Home.

”Ja det er. Jeg har ingen familie, så vidt jeg ved det. Har været helt alene. Hvad med dig?” White kiggede på ham med et smil. Hun kunne ikke huske meget fra hendes barndom, men det gjorde hende ikke så meget. Det havde hun været vant til siden hun havde været føl.

9

"Så må du være en af de heldige."

Måske var det ikke alle der var enige i at man var heldig, hvis ikke man havde nogen familie. Men Brêgo's far havde han aldrig kendt. Han vidste kun han var grunden til hans mor og ham selv, var så tæt på at blive udstødt fra flokken som overhovedet muligt. Han var urent blod og lederen brød sig ikke om det. Han var bange for den fremmede hingst, Brêgos far, ville komme tilbage og overtage flokken, eller at Brêgo ville vokse sig stor og tage den fra ham. Det var derfor han havde brugt så meget tid på at vise Brêgo, hvem der bestemte og hvem af dem der ikke var noget værd og aldrig ville blive til noget. Noget der nok aldrig ville forsvinde fra Brêgos underbevidsthed. Han huskede ikke meget om sin barndom længere, men han havde drømme. Små glimt af minder, der langsomt blev mere og mere utydelige og forhåbentlig ville de forsvinde en dag.

"Jeg kom hertil for nogle år siden. Det føles som en evighed, og jeg husker ikke meget fra min tid før Andromeda. Men jeg ved jeg havde været død, hvis ikke det var for lyset."

. . . Og Antheia. Hans egne tanker kunne ikke holde sig fra at tilføje navnet. Noget der stadig bragte en lille tristhed med sig, og skyldfølelse. Skyldfølelse over hvad han havde gjort og ikke gjort. Han havde ikke gjort nok for at finde hende igen. Han havde ikke gjort nok for at lede efter hende eller sørge for hun ikke blev væk igen, da hun kom tilbage til ham efter lang tids forsvinden.

”Ja.” White nikkede. ”Ok. Du har været heldig også.” Hun havde ikke mange minder om hendes barndom som føl, men dem hun havde var hun meget glad for. Smilende kiggede hun på hoppeføllet det var et sødt lille pus. Hun håbede, at hun selv ville få føl en dag.

10

"Jeg ved nu ikke om jeg vil kalde det heldig"

Svarede Brêgo med et lille smil. Nej. Han synes ikke selv han var så heldig. Måske heldig nok at han var kommet til Andromeda. En slags efterliv. Men han kunne jo ikke vide om der var et sted bedre end det. Et sted uden lumske skygger. Et sted hvor man med garanti ville mødes med ens kære igen.

"De fleste af os her, er vel heldige på det punkt. Alle har fået en ekstra chance. Og så er der de små som hende, der ikke kender til andet end Andromeda. Jeg vil næsten sige det er dem der er de heldige. De kender ikke til andet. De mangler ikke en stor del af dem selv. Afskåret fra deres familier. Til gengæld må de vokse op i en verden med skygger. Hvordan har du klaret dig fra lille uden forældre og flok, uden at blive et bytte for skygger?"

"Ok. Ja. Det var ikke let, men jeg klarede det. Takket være den hoppe og hingst, der tog sig af mig som deres egen. Indtil den dag de gik bort og jeg var alene igen. Men jeg er taknemmelig for den chance at jeg fik. Takket være det de lærte mig.”

1

"Det lyder som nogle rigtig flinke fjæle. Jeg håber du finder nogen der kan matche dem her. Måske ikke som forældre, men som venner i stedet."

Brêgo sendte hoppen et lille smil. Han mente ikke det var nødvendigt at advare hende om farerne på Foehn, hvis hun kom fra landet. Alle kendte skyggerne og deres ondskab. Det lille hoppeføl lod til at være ordentlig vågen igen, og kom på benene.

"Skal vi bevæge os mod flokken?"

”Ja det er rigtigt. Lad os gå.” White sendte hingsten et smil. Hun rejste sig op og fulgte efter ham og det lille hoppeføl. Imens hendes øjne kiggede omkring på det smukke landskab. Det var noget helt andet end den ørken, som hun havde haft vandret omkring ved for lidt måneder siden.

