket som mødte den lumske sjæl var sørgmodigt, men han reagerede hun på sin egen vanvittige måde med at danse vimsende fra hende på ny med sine skingre toner omkring sig.
Da han havde lagt lidt afstand til hende, standsede ham op. Fronten var vendt bort fra hende, men han drejede sin hals en smule og skævede imod hende med et nærmest manisk blik. Hun spurgte om det var den eneste måde at finde ud af, om hun bar magi eller ej. Svaret var ganske enkelt.

,,Næh.. Men det var den sjoveste, nyah!"

Han trak nærmest skuldrene højere op med dirrende bevægelser, inden han trippede om sig selv igen og placerede sig med fronten imod hende. Han "løftede" på ligegyldig facon et øjenbryn af de næste ord som hans datter udtalte - om at han kunne have haft hendes tillid og kærlighed. Han krængede mulen i en uinteresseret grimasse, inden det vanlige, lumske smil kom til syne igen.

,,Og?"

Besvarede han til det faktum, at han havde skubbet ikke blot hende, men også sønnen Xenocrates væk. Hvis den skumle sjæl skulle være helt ærlig - og det var han ofte - så betød deres kærlighed ikke noget for ham. Det der betød noget, var hans begær efter viden og magt. Disse to ting ville altid være det, som drev den skumle Rumpelstiltskin.

Euphoria vidste ikke helt hvad hun skulle føle og tænke over det som han fortalte hende. Hun valgte at lade det ligge i det at hun forsøgte at skubbe det fra sig i forvejen. Det var stadig smertefulde minder, det ville man nok aldrig tage fra hende, men for nu der havde hun da fået de "svar" hun havde ledt efter. Hun kunne mærke en form for fornyet energi brede sig i hendes krop. Hvad end det var vidste hun ikke. -Og? Euphoria så op på ham og missede let med øjnene. Forstod han det ikke? Et lille smil tegnede sig på hendes mule. Ikke fordi hun morede sig over den manglende viden han besad, for det var i sandhed sørgeligt, men fordi at det var den eneste grimasse der kunne finde vej. Tragikomisk var det måske? Det med utilregnelige smil var trods alt en familie ting, men Euphoria ænsede det knapt selv i det hun gav et enkelt kluk fra sig for at understrege det smil.

" -Og det må så være noget du aldrig kommer til at vide noget om. "

Lød hendes stemme så stille. Den ubetingede kærlighed var stærkere end nået andet. Euphoria mente nu også det var stærkere end magi, men hun kendte heller ikke meget til magi i forvejen, andet i det følelser og oplevelser hun havde med den selv. Når hun var glad og lykkelig så følte hun i hvertfald hendes egen magi var stærkere. Måske var det indbildning.

" Men til sidst, Papa, så vil jeg takke dig.. "

Euphorias ravfarvede øjne så ind i hans for hun mente skam sine ord alvorligt. Hun havde meget at takke den lumske hingst for, selvom han havde gjort hende fortræd.

Nyahahahah...

Han betragtede hende med det skumle smil nærmest var printet på hans mule. På sin vis havde han nydt denne lille "dans" de havde haft - nydt at være modstander på hendes udlægninger. Dog var den skumle sjæl også en, der hurtigt mistede interessen, og denne samtale, som i et andet selskab kunne have haft en meget dyb og sårbar karakter, havde han ej længere interesse i at fortsætte.
Han hørte hendes ord - det gjorde han. Og hendes kommentar om, at han aldrig kom til at vide noget om denne ubetingede kærlighed han kunne have følt, fik ham blot til at udstøde sin vanlige hysteriske latter. Hun betød intet for ham - og kom aldrig til det. Han trak vimsende på skuldrende, og lige inden hun tryllede sig selv væk, så han direkte imod hende. Hun takkede ham - og med et nærmest ondskabsfuldt blik mødte han sin datters.

,,Spild aldrig min tid igen, kære.. Nyah"

Og derpå forsvandt han ved et trylleslag.

[Out]