2

"Har det ikke været ensomt at vandre rundt alene?"

Brêgo kunne selv huske, hvordan det var, at være fuldkommen alene. Han var selv startet ud sådan i landet. Men han havde meget hurtigt fået samlet sig en gruppe af venner, som den dag i dag dannede hans flok. Eller.... Det var ikke længere hans flok. Nok havde han startet den, men Brêgo havde aldrig rigtig selv følt sig værdig nok til at lede en hel flok. Ordene fra hans barndom sad stadig dybt i ham: Du er intet og du bliver aldrig til noget. Ikke at Brêgo var meget anderledes end dem han voksede op iblandt. Det var ene og alene på grund af hans ukendte far, der gjorde han ikke var "ren" som alle flokkens andre afkom.

"Jeg ved der er mange andre der vandrer rundt, men Andromeda er somme tider større end man regner med, og til andre tider kan landet virke meget småt."

”Jo det kan man godt sige.” White havde egentlig ikke tænkt så meget over det helt. Hun havde været vant til det på en måde, men hun ville glæde sig til at være en del af en flok som hendes nye familie. ”Ja det er så sandt.” Hun smilede og kiggede rundt imens hun gik.

2

"Er det længe siden dine forældre døde?"

Brêgo vidste godt det måske ikke var noget han skulle blande sig i, men alligevel var han nysgerrig. Derfor måtte han spørge lidt forsigtigt. Han lod blikket glide mod hoppen mens han fortsatte mod Teylar. Man lærte jo heller aldrig nogen at kende, hvis ikke man spurgte ind til dem.

”Det kan jeg ikke huske?” White havde ikke tænkt over det, da hun havde været meget ung dengang det skete. Hun lod blikket glide mod hingsten med et smil mens hun fortsatte med ham. Hun tænkte, at han var flot af en hingst at være og meget venlig mod hende.

3

"Hmmm.. Det er jeg ked af at høre"

Det kunne jo godt være hun havde haft et godt forhold til sine forældre, men at noget forfærdeligt var sket og hun derfor fuldkommen havde glemt det. Selv vidste han at han havde haft en fantastisk mor, og nogle af hopperne havde brudt sig rigtig godt om ham da han var lille. Men det meste af hans barndom og opvækst var mere eller mindre glemt. Kun nogle enkelte tilfælde huskede han stadig. Men selv de minder han havde glemt alt om, ubevidst, havde sat sine spor i hingstens væremåde. De havde formet ham til den han var i dag.

"Men du behøver i hvert fald ikke være alene længere."

”Ok.” White kiggede på ham med et smil imens hun gik lige ved siden af ham. Hun kunne ikke huske meget fra da hun var et lille føl, men det var gode minder hun havde fået med sig. Hendes øjne kiggede på det lille føl for at holde øje med det.

11

Ligesom hoppens, faldt Brêgos blik ned mod hoppeføllet. Det var ikke meget hun havde sagt eller gjort siden han havde hentet hende. Hun var ualmindeligt stille, men det kunne sikkert også være fordi han var ’skræmmende’ når han sådan kom og tog hende væk fra sin mor. Det havde været en noget forhastet beslutning han havde truffet, og ikke lige tænkt over konsekvenserne inden han var taget af sted. Hans tankegang var slået klik da han havde hørt fra sine venner for oven, at han havde fået en datter, og det eneste han havde formået at tænke på, var at han var nødt til at hente hende og ikke kunne lade hende vokse op i Aljun blandt skyggerne. Hans blik faldt dog tilbage mod den hvide hoppe igen efterfølgende med et lille smil.

”Hun hedder Mazikeen”

White kiggede på ham med et lille smil. ”Sikke et yndigt navn til hende.” Hun gik ved siden af ham og kiggede rundt omkring på omgivelserne imens hun tænkte på om hun ville være en god mor, når hun engang fik hendes eget føl. Hun undrede sig over hvor langt der var til flokken.